Fornærmet fordummelse

Bjørn Bredal skrev i går i Politiken en anti-stjerne/hjerte-klumme - sympatisk nok! - der begyndte sådan her:

"Politiken holder fanen højt, når det gælder anmeldelser, ikke sandt? Bog-, film-, teater-, tv-, mad-, musikanmeldelser.

Det myldrer. Og Politiken holder debatmøder og bringer kronikker om, hvor vigtigt det er med anmelderi.

Berlingske, derimod, har proklameret principiel mistillid til selve genren, hvis den forstås som et professionelt håndværk.

I Pilestræde har de nu sat amatører til at anmelde, det skulle give bedre kontakt til folket. Dagbladet Information forsøgte sig forleden med et eksperiment: En hel avis med en stor kultursektion, men ikke en eneste anmeldelse. Kan man det? Selvfølgelig kan man det.

Man kan i det hele taget sagtens afskaffe alt muligt i det samfundsmaskineri, som udgør Den Borgerlige Offentlighed, uden at verden ramler lige med det samme.

Men hen ad vejen ramler den nu lidt alligevel, for hvis ikke vi har en kvalificeret offentlig samtale, så kører vi i ring og risikerer til sidst at køre rigtig galt. Det er ikke nok at knevre løs i øst og vest."

Berlingskes chefredaktør Tom Jensen kommenterede fornærmet på Facebook:

"Bjørn Bredal langer ud til højre og venstre i Politiken, herunder mod Berlingske, som han påstår vil afskaffe professionelle anmeldelser og lade amatører anmelde i stedet.
Man kan men meget om kulturjournalistikken og kulturkritikken i danske medier, men hvis man skal starte et sted, så er noget af det værste for mig at se skribenter som Bredal, der for at føre en kulturkritisk pointe igennem lyver og skriver mod bedre vidende.
For Bredal må vide, at han skriver noget her, som er løgn. Berlingske vil ikke afskaffe den professionelle anmeldelse og sætte amatører til at anmelde i stedet.
Det er hverken hvad vi har gjort, hvad vi gør eller hvad vi kommer til at gøre. Det er heller ikke hvad Berlingske har sagt, at vi vil gøre.
Altså positionerer Bjørn Bredal sig selv ved hjælp af en falsk anklage mod andre. Det er kulturkritik på et niveau, som gør én umådeligt trist."

Det svarede jeg på:

Lars Bukdahl "Det kan godt være, det i komisk beskeden grad er sket: At amatører har anmeldt (som opgjort i min Kontrovers-klumme i fredagens WA Bøger). Men det var da for søren det, der var planen (og her er Bredals eksakte formulering: "Berlingske, derimod, har proklameret principiel mistillid til selve genren, hvis den forstås som et professionelt håndværk.I Pilestræde har de nu sat amatører til at anmelde, det skulle give bedre kontakt til folket"). Berlingske ville, med jeres egne ord, i højere grad »blive stedet, hvor kulturdebatten brydes og de interessante diskussioner og debatter tages op i værker og kulturelle udgivelser. Men fra den 1. august i et betydeligt mere markant og væsentligt skarpere format med stærke profiler til at anmelde. Fremover vil det nemlig betyde, at en række af avisens kendte debattører rykker ind og bliver anmeldere." Hvad skal og kan det betyde andet end at debatørstatus nu er fyldestgørende kvalifikation til at anmelde hvad som helst. Og hvad er er en novellesamlings-anmeldelse af Eva Selsing og en opera-anmeldelse af Asger Aamund andet end amatøranmeldelser?"

