- på hjemmesidens forside:
WHITE GIRL 2 udkommer på Gyldendal til maj
Viser opslag med etiketten White Girl. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten White Girl. Vis alle opslag
torsdag den 16. marts 2017
onsdag den 30. oktober 2013
White Girl er skabs-konkretist!
Mindre outtake-sensation:
På en tråd om visuel poesi efter en FB-opdatering af Kristina Nya Glaffey, der lyder sådan her:
White Girl var en overgang også visuel poesi. Jeg elsker det møg!:)
- OG VISER GUDHJÆLPEME ET VILDT NYSSELIGT EKSEMPEL (2 sammenvoksede magneter med hale?) - og hvor meget mere umulig ville den bog så ikke have været at læse og fortolke?:
På en tråd om visuel poesi efter en FB-opdatering af Kristina Nya Glaffey, der lyder sådan her:
White Girl var en overgang også visuel poesi. Jeg elsker det møg!:)
- OG VISER GUDHJÆLPEME ET VILDT NYSSELIGT EKSEMPEL (2 sammenvoksede magneter med hale?) - og hvor meget mere umulig ville den bog så ikke have været at læse og fortolke?:
onsdag den 25. september 2013
Aflyste kinesere
(skrottet begyndelse på Blæksprutte om hvide og brun litteratur læst sort-hvidt)
-->
-->
Jeg kan ikke
finde ud af præcist, hvor racistisk eller anti-racistisk den oprindeligt tyske
remse-leg ”Tre små kinesere” er?
Hvis vi tager den uforvrængede ordlyd:
”Tre små kinesere på Højbro Plads/ stod og
spillede på kontrabas/ så kom en betjent/ så, hvad der var hændt/ tre små
kinesere på Højbro Plads”.
Så er der vel ikke noget racistisk i sig selv
ved at lade tre kinesere stå og spille kontrabas, selvom der måske indgår en
stereotyp forestilling om, at kinesere er små – hvilket de jo rent faktisk er:
jeg har stået og tårnet helt vildt i et universitetsauditorium i Shanghai - og
at de derfor må stå ovenpå hinanden for at kunne spille på en kontrabas. Men
måske spiller de på tre kontrabasser! Det ved vi ikke.
Snarere er remsen en udhængning af betjenten
som mere eller mindre bevidst racist: Ville han have været lige så mistænksom,
hvis det havde været tre små danskere, der havde stået og spillet på kontrabas?
Næppe!
Hvad med vokalskiftene: Når man udskifter med
i, kommer remsen til at lyde kliché-kinesisk:
Tri smi kinisiri pi Hijbri Plids.
Men udskifter man med ø kommer den til
gengæld til at lyde som en tyk karikatur på kartoffel-dansk (og Poul Borum –
sådan taler han i Klaus Rifbjergs Marts
1970):
Trø smø kønøsørø pø Højbrø Pløds.
Og pludselig ligner remsen en hyldest til den
globale, babelske rigdom af lyd og de rige forvridninger af et nationalsprog i
munden på fremmede. Jamen, amen!
søndag den 15. september 2013
Prima anti-promo
Jeg er glad for, at jeg ikke som planlagt fik nævnt og kritiseret Promenaden i min kritik af danske forfatteres manglende kritiske mod i WA Bøger i fredags, for se, som de pludselig kan (eller i det mindste forsøger) x 2:
1. Niels Franks vittige og stilige, men også seriøst og ambitiøst diskuterende pastiche-anmeldelse af Claus Beck-Nielsens Møder med danske forfattere:
Nu ser jeg i hans nye bog, at det til stadighed er sådan: hr. Nilsson vil kun det de andre ikke vil, og hvis de vil, vil han det ikke. Underligt. Eller purt. Jeg synes ellers hans nye bog på mange måder er prægtig med mange selvlysende afsnit, skarpe, sarkastiske, onde, dristige, men jeg kan ikke forstå, hvorfor han vil gøre sig til slave af de andre. Som nu det med cafeen. Hvis de går der, går jeg der i hvert fald ikke (selv om så jeg gør, hvis jeg er sulten nok). Jeg går heller ikke på restaurant, jeg har ingen sofa, jeg har ikke bil, jeg spiser ikke kød, jeg går aldrig til reception (selv om jeg så gør, hvis jeg er tørstig nok). Jeg læser næsten heller ingen bøger, og hvis jeg gør, staver jeg mig igennem dem med en snegls læsehastighed, slimet til. Ak, ja. Jeg for mit vedkommende synes det er en træt holdning, hr. Nilsson, som jeg har hørt til hudløshed i alle de modernistiske bøger jeg har tygget mig igennem, ikke mindst Thomas Bernhards bøger og heriblandt ikke mindst hans Meine Preise, der er et oplagt forbillede for den nye Nilsson-bog, også selv om forfatteren til sin dødsdag (nå nej!) vil benægte at kende til bogen eller kan oplyse, at han kun er nået tredive slimede sider ind i den.
