Endnu et betimeligt raserianfald

ved Line Knutzon et eller andet sted inde på Facebook (lige meget om ham, Frederik Cilus, der er inde i hende Kirsten Birgit (som jeg aldrig rigtig har fået hørt) er retfærdigt skurkagtiggjort eller ej):

"Frederik Cilius udtalte hos Clement at han ikke gad øve sig på sin klarinet da han, støttet af den danske stat, gik på konservatoriet i Danmark. Han gad først øve sig rigtigt da han kom på konservatoriet i USA. Han sagde det henkastet, i en bisætning og jeg formoder han henviser til det manglende sociale sikkerhedsnet i USA som tvinger folk til at arbejde hårdere og øve sig mere = godt. ‪#‎velfædissystemeterlavetaflort‬ ‪#‎USAUSA‬ ‪#‎bestcountry‬ ‪#‎hadervelfærd‬ ‪#‎barejegvaramerikaner‬ ‪#‎romantisering‬
Hvis Kirsten Birgit havde hørt dette interview tror jeg (håber jeg) hun havde stukket ham med en høtyv i røven og sagt at han øjeblikkeligt skulle flytte til USA med sit fine tandsæt som han gennem sin barndom har raget til sig hos dansk skoletandpleje (som hans bedsteforældre formodentligt har været med til at skabe da de selv havde prøvet at få flere kindtænder hevet ud hos smeden)- han taler jo også godt engelsk (støttet af den danske stat). Er formodentligt student (også støttet af staten) og han har gået på rød babystue på DR og blå voksenbabystue på 24/7, så han ville kunne flytte til USA uden at få problemer. Han kunne også bytte liv med en amerikaner. Jeg kender flere amerikanere der ville skære deres arme af og spille med de resterende blodige stumper på deres klarinetter og harper, for at kunne gå på konservatoriet i Danmark og som ville øve sig 10 timer dagligt i deres egen blodpøl. Frederik er ikke den første kunstner der støttet af staten benytter lejligheden til at håne andre kunstnere der er støttet af staten. Man ser det ofte. Først udnyttes alle kanaler og systemer samfundet har stillet til rådighed for dem, og når de er klar til at stå selv, bliver de modtaget af det private erhvervsliv (som jo også er kært og svært at stå for) med åbne arme, hvor de kan få sig gode og indbringende jobs som værter, konferencier og elskelige klovne. Og blændet af store honorarer, gratis buffeter og jammerlige ulyksalige frynsegoder, glemmer de hvor de kom fra. I hvert fald husker de kun de få dårlige oplevelser de havde på deres vej. F.eks. har de alle øjensynligt haft den samme grusomme og traumatiserende oplevelse, nemlig at møde en arbejdsløs skuepiller der åbenbart huserer i de Københavnske gader, der BÅDE var på a- kasse og gik til yoga. Samtidigt! Tag ikke fejl, jeg elsker også Kirsten Birgit, jeg elsker at staten støtter denne fiktive karakter og selvom jeg ikke altid er enig, er hun p.t. den vigtigste vagt hund vi har i det danske hundehus og jeg håber at Frederik sammen med Rasmus bliver betalt rigtigt godt, for det fortjener de. Til sidst – nu jeg er i gang med at fylde flaskeposten op- så vil jeg bare sige, hvis nogen lytter, at jeg er så JAMMERLIGT træt af at kunstnere pr definition er nogle venstreorienterede følelses idioter der sidder i rundkreds og er på STØTTEN. Hvordan er det den STØTTE adskiller sig fra Frederiks løn???? Eller politikeres løn? Menes der A-kasse? For en kunstner som mig kan jo slet ikke være med i en a-kasse da mit arbejde ikke kan opgøres i timer? Så det kan jo ikke være det der menes? Menes der med STØTTE at jeg får løn for at skrive et manuskript?? Eller er det at jeg indimellem har fået legat? Den snak kan vi godt tage, men det bliver i en mørk gyde en sen nat hvor man er velkommen til at medbringe våben for det gør jeg. Og hvad helvede er det for en rundkreds der ustandseligt henvises til? I øvrigt er jeg ikke venstreorienteret! Jeg er heller ikke højreorienteret. Men lige det er nok for svært for folk som Frederik at forstå. At man faktisk kan være ingen af delene. ‪#‎elskerkirstenbirgit‬"

C!