Til hvilket; Tom Jensens svarede:

Tom Jensen  "Nej, det var ikke planen at amatører (dvs folk uden faglig indsigt) skulle anmelde som afløsning for fagligt indsigtsfulde anmeldelser. Vi har et gæsteanmelderkoncept (f.eks. Aamund), men det spiller altid op mod den professionelle anmeldelse. Derudover handler det om at udfordre anmeldelsen som lidt indadvendt genre ved at sætte andre (men fagligt kompetente) stemmer i spil udover de gængse. Det har visse åbenlyst set som en trussel. Og deraf - tror jeg - de falske anklager om at ville afskaffe den kvalificerede samtale om kunst og kultur osv. osv. - vrøvl hele vejen igennem. Er kulturen derimod et område, hvor debatten med fordel kan rase, såvel om konkrete værker som om kulturen i bredere forstand? Ja. Se bare til Weekendavisens bogtillæg. Her finder man ofte det hele - hver uge."

 

Til hvilket jeg svarede:

 

Lars Bukdahl "Faglig indsigt/kompetence, når det gælder kulturanmelderi, er jo ikke lig med, at man har en universitetsgrad i et eller andet og måske endda noget humanistisk, det er lig med opdateret viden om og levende engagement i og - som måske det mest sjældne - forfinet sans for nøjagtig den kunstart, man beskæftiger sig med. Når din debat- og kulturredaktør (i den ovenfor linkede tekst) kvalificerer Eva Selsings licens til at anmelde "Hassan Preislers skilsmissedrama eller måske en Nik & Jay-koncert" således: "Hun er uddannet filosof med kunsthistoriske studier bag sig og vil med sikkerhed kunne engagere sig vidende i det, hun ser, læser eller lytter til", er det et forsvar for kritisk dilettanteri, som gør mig ret uendeligt trist. "

Til hvilket Tom Jensen ikke svarede noget.

GENSTART Á GO-GO!

-->

HVAD BLOGDAHL ER

Blogdahl er digter og WA-kritiker og Hvedekornsredaktør Lars Bukdahls blog – et føljeton-fortløbende, kunstnerisk og kritisk, polyfont collage-værk, der praktiserer og præsenterer, karakteriserer og bedømmer, diskuterer og debatterer, satiriserer og celebrerer primært litteratur (men også film, tv, teater, billedkunst, musik) gennem LB’s personlige sygekassebriller og pianistfingre.

BLOGDAHL OG CITATER

Som værk-indrammet, kritisk og kunstnerisk collage-føljeton benytter Blogdahl sig af en udvidet, kunstnerisk ytringsfrihed. Citater af tekster og billeder sættes i kontekst af såvel omgivende tekst og citatets placering i en citat-komposition (= collage) som bloggens og den enkelte posts indramning. Når det er sagt, skeler citeringen på Blogdahl hårdt til et relevans-kriterium i forhold til bloggens virkefelt og den enkelte posts ærinde. Blogdahl følger efter bedste evne reglerne for god citatskik (Citatet må ikke være længere, end formålet tilsiger. Ophavsmanden skal krediteres ved angivelse af navn. Kilden skal angives. Citatet skal være korrekt).

ANG. BLOGDAHLS TANKEPAUSE

Blogdahl har holdt 2 måneders tænkepause! Det, der skulle tænkes over – og læses og tales med indsigtsfulde mennesker om - var akkurat omgangen med andres tekster og billeder i blogposter. Anledningen var en Facebook-opdatering (der er fjernet på hendes egen profil, men stadig kan læses på min) af Berlingskes debat- og kulturredaktør Anne Sophia Hermansen, der udtrykte forargelse over en dengang månedgammel blogpost - der som led i den polemiske diskussion af Berlingskes nye anmelderhyrings-politik præsenterede en ny kulturanmelder, Majbriit Maria Nielsen, ved at gengive en Facebook-opdatering, inkl. selfie, om hendes hyring, hendes egne cv’er fra henholdsvis Facebook og hendes blog og et uddrag fra en Berlingske-blogpost; bloguddraget knyttede jeg en kort kritisk kommentar til – og ikke mindst kommentarfeltet under opdateringen, hvor der var en del anklagende/truende snak om blogpostens tyvagtighed, blandt andet fra MMN selv (som jeg dog ikke siden har hørt fra, hverken offentligt eller privat – eller juridisk; hun har desuden endnu ikke skrevet sin første anmeldelse). Jeg skrev selv følgende kommentar i tråden:

”Hej-hej - fra en anden tidszone. Og tak for opmærksomheden til min månedgamle blogpost, som forekommer mig rigeligt voldsom. Posten var/er et led i min polemiske diskussion af den nye anmelder-politik på Berlingske. Majbrit Maria Nielsen er omsider et konkret eksempel på en Berlingske-debattør, der er blevet bedt om at være kulturanmelder. Jeg lavede en lille collage af hendes FB-proklamation af det nye job, hendes CV-præsentationer på FB og Berlingske og et generøst citat fra et debatindlæg, som jeg knyttede tre linjers kritisk kommentar til. Pointen fra min side var ikke latterliggørelse, men en meget ren undren: Hvad kvalificerer denne person til at anmelde teater/film/litteratur/billedkunst i Berlingske? Engagement, viden, sprogligt talent? Jeg er ked af, hvis MMN føler sig krænket på sin person og sin ophavsret af mit citat af FB-tekst og billede, begge dele er nu fjernet. KH”

Kort tid efter gjorde jeg bloggen privat, fordi jeg simpelthen var blevet forskrækket og, tænkte jeg, måske med rette, fordi jeg ikke tidligere med nogen grundighed havde tænkt over bloggens citat-politik. Da et par uger var henrundet, skrev jeg denne opdatering på FB:

”Kære Blogdahl-læsere. Tak fordi I savner bloggen! Den skal nok komme tilbage, og sorry for ikke at have forklaret offentligt, hvorfor den ikke lader sig læse lige nu. Som jeg har skrevet til dem, der har henvendt sig privat, blev jeg - efter en aggressiv Facebooktråd om en månedgammel blogpost, der præsenterede en ny Berlingske-anmelder ved at lade hende præsentere sig selv - omsider konstruktivt paranoid omkring, hvordan jeg omgås copyright, andres tekster og billeder, på min blog og foretrak derfor lige at lade den pausere et øjeblik, mens jeg taler med kloge mennesker og professorer om, hvad der er fornuftigt og lovligt at copypaste af alt det, der er oplysende og skønt og sjovt at copypaste. Ses om lidt på det gamle net! KH”

Nu har jeg talt og tænkt! Og resultatet er, at jeg nok har været for sjusket med især kreditering af billede-citater, men grundlæggende - bloggens koncept- og værkmæssige, kunstneriske og kritiske karakter taget i betragtning - har jeg opført mig rimeligt ordentlig eller ordentligt rimeligt, hvad tekst-citering angår. Hvis vi ser på blogposten, der udløste tankepausen, så indgår den som sagt i en serie af poster, der polemiserer imod Berlingskes nye anmelderhyrings-politik. I posten kommer jeg med et konkret eksempel på en hyret anmelder, som jeg ikke havde hørt om før, og hvis kvalifikationer jeg helt reelt har svært ved at få øje på. Jeg går ikke på løs strandhugst i MMN’s FB-billedarkiv, men nøjes med at citere den åbne opdatering, hvor billede og tekst eksplicit markerer og fejrer anmelder-hyringen, ligesom de to CV’er jo lige præcis er cv’er, selvpræsentationer ord til andet. Blog-uddraget (med tilhørende link) skal dokumentere det manglende skrivetalent og kommenteres kritisk, men tekstnært. Hvis der er satire i blogposten – og det må der gerne være, synes jeg – står det, på klassisk grusomhedsudstillende vis, helt for de umanipulerede tekst- og billede-citaters egen regning; det er ikke chikane at fremvise, hvad meningsmagere offentligt selv har sagt og knipset, forhåbentlig finder MMN selv intet latterligt eller ukvalificerende i opdatering, cv’er og blogpost. I forhold til Blogdahls diskussion af kritik i almindelighed og Berlingskes nye anmelderhyrings-politik i særdeleshed må blogposten og dens citatelementer siges at besidde fuld relevans (ligesom den som selvstændig hybrid-tekst, med overskrift og tekst-kommentar, sagtens retfærdiggør sin signerede eksistens). Men klart nok, når det er MMN så meget imod, at jeg gengiver hendes opdatering, så fjerner jeg den da bare igen, det skal (i dette tilfælde) ikke komme an på det.