2. Elisabeth Friis' post om hvidhed, herunder bl.a. Politikens anmeldelse af Det Kgl. Teaters White Girl-formatering og først og fremmest kommentar-tråden nedenunder, der hurtigt koncentrerer sig om dejligt fortolknings-besværlige White Girl i sin oprindelige bogform (eftersom ingen har været i teatret) og dens tvetydige progressive tendens, med deltagelse af kritikerne Friis og Tue Nexø og digterne Thomas Boberg og Mette Moestrup. Men åh, hvorfor kan MM ikke lige ud kritisere tvetydigheden i White Girl i stedet for at tro og håbe på, at bogen - med en kedelig performativ-ironisk opløsning af tvetydigheden - i virkeligheden er en entydig progressiv udstilling af racisme, og gid hun ville lade være med at tage en anonym flok af "ikke-hvide" (uden selvstændige, nuancerede perceptionsapparater hinsides deres ikke-hvidhed) som gidsel for sit eget læse- og lytte-ubehag:
CH udtaler ofte, at hun ikke selv synes, bogen er sjov, og det har jeg tænkt meget over – jeg synes heller ikke, den er spor sjov, og jeg bryder mig ikke om den latter, som rummet fyldes af, når hun læser op. Hvilke kroppe ler af hvilke kroppe i hvilke rum og hvorfor? Kan man læse den op i et rum kun med ikke-hvide? Her tænker jeg ikke kun på sproget, men også på indholdet. Jeg aner slet ikke, om CH tilstræber at det skal være i retning af Ahmed. Jeg tænker nogle gange, at WG viser, at de kulturelle rum generelt er så hvide, at man kan sige de vildeste racistiske ting i de rum, det vækker bare latter. Og jeg tænker på, hvordan det ville være at gå i teater og se WG hvis man ikke er hvid. MEN FEDT MED DISKUSSIONER AF DET HER OVERHOVEDET, endelig, endelig, endelig.
Nemlig endelig! Endelig anfægtet diskussion! Og uden Mettes kommentar ville Tue ikke have gjort et nyt forsøg på at præcisere bogens på samme tid fortvivlede og virkelig sjove tvetydighed, det hidtil bedste og skarpeste, jeg har læst:
1. Niels Franks vittige og stilige, men også seriøst og ambitiøst diskuterende pastiche-anmeldelse af Claus Beck-Nielsens Møder med danske forfattere:
Nu ser jeg i hans nye bog, at det til stadighed er sådan: hr. Nilsson vil kun det de andre ikke vil, og hvis de vil, vil han det ikke. Underligt. Eller purt. Jeg synes ellers hans nye bog på mange måder er prægtig med mange selvlysende afsnit, skarpe, sarkastiske, onde, dristige, men jeg kan ikke forstå, hvorfor han vil gøre sig til slave af de andre. Som nu det med cafeen. Hvis de går der, går jeg der i hvert fald ikke (selv om så jeg gør, hvis jeg er sulten nok). Jeg går heller ikke på restaurant, jeg har ingen sofa, jeg har ikke bil, jeg spiser ikke kød, jeg går aldrig til reception (selv om jeg så gør, hvis jeg er tørstig nok). Jeg læser næsten heller ingen bøger, og hvis jeg gør, staver jeg mig igennem dem med en snegls læsehastighed, slimet til. Ak, ja. Jeg for mit vedkommende synes det er en træt holdning, hr. Nilsson, som jeg har hørt til hudløshed i alle de modernistiske bøger jeg har tygget mig igennem, ikke mindst Thomas Bernhards bøger og heriblandt ikke mindst hans Meine Preise, der er et oplagt forbillede for den nye Nilsson-bog, også selv om forfatteren til sin dødsdag (nå nej!) vil benægte at kende til bogen eller kan oplyse, at han kun er nået tredive slimede sider ind i den.
