Selfie som laveste fællesnævner

Forfatterweb er

et forfatterleksikon over danske og udenlandske forfattere som omfatter både afdøde og nulevende forfattere. Primo 2013 indeholder Forfatterweb ca. 700 portrætter. (...) Alle portrætter opdateres løbende og mængden af nye forfattere øges med ca. 50 årligt. Forfatterweb udgives af DBC as www.dbc.dk og iBureauet www.ibureauet.dk Portrætterne udarbejdes af professionelle skribenter, litterater og journalister.

- Forfatterwebbet har travlt, seneste opslag er udarbejdet af Betty Frank Simonsen og portrætterer forårsdebutant Hassan Preisler, og jeg følger mig lidt skyldig i, at Preisler under "Beslægtede forfatterskaber" sammenlignes med Dan Turèll, for i min anmeldelse i sin tid sammenlignede jeg Brun mands byrde med Vangede Billeder, men jo pga. og-opremnisingsstilen og -tricket og identitetstemaet, sgu da ikke samfundsrevseriet (der i Vangede Billeder bare er (vedkendt) folkoekomedie-pop), og det er særdeles sjældent formålet, siær i Vangede Billeder, med Dan Turèlls (virkelig grimt ord) "sprøjtende" sætninger at afklæde personer og spidde miljøer, og hvis Preisler spidder og afklæder nogen, er det jo for fanden ham selv:

Hassan Preisler blev ved udgivelsen af ”Brun mands byrde” sammenlignet med samfundsrevseren Dan Turèll, og der er flere stilmæssige ting, der binder de to forfattere sammen: det høje gear, de sprøjtende, tempofyldte sætninger, der i en håndevending kan afklæde en person og spidde et miljø og en samtid.
Men det er også nærliggende at sætte Preisler i forbindelse med yngre og debuterende forfattere, der for alvor er kommet på banen i løbet af 2013 og som har det selvbiografiske til fælles med Preisler. Her kan man nævne Yahya Hassan med digtsamlingen af samme navn, Asta Olivia Nordenhof med digtsamlingen ”Det nemme og det ensomme” og Jacob Skyggebjerg med ”Vor tids helt”. Som med Preislers ”Brun mands byrde” har alle bøgerne forfatteren på forsiden – enten i form af et billede, eller fordi bogen lyder forfatterens navn.
De indvarsler en selvbiografisk bølge i dansk litteratur, en, der vidner om en til tider rå og ikke så velkendt side af det danske velfærdssamfund. Man kan kalde dem nye stemmer i dansk litteratur, direkte, selvudleverende og indignerede, og det er også sådan, de er blevet taget imod af et næsten entydigt begejstret anmelderkorps.

Og hvor er det en meningsløs, intetsigende lighed, at Preisler, Hassan, Nordenhof, Skyggebjerg er "selvbiografiske" og "direkte, selvudleverende og indignerede", dokumenteret ved deres forsiders selvportrætter (minus én), når de altafgørende - ikke mindst formelle, stilistiske, genremæssige - forskelle slet ikke nævnes eller kvalificeres; Preisler og Hassan ligner lige så lidt hinanden som og fordi de er selvbiografiske, som de ligner hinanden som og fordi de er brune i løden. Det er så trist, når tematiske kasser smækker sammen om bøger, der stadig er dugfriske i hånden, og desto mere, når de (institutionelt sanktioneret og markedsført NB) smækker torskedumt.

Hassanbattle 1-1

Ingen som helst grund til at sammenligne Hassan Preisler og hans Brun mands byrde med Yahya Hassan og hans Yahya Hassan, bortset fra at bøgerne ca. er de to stærkeste og betydeligste debutbøger i år, og at forfatterne begge to hedder Hassan og er brune i løden (YH har oprindeligt palæstinensiske forældre, HP har en oprindeligt paktistansk (irreligiøs) far og en oprindeligt dansk mor), og at begge skriver om sig selv og deres familie i deres bøger. Så på grund af dit og dat og dut og dot bliver  de sammenlignet hele tiden. Jeg skrev den her tweet, før YH's bog udkom:

