God nyhed:
Merete Pryds Helle får De Gyldne Laurbær!
for hun er en rigtig forfatter. Og af en helt sjælden forvandlingskarat!
T I L L Y K K E !
Den anden "regelrette" (bortset fra hun aldrig har været regelret - men iflg.
Generationsmaskinen) 90'er-digter og den anden Helle, der får laurbærrene.
Jeg har anmeldt hende zigzagget, men så langt overvejende til det positive zag - den første bog, jeg anmeldte, var hendes bog nr. 3. nyklassikeren
Vandpest fra 1993.
Her er hendes gamle Forfatterskolerektor Poul Borums anmeldelse af den bog i Ekstra Bladet; han ville være stolt i dag, er jeg sikker på:
"ET GRUSOMT EVENTYR
(4 stjerner ud af 6)
For tre år siden debuterede Merete Pryds Helle med en kompliceret og spændende novellesamling, og kort efter den kom den meget originale, eksperimentelle roman
Bogen. Hendes nye roman
Vandpest er lige så fascinerende, men adskilligt tydeligere, selvom den stadigvæk er mere imponerende som sprogkunst end som roman.
Hun skriver så intenst, at man læser med den yderste opmærksomhed, med læsernerverne på stilke. Hun skriver lidenskabeligt, som om selve skriften kunne fastholde det begær, der et sted i bogenn bliver kaldt 'at blive verden, at blive elsket'.
Historien er et slags grusomt eventyr med science-fiction-agtig undergangsstemning om nogle mennesker i et øde, afgrundsagtigt landskab. Men man læser først og fremmest bogen for dens mange overordentligt intense momenter.
Jeg vil give et eksempel fra en samlejeskildring (uden på nogen måde at antyde at emnet dominerer bogen):
Foran mig så jeg hans ansigt, sammentrukket, blodrødt, som i krampe. Jeg kunne mærke blodet skylle op i mit eget ansigt, skylle rundt i kroppen og åbne den for ham. Jeg havde ikke tidligere vidst, hvad lyst var,
Det er i tre sætninger en ny måde at skildre noget meget velkendt - og skildre det på en meget kvindelig måde. Jeg ved ikke, om der er, der hedder 'kvindeskrift', som nogle feminister hævder, men hvis der er, så er Merete Pryds Helles originale og godt tænkte labyrint af en roman et eksempel på den."
- og sådan begynder hendes allerførste bog, novellesamlingen med den skønne titel
Mod en anden ro, 1990:
"Når kvindens tre fingre med lange spidsede negle rammer skrivemaskinens taster, glider neglen fremad på hver enkelt tast og trykker den skråt ned, samtidig med at neglen bøjer lidt bag over.
I det øjeblik fingrene rammer maskinens stål, forsvinder hun, ellers bevæger fingrene sig søgende rundt i rummet som leder de efter en vej ud"
