Hvor jeg og cool folks er i morgen aften

• NOV 26 Nye stemmer Tomorrow at 7:30pm - 9:30pm  · 43°F / 35°F Partly Cloudy

• Show Map Møstings Hus Andebakkesti 5, 2000 Frederiksberg, Frederiksberg, Denmark

Torsdag d. 26. november klokken 19.30. præsenterer vi på Møstings Hus tre unge forfattere, der i år alle har udgivet virkelig fine bøger.
Martin Bastkjær debuterede på Arena med romanen Det nye hav, Ida Holmegaard debuterede på Gladiator med romanen Emma Emma og Cecilie Lind er aktuel med sin tredje digtsamling Strunk. De tre forfattere vil være i samtale med Stine Pilgaard og tale om deres bøger og deres tanker om skriften og litteraturen og læse op af deres værker.
Kom og hør mere om den nyeste litteratur. Alle er velkomne, tag jeres venner med. Det bliver en god aften. Der er fri entré og vin i pausen.

Verdens bedste århusiansk

fordi det er drevent på en ivrig og speedet, men stadigvæk vedkendt og stolt facon, er og bliver den unge forfatter Stine Pilgaards århusiansk, som demonstreret først ved Forfatterskolens jule-tamtam forleden, hvor hun oplæste brandgode, nye tekster om ikke mindst bryster og asiat-mobning på VERDENS BEDSTE ÅRHUSIANSK og derpå til Donna Wood-aften i går på Brooklyn i Nyhavn, hvor hun oplæste tekster fra Martin Larsens Hvis jeg var kunstner, der mærkeligt nok lød PERFEKT på VERDENS BEDSTE ÅRHUSIANSK, måske fordi kunstnerskinsygen og -satiren og -(værk)fantasien kom til at lyde så perfekt - og nu skal jeg passe på, så jeg siger ikke uskyldig eller renfærdig, men okay, det her er værre - JOVIAL, men på en COOL måde, på en COOL COOL måde, hvilket ellers ikke burde kunne lade sig gøre, at være cool jovial eller jovialt cool, men det kan det altså på VERDENS BEDSTE ÅRHUSIANSK, som er og bliver Stines.

Mai-tale til debutant Pilgaard EXKLUSIVT FOR BLOGDAHL

Bodil og Jørgen Munch-Christensens kulturlegat – debutantprisen til Stine Pilgaard

Det er et sted i Stine Pilgaards roman, Min mor siger (2012), som vil glæde enhver gammel dansklærers sukkende hjerte. Det er der, hvor den unge kvindelige hovedperson over for sin mor henkastet erklærer, at hun vil skrive sit universitetsspeciale om salmedigteren Kingo, nærmere betegnet ”Kingos rolle som formidler og salmernes politiske indflydelse i 1600-tallet” (s. 109).  Det er vendepunktet tænker dansklæreren, nu slipper pigen ud af sit livs roderi og får grund under fødderne både i forhold til sig selv, kærligheden og sin dominerende mor.  Når hun så henkastet kan formulere et glimrende emne, må der virkelig være håb forude.  Dansklæreren ser for sig den række af studerende, hun har mødt, der i månedsvis vred hjerne og hjerte for at komme på et godt emne.  Stine Pilgaards studerende og hendes mor formeligt ryster gode emner ud af ærmerne. Dannelseslamperne blinker, da pigen frejdigt erklærer, ”Nu er det altså mig og Kingo”.  Og hun citerer Kingos vers om at kedes ved at være verdens træl på en tvetydig måde, der lægger op til, at det faktisk er moderens træl, hun kedes ved at være. Hun er derfor heller ikke med på at skrive om det emne, moderen tvetydigt foreslår: Leonora Christinas indespærring i Blåtårn! ”Hun klynkede også konstant”, siger moderen. Her kan enhver dansklærer ikke lade være med at bemærke, at det har moderen ikke ret i, ligesom hun ikke har ret i så meget andet, hun siger.

