Jeg vil også være Anton Ego

Gode svar på kritiker-enqueten i Politiken fra Susanne Christensen, Kamilla Löfström, Lilian Munk Rösing og Christian Johannes Idskov, men særligt slående OG rammende er henne i et interview om kritik med Amalie Smith og Anders Abildgaard sidstnævnte i sin madanmeldelses-sammenligning:

"Man kunne finde inspiration i madanmeldelsen. Heri tages alt i betragtning: stedet, belysningen, tjenerne, høfligheden, bordet, stolen, de andre gæster osv. Herfra bevæger anmelderen sig ned til maden: Hvad er den lavet af, hvordan er den tilberedt, hvordan står de enkelte elementer i forhold til hinanden, hvordan står maden til vinen osv. Der er intet, der udelades, og det kunne man måske godt forfølge på litteraturens felt - simpelthen spørge: Hvad er værket lavet af? Hvad er det for en omverden, værket skaber for sig selv?«, siger han og fortsætter: »Hvis udgangspunktet er, at litteraturen altid repræsenterer noget uden for sig selv, så reducerer man dens muligheder, afkorter og affærdiger dens perspektiver. Man må spørge, hvad betragter værket som inden for, og hvad betragter det som uden for sig selv? Hvilke forbindelser opretter det, og hvilke afskærer det sig fra - og ikke mindst hvorfor? Hvilken opfattelse af tid og rum, individ og omverden, tanke og sprog, manifesteres i de valg og fravalg, der er taget?«. Værkets komposition, elementernes placering, deres interne og eksterne relationer er ikke blot en organisering af stof, men et stærkt betydningsskabende element, og det kan der til tider kan være en blindhed for i anmeldelsesformatet, mener Abildgaard."

En anden ting, apropos Oscar

Fiktiv e-mail:

Kære Johannes

Det er ikke for sent at afsløre, at det i virkeligheden ikke var Flemming Rose, der vandt Weekendavisens Litteraturpris, men Anders Abildgaard - folk vil forstå, at fuck-up'et var nogle revisorers skyld, og at det er dem, der fører ordet i Anders' bog.

Forslag til overskrift:
Afblomstre som en Rosengård ...

kh Lars

WA sker der?

Først og fremmest disse bøger fik ikke Weekendavisens Litteraturpris i forgårs:

Anders Abildgaard; IBIS
 
Kristina Nya Glaffey: Mor og Busser skal skilles

Merete Pryds Helle: Folkets skønhed

Halfdan Pisket: Dansker

Kirsten Thorup: Erindring om kærligheden

ØV!

Et lille, men markant skred på sætningsniveau

I 2007 udkom den stærkt anbefalelsesværdige antologi Christian Skov - Læsninger i forfatterskabet, redigeret af de dengang decideret unge forfattere Anders ASbildgaard (nielsen) og dennis Gade Kofod på det hedengangne forlag Anblik -  med bidrag fra flere andre både (dengang decideret) unge og lidt mondnere forfattere, blandt andre Jeppe Brixvold, Kristian Bang Foss, Hans Otto Jørgensen og Christina Hesselholdt (eneste fælles tekst?) og Kristian Nya Glaffey.

Her et uddrag fra Abildgaard og Kofods forord:

"Den måde at arbejde på, at slå stykker af det samme motiv gennem konstant videreudvikling, en konstant koncentration af formen, kan man se et eksempel på i et lille, men markant skift på sætningsniveau mellem Stranden ved Spar Es og Ingers hvide ben. Dette skift, eller skred, som det rettere er, kan samtidig være grunden til, at flere nævner Stranden ved Spar Es som, hvis ikke hovedværker, så omslagsværker. I Stranden ved Spar Es bliver figuren "det er inde i ham" for første gang den bærende. "Det er det stemmen har hvisket om og hvisket, at det er det samme at se sig hos Conny og Lorenz, som det var at se sig hos Tinne og Max, at også mørket her kun er inde i hende, og den lyse firkant, de sorte skygger, vejtrækningen og bilstøjen, at det altsammen kun er inde i hende", som der står et par sider inde i bogen. I Ingers hvide ben er den figur skåret ned til "det er i ham" og flyttet frem i åbningssætningen: "Igen er Thøge i stuen hos faderen og Inger og ved ikke, om det kun er i ham, de er."
Hvad er det for en figur i Stranden ved Spar Es? det er en figur, der placerer perspektivet i personen. den placering er for Skov ufravigelig. Man kan derefter spørge, hvad forandringer "inde i" i Stranden ved Spar Es til "i" i Ingers hvide ben er for en størrelse. Umiddelbart melder to svar sig. Den ene er, at det er en økonomisering af den figur: Hvorfor have et "inde" med, når man kan nøjes med et "i"?. det andet, og det kommer som en forlængelse af det første, er, at det ikke kun er en økonomisering, men også en radikalisering. Nu er der kun et "i ham". Ikke et "inde i ham"! som et modsætning til et uden for ham. Nu er der kun det perspektiv. Perspektivet er så paradoksalt nok håndteret af en tredjepersonsfortæller; personerne er på samme tid reduceret til og adskilt fra det perspektiv."