2. Elisabeth Friis' post om hvidhed, herunder bl.a. Politikens anmeldelse af Det Kgl. Teaters White Girl-formatering og først og fremmest kommentar-tråden nedenunder, der hurtigt koncentrerer sig om dejligt fortolknings-besværlige White Girl i sin oprindelige bogform (eftersom ingen har været i teatret) og dens tvetydige progressive tendens, med deltagelse af kritikerne Friis og Tue Nexø og digterne Thomas Boberg og Mette Moestrup. Men åh, hvorfor kan MM ikke lige ud kritisere tvetydigheden i White Girl i stedet for at tro og håbe på, at bogen - med en kedelig performativ-ironisk opløsning af tvetydigheden - i virkeligheden er en entydig progressiv udstilling af racisme, og gid hun ville lade være med at tage en anonym flok af "ikke-hvide" (uden selvstændige, nuancerede perceptionsapparater hinsides deres ikke-hvidhed) som gidsel for sit eget læse- og lytte-ubehag:
CH udtaler ofte, at hun ikke selv synes, bogen er sjov, og det har jeg tænkt meget over – jeg synes heller ikke, den er spor sjov, og jeg bryder mig ikke om den latter, som rummet fyldes af, når hun læser op. Hvilke kroppe ler af hvilke kroppe i hvilke rum og hvorfor? Kan man læse den op i et rum kun med ikke-hvide? Her tænker jeg ikke kun på sproget, men også på indholdet. Jeg aner slet ikke, om CH tilstræber at det skal være i retning af Ahmed. Jeg tænker nogle gange, at WG viser, at de kulturelle rum generelt er så hvide, at man kan sige de vildeste racistiske ting i de rum, det vækker bare latter. Og jeg tænker på, hvordan det ville være at gå i teater og se WG hvis man ikke er hvid. MEN FEDT MED DISKUSSIONER AF DET HER OVERHOVEDET, endelig, endelig, endelig.
Nemlig endelig! Endelig anfægtet diskussion! Og uden Mettes kommentar ville Tue ikke have gjort et nyt forsøg på at præcisere bogens på samme tid fortvivlede og virkelig sjove tvetydighed, det hidtil bedste og skarpeste, jeg har læst:
Må jeg ikke igen foreslå, at det er
turist-scammernes pidginengelsk, der overføres til turisten selv? At
ærindet i WG altså er lidt mere præcist end kolonihistorie og
“hvidhedens fænomenologi”. Der er jo også græske og amerikanske
turistoplevelser. Det er en gennemlysning af klichéfyldte fantasmer og
forkælet holden på sine privilegier som hvid turist – privilegier, man
tror at købe sig til som charter- eller rygsæksturist – men også af,
hvordan alle scammerne derude forventer et bestemt afkast, og at de
derfor spiller et sølle skuespil for os, og tit ikke engang orker at
spille det for alvor. Som autentiske indfødte, som glade
butiksindehavere, som fyrige latinoer, som sceneri for to ugers
drømmeliv. Selv raseriet kan jo læses som en spejling: køber man ikke et
tæppe derude hos beduinen, så får man hurtigt en ordentlig omgang
skældud. Kan man tillade sig at være så forkælet og ikke-nysgerrig som White
Girl-stemmen er. Nej, egentlig ikke. Kan man tillade sig at behandle
folk som noget, der bare skal udsuges (for penge, for sex). Nej,
egentlig heller ikke. Bogen navigerer mellem de to nej’er, synes jeg.
Spejler dem i hinanden, undersøger deres forhold til hinanden.
Undersøger om de er lig med hinanden. Jeg synes nu det er en sjov bog, Mette. Og også tankevækkende.
Problematiske ting kan godt være sjove, vid er en formel kvalitet i
sproget. Den er etisk neutral. WG er jo også helt vildt virtuos midt i
sin simulerede inkompetence. Der er noget tegneserie-agtigt over dens
udladninger.
