Kritisk poesi

er ikke nødvendigvis noget græsseligt hø, men - :

" Én af os sover" er en tænksom og henførende bog, der helst skal læses, mens det stadig er vinter derude, og vi længes uhjælpeligt efter forårets milde vinde.

(anmeldelsesslutning af Anders Juhl Rasmussen i Kristeligt Dagblad (det er ikke atomvinter, Anders, foråret skal nok komme, så din længsel er ikke uhjælpelig))

Måske er det at føle sorg som at være nedsunket på havbunden - vandets grønt gyngende slør gør, at man kun langsomt og sejt strider sig frem gennem alt det våde; alt lyder anderledes end oppe i luften, alt ser anderledes ud. Sådan er det i hvert fald at læse Josefine Klougarts tredje roman, ' Én af os sover'.

(anmeldelsesbegyndelse af Mikkel Bruun Zangenberg i Politiken (ergo er det som at føle sorg og som at drukne at læse romanen!?))

Intet kan sammenlignes med dig

Endnu en anti-sammenlignings-sang, mens jeg læser sammenligningsspækket bog, tilegnet bloglæseren dig:

Et ikke-husråd

Wasabinødder hjælper IKKE mod frossen næse

(næsen forbliver frysende udenpå, men brænder ad helvede til indeni - bloglæsende romanforfattere er velkomne til at bruge denne paradoksale sansning som rammende metafor på et eller andet graverende metafysisk/inderligt).

At være Guldageranmeldelseslæser

når jeg plejer at være Guldagerlæser og Guldageranmelder, er underligt.

Katrine Marie Guldagers nye roman får 4 hjerter i Politiken af skjult lunkne Bjørn Bredal og 4 stjerner i Berlingske af skjult lunkne Eva Pohl og 3 stjerner i Jyllands-Posten af eksplicit lunkne Erik Svendsen og en så godt som eksplicit lunken anmeldelse i Kristeligt Dagblad af Lars Handesten og en på-den-ene-side-på-den-anden-side-anmeldelse, der ender på den positive side, i Information af Lilian Munk Rösing (men lader man negativiteten fylde lige så meget som positiviteten i sin anmeldelse, kan der vel til syvende og sidst ikke være tale om en god bog, når der NB ikke er tale om en debutant, men om en anerkendt forfatter med et langt forfatterskab bag sig) og en totalt uargumenteret positiv anmeldelse i Weekendavisen af Poul Behrendt (der synes at mene, at Guldager er den første forfatter siden Thomas Hardy, der har fundet på at benytte sig af alvidende fortæller, med licens til forudskikkelse af handling etc, hvilket jo er eklatant og komisk forkert, hvad angår bare de sidste 10 års danske litteratur, fra Peter Adolphsen til (det er lang, lang vej) med neo-Guldager nært beslægtede Jette A. Kaarsbøl). Hvilket smart nok giver forlaget ret til at kalde bogen kritikerrost, selvom rosen ved nærmere eftersyn er dybt ormstukken.

I stedet for omstændeligt at stikke til anmeldelserne, vil jeg bare citere de tekststykker, hvoraf de fleste er billedsproglige nemlig, som anmelderne (tilsyneladende) citerer for det (kunstnerisk og livsvisdomsmæssigt) gode:

(Pohl)
(Datteren Leonoras følelser er kraftfuldt beskrevet:) »Så intens var Lillys interesse, at Leonora frygtede at være alene sammen med hende. Den mor, hun havde længtes sådan efter i det seneste års tid, var et mareridt tæt på.«

(Bredal)
"Leonora knugede sig ind til sin mor, som var det sin egen overlevelse og ikke bare en falsk pels, hun knugede sig ind til«

(Rösing)
»Hans hår var vandkæmmet på en måde, der fik én til at tænke på afskårne lemmer og pludselig homoseksualitet.« (næsten punket ordknapt, men også problematisk: pludselig homoseksualitet (hvad det så end er?)  som ligestillet med afskårne lemmer?)
(Som kunstnerinde sidder Lilly og tegner små mønstre. Et sted forekommer disse mønstre hende at være) »små glimt af sandhed«. (Et andet sted forekommer de hende at være) »små blyblomster, vokset frem på papiret netop dér, hvor kærlighedsevnen var blevet brændt«. (Her tager fortælleren ikke stilling, men enden på det hele bliver, at Lilly må forfølge sine små mønstre, hvad enten de er sandhedsglimt eller sår. Og det er en smuk morale.)