Wimbledon Corleones

Hør please tennisekspert Anders Haarh Rasmussen og forfatterne Anders Abildgaard (fast tennis-semiotisk kommentator) og (dagens gæst) Ida Holmegaard tale tennis, tennis, tennis, tennis, koldsindig vrede og tvivlsom ensomhed i 24syv-programmet Wimbledon 2016, link HER



- producer, Holmegaard, bartender, Haarh, Abildgaard

Leas cool covers

Lea Porsager, that is, her er 3, for Anders, Glenn og hende selv:

Hvad sker der for den grædende ugle

der med afsæt i endnu en forbandelse pludselig og temmelig autonomt og meget sympatisk (og så vidt jeg kan læse uden forlæg hos Ovid) tager ordet i Anders Abildgaards for længst nyklassiske Ibis på allerede side 12 (men selvfølgelig er det forbandelsesværdigt forfærdeligt at tvinges til at høre på en ugles artikulerede flæben, men STADIGVÆK!?)? Og som jeg virkelig ikke havde plads til at highlighte i min stramt korsetterede WA-anmeldelse, men på bloggen kan den sagtens få ørenlyd og undrekraft, who-uuuh-uuuh are u?:

"(...) Den dag,
du blev førdt, må himlene have været smurt ind i lort,
planeternes leje må have været af lort,
planeterne stukket ned i astrologisk lort. M& M's
af lort ned i en kage af lort. den dag, du blev
født, var afslutningen på alt, der måtte være
godt. Så snart du blev født, begyndte uglerne at
græde. De skal sidde i hver deres uglekasse og
græde. Ingen ugle skal kunne høre en anden
ugle. Men de skal græde. de er for store til deres
kasser. En af uglerne skal sige: mig, om hvem
jeg intet ved, jeg ved, at mine øjne er åbne, på
grund af tårerne, der suatndselig løber fra dem.
Den skal sige: Jeg ved, at jeg sidder på denne
gren i denne skov, men jeg ved ikke, hvilken
gren, hvilken skov. Jeg ved det, for jeg kan
mærke grenen mine kløer holder om. Men
hvad er det for et mørke, jeg sidder i. Min ryg
har ingen støtte. Jeg græder igen. Ikke en
voldsom gråd. Ikke uhæmmet. Det er en gråd,
der skal presses ud. det er en gråd, jeg skal ville.
En helbredelsesgråd. jeg sidder i min
mørkekasse, mærker tiden gå. Jeg skal meddele
dette om min position og mit greb og min gård
for ikke at blive misforstået. Og for selv at have
et defineret punkt at tale ud fra, at tale til jer fra.
Den skal sige: Hvad skal jeg meddele om mig
selv, om mine fjer. Intet at meddele. Andet end
at de lader tårerne glide ned over mig, tårerne
kan ikke samles på mig, de løber videre ned på
det, der er under mig. Hvad hjælper mine
tanker mig. De hjælper mig ikke. De er noget,
jeg opfinder for at undgå mig selv. organer er
noget, jeg opfinder med selvsamme formål.
Samme drift væk fra mig selv. Alt, hvad der findes
uden om mig, findes som tåge omkring
tændte lygtepæle. den skal sige: Jeg sidder og
græder. Jeg græder og opfinder trætoppe, kældre,
som katte finder ind i hjem og ud af hjem ad.
Hør mig brøle. Hør mine tanker. Mærk min
krop gå i stykker. Mien sår er heftige. jeg skal
have været såret så mange gange, at vævet ikke
kan holde sammen på mig mere. Jeg skal ses sl¨
ned fra træet. Men jeg kanb ikke slå ned fra træet.
Jeg skal kunne sidde og mærke mig selv på
grund af tårerne. Som sved, der hele tiden gør
opmærksom på den svedende, smører den
svedende ind i sig selv. Jeg skal forsøge at lette,
men jeg kan ikke. Jeg forsøger at tale til de
andre, men jeg kan ikke. Der er ingen vej ud.
Jeg er blevet tung. Jeg skal kunne mærke alt i
mig selv. Mit fede ansigt skal jeg kunne mærke.
Min fede krop. Min tyngde. Øjnene skal være en
evolutionær fejl. Huller, som før lå gemt. Noget,
der før kunne registrere lys, drive ejeren i en
given retning. Jeg skal gumle på mig selv. På min
fedme. Som ugle skal jeg være i stand til at slå
ned på dyr i skovbunden. Når det sker, skal jeg
ikke kunne se mig selv. På mit bord har jeg - det
er kitschet at have billeder på sit bord, er jeg af
venner blevet gjort opmærksom på - et billede
af mig og min hind. Moonboots. Græs. Marker.
Hunden, der vil bide. Tandbøjle. Alle skal se
ind, Kun vi to, hund, skal se ud. Der skal være
drømme i hunden. Når dens hjerte slår, skal hele
dens krop slå. Nogen skal vaske dig (og atter er duet forbandede Ibis LB), skrubbe dig
i okkervand, slå spejl i stykker med dit endnu
bløde hoved (...) "