torsdag den 21. februar 2013
Smalhalsens dans mellem bredsider
Jeg havde White Girl med i aftes i Deadline, hvor jeg som åbenbart officiel krimihader (jeg hader ingen genrer - men nogle har bare deres væsen imod sig!) distræt diskuterede krimier med en krimiforfatter og en krimiforsker, og havde det meste af min opmærksomhed tilfangetaget af den smalle, smalle, hvide, hvide bogs forsøg på ikke at blive helt mast til plukfisk af de store, tunge og tykke krimier og thrillere og krimithrillere, som værten forsøge at sandwiche den med, og flygte tilbage hen over bordet til mine anderledes sensitive hænder, så jeg kunne læse den genuint "samfundskritiske" tekst op, en gul post-it stod flagrede ved - det lykkedes aldrig:
Du fremmed menneske, der tro, du har den god temperatur, jeg sige dig ting! Du lave sjov bevægelse som den lille kylling, der fryse og spørge "om der ikke rigtig kold i den land, jeg komme fra?! ", jeg komme fra?" "Uh, der ikke rigtig kold?" du spørge? Det virke så kolde og alle folk fra din land gå med stor frakke. Jeg fortælle dig noget, din fucked up Dario. Vi faktisk den fire årstider har, og den årstid i den sind afspejles. Ja, du liv og glade dage hver dag året rundt, og hvad du tror., den gør ved din hjerne? Hvid menneske, nuanceret menneske. Vi tænke med den hjerne - vi græde, vi le, vi tænke efter og ikke bare danse på den bord og ligeglad med den børn i den rendesten du er. Du fucing lære, at liv har den lektie, og man ikke den lektie lære, man bagud komme, og man den ligning om liv ikke kan løse, når man gammel blive og sidde i rullestol - når du den samba ikke længere kan høre, når du den whisky i den flaske ikke mere har.
Og her et klip fra den rare (og rige) krimi- eller rettere thrillerforfatter Mikkel Katz Krefeldfs tontunge Sort sne falder, som jeg hentede hos DR i går eftermiddags og fik læst mig en 50 søvndyssende sider ind i, inden jeg skulle derud igen, virkelig uoplagt (normalprosasynsvinklet) vrængen:
- Om jeg er klar? Peter Levin lod hånden glide gennem sit bølgende hår. - Ved du ikke, at jeg er født klar. Born ready, som man siger./ Han lænede sig tilbage i autocamperens plettede sofa og lettede på gardinet. Trak vejret tungt. Ude på parkeringspladsen stod tilhørerne til vælgermødet og pulsede på deres cigaretter. det var den samme horde af pensionister, efterlønnere, dagplejemødre, og lokale kværulanter, der ikke havde andet at give sig til, og som udgjorde publikummet, lige meget hvor han kom hen. Han foragtede dem. Hvis folk havde politikerlede, var han selv ramt af en svær omgang vælgerlede. Men man bed ikke af den hånd, som fodrede én eller i hans tilfælde satte det afgørende kryds på stemmesedlen. Slet ikke, når éns parti lå under spærregrænsen og hans eget kandidatur var placeret afgrundsdybt nede på stemmesedlen. Iden situation var der ikke andet for end at skrue op for charmen og optræde i hver eneste lille flække, der var ramt af valgfeber. Mern med de katastrofale meningsmålinger in mente hente han i øjeblikket hentede han i øjeblikket kun stemmer hjem til partiformand Clemmensen.
Den hvide pige discodanser på den sorte snes mausolæum.
Du fremmed menneske, der tro, du har den god temperatur, jeg sige dig ting! Du lave sjov bevægelse som den lille kylling, der fryse og spørge "om der ikke rigtig kold i den land, jeg komme fra?! ", jeg komme fra?" "Uh, der ikke rigtig kold?" du spørge? Det virke så kolde og alle folk fra din land gå med stor frakke. Jeg fortælle dig noget, din fucked up Dario. Vi faktisk den fire årstider har, og den årstid i den sind afspejles. Ja, du liv og glade dage hver dag året rundt, og hvad du tror., den gør ved din hjerne? Hvid menneske, nuanceret menneske. Vi tænke med den hjerne - vi græde, vi le, vi tænke efter og ikke bare danse på den bord og ligeglad med den børn i den rendesten du er. Du fucing lære, at liv har den lektie, og man ikke den lektie lære, man bagud komme, og man den ligning om liv ikke kan løse, når man gammel blive og sidde i rullestol - når du den samba ikke længere kan høre, når du den whisky i den flaske ikke mere har.