Du, Cecilie, har en kronik i Politiken i dag, link HER - den er vigtig af 10.000 grunde, jeg bliver vred, hvis I andre ikke læser den - sidste del:

Min lindring blev min computer, mit worddokument. Jeg fandt ro i at skrive digte, jeg oplevede, at ord og det at arrangere disse ord var en strunk gerning, jeg tænkte ikke på, at disse tekster skulle forestille at have nogen synlighed i verden, at tænke dem til andre øjne end mine egne. I lang tid var det blot en overlevelsesstrategi, en måde at trække vejret på.
Senere blev jeg antaget i Hvedekorn, senere blev jeg optaget på Forfatterskolen, senere fik jeg udgivet en bog. Senere tillod jeg mig at bilde mig ind, at det var værd at satse på at vedblive at skrive. At tillade mig selv at tænke om mig: at: jeg er digter.
Jeg ved ikke om det hele kommer til at ramle. Jeg ved ikke, om jeg har et talent for at skrive. Jeg ved ikke, om den ros, jeg får, om den er løgn. Jeg frygter at være til grin.
Jeg ved ikke, om jeg er til grin. Min navle er piercet, min piercing fuckede min knoglemarvsskanning op, jeg fik den foretaget to gange. Begyndende knogleskørhed i lårbensknoglerne.
Jeg gider ikke føle, at det ikke er okay at blotte sig, at føle følelser, at tale om ting, der er væsentlige for mig, og hvem og hvad man må være i verden, og hvad man ikke må, hvad man må sige, uden at det bliver for pinligt.
Jeg ved ikke, hvorfor at det er en særlig forbrydelse at tale med og om og i sine ’erfaringer’, når man er kvinde? Dette gad jeg godt forklares. Jeg ved ikke, om mænd, der gør det samme, i Mette Høegs optik, er mindre navlepillende, mindre manipulerende, om det er interessant, hvem de har sex med, hvor gamle disse sexpartnere er.
Jeg ved ikke, hvorfor det er et problem, at jeg er ambitiøs med mine tekster, jeg ved ikke, hvorfor jeg skal skoses for at have trang til at få udgivet bøger, have behov for at blive læst og set som forfatter.
Jeg ved, at det her, at denne tekst er et raserianfald, og sandsynligvis irriterende, pinagtig og tåkrummende at læse.

Jeg er ikke ligeglad. Jeg er ikke ligeglad med blikke på mig, på ingen måde, men jeg vil vælge at være ligeglad – fordi at det her udbrud har været undervejs længe, og jeg må godt være vred. 

Stammende trompeter

til min anmeldelse af Lone Aburas' Politisk roman:

ABUndance af RASeri

ABU Ghraib-RASeri

bortset fra at hun og romanen mere end rasende er resigneret, der så til gengæld burde staves
RASignereret

- og hvorfor opfandt jeg ikke bare ordet

resignationsanfald?