(Behrendt)
»At Leonora i dette øjeblik blev målt og vejet og udvalgt til at være Ellas hadeobjekt nummer et, havde hun ingen anelse om,«

Dette er ikke gode, dynamiske sætninger (og sprogbilleder), smagsdømmer jeg umiddelbart som menig Guldageranmeldelseslæser, det er bastant og klodset (syntaktisk og i konkret-abstrakt-balancen) banale sætninger (og sprogbilleder) - og ergo tro jeg ikke en snus på de positive smagsdomme.

Sammenlignet med hvad?

I anledning af snakken nedenfor og lige om lidt også ovenfor, forudsiger jeg, om romanbilledsprog, er her et funky og politisk meta-nummer med John Legend & The Roots, "Compared to What?:

Og her den ikke uefne tekst:

Love the lie and lie the love  
Hangin' on, with a push and shove  
Possession is the motivation  
That is hangin' up the God-damn nation
Looks like we always end up in a rut (everybody now!)
Tryin' to make it real - compared to what?
Slaughterhouse is killin' hogs  
Twisted children killin' frogs  
Poor dumb rednecks rollin' logs  
Tired old ladies kissin' dogs  
Hate the human, love that stinking mutt (I can't stand it!)  
Try to make it real - compared to what?
The President, he's got his war  
Folks don't know just what it's for  
Nobody gives us rhyme or reason
Have one doubt, they call it treason  
We're chicken-feathers, all without one gut (God damn it!)  
Tryin' to make it real - compared to what? (Sock it to me, now)
Church on Sunday, sleep and nod  
Tryin' to duck the wrath of God
Preacher's fillin' us with fright  
Tryin' to tell us what he thinks is right  
He really got to be some kind of nut (I can't use it!)  
Tryin' to make it real - compared to what?
Where's that bee and where's that honey?  
Where's my God and where's my money  
Unreal values, crass distortion  
Unwed mothers need abortion  
Kind of brings to mind ol' young King Tut (He did it now)  
Tried to make it real - compared to what?!

Det bedste stykke roman-billedsprog 2011

i forhold til snakken i blogpost nedenfor om det gode roman-billedsprogs DICKENSKE humoristiske, fiktivt forpligtede og fabulerende spilfærdighed (og her må man snarere tale om (udsyret) allegori end simplel metafor):

Mathilde kigger ud over Øresund. Åh, denne brede voldgrav mellem os og svenskerne, Hun ser udad, hun ser Den Nye Øresundsbro springe over det grå sund. Hun ser op, hun lader blikket løbe ud under den grå himmel. Der hænger store tottede bygeskyer ude mellem det blå og det grå, et mylder af himmelstiger, en skov af jakobsstiger rejser sig blændende, gnistrende, øjeæwleskærende [så vildt vrængende en bogstavering!] op fra havet, op mod himlen, bliver væltet af en skytot, bum, vælter som en fuld student og dukker op igen.  Som var der blevet sat sat en enorm indsatsstyrke ind fra politiet, der bliver ved med at rejse stigerne op. Som er der en bataljon fra hæren, der kæmper og slås, slås en retfærdig kamp mod skyerne for at invadere himlen, sprede lyset, introducere demokrati, gennemtvinge himlen i himlen. Men det er et stort. stort mørke, et overmenneskeligt mørke, et umenneskeligt mærke, der nærmer sig kysten.

- fra Lars Frosts Skønvirke

Gardin & stolpe

Helle Helles 2 poetiske metaforer (altså enheder af poetisk (intenderet originalt/sanseligt) billedsprog) og ½ i Dette burde skrives i nutid [+ det løse]

-  romanens fortæller er NB en jegfortæller, der er forfatter in spe -

1.
"En dag kom hun ud i gangen og sagde farvel, hendes hår delte sig over ansigtet som et gardin." side 13

[ikke helt et billede: "Jeg tænkte siden på det som en stærk lykke at ligge sådan, ubemærket i et væld af uldne samtaler." side 32]

[naturligt billede: "(....) Niller sad stiv som en pind med matematikbogen omme bagved." side 44]

[spytkrøllen markeret som koket, indforstået (= fiktivt indfoldet) lyrik-speak: "Jeg tænkte på viben, der dykkede i små ryk over brakmarken derude nu, huit-huit, med de takkede vinger og spytkrøllen (....)" side 54]

[så godt som et naturligt billede (mange beskrivelser af lugte og lyde, men altid insisterende eksakte): "Når jeg satte hænderne for ørerne susede det som en hel strandbred." side 64]

[fiktions-indfoldet billede (tydeligt signeret fiktiv 3. person/tekst): "I et af dem [blade på biblioteket] var en artikel om faldgruber i hverdagen under overskriften Rygrad som en snegl. Der var noget galt med den sætning, men det var så mærkeligt et sammenfald, at jeg ikke kunne samle tankerne om fejlen." side 72]