- romersk ugle

Er Erik Skyum hårdt fornørdet Michael Mann-fan?

for hvordan ved han ellers, hvad titlen på den trilogi, som Anders Abildgaards Ibis angiveligt er første bind af, her i sin sommeranbefaling i Information, henviser til:

"Anders Abildgaard: ' Ibis' 37 sider, smalle søjler tekst, henvendt til et ' du' som ikke er der, eller som kommer til stede, hvis læseren udsætter sig for digtets indædte forbandelser. Mærkværdigvis resulterer det i en skøn rensning af følelsen, en art ' urvrede' artikuleres! Inspirationen var et 2000 år gammelt digt af Ovid. Serietitlen »Alonzo! Alonzo!« er dog fra filmversionen (instrueret af Michael Mann LB) af Miami Vice. BANG, sagde kultursammenstødet."

Jeg har ikke set eller fundet forbindelsen Ibis-Alonzo Alonzo-Miami Vice omtalt andre steder. Ren googling på 'Alonzo Alonzo' sætter ikke nogen på sporet:

Alonzo - La Belle Vie - YouTube

▶ 4:15

https://www.youtube.com/watch?v=HsR8vw19IEg

2. jun. 2014 - Uploadet af AlonzoVEVO

Alonzo – La Belle Vie Voici le 1er extrait du 3ème album solo d'Alonzo "Règlement de comptes" Titre ...

►

Alonzo - Finis les - YouTube

▶ 3:52

https://www.youtube.com/watch?v=k2xmB-z2_Gw

29. jul. 2015 - Uploadet af AlonzoVEVO

Alonzo – Finis les Titre disponible sur iTunes: http://po.st/FinisLesItunes Réalisé par Cédric Cayla Prod by Benjay ...

Alonzo - Squat - YouTube

▶ 4:22

https://www.youtube.com/watch?v=gVFztEclXX8

29. sep. 2015 - Uploadet af AlonzoVEVO

Alonzo - Squat Réalisé par Beat Bounce Prod by Abys & Zaka 2054 Extrait de la mixtape « Capo Dei Capi v.1 ...

Alonzo Mourning - Wikipedia, den frie encyklopædi

https://da.wikipedia.org/wiki/Alonzo_Mourning

Alonzo Harding Mourning Jr. (født 8. februar 1970) er en tidligere professionel basketballspiller som sidst spillede for Miami Heat i National Basketball ...

Alonzo - Wikipedia, the free encyclopedia

https://en.wikipedia.org/wiki/Alonzo

Oversæt denne side

Alonzo is both a given name and a surname. Notable people with the name include: Contents. [hide]. 1 Mononym; 2 Given name; 3 Middle name; 4 Surname ...

Cristela Alonzo - Wikipedia, the free encyclopedia

https://en.wikipedia.org/wiki/Cristela_Alonzo

Oversæt denne side

Cristela Alonzo (born January 6, 1979) is an American stand-up comedian, actress, writer and producer, who created and starred in the ABC sitcom Cristela.