Ingensomhelst er ingensomhelst

tekster i WA Bøger i dag, efter først den ene og så den anden uge med kun 1 anmeldelse i tillægget, og jeg er noget så forbandet, og jeg kunne rase i en mail til redaktøren, og det gør jeg måske også, eller også eksploderer jeg på hendes kontor om et par timer, og det ved jeg godt ikke hjælper, men lad mig lige sprutte her et kort øjeblik for jer, bloglæserne, som jeg tillader mig at betragte som i udgangspunktet sympatetiske, selvom mange af jer sikkert ikke læser eller ser avisen og mine artikler deri, fordi WA koster crazy 45 kr. og ikke kan læses på nettet og mange af jer er unge mennesker (forestiller jeg mig, jeg ved det ikke, det kan være I allesammen er over 75, det må I hjerteligt gerne være), men det er altså mildest talt frustrerende at blive prioriteret så langt ned i forhold til både repræsentation (hvor mange tekster jeg har i), plads (hvor meget de får lov at fylde) og bogvalg (hvilke bøger jeg får lov at anmelde), og jeg gider ikke pukke på, at de læsere, som redaktøren hele tiden henviser til, men som ingen af os for helvede kender, også undrer sig, når jeg møder dem eller de henvender sig som hin enkelte X eller Y. Og det er uden videre usympatisk og arrogant af mig at mene, at jeg i forhold til ny, dansk skønlitteratur burde står først i køen og have lov til at brede mig sindssygt pga. profil (se min luvslidte ørnenæse vejre aftenluft!) og eXpertviden og åh så suveræne skriveevner. Og meningsløst, for der er ikke længere nogen kø, bøger uddeles vilkårligt (ønskelister, ukendskab til/ligegladhed med forfatterskabsengagement eller bare -kendskab, hvis det ikke faktisk dømmes et problem) og demokratisk (alle skal have) og opdragende (for mit vedkommende i det mindste, klassikerkampagne, fordom om mine fordomme, men jeg ved sgu faktisk ikke, hvad jeg vil mene om den nye Jungersen eller Ib Michael). Men i det mindste er det klart for enhver at se, at der er for mange anmeldere af ny dansk litteratur, mig, Klaus Rothstein, Nanna Goul, Leonora Christina Skov og undtagelsesvist, men tilsammen ikke sjældent jo så, Poul Behrendt, Birte Weiss, Henrik Dahl, redaktøren selv; det kan nødvendigvis ikke gå op til nogens tilfredshed undtagen de sidstnævnte luksusanmeldere, der jo nemlig ikke er interesseret i at være andet end luksusanmeldere; de eneste bøger, der ikke blive slåsset om, er dem, der er for små til, at andre end mig kan få øje på dem, som nu fx de 3(/5), jeg usynligt anmeldte denne uge, af Bue P. Peitsersen, Ide Hejlskov, Glenn Christian (og krimier, ingen gider anmelde krimier, heller ikke Katinka Bruun, der gør det hele tiden). Jeg ved ikke, om det er illoyalt af mig at udsprutte alt dette, hvis det er, må jeg slette det senere, men ingen læser alligevel min blog på WA, så det er kun, hvis nogen sladrer, og be my guest, at det dukker op på en Pilestræde-skærm  Og til sidst vil jeg bare sige: kjwBHØLwjghrøwlkGHwækgløkhGRWLKWHRGLØIHG!!!

Vred top 5 2012

1. (eller mindst 3., konkurrerende (serie)raserianfald skal stå tidligt op og få mange ben, og hove, og klør, forkert ud af sengen for at være med her): Kristina Nya Glaffey: Padder og krybdyr (som jeg ville have citeret fra her, men jeg glemte den på talerstolen i Testrup, hvorfra jeg i aftes (febrilt) gav et lille tekststykke, om ungdomshuslebber, til bedste, men mon ikke den venter på, at jeg - hvis jeg bliver rask! kan jeg komme tilbage i seng straks! - vender tilbage torsdag eftermiddag.

Jeg fralægger mig ethvert ugentligt digt-ansvar!