For 20 år siden var de stærkeste debutanter Marier. Karen M, Naja M, Katrine M, nu er de Hassaner, Yahya H, H Preisler

I en Kiosk lidt senere sammenstillede jeg dette citat fra YH's jordskælvende Politiken-interview:

  De vil have en præmieperker. Men jeg er sgu da ikke nogen Naser Khader, Farshad Kholghi eller Hassan Preisler, der spiller på præmieperker-identiteten.

med dette indlæg fra HP  på YH's FB-side:

-->

Kæreste offerperker, tillykke med udgivelsen. Jeg glæder mig til at læse den. Kærligst præmieperker

Hvilket resulterede i dette tweet:

Flot racistisk layout i Kiosken i WA Bøger: Billedet af Y Hassan midt i omtalen af Hassan P, Hip-Hassan som Hap-Hassan

Fast forward til interviewet den anden dag med Pia Kjærsgaard, hvor hun frakender YH's bog status af poesi (se blogpost nedenfor), men roser HP således:

Hassan Preisler er rigtig sjov og dejlig selvironisk. Det er der virkelig behov for. Han tager gas på hele hvordan-har-du-det-mentaliteten. At man helst skal have det dårligt, fordi man har en anden etnisk herkomst. Det er så befriende, siger Pia Kjærsgaard til Berlingske i dag.

Så da YH fredag på Bogforum modtog Den Anden Debutantpris (HP delte Den Første, Munch-Christensens Kulturlegat, med Kristian Byskov) takkede han med disse ord: 

Og tak for prisen, selv om jeg synes, at Hassan Preisler og Pia Kjærsgaard skulle have delt den.

YH og HP optrådte hver for sig og sammen med andre (end hinanden) på forskellige scener fredag og lørdag. Klokken 17 søndag var The Battle ON - selvom det er uklart, om kombattanterne selv var klar over det. I Bogcafeen gik Hassan Preisler på 5 sharp og læste virtuost hvirvlende op til ulav elektronisk leadsagemusik. Jeg stod med ryggen til HP - men vred mig rundt igen og igen - en 50 meter længere fremme mellem de 100'er af publikummer, der stod foran Gyldendals venstre-scene (så vidt jeg kunne se var pladserne fint besat ovre foran HP), hvor først Sissel Bergfjord lavmælt omkringvandrende diverterede med formfuldendte sætningskataloger, sådan nogen havde de fleste vist ikke hørt før, hvorpå Yahya Hassan cool as fuck spankulerede ind på scenen og uden dikkedarer begyndte at recitere digte, både reportage-klare og billed-bombastiske, med tyndslidt, men ubønhørligt manende (snarere end messende) røst, og folk lyttede hyperopmærksomt, som de ellers sjældent gør på Bogmesser. Mens HP Tribini'ede den med en skarp mumlen i baggrunden, der poppede i fokus som en slags reklameindslag for melankolsk-ironisk modenhed i YH's pauser. Og HP's elektro-akkompagnement fungerede lige så fint som troskyldigt robot-skramlet underlægningsmusik for YH.

Så fra min side af den boksering, hvor de 2 Hassaner ordboksede med ryggen mod hinanden, lignede resultatet et smukt og meningsfuldt uafgjort.

 

Udsigt fra Hassan Preislers nakke til min ømme fjernt til højre

N.F.S. Hassan

Hassan Preisler

(fotograferet af Petra Kleis)

fnyser sig
et Grundtvigskæg
af hipster-røg,

det er ham vel undt



(fra FB-reklame for den her optræden: HASSAN HOS KUNSTFORENINGEN GL. STRAND Onsdag 23. oktober kl. 17-18 )

Den gule tale

-->

Bag Ray Bans blinker orkanens øje, eller: Ironien har tics

Ved overrækkelsen af (den ene halvdel af) Danmarks største debutantpris Munch-Christensens Kulturlegat på 50.000 kr. til Hassan Preisler for romanen Brun mands byrde på Vejle Bibliotek fredag 27.september 2012

Af Lars Bukdahl

Jeg havde travlt, da jeg i går morges alt for tidligt satte mig til at genlæse Hassan Preislers roman Brun mands byrde som forberedelse til denne tale. Jeg skulle også læse korrektur på et nyt nummer af Hvedekorn og tage stilling til bidragydernes korrekturrettelser, det linjebrud sidder forkert, det ’og’ skal være et ’eller’ osv,, unge poeter er virkelig slemme, og det skal de også være, til at falde i staver i og over deres egne frembringelser.