The Adventures of Alonzo Woodchuck

https://books.google.dk/books?isbn=1896209084 - Oversæt denne side

Robert Ellis Klein - 1994 - ‎Juvenile Fiction

"Its Alonzo, not Woodchuck." "Who's not a woodchuck? I read, and I know a woodchuck when I see one or perhaps smell one, ha, ha! What are you talking about ...

Alonzo and Melissa, Or The Unfeeling Father: An American Tale ...

https://books.google.dk/books?id=r1ZGAQAAMAAJ - Oversæt denne side

Isaac Mitchell - 1830 - ‎American fiction

What was to become of Melissa, what of himself, what of his parents —“Alas, said Alonzo, I now perceive what it is to want the good things of this life.” - Alonzo's ...

Alonzo Fitz: And Other Stories - Resultat for Google Books *

https://books.google.dk/books?isbn=1470928175 - Oversæt denne side

Mark Twain - 2013 - ‎Fiction

Alonzo, Alonzo, what does it mean? What has happened?" But Alonzo sat white and cold as the dead. His mother threw back the velvet curtains and opened a ..."

En søgning på 'Alonzo Alonzo Miami Vice' derimod giver straks resultater:

"Miami Vice Wiki

Alonzo Stevens

Alonzo Stevens
Affiliation	Informant to Sonny Crockett, Ricardo Tubbs and FBI Agent John Fujima
Status	Deceased, committed suicide on freeway
Appeared In	Miami Vice film
Played By	John Hawkes

Alonzo Stevens was a street informant who originally worked for Crockett and Tubbs before they passed him on to the FBI in Miami, lead by John Fujima. While working with Fujima's men, who were trying to take down the Aryan Brotherhood in Miami, he was contacted by the Aryans and informed that they suspected they were working with the FBI. They also told him that they had his wife at their home, and that she would be released unharmed if he tells them the truth. He admitted that they were dealing with undercover agents, even though he knew doing so would be their death sentence. Distraught, he rushed to find his wife at their home, telephoning Crockett en route to confess. Crockett and Tubbs immediately passed the information on to Fujima before chasing Alonzo down on the freeway to discuss what had happened. While there, Tubbs received a phone call telling him that Alonzo's wife was already dead, and Alonzo, unable to bear the loss of his love on top of his betrayal of the federal agents he had been working with, stepped out in front of a semi-trailer truck, killing himself."

YouTube-klippet er med samme søgning lige så nemt at finde; og Tubbs (Jamie Foxx) råber vitterligt "Alonzo Alonzo" til Alonzo Stevens (John Hawkes), før denne vandrer ud foran en lastvogn, link HER.

!!!!???

(og for øvrigt mener jeg at bind 2 skal handle om Wimbledon)

Originalforbandelser

- fra engelsk oversættelse af Ovids latinske forbandelsesdigt Ibis, som Anders Abildgaards overlegent onde langdigt af samme navn (sent, men opgejlet anmeldt af mig i WA Bøger fredag) tager sit formelle afsæt fra (= en hel masse forbandelser, mange af dem med link til mytologi, litteratur, virkelighed, af én person, den pseudonyme Hr. Ibis):

While Thracians fight with bows, Iazyges with spears,
while the Ganges runs warm, and Danube cold:
while mountains produce oaks, and plains soft grass,
while the Tuscan Tiber flows with its clear waters,
I’ll wage war on you: death will not end my anger, rather
among the shades it will set a cruel weapon in my hands.
Then, too, when I shall be dissolved in empty air,
my bloodless ghost will still revile all your ways,
then, too, my remembering shadow will pursue
remedy for your deeds, and my bony form your face.
Whether, as I’d not wish, I’m exhausted by long years,
whether I’m dissolved in death by my own hand:
whether I’m lost, shipwrecked by mighty waves,
while the foreign fishes feed on my entrails:
whether wandering birds pick at my limbs:
whether wolves stain their jaws with my blood:
whether any will deign to place me in the earth,
or give my corpse in vain to the common pyre:
wherever I may be, I’ll strive to break from Styx’s shores,
and, in vengeance, stretch an icy hand to where you are.
You’ll see me watching, in the shades of silent nights,
appearing as a vision, I’ll drive away your sleep.
Whatever you do, I’ll flit before your lips and eyes,
and moan so there can be no peace in your house.
Cruel whips, and twining snakes, will hiss, and funeral
torches, forever smoke before your guilty face.
Living, you’ll be haunted by the furies, dead as well,
and the shorter then will be your punishment in life.
Your funeral will not affect you or your tears: you’ll forgo
your life, unlamented: and the mob will all applaud
while you are dragged away, at the executioners’ hands,
and their hooks are buried deep in your bones.
Let the flames that snatch at all men, flee from you:
let the honest earth reject your hated corpse. May
the cruel vulture tear your entrails, beak and claw,
and the greedy dogs rip out your treacherous heart,
and let there be (though you may be proud to be so
loved) a quarrel for your body, among the wolves.
May you be in a place far from Elysian Fields,
and be exiled, where the guilty host abide.