Og her et klip fra den rare (og rige) krimi- eller rettere thrillerforfatter Mikkel Katz Krefeldfs tontunge Sort sne falder, som jeg hentede hos DR i går eftermiddags og fik læst mig en 50 søvndyssende sider ind i, inden jeg skulle derud igen, virkelig uoplagt (normalprosasynsvinklet) vrængen:
- Om jeg er klar? Peter Levin lod hånden glide gennem sit bølgende hår. - Ved du ikke, at jeg er født klar. Born ready, som man siger./ Han lænede sig tilbage i autocamperens plettede sofa og lettede på gardinet. Trak vejret tungt. Ude på parkeringspladsen stod tilhørerne til vælgermødet og pulsede på deres cigaretter. det var den samme horde af pensionister, efterlønnere, dagplejemødre, og lokale kværulanter, der ikke havde andet at give sig til, og som udgjorde publikummet, lige meget hvor han kom hen. Han foragtede dem. Hvis folk havde politikerlede, var han selv ramt af en svær omgang vælgerlede. Men man bed ikke af den hånd, som fodrede én eller i hans tilfælde satte det afgørende kryds på stemmesedlen. Slet ikke, når éns parti lå under spærregrænsen og hans eget kandidatur var placeret afgrundsdybt nede på stemmesedlen. Iden situation var der ikke andet for end at skrue op for charmen og optræde i hver eneste lille flække, der var ramt af valgfeber. Mern med de katastrofale meningsmålinger in mente hente han i øjeblikket hentede han i øjeblikket kun stemmer hjem til partiformand Clemmensen.
Den hvide pige discodanser på den sorte snes mausolæum.
onsdag den 5. december 2012
Sort Massa
til Christina Hagen og White Girl i anledning af Albertineprisen 2012
(normalisering af al primitivistisk negertale i den nye, danske oversættelse af Tintin i Congo)
- Ja, hr.
- Godt, hr.
- Er det dig, hr. Tintin, kan jeg komme frem?
- Snøft! En hvid mand kom og slog mig. Jeg blev bange. Den hvide mand tog bilen.
- Jeg sveder også.
- Gisp! En abe, der taler. Den har ædt Tintin!
- Er du ikke en abe? Er du sikker?
- Fint, hr. Han er stadig henne i bilen.
- Hr, Hr. Fangen er væk.
- Du er en ond hvid mand!
- Se, hvad du har gjort ved den stakkels sorte dreng.
- Jeg er træt.
- Men ... men ... jeg bliver snavset.
- Den hvide herrer er meget meget ond.
- Toget kører ikke, toget er i stykker.
- De sorte er ikke vrede mere. Jeg kommer frem.
- Du skal ikke køre. Du kommer med os til Babaoro'm.
- Du er en god, hvid mand. Du skal blive hos os. I morgen skal du jage løver med Babaoro'm-stammen.
- Hr. Du må redde os! Løven er meget vred!
- Den lille, hvide mand vinder de sortes respekt. Snart lytter de ikke længere til mig, heksedoktoren. Den lille, hvide mand må væk.
- Ak og ve! Heksedoktor! En stor ulykke er sket! Den hellige fetich er væk!
- Du har stjålet den hellige fetich! Den store ånd har sagt det til mig, Muganga.
- Jo, jo! Du har stjålet fetichen!
- Helligbrøde! Den hvide mand har knust den hellige fetich' hove! Død over den hvide mand!
- Når solen står op i morgen, vil Babaoro'm-folket dræbe dig.
- Jeg, Muganga, vil igen have magt over den dumme og uvidende Babaoro'm-stamme.
- Død og ulykke! Fangen er stukket af!
- Fangen er dér! Død over fangen!
- (Jeg, Muganga, vil igen have magt over den dumme og uvidende Babaoro'm-stamme.)
- Ha! Ha! De ved ikke, at jeg gør nar af dem og deres dumme fetich.
- Hvad sker der mon derinde? Hører du råb og vræl?
- De vanærer den hellieg fetich. De skal dø!
- De skal dø!
- Du er en god, hvid mand. Du skal være Babaoro'm-folkets høvding.
- Han har stjålet en flot stråhat fra mig.
- Nej, han har stjålet den fra mig.
- Den hvide mand er meget klog. Han giver os en halv hat hver!
- Han er syg, hr. Snøft! Han skal dø. Han er besat af onde ånder! Snøft!
- Jeg er ikke mere syg! Jeg går på jagt!
- Den hvide herre er en stor medicinmand. Han gjorde min mand rask! Den hvide mand er en stor bula maturi!
- Hvad kan vi gøre?
- Jeg lytter.
- Ja, ja, det er ham.
- Kyllinger! Bangebukse!Vi får se! Død over Babaoro'm-stammen. Jeg erklærer generalmobilisering.
- Hatavu-hæren er meget moderme, meget veltrænet. Den vil give Babaoro'm-stammen bank.
- Hr. de fæle hatavuer er på vej mod landsbyen! De vil dræbe os alle!
- Vi bruger svært artilleri. Vi bombarderer ham! Så får vi at se, om han er en troldmand.
- Giv agt! Sigt på den hvide mand! Højde 43,5 meter. Fyr!