Ved romanens slutning er pigens specialeplaner ikke nået længere end til den tom computerskærm, men hun er begyndt at tale om litteraturlister og tekstmateriale med en ny kæreste, og selv om hun falder i søvn midt i problemformuleringen er der ved at ske noget, også med specialet. 
Mens dansklærere - som jeg - sikkert lever sig lidt for meget ind i specialehistorien i Stine Pilgaards roman, kan alle glæde sig over en lynende klar og skarp fortælling, fuld af en humor, der er helt forrygende og fornyende. Stine Pilgaards fortælling om den unge piges kærlighedskvaler, hendes frigørelse fra den dominerende, talende mor og den marcipanagtige præstefar og hendes forhold til veninden Mulle er fortalt med en overrumplende, klassikeragtig sikkerhed. Man kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke på Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld og Leif Panduros Rend mig i traditionerne begge fra 1958, men Pilgaards verden, sprog og tankegang er en helt anden. Der er dog også ligheder: hos Rifbjerg og Panduro ligger tragedien lige under den sprælske og gale humor, og det tragiske er også på spil i Pilgaards univers. Den unge pige kan kun møde sine medmennesker instrumentelt og spejlende, og personerne forholder sig forbrugende og nærmest ædende til hinanden. Veninden er ikke veninde, men spindoktor, skægt og grinebidende, men også sørgeligt og instrumentelt.  Den udkårne eneste ene, kvinden med stort K i pigens liv er dyrepasser og som sådan måske mere er i stand til at bure pigens lidenskaber inde end at sætte dem fri. Faderen er ædt op af den altfortærende moder, der symbolsk afrunder sin mentale kannibalisme ved at fortære faderen som marcipanfigur. Lægen, som pigen konsulterer, virker ligeglad og har nok i at passe sine egne trætte rutiner i konsultationen og på værtshuset, mens pigen symbolsk roder rundt på gulvet efter den tilværelsesterning, hun med vilje taber.  Hvem hjælper egentlig hvem i kammerspillet mellem pigen og lægen? Eller som Michael Strunge sagde om sin psykiater: Nu kan jeg ikke gøre mere for dig!

Lægen har dog en vigtig pointe, der åbner pigens bevidsthed for hendes oplevelse af sig selv fra en ny vinkel, der både fører længere ind i det narcissistiske spejlkabinet, men også giver hende et fodfæste. Lægen fortæller hende nemlig om hippocampus, det sted i hjernen hvor overførslen fra kortidserindring til langtidserindring finder sted. Hippocampus er formet som en søhest. ”Erindring er den kreative proces der bygger på evnen til at genskabe situationer”, siger lægen(s. 26) Billedet af hjernens søhest bliver ophav en række monologer fra søhesten, hvor læseren føres ind i kroppens indre fra hjertet til øre, mellemgulv og solar plexus. Søhest-monologerne er ikke tillagt pigen, men hører hende alligevel til som den stemme og den kropsfornemmelse, kropsrytme og jordfornemmelse, hun savner. Monologerne er muntre grotesker, en formaning om at huske det hele menneske.   

Jeg har undervejs i læsningen af Min mor siger haft en mærkelig oplevelse af at bogen ligner Samuel Richardsons gamle klassiker, Pamela eller den belønnede Dyd fra 1740, der handler om den dydige Pamela, der falder i kløerne på en frygtelig forfører, Mr. B, men som forstår med sine rappe replikker at holde ham helt fra sovekammerdøren. Det er selvfølgelig en skæv og forkert sammenligning – og det er kun god litteratur, der fører en ud på den slags mærkelige vildveje, hvor ingen dansklærer kan hjælpe.  Og så er det måske alligevel ikke helt forkert, måske er vor tids skrækkelige Mr. B’s ikke grumme pigejægere, men forførende mødre og fædre og narcissister i mange aldre, der vil sætte sig på deres omgivelser.  Pigen hos Stine Pilgaard er også en rapkæftet Pamela, der bruger sproget til at forsvare sig. Det er en god historie og et sprogeventyr i ét.

Min moder siger er en moralsk og rørende roman om at forsøge at blive i stand til at se andet end sig selv, hvad enten man er mor, datter, veninde, far, farmor , læge eller dansklærer.  Jeg håber, at vi med Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat kan opmuntre Stine Pilgaard til at fortsætte sit forfatterskab og  gøre mange læsere opmærksomme på romanen. Hvem ved – måske bliver den en dag også genstand for universitetsspecialer! ”Stine Pilgaard rolle som formidler og hendes debutromans politiske indflydelse i det 21. århundrede”. Denne dansklærer gør i alt fald gerne sit!