Morale: Jeg må ikke sjuske med at citere, jeg skal holde mig vagtsom og bevidst og samvittighedsfuld, når jeg benytter mig af andres ord og billeder. Men så længe citeringen er relevant og – med det dyreste ord heromkring – nødvendig, skal jeg ikke lade være med at citere, så det vil jeg ikke lade være med.

OG LAD SÅ KOMME I GANG MED AT HAVE GANG I DEN – ENDNU EN GANG! 

(foto: dig) 

Første debatkritiker-hyring (SUK)

Sådan præsenterer hun sig på Facebook:

"Borgerlig debattør med hang til simreretter og brune bodegaer.

• Politisk debattør at Berlingske
• Stud.jur. at Karnov Group A/S
• Søndagsfrokosten på P1
• Former Skribent at Århus Stiftstidende
• Former Kampagneleder at Liberal Alliance
• Studied Jura: at Københavns Universitet
• Studied at CEPOS Akademi
• Lives in København
• Joined February 2008
• Followed by 1,068 people"

Og sådan præsenteres hun på berlingske.dk:

"Majbritt Maria Nielsen er 28 år og bor på Frederiksberg.
Læser jura på Københavns Universitet og arbejder til daglig med juridisk formidling.
Hun er tidligere skribent for Århus Stiftstidende, kampagneleder for Liberal Alliance og erklæret socialliberal.
Blogger om frihed og personligt ansvar, et overstimuleret velfærdssamfund og forsøger at holde identitetsdebatten på et absolut minimum."

Og her er et klip fra hendes seneste blogindlæg, med overskriften "Roskilde Førstival", som mener noget om curlingforældre og Roskilde festival og helt eksplicit, fordi det var det, man skulle mene noget om den uge:

"Nå. Var min absolutte indignation over dyrekortforældre generelt og senest deres angreb på almindelige markedskræfter i private virksomheder ikke tydelig nok, så har jeg tænkt mig at bøje det i neon nu. For nu er det også et problem, at børn og mindreårige festivalgæster bortvises fra områder, der ikke er sikre for dem at slå lejr i, at de ikke kan finde liggepladser og at de fryser. Og hvem gider nedværdige sig til at problematisere vejret som værende et Roskildeansvar? You guessed it. Forældre i 2017.
Jeg havde faktisk bestemt mig for, at jeg ikke ville kommentere på Roskilde Festival og de forældre, der ikke kan lade deres børn opleve verden uden filter, heller ikke når de selv har betalt billetten dertil. Men nu har jeg siddet og irritationssvedt og knurret i en hjørnesofa i flere timer og jeg kan ikke holde min kæft. Hvad foregår der? HVAD FOREGÅR DER!?
Gratis koncerter uden udsyn. Legoland. Mangel på teltpladser. Da udtrykket ”curlingforældre” så dagens lys, tror jeg, vi var flere, der kodede det sammen med taxakørsel til sport og skole, lommepenge til hobe og konstant bekræftelse af, at netop det pågældende barn var det mest fantastiske barn nogensinde. Ellers havde forældrene vel næppe givet ungen et navn, der var en Narniaprinsesse værdigt. For at klarificere, selvom det næppe er nødvendigt mere, er der tale om en gruppe af forældre, der evigt beskæftiger sig med at præparere isen for ungerne, der herefter kan stryge lige ned i mål uden problemer."