- Død og ulykke! Artilleriet er ødelagt. Nu må jeg selv dræbe den pokkers hvide mand!
- Du er en stor troldmand! Du skal være Hatuvu-konge.
- Leopardjagt? Han underskriver sin egen dødsdom.
- Kender du aniotaer? Nej, det er et hemmeligt selskab, som kæmper mod de hvide.
Når en aniota får besked på at dræbe en sort høvding, som hjælper de hvide, iklæder han sig skindet fra en leopard. Han kommer kløer på hånden som en leopard og bærer en stav med en fod som en leopard og bærer en stav med en fod som en leopardpote. Aniotaen dræber den sorte høvding og sætter spor overalt med stokken. Alle tror, en rigtig leopard gjorde det. Jeg er en aniota.
- Nu har jeg dragten på. Når den hvide mand går på jagt i aften ... forstår du?
- Dræb mig ikke! Nåde, hvide herre! Dræb mig ikke!
- Nåde, hvide herre! Nåde! Jeg kom for at dræbe dig ... jeg kom for at kværke dig! Men slangen fik mig først. Uden dig var jeg død. Jeg er din slave nu, hvide herre.
- Han venter derhenne ved skoven, under baobabtræet.
- U-ELE U-ELE U-ELE/ MA-LI-BA MA-KA-SI
- Det er Tintin!
- Fader, regnelæreren er syg. Han kan ikke undervise os i dag.
- Det er Tintin, den berømte reporter!
- Det er Tintin!
- Goddag, Tintin, du er velkommen hos os!
- Javist! Alle her kender dig!
- Følg med os! Vi har en stor overraskelse til dig.
- Vi fandt den lille hund henne ved slugten. Vi tog den med herhen.
- Jeg har fundet Tintins apparat.
- Hvis der går et år og én dag, uden han kommer tilbage, tilhører det dig.
- Jeg får aldrig igen en bula mutari at se som Tintin.
- Hvis du ikke er artig, bliver du aldrig som Tintin!
(normalisering af al primitivistisk negertale i den nye, danske oversættelse af Tintin i Congo)
- Ja, hr.
- Godt, hr.
- Er det dig, hr. Tintin, kan jeg komme frem?
- Snøft! En hvid mand kom og slog mig. Jeg blev bange. Den hvide mand tog bilen.
- Jeg sveder også.
- Gisp! En abe, der taler. Den har ædt Tintin!
- Er du ikke en abe? Er du sikker?
- Fint, hr. Han er stadig henne i bilen.
- Hr, Hr. Fangen er væk.
- Du er en ond hvid mand!
- Se, hvad du har gjort ved den stakkels sorte dreng.
- Jeg er træt.
- Men ... men ... jeg bliver snavset.
- Den hvide herrer er meget meget ond.
- Toget kører ikke, toget er i stykker.
- De sorte er ikke vrede mere. Jeg kommer frem.
- Du skal ikke køre. Du kommer med os til Babaoro'm.
- Du er en god, hvid mand. Du skal blive hos os. I morgen skal du jage løver med Babaoro'm-stammen.
- Hr. Du må redde os! Løven er meget vred!
- Den lille, hvide mand vinder de sortes respekt. Snart lytter de ikke længere til mig, heksedoktoren. Den lille, hvide mand må væk.
- Ak og ve! Heksedoktor! En stor ulykke er sket! Den hellige fetich er væk!
- Du har stjålet den hellige fetich! Den store ånd har sagt det til mig, Muganga.
- Jo, jo! Du har stjålet fetichen!
- Helligbrøde! Den hvide mand har knust den hellige fetich' hove! Død over den hvide mand!
- Når solen står op i morgen, vil Babaoro'm-folket dræbe dig.
- Jeg, Muganga, vil igen have magt over den dumme og uvidende Babaoro'm-stamme.
- Død og ulykke! Fangen er stukket af!
- Fangen er dér! Død over fangen!
- (Jeg, Muganga, vil igen have magt over den dumme og uvidende Babaoro'm-stamme.)
- Ha! Ha! De ved ikke, at jeg gør nar af dem og deres dumme fetich.
- Hvad sker der mon derinde? Hører du råb og vræl?
- De vanærer den hellieg fetich. De skal dø!
- De skal dø!
- Du er en god, hvid mand. Du skal være Babaoro'm-folkets høvding.
- Han har stjålet en flot stråhat fra mig.
- Nej, han har stjålet den fra mig.
- Den hvide mand er meget klog. Han giver os en halv hat hver!