[naturligt billede: "Stuen lignede en slagmark af tøj og sko (...)" side 73]

½ [dickensk udvidelse af billede 1 - efter 73 sider!]
"Så kom de op til huset, Ruths hår var var blevet et fugtigt gardin, deres strømpesokker satte våde spor på gulvet." sider 86

2.
"- Åh, ja, Irma, sagde han, og så rejste han sig og kom hen til lagde sin hånd om min nakke, vi kyssede hinanden, vi kom ned på gulvet og ind under en af stolene, den væltede, vi hev og flåede, mit ben stod i luften som en hvid stolpe." side 110

[sandsynligvis fiktions-indfoldet billede, nemlig mosterens: "(...) hun sad ved køkkenbordet og stirrede ud i alt det sorte med sin kaffe hver dag før seks, mens Hardy snorkede som en traktor." side 111]

(jeg har lyngenlæst med billedblik og kan godt have misset enkelte løse billeder, suppler gerne)

Og alligevel/derfor er Dette burde skrives i nutid den klokkeklart mest poetiske roman, jeg læste i 2011.

Og i sig selv og i romanen er begge billeder lige så sjove som tydelige nemlig.

Dickens eksemplificerer som evig og altid forbilledligt

her roman-billedsprogets humoristiske, fiktivt forpligtede og fabulerende spilfærdighed, fra hen mod slutningen af kapitlet "Podsnappery", et af de bedste kapitler i en af verdens bedste romaner, Our Mututal Friend; Podsnap-tallerkenen/sølvtøjet har været sat i billedspil gennem hele kapitlet, der beretter om et selskab hos Mr og Mrs Podsnap, solidt rige borgere med en forsømt, ung datter - midt i og kontra tallerken-dansen den heftige (og sjove!) hane og til allersidst en surrealistisk, ung person, der er lutter kinder:

Certain big, heavy vehicles built on the models of the Podsnap plate, took away the heavy articles of guests weighing ever so much; and the less valuable articles got away after their various manners; and the Podsnap plate was put to bed. As Mr Podsnap stood with his back to the drawing-room fire, pulling up his shirt-collar, like a veritable cock of the walk literally [!] pluming himself in the midst of his possessions, nothing would have astonished him more than an intimation that Miss Podsnap, or any other young person properly born and bred, could not be exactly put away like the plate, brought out like the plate, polished like the plate, counted, weighed and valued like the plate. That such a young person could posssibly have a morbid vacancy in their heart for anything younger than the plate, or less monotonous than than the plate; or that such a young person's thoughts could try to scale the region bounded on the north, south, east, and west, by the plate; was a monstrous imagination which he would on the spot have flourished into space. This perhaps in some sort arose from Mr Podsnap's blushing young person [en fast retorisk figur i Mr Podsnaps konversation] being, so to speak, all cheek, whereas there is a possibility that there may be young persons of a rather more complex organisation.

All you need is a little monstrous imagination

Bliver billedsprog ikke nødt til at have humor for at kunne overleve i en roman?

Det er nødvendigt med en meget lang blogpost, som ikke bliver denne her, hvis ikke en decideret traktat, hvis ikke faktisk et regelsæt om billedsprog i romaner; jeg ved vi er flere, der har haft svært ved at finde en grimasse, der kunne passe (og helst en glad én jo) til de forholdsvist mange, insisterende poetisk (dvs. (intenderet) originalt, sanseligt rammende, ikke bare automatiske/naturlige) billeder i Dy Plambecks gode roman Gudfar og Lone Hørslevs gode roman Sorg og camping, hvad laver de billeder, hvem taler dem, i forhold til hvordan personer og ting og sager ter sig og taler i al fiktivitet? sker der ikke et clash mellem den humoristiske og dynamiske fiktion og den oprigtige og stillestående billeddannelse? skal billedsproget ikke oprette og gennemspille sin egen, parallelle, fiktions-kontaminerende/kontaminerede maskepi? - men hvad så med "lyriske romaner" med et højt, måske endda dominerende forbrug af billedsprog, der jo nemlig af samme (konventionelle, men, er det min pointe, ikke nødvendige) grund sjældent er humoristiske - jeg har lige siddet og bladret i sådan en roman-én, der udkommer om et par uger - er de mindre problematiske, fordi der ikke er nogen humor at clashe med? eller mere, fordi det altid er et forbandet problem for en roman, når dens fortællen/fortælling eller mangel på samme ikke er sat i spil, og hvis billedsproget er den fortællen/fortælling eller mangel på samme, er det dér rouletten skal snurre? Grubler jeg videre over, inden jeg skriver reglerne, og mon de har stentavler i Vesterbro Kontorforsyning?