Det er græsseligt sigende, at den nye debat/kulturredaktør mener, at sådan håbløst klodset ("klarificere"!?) og omstændelig ("en Narniaprinsesse værdigt") og totalt ligegyldig friskfryagtighed kvalificerer til ikke bare debattør-, men også anmeldervirksomhed. Grande suk!

Budskab tilpasset socialt medie

	= Lars Bukdahl @LarsBukdahl   Tynd te, tante B!

Bevar Jørgen Johansen

Det er ikke, fordi der er så frygtelig mange gode anmeldere tilbage på Berlingske - og jo blandt andet fordi litteraturredaktør Søren Kassebeer, der ikke er en synderlig god anmelder, vælger sig selv til at anmelde de bøger, han finder mest spændende, hvilket i sig selv gør ham til en virkelig dårlig litteraturredaktør, OG MON HAN HAR EN MENING OM DEN NYE DEBATIFICERING OG DENS KNÆGTNING AF HANS REDAKTIONELLE FRIHED!? - men der er JØRGEN JOHANSEN, en af vores bedste og mest sensitive og erfarne poesianmeldere, som de senere år (sikkert i mangel på andre gode anmeldere) også har fungeret som en af vores bedste og mest sensitive prosaanmeldere. Johansen er i den grad ikke en debattør, han er BARE en skidegod kritiker, og han er helt reelt i fare under den nye debatificering, og det er helt ærligt rædselsfuldt. Her er afsnittet om Ida Marie Hedes Bedårende (som ham selvfølgelig giver 5 stjerner) i hans seneste anmeldelse, en bunkeanmeldelse af Hede, Holmegaard og NImand Duvå:

"I bedste tidskarakteristiske hybridstil bevæger »Bedårende« sig ubesværet og uhæmmet mellem de fiktionsprægede billeder af familieliv og pigeopvækst og de prosapoetiske udflugter til tarmfloraens og forrådnelsens eksotiske og mærkværdigt betagende landskaber, eller mellem de essayistiske udforskninger af dødens territorium og et såkaldt »nekroæstetisk« rum og de mere kunstteoretiske sekvenser.

Bemærkelsesværdig anderledes og egensindigt udfordrende er Ida Marie Hedes prosa når hun indkalder til fest i sproget med kroppe og bakterier som animerede partygængere: »Der får B en sonde stukket gennem spiserøret ned i mavesækken. Hernede er der allerede en fest! I Bs mavesæk er der millioner af fæcesbakterier, flere end der er mennesker på Jorden, bakterier der har levet i millioner af år, og som er flyttet ind i B den dag hun blev født, og flytter videre, når hun dør. På den måde er ordet menneske slet ikke præcist.« Absolut krævende er prosabogen »Bedårende«, når Ida Marie Hede drejer ned ad de avanceret kunstteoretiserende veje og essayistisk skriver om forholdet mellem lyd og billede hos Marguerite Duras eller udforsker den kollektive sorg i forlængelse af sangerinden Diamanda Galas' performance af »Plague Mass«. Her kan læseren hurtigt føle sig fortabt og måske lettere ekskluderet. Men den sproglige energi og vildt blomstrende ordflora gør alligevel »Bedårende« til usædvanlig og over lange stræk også usædvanligt fascinerende læsning."

Simpelt spørgsmål om demotivationens effekt

Hvem anmelder egentlig på Berlingske (ud over 127 år gamle Jørgen Johansen, still going strong som lyrikanmelder - og ham unge Jeppe Krogsgaard)?