- Han er syg, hr. Snøft! Han skal dø. Han er besat af onde ånder! Snøft!
- Jeg er ikke mere syg! Jeg går på jagt!
- Den hvide herre er en stor medicinmand. Han gjorde min mand rask! Den hvide mand er en stor bula maturi!
- Hvad kan vi gøre?
- Jeg lytter.
- Ja, ja, det er ham.
- Kyllinger! Bangebukse!Vi får se! Død over Babaoro'm-stammen. Jeg erklærer generalmobilisering.
- Hatavu-hæren er meget moderme, meget veltrænet. Den vil give Babaoro'm-stammen bank.
- Hr. de fæle hatavuer er på vej mod landsbyen! De vil dræbe os alle!
- Vi bruger svært artilleri. Vi bombarderer ham! Så får vi at se, om han er en troldmand.
- Giv agt! Sigt på den hvide mand! Højde 43,5 meter. Fyr!
- Død og ulykke! Artilleriet er ødelagt. Nu må jeg selv dræbe den pokkers hvide mand!
- Du er en stor troldmand! Du skal være Hatuvu-konge.
- Leopardjagt? Han underskriver sin egen dødsdom.
- Kender du aniotaer? Nej, det er et hemmeligt selskab, som kæmper mod de hvide.
Når en aniota får besked på at dræbe en sort høvding, som hjælper de hvide, iklæder han sig skindet fra en leopard. Han kommer kløer på hånden som en leopard og bærer en stav med en fod som en leopard og bærer en stav med en fod som en leopardpote. Aniotaen dræber den sorte høvding og sætter spor overalt med stokken. Alle tror, en rigtig leopard gjorde det. Jeg er en aniota.
- Nu har jeg dragten på. Når den hvide mand går på jagt i aften ... forstår du?
- Dræb mig ikke! Nåde, hvide herre! Dræb mig ikke!
- Nåde, hvide herre! Nåde! Jeg kom for at dræbe dig ... jeg kom for at kværke dig! Men slangen fik mig først. Uden dig var jeg død. Jeg er din slave nu, hvide herre.
- Han venter derhenne ved skoven, under baobabtræet.
- U-ELE U-ELE U-ELE/ MA-LI-BA MA-KA-SI
- Det er Tintin!
- Fader, regnelæreren er syg. Han kan ikke undervise os i dag.
- Det er Tintin, den berømte reporter!
- Det er Tintin!
- Goddag, Tintin, du er velkommen hos os!
- Javist! Alle her kender dig!
- Følg med os! Vi har en stor overraskelse til dig.
- Vi fandt den lille hund henne ved slugten. Vi tog den med herhen.
- Jeg har fundet Tintins apparat.
- Hvis der går et år og én dag, uden han kommer tilbage, tilhører det dig.
- Jeg får aldrig igen en bula mutari at se som Tintin.
- Hvis du ikke er artig, bliver du aldrig som Tintin!
torsdag den 5. juli 2012
Spam-readymade som White Girl-epigoneri
(henvendelses-forskudt)
Jeg er ked af denne mærkelige forespørgsel,
fordi det kan komme til dig for presserende, men det er på
grund af situationen på tingene lige nu. Jeg er med familien på ferie i Madrid,
Spanien, jeg ved jeg ikke nævne noget om det til dig, men vi er i
problemer, blev vi overfaldet i aftes i en gyde af en bande bøller på vores vej
tilbage fra shopping, en af dem havde en kniv stikke min hals i næsten
to minutter og alt hvad vi havde i os, herunder min mobiltelefon,
blev kreditkort alt stjålet, helt ærligt var det ud over en forfærdelig
oplevelse for os, men kigge på den
lyse side var vi ikke alvorligt til
skade eller såret, og vi er stadig i
live, så er whats vigtig. Jeg har
rapporteret til politiet her og annullerede alle vores kort, viste
det sig, jeg havde handlet hurtigt nok eller at de næsten ville have
lykkedes at rense ud min bankkonto. Jeg er virkelig have nogle problemer
rydde vores hotelregninger og også nødt til at hente en voucher billet
ved skranken for os at fange et fly hjem så hurtigt som muligt Alt vi har brug for lige nu er € 780
euro, men noget du kan undvære indtil når vi får tingene rettet ud,
vil blive værdsat og jeg lover at tilbagebetale dig, så snart vi kommer
sikkert hjem, Western Union er den
bedste måde at få penge over til os.