Hölderlin vs. MetroXpress, morgenligt triumferer åndsaristokratismen

Jeg ser op fra Hölderlin (udvalget Pindar-fragmenter, oversat af Anders Abildgaard) i S-tog, på-tværs-linjen F hjem fra frisør på Peter Bangs Vej, og bladrer lidt med det yderste af fingrene i MetroXpress på sædet ved siden af, og tænker med et rekorddybt suk, at Friederich ikke havde fantasi til at forestille sig, hvilke yderligheder "det inferiøre" og "det barbariske" 150 år senere har slidt sig frem til - forsoning synes en umulighed onsdag 15. november 2016, klokken 9:42 (jo ikke med Per Vers NB, han er jo mindst lige så meget en skide, forfinet og kunstfærdig digter):

"Det kommer alt sammen an på, at de mest fortræffelige ikke udelukker det inferiøre for meget fra sig, de skønne det barbariske, men heller ikke blander sig for meget med det, at de bestemt og lidenskabsløst erkender distancen, der er mellem dem og de andre, og virker og udholder ud fra denne erkendelse"

Fjendsk anmeldelse, nu med initial ekskurs

(1. udgave af min anmeldelse af Anders Abildgaards Min fjendes fest, der omsider er kommet i avisen i dag:)

BLA-BILLED-SKÅR Anders Abildgaard kontrasterer cool nok egen halv-hysse sætningsstøj med udsøgt oversat Wittgenstein-nervøsitet

Alle de munde, vi har

Anders Abildgaard: Min fjendes fest. 85 sider, 200 kr. Gyldendal

Af Lars Bukdahl

Gid det var digteren og kritikeren René Jean Jensens toptunet ekstatiske anmeldelse, på kollektiv-bloggen Promenaden, af Anders Abildgaards ”digtsamling” Min fjendes fest, jeg skulle anmelde. Eller gid det var den bog, Jensens anmeldelse uimodståeligt fremmaner, jeg skulle anmelde. Eller gid jeg var lige så smittende og besmittet begejstret for Anders Abildgaards bog som Jensens anmeldelse, der begynder sådan her, er: 

   ”Skulpturelle tekster. Hvilken syre, hvilken erosionsproces. Cuts, jump-cuts. Stumfilmens iris-shot, men her ikke pointeret eller prægnansbåret, ”en ny, rød Ipod”. Parataksen og forståelsen og og’erne (her snarere kommaer) der ikke forbinder men sidestiller, forståelsen der febrilsk leder efter niveauforskelle, den slags forståelse, som en instans der vikler ud, udvider teksten, men hvad nu hvis teksten allerede er fuldt udviklet, helt udvidet? Det kan den ikke være, siger læseren. Jeg kan altid vikle mere ud, c’est ma raison d’être. Be my guest.”
   Jeg læste Abildgaards bog to gange, før jeg læste Jensens anmeldelse, og en halv gang lige efter og synes klart, at den blev et nøk bedre den halve gang, fordi anmeldelsen havde tvunget mig op i læse-gear. Og jo hurtigere mine øjne læser og synes de skal og kan læse, jo bedre oplever jeg bogen, men også i den halve læsning gik mit blik forholdsvis hurtigt ned i fart. Fordi jeg oplevede intensiteten i de disparate sætninger – der altså ikke automatisk gør mig desperat – og i springene i mellem dem som usikker og ustadig. Hvilket sagtens og sikkert er meningen, men det hjælper ikke på mine øjnes irritation. Eller kvalificerer irritationen avantgardistisk som ”febrilsk”.  Her er første afsnit i bogens første tekst, prøv at læse det i al hast:

  ”Vi leger med Bakugan ved søen, vi sidder med fødderne i vandet. Vi sidder på badebroen, så går vi ad badebroen på vej op til huset, står foran døren og banker på, som var vi i et eventyr, den søde lyd af screaming metal, horse og flame. Vi spiser af den store gryde, stuen er varm, dyret frisk, skudt gennem halsen + Et fejlskud gennem bugen + Hil jagten, hil kødet, det er mørt, skindet sprødt og øllet åh så drikkeligt og fedt, tyktflydende som smeltet smør.”