Jeg har nær-skændtes med min redaktør om det Ugens digt, som efter det nye layout er kommet til at stå øverst på bagsiden af WA Bøger. Det ser forfærdeligt grimt ud med den sidelæns opknækning (i forhold til Politikens ugens digt, der har godt og rigeligt med plads ned over en hel langside) og det er fuldstændig vilkårligt, hvad det er for digte, der kommer på, og hvem der udvælger dem - mange tror, det er mig, der vælger ud, det er det som regel IKKE - , og hvor gode og slette, de er, forrige uge var det et godt digt af Amalie Smith (som tidligere, klodset nok, havde været på med en "Ugens tekst" fra samme debutbog, udvalgt af mig (og det er meget lang tid siden, jeg sidst har valgt et, selvom jeg har prøvet et par gange og selvfølgelig, som i alle andre sammenhænge, nægter at give op), og i forrige uge igen var det et godt digt(afsnit) af Martin Glaz, men i dag er det et pænt slet digt af en vis Allan Davies Madsen, og hvorfor bringe et dårligt digt i avisen? for at vise bredden på lyrikscenen (= alt der bliver trykt som bog og sendt til avisen), vil min redaktør sige, og det forstår jeg ikke et pluk af; jeg kan måske forstå, at man engang imellem, en gang om året helst kun, skal anmelde en håndfuld af de ligegyldige og slette privatudgivelser, "for at vise bredden på lyrikscenen", men hvorfor ukommenteret (og redaktionelt usigneret - hvis der nu stod udvalgt af Anna Libak, var det (mere) i orden) sætte dem på en - nok så uskøn - piedestal ????????????????????????????????????????

Lille raserianfald 3 (for helvede, anonyme digter)

Et særligt raseri, når man sidder og læser en dårlig bog, som jeg gør lige nu, inde i raseriet over, at bogen er dårlig, hvilket altid gør mig rasende, især når det som i dette tilfælde er tale om en, når han er sit element, god, måske endog stor digter, er raseriet over, at digteren - og også forlaget, men hvem regner forlaget? - bliver rasende på mig, når han (og de) på næste fredag læser min dårlige anmeldelse af hans bog, hvilket nemlig er totalt uretfærdigt, for jeg kan for fanden ikke gøre for, at han har skrevet en dårlig bog; han kunne bare have skrevet en god bog i stedet eller slet ingen, indtil han var klar til at skrive en god bog, når han som i dette tilfælde udmærket er i stand til at skrive gode bøger.

Lille raserianfald 1 (for helvede, Klaus!)

Halvslumrende zappede jeg rundt på fjernsynet i går aftes og vågnede brat op af bar hidsighed over DR K's litteraturprogram Ordkraft, hvor Klaus Rothstein sidder på en formumlet bogcafé og taler med forfatter og en "ekspert" om et TEMA, og i går var emnet så TERRORISME, og det talte Klaus så om med tegnserietegneren Thorstein og litteraturlektoren Tore, hedder han vist, og jeg så mest af den første samtale - igen og igen zappede jeg heftigt væk og så forsigtigt tilbage igen - og det handlede slet ikke om det konkrete kunstVÆRK med for helvede tegninger i, men hele tiden og særdeles anstrengt om DET TERRORISTISKE TEMA på en sådan faux-engageret middagsbordsfacon: Er vi alle potentielle terrorister osv, for hverken Klaus eller Thorstein er eksperter i terorisme, og det er Tore heller ikke, han er højst ekspert på amerikanske romaner med terroristisk tema, men igen skulle han ikke fortælle om de romaner som romaner, men om hvad de romaner siger om terror og nine/eleven, hvilket ikke er særligt meget, var han vistnok i gang med at forklare, før jeg zappede væk for good, og er det virkelig så langt ude og uhyggeligt at lave tv om litteratur som litteratur, der er interessant af litteraturmæssige årsager? I dagens avis står der at DR vil nedlægge det udmærkede - fordi det eneste reelt og kvalifceret KRITISKE tv-program - filmmagasin Premiere (hvor min søn på falderebet skal i erhvervspraktik) til fordel for et uspecificeret kulturprogram og et nyt litteraturprogram, det kommer der sikker ikke noget godt ud af, men jeg foreslår (igen igen - jeg har en føljeton af korrespondancer med DR, der går 15 år tilbage inkl. en enkelt håbløs Pilot, med raserianfald om Undtagelsen og samtale med trioen Staun, Q Holm, Skinnebach; jeg finder den ikke frem!) et prisbilligt, rent bogstaveligt program, hvor kameraet ikke løfter sig fra bogsiden, og kritikere og digtere kun MÅSKE får lov at sige noget, mens seeren læser!