Anne-Marie Mai

Olivia og Stine modtog debutantprisen med det besværlige navn!

Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat 2012 på 2 x 50.000 blev ved en cool og værdig højtidelighed i dag på Vejle Bibliotek tildelt Olivia Nordenhof for hybriden Et ansigt til Emily og Stine Pilgaard for romanen Min mor siger - talen til Olivia, som blev holdt af mig, LB, aftrykkes ovenfor, talen til Stine, som blev holdt af Professor Anne-Marie Mai, aftrykkes efter eXklusiv aftale på Blogdahl en af dagene, noget at se frem til, og hvor så de glade ud, prismodtagerne, boblende om kap med champagnen, tillykke og tillykke én gang til!

Leonora har humor!

Jeg var ikke sikker, og frygtede det værste, da hun skulle WA-anmelde Stine Pilgaards radikalt sjove debut Min mor siger, men lo' and behold! Her underrubrikken:

Debuterende Stine Pilgaard har skrevet vinterens must read. En original og vittig roman om et mor-datter forhold, en kærestesorg og en ung kvinde i livskrise.

Også Kamilla Löfström i Information, som jeg godt vidste havde humor, er pligtskyldigt glad for bogen, men spøjst sigende, hvordan både Kamilla og Leonora skal besværge, at selvom bogen er sjov, er den god - underrubrik i Information:

Der er smæk for skillingen i Stine Pilgaards debut om de nære relationer, der minder lidt om stand-up, hvilket, må jeg tilføje, er positivt ment.

Og andet afsnit i WA-anmeldelsen:

(...) hendes debutroman, Min mor siger, er en fornøjelse fra ende til anden. Jeg har vredet min hjerne for at finde et superlativ, der kan beskrive hendes stil. Pudsig er for puttenuttet. Quirky er for smart. Morsom får hendes roman til at lyde som en falde-på-halen-komedie, men faktum er , at hendes tone er original. På én gang vittig, rørende og alvorlig.

Hvorfor er det ikke den største ros i verden uden videre at sige, at en bog er sjov og morsom - meget gerne som de bedste (amerikanske) stand-up-komikere, og lad mig for en gangs skyld nævne en kvinde: Sarah Silverman!?

(og lad mig slet ikke nævne Sarah Skarums håbløst traurige 3 stjerner-anmeldelse i Berlingske, hun har så i hvert fald ikke humor eller bare sans for litterær stemmefærdighed, Stine er så meget et talent på spring, suk dog: "Men man kan ikke mærke, hvor det gør ondt. Det er som om bogen ikke tager sorgen sådan helt alvorligt, men holder en let ironisk afstand. Sprogets glatte overflade bliver et lag mellem læser og historie, ikke en forbindelse, og dermed bliver man underligt ligeglad med hovedpersonen, hvis liv virker uendelig banalt." Uendelig banal kan du sgu selv være, Sarah!)

(og ok, jeg bliver også nødt til at himle over begyndelsen på Leonoras anmeldelse: "Der er al mulig grund til at tage godt imod debuterende Stine Pilgaard (f. 1984). Hun har ganske vist gået på Forfatterskolen, hvilket ikke umiddelbart lyder som en anbefaling i mine ører, selvom Josefine Klougart, Olga Ravn og Olivia Nordenhof gik på samme årgang som hende." JAMENFORHELVEDEDA! Rent logisk kan det blive nødt til at være en anbefaling, at hun har gået på samme årgang som hele 3 åbenbart anbefalelsesværdige forfattere! Hvad er det for et (her helt formelt) irrationelt Forfatterskolehad!? Hvem er de forfærdelige digtere, som har givet Forfatterskolen et ondt ry i Leonora Christina Skovs hoved!? Hun nævner dem aldrig! Men hun roser den ene afgåede elev efter den anden!? Kan hun ikke holde inde med sin hadtale NU!?)

TENDENS: LOH (Leende Op Højlydt)!