  Det går hurtigere og hurtigere, ikke også? Men et dårligt humør toner også stadig mere ondt på, og jeg tripper altså bare stærkere på optimeret, mærkbar vrængen end på eksemplarisk, nok så absurd anonymitet som i citatets begyndelsen og afsnittets afslutning: ”Talsmand To dykker i poolen, lyset virker igen./ De tygger på en gren, vi tygger en lakridsrod./ Vi vælter rundt i hoppeborgen”

  De bedste sætninger i bogens første kapitel fire afsnit – to linje-spredninger, to totalklumper – er de mest marsbo-foragtfuldt nidstirrende og aflyttende, på og til menneskenes dekadente og elementære dårskab. Her et klip fra en seriøst og kostelig sort rundgang i totalklump nr. 1, det handler vistnok om sex:

  ”Tungen leder efter åbninger. Åbningerne leder efter tunger. Alle de munde, vi har. Vi keder os i munden og kommer til at ville gøre noget ved det.”

  Flot fæl formel, ikke sandt?

  Og gid jeg havde begyndt anmeldelsen med at tale om bogens andet kapitel, der fylder 35 ud af 85 sider, og simpelthen er Anders Abildgaards forfinet lydhøre oversættelse af filosoffen Ludwig Wittgensteins dagbøger fra 30’erne, da han opholdt sig i Cambridge – og lige så plat grotesk og grotesk plat, de kollektive vi’er og de’er i første kapitel skriftligt ter sig, lige så civilisatorisk dirrende og stiligt skriver Ludwig i al fundamental ensomhed om sine kvababbelser over sin kæreste, sine kolleger, sin undervisning, sin filosofi og sig selv. Hvilket er en god, gammeldags fornøjelse i sig selv og – som rekordlang del-readymade i ny, dansk litteratur – et prægtigt postmoderne postyr i kombi med egenhændigt flerstemmige kapitel 1:

  ”Til cirka mit 23. leveår ville det have været umuligt for mig at sove i en fritstående seng & i det hele taget kun med ansigtet vendt mod væggen. Jeg ved ikke hvornår den frygt forlod mig. Var det først under krigen?”

  Og jeg kunne så bare ønske, at Anders Abildgaard i højere RJ Jensensk grad, i sin til syvende og sidst for lidt maniske maskerade havde annammet Wittgensteins sidste maxime:

  ”Manér i skrift er en slags maske hjertet skærer ansigter bag som det lyster.”

Der udkommer bøger i 2013 (og i 2012)!

De første 2013-bøger ankommer og annonceres nu: Nicolaj Stockholms digtsamling Ødelagt rim, der udkommer 9. januar, har jeg liggende ulæst SOM BOG, Anders Abildgaards tekstsamling Din fjendes fest, der udkommer 17. januar, har jeg liggende ulæst SOM PDF (fordi jeg skal diskutere den med Kamilla Löfström på Tag og læs på Testrup, der sgu da rent faktisk begynder på søndag, gør det ikke? Jo, det gør!), Pablo Llambías' sonetsamling nr. 2 Hundstein - som jeg på trods af al mulig skepsis over sonetsamling nr. 1 nægter ikke at glæde mig til, jeg vil aldrig ikke glæde mig til en ny Pablo-bog! - udkommer 2. februar!

Og så rykker smalheden på falderebet efter at have skrantet lidt i årets anden halvdel, After Hand har foruden Thykier-oversættelser af Blanchot, Riding, Norén (og lige om lidt også Hodell, har de lovet) - og til januar præsenterer de et nyt egenhændigt værk af MT: Sub Rosa! -  i december udgivet nye, MED STOR FORNØJELSE LÆSTE digtsamlinger af Frank Kjørup og Henrik Have, Jeg er stadig væk og Hovedsporet, og Kronstork rør omsider på sig igen med Jesper Bryggers VED FØRSTE ØJEKAST YDERST LOVENDE debutsamling Så vi her; alle 3, Kjørup, Have, Brygger, anmelder jeg i WA om et øjeblik, promise!