   Og så var det dejligt at opleve, at romanen forstod mig, eller det er måske for sentimentalt sagt. Lad mig nøjes med at sige, at romanen havde lige så travlt som mig, og at det føltes venligt og velgørende. Både fordi jeg kunne spejle min egen tvangsopspeedethed i den, og fordi travlheden - når den rent formelt administreres så friktionsfrit virtuost og energisk – simpelthen gør bogen hurtigere at læse, uden man nemlig behøver at sjuske med sin læsning: bogen er fast besluttet på at blive læst i en ruf. Man læser den dårligt, hvis man læser den langsomt.

  Akkurat ligesom visse digte af Halfdan Rasmussen og af Per Højholt, fx akkurat det lange et, der hedder Turbo, og modsat en bog, jeg ellers selv har sammenlignet Brun mands byrde med, pga. identitetsmotivet og pga. og’erne, Dan Turèlls Vangede Billeder, der er fortalt og skal læses krønike-drevent, bodega-kværnende. Fartmæssigt vil jeg snarere sammenligne med Hans-Jørgen Nielsens uretfærdigt glemte Den mand der kalder sig Alvard fra 1970, hvor et centralt ord er ”syntaksautostradaerne”. Vrooooom! Som man sagde dengang.

   En lydmand i Charlottenlund har fortalt mig, at Hassan Preisler er den hurtigst oplæsende mand/kvinde, han har optaget, men jeg tror i virkeligheden, at bogen vil læses endnu hurtigere end forfatteren selv gør, uforsvarligt hurtigt, ikke snublende, men jagende, efter de punktummer, der yderst sjældent optræder, som andet end afsnits-afslutning. Så hurtigt her, som om der er bindestreg mellem hvert ord:

  Jeg-skal-til-begravelse-i-Kokkedal-Kirke-og-mor-og-søster-Rebecca-og-jeg-har-gået-den-lange-vej-fra-stationen-til-kirken-og-biler-og-cykler-stopper-og-spørger—om-vi-er-faret-vild-og-om-vi-har-brug-hjælp-også-på-engelsk-og-vi-siger-”nej-tak!”-og-”no-thanks!”-og-da-vi-holder-en-pause-kan-jeg-se-at-vi-er-gamle-os-tre-Mor-har-gråt-hår-og-står-og-vipper-fra-side-til-side-med-stivhed-i-ryggen-og-søster-Rebecca-er-ikke-søster-Rebecca-men-kvinde-med-barn-og-mand-og-grad-fra-universitetet-og-stilling-som-lektor-og-et-alvorligt-udtryk-i-masken-og-vi-går-videre-ad-veje-og-stier-over-marker-og-enge-og-solen-skinner-og-det-er køligt-Mors-veninde-Anita-er-død-af-kræft-og-jeg-har-taget-dagen-fri-og-jeg-siger-”jeg-skal-være-der-for-mor”-men-jeg-tænker-at-jeg-nok-i-virkeligheden-er-taget-til-Kokkedal-fordi-tårer-for-Mads-og-Janne-og-Signe-der-nu-er-i-fyrrerne-ligesom-søster-Rebecca-og-jeg-og-minder-om-barndomslege-med-børnene-Mads-og-Janne-og-Signe-i-en-familie-så-tryg-som-kun-familier-i-Kokkedal-er-det-og-salmer-og-selvvalgte-sange-fra-et-musikanlæg-med-lethed-stikker-en-dag-med-teateradministration-og-da-vi-går-videre-tænker-jeg-pludselig-at-det-egentlig-er-underligt-at-søster-Rebeccas-dreng-er-hvid-som-kridt-når-nu-min-datter-er-sort-som-kul.”