2 gange de seneste 14 dage har jeg IC3-tog LEET HØJT ud i kupeen af nye bøger, og det er så sjælden en foreteelse, at jeg dømmer det til at være en TENDENS: Ikke bare pænt, men MEGET sjove bøger, dvs. lige så sjove som bøger/dramaer af Jens Blendstrup og  Line Knutzon, selv om jeg godt ved, at sjovt stadigvæk ikke, hverken blandt anmeldere eller på Akademiet og Forfatterskolen, anerkendes som den primære kvalitet, det selvfølgelig er:

1. højlydt sjove bog: Kristina Nya Glaffeys (velfortjent hyper-hypede) Padder og krybdyr

2. højlydt sjove bog: Stine Pilgaards romandebut Min mor siger, der udkommer i næste uge (og som jeg forbandet nok ikke skal anmelde, i stedet skal jeg anmelde Peter Poulsen, der nøjes med at være lun, hvilket i den grad ikke er det samme som sjov, stålsuk!) - tidlige læsere diskuterer allerede. om det er scenen med moren, der lader som om, hun er madanmelder, eller scenen med moren, der (til indsamling for Kræftens Bekæmpelse) lader som om, hun har kræft, der er pinligst sjovest, jeg stemmer på den sidste, som derfor kommer her (mens det sner, og ingen ringer på, heller ikke dér):

Vi vandrer fra dør til dør med indsamlingsbøssen der bliver tungere og tungere. Når folk ikke lukker op, stiller min mor sig hen til vinduet og kigger ind. Hvis der sidder nogen på den anden side af ruden, smiler hun og vinker og peger på indsamlingsbøssen. Så er vi kommet for at bekæmpe kræften, råber hun og smiler. Min mor fortæller en yngre mand at hun selv lige er blevet helbredt, og at det derfor er en hjertesag for hende. Hun peger på sit højre bryst. Protese, hvisker hun. Det er uetisk, siger jeg, mens han er inde efter penge. Folk har brug for en personlig beretning, hvisker min mor, ødelige sygdomme er utrolig svære at sætte sig ind i, det er så abstrakt. Den yngre mand vender tilbage med 200 kroner, og vi bliver inviteret indenfor til en kop kaffe. Han spørger om min mor stadig har mén efter sygdommen. Man bliver jo aldrig helt den samme igen, siger min mor og peger på sit hjerte, når man først har set døden i øjnene. Den yngre mand ser forstående ud og nikker. Han fortæller at hans mor døde af lungekræft for fire år siden. Han vender sig mod mig og spørger hvordan jeg tacklede situationen. Jeg rømmer mig og ser over på et billede af en midaldrende kvinde der står i vindueskarmen. Fantastisk, siger min mor, skat, du var en klippe gennem hele forløbet. Jeg nikker. Der lå jeg, siger min mor, helt skaldet af kemo og frygtelig bange, og min datter kom hver dag og opmuntrede mig. Hun ser kærligt på mig, og jeg har en klar fornemmelse af at hun tydeligt husker begivenheder der aldrig har fundet sted. Manden finder et fotoalbum frem og liver lidt op imens han fortæller nogle minder fra sin barndom. Min mor nikker og smiler og spørger, og manden ser glad ud. Han henter et nyt album og fortæller flere historier om kvinden på billederne. det er vigtigt at sætte pris på sin mor så længe man har hende, siger min mor og ser på mig. Ja, det må du huske, siger manden og smiler til mig. Ja, det må jeg huske, siger jeg. Da vi går, omfavner min mor og den unge mand. Han smiler da han lukker døren. Jeg ser på min mor, da vi går ud af havelågen. Du er jo galoperende mytoman, siger jeg mens vi drikker det sidste af rosévinen. Sludder, siger min mor, jeg var lige det han havde brug for. Min mor siger at sandheden er opreklameret. Hvis man hænger sig detaljer, dør man af kedsomhed, siger hun, og det er næsten værre end at have kræft.

Med så stærke kandidater (og jo heller ikke fordi Voetmanns Kødet letter ikke er alvorligt grinagtig, ligesom man klart klukker af Simon Fruleunds Panamericana!) er der ingen vej udenom at genoplive HA!-Præmien - Det Nye Humoristlegat (googl!)!