Du kommer tilbage til mig så hurtigt som muligt at lade dig vide,
hvordan du kan få pengene over til os. Tak
fredag den 15. juni 2012
White Girl Gone Wild
Når både Tue Nexø og jeg i henholdsvis Information og WA Bøger, med citat af samme tekst og parallel Ejersbo-disning og genrebetegnelses-skepsis, liker Christina Hagens White Girl, må det jo være objektivt sandt, at det er en god bog, ikke sandt!?
Og Hagen har allerede (under sit dæknavn, hermed røbet, C Privat) liket Tues anmeldelse på Facebook med disse White Girly ord:
Saa fuck den glad jeg er for den laesning og den anmeldelse i den avis Information!
Men åh, hvor er min underrubrik blevet mutileret, den skal lyde sådan her, fordi det er sådan, det er:
Christina Hagen optimerer vrængende hvide turisters klagesange over uforskammede indfødte, sådan rækker man labyrintisk tunge af alle!
Nu skal bogen bare have nogle flere lige så rundtosset positive anmeldelser og sælge helt utroligt, så er den i al sin forrygende fremmedgørelse hjemme!
Og Hagen har allerede (under sit dæknavn, hermed røbet, C Privat) liket Tues anmeldelse på Facebook med disse White Girly ord:
Saa fuck den glad jeg er for den laesning og den anmeldelse i den avis Information!
Men åh, hvor er min underrubrik blevet mutileret, den skal lyde sådan her, fordi det er sådan, det er:
Christina Hagen optimerer vrængende hvide turisters klagesange over uforskammede indfødte, sådan rækker man labyrintisk tunge af alle!
Nu skal bogen bare have nogle flere lige så rundtosset positive anmeldelser og sælge helt utroligt, så er den i al sin forrygende fremmedgørelse hjemme!
torsdag den 14. juni 2012
WHITE GIRL IS A SLUT - White Girl er aldrig slut
Jeg fik ikke i min (ligesom sidst, uforlignelige 71 breve fra M) forstyrret formalistisk glade anmeldelse af Christina Hagens White Girl, der bør komme i avisen fredag, nævnt de generationstypisk værkudvidende og -komplicerende og -forstyrrende link til/fra Hagens hjemmeside og hjemmesidens egen intrikate status som hovedkvarter og halv og hel værkgenerator i sin egen ret. Flere af af de "postkort" (fra åbenbart primært skoleelever), der er fremvist i et vist rod på inderomslaget og har været brugt som forlæg for bogens tekster, kan ses i fuld figur på hjemmesiden. Mindre straight og mere spooky er forbindelsen, via turisttema, til to fotoalbums,"A room with a view", "spionbilleder" af turister og indfødte fra et hotelværelsesvindue tilsyneladende, og "Nice girls at the beach", "spionbilleder af piger på/fra stranden, og til flere fotos i det store, brogede album "Nu & det næste", frem for alt en række (affotograferede) velsagtens amourøst interesserede papir- og sms-beskeder og med direkte bog-henvisning to fotos, "White girl & virkeligheden" 1 og 2, hvor henholdsvis en sort, mandlig politibetjent og en ung, sort pige holder et skilt frem med påskriften:
Her svarer de i bogens i et væk udskældte indfødte pludselig hårdt igen (men jo bugtalt af Hagen!?), parallelt med bogens eneste ene omvendt-tekst. 2 hjemmeside-værker i (foreløbig) sin egen ret er mini-korrespondancen "Mail til Vincent" (Gallo) og det anti-melankolske fotoalbum "Forladt bordel". Vi eller i det mindste jeg kan endnu ikke finde ud af, hvordan man skal læse disse net-forbindelser hos de yngre forfattere, hvis forjættelser om fremtidige, grænseløse forfatterskabs-interzoner derfor frustrerer akkurat lige så meget som de fascinerer, hvilket må være fremragende nok for nu.
Her svarer de i bogens i et væk udskældte indfødte pludselig hårdt igen (men jo bugtalt af Hagen!?), parallelt med bogens eneste ene omvendt-tekst. 2 hjemmeside-værker i (foreløbig) sin egen ret er mini-korrespondancen "Mail til Vincent" (Gallo) og det anti-melankolske fotoalbum "Forladt bordel". Vi eller i det mindste jeg kan endnu ikke finde ud af, hvordan man skal læse disse net-forbindelser hos de yngre forfattere, hvis forjættelser om fremtidige, grænseløse forfatterskabs-interzoner derfor frustrerer akkurat lige så meget som de fascinerer, hvilket må være fremragende nok for nu.
Abonner på:
Opslag (Atom)
