Findes der en mindre virkelig genre end kriminalromanen?

Jeg kom forbi Gentofte Bogmesse på Gentofte Hovedbibliotek, fordi jeg skulle LÅNE NOGLE BØGER, og mens jeg ledte, og mens jeg ventede på, at bibliotekaren kom tilbage fra magasinet (75 % af de bøger, jeg låner, befinder sig dér), og da jeg vendte tilbage til disken, fordi mit høje bødebeløb forhindrede mig i at låne, hørte jeg en kriminalromanforfatter fortælle om sit kriminalromanforfatteri, og igen og igen sagde han ordet 'virkelighed', og ikke en eneste gang markerede han gåseøjnene, og ikke en eneste gang fik han massive Robert Durst-agtige tics af ikke at gøre det, hvilket forekommer mig som en næsten overmenneskelig præstation - prøv selv, efter mig:

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

AAAARRRGH!
BLINK BLINK BLINK
"""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""
"""""""""""""""""""""""VIRKELIGHED"""""""""""""""""""""""""""
"""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""
BLINK BLINK BLINK
AAAARRRRGH!

Halvkvædet identitet er halvopspædet integritet

De nye plader med

halvgammelgrupperne Suede og Black Rebel Motorcycle Club,

netop gennemhørt, mens jeg anmeldte Nordbrandt-samtalebog (bare for ar genere ham, Henrik N: "Jeg kan fx slet ikke tåle lyden af en elektrisk guitar. det er helt ligegyldigt, om den, der spiller, er virkelig dygtig. En elektrisk guitar er for mig et torturinstrument. Det er en hæslig lyd, der gør mig nervøs. Det er som en skalpel, der går ind og piller ved en eller anden nerve på en meget ubehagelig måde")

lyder (inkl. deres titler, Bloodsports og Specter at the Feast) med  som

Suede"

og

Black Rebel Motorcycle Club"

(og netop ikke som "Suede" eller "Suede og "Black Rebel Motorcycle Club" eller "Black Rebel Motorcycle Club - Suede og Black Rebel Motorcycle Club kunne de vel kun lyde som, hvis de slet ikke lød som sig selv i nogen umiskendelighed ... (ligesom Henrik Nordbrandt i 9 ud af 10 digte lyder som "Henrik Nordbrandt" eller Henrik Nordbrandt" eller "Henrik Nordbrandt og i samtalebogen som ""Henrik Nordbrandt""" undtagen når han taler om sin elskede, lille datter, så lyder han pludselig som rent faktisk Henrik Nordbrandt!).

Gåseøjne med tilbagevirkende kraft

Nogle gange slår jeg hele påfuglehaler af gåseøjne ud, andre gange får jeg gåsehud af dem (ikke mindst visuelt), men klart nok skulle jeg i min anmeldelse af Padder og krybdyr have indrammet Kristina Nya Glaffeys flotte og kantede navn med plirrende, selvironiske, autenticitetsrelativerende gåseøjne sådan ca. hver anden gang, jeg tager det forfængeligt, og ikke mindst i den i blogposten nedenfor citerede slutning: "Det er fra et vedkendt såret og forfjamsket udgangspunkt (....), at "Kristina Nya Glaffey" er ond i sulet." Jeg ved jo udmærket godt, at hun ikke uden videre er den samme som hende, der raser så ubændigt i hendes tekst (men heller ikke uden videre ikke er!). Længe leve i ret præcist det modsatte af gåsegang """""Kristina Nya Glaffey"""""!