BT-læsere er 168 ord dummere end Berlingske-læsere

Den samme 5 stjerner-anmeldelse i B.T. og Berlingske af Hassan Preislers Brun mands byrde ved Mette Reinholdt, bortset fra at Berlingske-anmeldelsen er på 540 ord og BT-anmeldelsen er på 372 ord (resultat af det såkaldte glastrappe-princip i Berlingske Media, hvor al content kan udnyttes efter forgodtbefindende af enhver platform - jeg troede bare ikke, at det også gjaldt tekster skrevet af freelancere, hvilket anmeldere så godt som altid er; køb os hurtigt, Pol!). Først de passager, B.T. for fordøjeligheden skyld har redigeret ud af Berlingske-anmeldelsen og så selve B.T.-anmeldelsen, fordummelse i praksis:

*, og han gør det så afvæbnende , at det nærmest virker som et skarpladt våben

* , hvor han både forsøger at finde ud af, hvem han er, og at vise omverdenen det, han finder frem til. Med en ærlighed, der næsten går i tæerne, så de krummer sig, afslører han såvel sin egen usikkerhed som sit skuespil. Selv om alle andre også får én på sinkadusen, og selv om han et par steder træder ud af historien og antyder, at han i det foregående ikke har talt helt sandt, så fremstår denne selvfiktive fortælling så oprigtig og uforstilt, som en roman må kunne blive

* , han lader os få et glimt af Harvey Keitel og lokaliteterne på Actor's Studio

* , hvor grene af pakistanske aner og danske forfædre får liv gennem hans eminente pen, og han laver skønne sløjfer på historien, bl. a. i en scene hvor han på en amerikansk konference slår knuder på sig selv for ikke at komme til at sige noget stødende om nogen som helst

Man skal være forberedt på lidt af hvert, når man giver sig i kast med Hassan Preislers rablende skøre og spiddende sarkastiske selvbiografiske debutroman, »Brun mands byrde«. Den er ikke for integrationssarte sjæle, hverken af den ene eller anden slags - firkantet dogmatik skydes i sænk med et bombardement af ord og nuancering, og man sidder efter endt læsning tilbage med større forståelse for både dobbeltkultur, pakistansk kultur og ens egen jeg-ved-bedstkultur. Det vil der utvivlsomt være nogle, der ikke kan kapere. For selv om skuespiller og kunstnerisk leder af teaterkompagniet danskdansk Hassan Preisler skriver med et overskud af humor og god karma, så får han nikket en del skaller til både den velmenende, selvgode integrationsindustri, til forurettede, arrige indvandrerefterkommere og til frygtsomme, snæversindede fremmedfjender. Og ja, til sig selv. For modsat den udbredte danske selvfornøjethed så lægger Hassan Preisler gennem sin fortæller al sin tvivl og usikkerhed til skue. * Han er, som han indledningsvis skriver, en kamæleon, der iklæder sig det kostume og den rolle, omgivelserne forventer, selv om han egentlig hellere ville iføre sig noget ganske andet. Han er med andre ord lige så omstillingsvillig og forandringsparat, som vi andre danskere forventer af ham og af dem, der ligner ham og hedder som ham. Eller han forsøger i al fald at være det. Undervejs går det dog op for ham, at han ikke længere kan kende sig selv, og han begiver sig derfor ud på en opdagelsesrejse i sit eget liv og i sin halvt danske, halvt pakistanske baggrund. Han er blevet en verdensmand, der ikke længere - om nogensinde - har haft et sted at høre til. Det er kort fortalt det, bogen handler om: en ung dobbeltkulturel danskers rejse ind i sig selv. * Med sin speedsnakkende fortællerstemme af næsten dan turellske dimensioner fører Hassan Preisler læseren til både New York, Madrid og Beirut, med pitstop i Lahore, Berlin og Bagsværd og med udsigt til bl. a. Rudyard Kipling og Leonard Cohen. Han serverer mangolassi og kalvekløer i Sialkot og stegt flæsk og tømmermandsopbyggende byture i København *, præsenterer os for sit kæmpe stamtræ *. »Brun mands byrde« er en bog, der har manglet i den nationale danske bogreol. Nu er den her omsider. Vær så god at læse den!.