Klov-Gartnereret Metafor (KGM) 2 Plambeck-edition

Da jeg skrev min blogpost om Klov-Garneret Metafor (= metafor der ufrivilligt sprækker bukserne i en eller flere (knopskydende) dimensioner) havde jeg planlagt en del 2  om U-præcision med udgangspunkt i et digt af Dy Plambeck til Prins Henrik i Euroman, et udsnit, 2 metaforer i sekvens:

Skyerne driver så højt over rapsmarkerne
og lyset
trænger ind gennem gardinet
i stuen som skindet
der brister på frugt.
Har De nogensinde most et jordbær i  i Deres hånd
og set den røde saft dryppe ned i græsset. 
Den tomhed man kan føle ved det
som en buk der tømmes
for sine indvolde på jagten
jægeren
der starter snittet ved halsem
så han kan komme ind til struben

I begge tilfælde er halter sammenligningen alvorligt, lige så snart man tænker nærmere over den: skind der brister på en frugt kan da næsten ikke være MINDRE som noget end som lys der trænger gennem et gardin, som jo netop IKKE brister, men osmotisk gennemtrænges, ligesom en buk, der med et omhyggeligt snit ved halsen tømmes for indvolde, næsten ikke kan være MINDRE som noget end som som et jordbær, der bliver uomhyggeligt mast i hånden; jeg ved godt, det er følelsen af tomhed, der bliver sammenlignet, men den kan da også svært være den samme: hvor jordbærrets spiselighed bliver spoleret ved masningen, sker det omvendte ved opsnitningen af bukken, hvorved jo nemlig spiselighed forbedres. 

- i sin anmeldelse, den eneste for alvor kritiske, i Information af Dy Plambecks roman Mikael kom Tue Andersen Nexø mig i forkøbet: 

Den er så også bedst, når den ikke er smittet af Klougartitis, dvs. sær glæde ved sære koloner og outrerede metaforer.
Det lyder godt i forbifarten, det billedsprog, men smuldrer for forstanden, når man standser op som læser. Prøv at se her: »Granater slog ned i jorden ude i ørknen. Deres larmende nedslag lød voldsomme midt i stilheden, der hang over Bridzar, mens jeg foldede min sovepose ud og krøb ned i den. Feltsengen føltes som at ligge på en båre. Fanen i teltet og en helikopters brummen på himlen gled sammen og bankede som et fjendtligt hjerte.« Et er, at lejren i Bridzar 25 sider længere henne beskrives som et sted, hvor der næsten aldrig er stille; jeg forstår simpelthen ikke, hvordan helikopterbrummen kan blive til hjerteslag.Men det lyder jo storladent.

Forglemmelse som kvalifikation

Der var særligt tre bøger, jeg ærgrede mig over, at jeg glemte at få med i min (grotesk forsinkede) præsentation (måske min 11.,?) af dansk skønlitteratur 2011 til hæderkronede (hvilket betyder: ældre end selv Hvedekorn) Nordisk Tidsskrift (Rystet spejl og Stikkersvin jeg fucker dig udnævnte jeg til at være årets nationaleste digtsamlinger, Dette burde skrives i nutid, Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet og Termostatens nat til nationaleste romaner), Gitte Broengs Planetbyen, Dy Plambecks Gudfar og Dorrit Willumsens Pligten til lykke, men de passede ikke lige ind, og jeg havde forfærdeligt travlt, så jeg forsøgte ikke bagefter at tvinge dem på plads, hvilket nemlig tager en evig tid, derfor synes jeg, de bør fremhæves her for deres utilpasselighed, for i den grad er det jo også en dyd.

Bliver billedsprog ikke nødt til at have humor for at kunne overleve i en roman?

Det er nødvendigt med en meget lang blogpost, som ikke bliver denne her, hvis ikke en decideret traktat, hvis ikke faktisk et regelsæt om billedsprog i romaner; jeg ved vi er flere, der har haft svært ved at finde en grimasse, der kunne passe (og helst en glad én jo) til de forholdsvist mange, insisterende poetisk (dvs. (intenderet) originalt, sanseligt rammende, ikke bare automatiske/naturlige) billeder i Dy Plambecks gode roman Gudfar og Lone Hørslevs gode roman Sorg og camping, hvad laver de billeder, hvem taler dem, i forhold til hvordan personer og ting og sager ter sig og taler i al fiktivitet? sker der ikke et clash mellem den humoristiske og dynamiske fiktion og den oprigtige og stillestående billeddannelse? skal billedsproget ikke oprette og gennemspille sin egen, parallelle, fiktions-kontaminerende/kontaminerede maskepi? - men hvad så med "lyriske romaner" med et højt, måske endda dominerende forbrug af billedsprog, der jo nemlig af samme (konventionelle, men, er det min pointe, ikke nødvendige) grund sjældent er humoristiske - jeg har lige siddet og bladret i sådan en roman-én, der udkommer om et par uger - er de mindre problematiske, fordi der ikke er nogen humor at clashe med? eller mere, fordi det altid er et forbandet problem for en roman, når dens fortællen/fortælling eller mangel på samme ikke er sat i spil, og hvis billedsproget er den fortællen/fortælling eller mangel på samme, er det dér rouletten skal snurre? Grubler jeg videre over, inden jeg skriver reglerne, og mon de har stentavler i Vesterbro Kontorforsyning?