Jeg er ganske FORKØLET og ønsker mig at blive FORKÆLET med hærskarer af litterære ATJUER i det nye år! Som Henrik H. skriver i sit pragtbind, som jeg sikkert bliver den eneste, der anmelder (på papir), men så meget desto skingrere må jeg så blæse i mit horn:

Tryk på udløseren
til blodets bånd
og straks er spolen
et guldnøglefix
i erindringens strømmende
ostehandlervindue.
Aftalen er et vellagret hul,
en linse hvori vi
aldrig bliver gamle.
Det garanterer hukommelsen for!

The Daily Avantguardian 2010 d

Utrykt anmeldelse til WA:

ÆBLESKUDSÅR Anders Abildgaard skriver omhyggeligt uophidsede slowmotion-telegrammer om og til sine litterære venner, der sidder i nabocaféen og gør ca. det samme

Gulnende digterspire

Anders Abildgaard: Kære venner. 72 sider, 179 kr. Gyldendal

af Lars Bukdahl

Jeg er så træt af unge, dygtige digtere, der insisterende og helt bevidst lader sig og læseren, som jo altså godt kan træffe at findes, nøjes med mindre end det, der er fedt! Tag nu bare Anders Abildgaards digt- og kortprosa- eller TEXTsamling Kære venner, hans første bog på Gyldendal efter Anblik-debuten Sætninger, og teksten på side 16, der klart er en af bogens federe numre, men hvorfor er den ikke fedest?
En situation skitseres, et par, Harald og Maja, taler sammen, jeget spejler sig i en ældre mand med rygproblemer, Preben, og så kommer der en kæmpelang parentes om, hvordan jeget i flere uheldige tempi knuser sine briller, som burde være Buster Keatonsk pokerface-sjov, men ikke rigtig er det, fordi den ikke rigtig vil være ved, at den kunne være det, og i hvert fald helt punkteres af de formumlede sidste linjer efter parentesen om, at jeget måske uberettiget oplever ”Preben som isoleret”. Og så den ekstremt trælse sidste, resignerede linje: ”Men – der er så mange antagelser bag det her”.

Javel, ja, men i så fald spil dem ud, få dem i omdrejninger. Jeg ved heller ikke om det er godt eller skidt, at jeg kan regne ud, at Harald og Maja er det gotiske digterpar Harald Voetmann og Maja Elverkilde, og at Preben er mørkemesteren Preben Major Sørensen. Uden denne Se & Hør-viden var teksten måske blevet kedeligere endnu, med Se & Hør-viden skuffes jeg pænt over, at der end ikke gøres ansatser til at karakterisere digterparret og især Majoren - som andet end sølle gamling – og levendegøre situationen: fan med knuste briller møder excentrisk forbillede.
Bortset fra at hverken Preben Major eller for den sags skyld Voetmann, begge effektivt ondsindede skiftdynamoer, er forbilleder for Abildgaard, der med få undtagelser – fx teksten side 18, der når frem til faktisk at hvæse af at ”sidde på Fanø og bogføre sin forsmåelse” – holder sig absolut temperamentsløs.

To tekstudseender opererer bogen med: Kortproasiske klumper og lyriske højreflosninger, der så begge fås i lange, korte og helt korte udgaver og i en udspilet hybrid-edition. Prosaklumperne, som den s. 17, holder sig gerne tæt og loyalt til en enkelt, realistisk situation og – i de poetisk fedeste tilfælde - en enkelt, fin metafor eller en enkelt, skarp lyseeffekt, ikke ulig jævnaldrende Mikkel Thykier, mens lyrikflosningerne har det med yderst ordpåholdent at klippe mellem et som regel uvist antal situationer og personer, som en Jørgen Leth(køkken)maskine i frigear.
Lige, når man glæder sig over en koncentreret billed-klump, der begynder sådan: ”Mens han taler, bevæger hænderne sig foran ham, som åbner han den ene gang efter den anden en gave”, glider man i en hist-og-pist-flosning, der fiser nedad således: ”Fødder/ ører/ lodrette drømme/ vi ligger i sengen/ biler på motorveje/ Morten i bilen på vej til Brande/ hvem/ Bent Jensen”.
Anders Abildgaards venner er nok, i en snæver kreds, blære-venner, men de bliver ikke for læseren kære venner, fordi de ikke bliver sære venner og slet ikke stære-venner.