Kan et hulk være hæderligt?

Pia Juul kommenterer på, at jeg i min blogpost lige nedenfor ikke er sikker på, at min gråd over Dy Plambecks roman Gudfar er "kunstnerisk legitim gråd":

jeg vil gerne bede om en blogpost der forklarer begrebet "kunstnerisk legitim gråd" ... Please?

Jeg forsøger!

Først vil jeg understrege, at jeg synes Gudfar som sådan er kunstnerisk legitim og kvalificeret og (i al flosset uordentlighed) I ORDEN, at det med andre ord er en temmelig god roman, og at det særligt fint vellykkede - fordi modigt konciperede - er portrættet af en i bund og grund, trods alle mulige betænkelige træk (voldelig opfarenhed fx), GOD(HJERTET) (og oven i købet troende) mand, nemlig Uffe; hans velmente, men akavede omsorg for sin far og sin mor og sin guddatter finder jeg genuint, kunstnerisk legitimt rørende (fordi Uffe er karakterfuldt levendegjort via skrivekunst!), men jeg græder ikke over den, det gør jeg, eller jeg fælder en tåre i det mindste, hvilket er galt nok, over slutningen, hvor !SPOILER ALERT! Uffe efter på tv at have set sin guddatter Petring fanget midt i rydningen af ungdomshuset springer på motorcyklen:

Tåregassen sved i Uffes øjne, selv bag skærmen på hans hjelm. Hans øjne løb i vand. Reb, hjul, skrogene af udbrændte biler, der lå med bunden i vejret, stiger, brædder, et virvar af folk, dfer løb i alle retninger, den hylende lyd af bilhorn, der sad fast. Uffe kørte gennem det hele. Hans fortsatte op på fortovet, butiksruderne splintres omkring ham i den tunge lugt af træ, der brændte, en palle blev smidt ned på vejen foran ham. Han måtte slå et kraftigt slag til siden for ikke at køre ind i den, og der var hun. Hun stod på den anden side af gaden, et stykke fra et bål. Hun havde taget elefanthuen af og hætten på sin trøje op over hovedet. Uffe bremsede op. Petring, tror du, vi har hele dagen? råbte han. Der gik et øjeblik, før hun vendte sig om mod ham, som om lyden var forsinket i luften. Hun stod med armene ned langs siden og så på ham et øjeblik, før hun løb hen til ham.

SLUT
&
HULK

Igen, jeg synes det er fedt, at Dy kan og tør slutte sin roman med en så skamløs hollywoodsk en happy ending, bad endings er ikke nødvendigvis mere kunstnerisk legitime - jf. David Lynchs kvababbelser med slutningen på Wild at Heart (fra David Breskins interviewbog Inner Views):

I didn't buy the ending in the book. In the first script the ending was true to the book [Sailor and Lula go their seperate ways]. But emotionally it wasn't ringing true at all! I couldn't think of a reason when Samuel Goldwyn [filmselskabsmand] asked me, "Why is he leaving?" He hated the ending. If it had been honest, I could have given him an answer. But I said, "I hate the ending too." I think they've learned a lot more, and grown more, even through fantasy, this way. The other way was a real ... defeat./ Does the happy ending make you happy?/ Well, the thing is  ... yeah, of course it does. And it rings true to me, also. I think that Sailor and Lula are so fantastic a couple - I really like them a lot.

Mit problem med min tårekniben, er, at jeg ALTID kniber en tåre over happpy endings, lige meget hvor elendig bog eller især film, det er en lykkelig slutning på; mine tårekanaler er og bliver ÅNDSSVAGT sentimentale, ikke til at stole på over en dørtærskel i kunstneriske materier. Derfor er det problematisk for mig at skelne mellem kunstnerisk legitime og illegitime tårer, det er samme våde gråd. Dilemmaet kommer, fordi jeg faktisk kneb en tåre over slutningen; hvis jeg nu bare havde tolket spørgsmålet om, hvilken bog jeg "græd til", som, hvilken bog jeg var mest rørt over, kunne jeg sagtens havde svaret Gudfar. For jeg tror faktisk ikke, at jeg reelt har grædt eller knebet en tåre over Susanne Stauns Hilsen fra Rexville, som da også er rørende/bevægende/"tårevækkende" på en anden eller tredje måde end (de to måder i) Gudfar, ved nemlig, i de kursiverede mail-afsnit om en pige i en Münchhausen by proxy-mors vold, effektivt, cool indfølt at fortælle om grusomt sørgelige/ sørgeligt grusomme hændelser. Lad mig lave det mindste system over (principielle, kvalificeret potentielle) ) tårevækkelser; 1. Det er vildt synd for nogen (medlidenhed), 2. Nogen er vildt gode af sig (rørthed), 3. Det ender vildt godt for nogen (som man har lært at kende) (bevægethed (hvis ikke 2 er bevægethed og 3 rørthed?)). Gudfar er (legitimeret) 2 og 3, Hilsen fra Rexville er (legitimeret) 1, Oliver Twist er (legitimeret) 1, 2 og 3. Okay!?