  Det er jo en tekst og en mand, der har det værre end travlt, han og den har decideret stress. Begge, tekst og mand, forsøger lige her at afstresse, med at gå til begravelse sigende nok, men det lykkes i spektakulært ringe grad. Kun HCA er kommet mere stakåndet gennem en landskabsbeskrivelse: ”under taget svalen kvidrer,/ solen synker, og så videre”. Brun mands byrde er en roman, der stresset handler om at være stresset, kunstnerisk kvalificeret stresset handler om at være fortvivlende og euforisk stresset i virkeligheden: hverdagstresset, som med den der – stresset ord! – teateradministration, men fremfor alt eksistensstresset og identitetsstresset, i sin flerdobbelte eksistens og identitet som dansk-pakistansk skuespiller og hygge-nygge-daner og mønstermedlem af den (internationale) kreative klasse og professionel præmieperker og – stedt på aarhusiansk værtshus - uhjælpeligt fejlfarvet. På én gang - og i bogen organiseret som denne overordnet stressede flugt fra den ene Hassan til den anden til den tredje.

  Hjemmesiden forebygstress.dk (stresset domænenavn!) opererer med tre slags stress:

  ”Gentagende eller vedvarende stress  -  Gul stress

  Hvis vi oplevet hyppigt gentagende eller vedvarende akut stress, så vil kroppen mere eller mindre være i en konstant alarmtilstand. Dette påvirker os både fysisk og psykisk, f.eks. vores søvn og vores humør.

  Kronisk (langvarig) stress  -  Rød stress

  Hvis stressen er vedvarende i lang tid, så kommer kroppen og psyken mere og mere ud af balance. Vi begynder at fungere dårligt både fysisk og psykisk.

  Stresssammenbrud  -  Sort stress

  Hvis vi ikke stopper i tide, så siger enten vores krop eller psyke på et tidspunkt stop, vi får et stresssammenbrud, der ofte føre til en sygemelding. I meget alvorlige tilfælde kan stress føre til førtidspension eller i værste fald dødsfald.”

  Det fremgår med al ønskelig tydelighed af bogens omslag, at det er gul (tenderende mod rød) stress, gentagende og vedvarende stress, den og Hassan lider af. Jeg synes, ”mere eller mindre konstant alramtilstand” er så god en opsummering som nogen af fortællertilstand og romanæstetik.

  Det for alvor smukke og prisværdige ved Brun mands byrde er ikke stressens stilistiske brillans – som jo ærlig talt er lidt pervers – men stressens generøsitet: Den travlhed, med hvilken Hassan gennemruller samtlige sine ambivalenser og lirer sine og sin families komplette historier af, med så meget fynd og klem og detaljerigdom som muligt, på sølle 200 sider: det er en turbo-rigdom af en anden verden, som – insisterer og demonstrerer bogen – er og bliver denne verden, inkl. Vejle Bibliotek. Tillykke, Hassan, dit hektiske og herlige hylster, med Munch-Christensens Kulturlegat 2013. 

2 hybride gentlemen vandt

DANMARKS STØRSTE DEBUTANTPRIS
MUNCH-CHRISTENSEN KULTURLEGAT
PÅ 2 X 50.000 KRONER
GÅR I ÅR TIL

HASSAN PREISLER FOR ROMANEN
BRUN MANDS BYRDE
UDKOMMET PÅ LINDHARDT & RINGHOF

OG

KRISTIAN BYSKOV FOR SCIENCE FICTION-ROMANEN
MITOSE
UDKOMMET PÅ EMANCIPA(SS/T)IONSFRUGTEN

2 FREMRAGENDE VALG,
MENER DETTE JURYMEDLEM,
FORFATTERNE VAR ENIGE.
DA DE I GÅR MODTOG PRISEN
VED EN FESTLIG HØJTIDELIGHED
PÅ VEJLE BIBLIOTEK

Ironi betyder ikke at det modsatte af det modsatte er sandt

Okay, det her, synes jeg til gengæld, er værd at hidse sig en smule op over. I en klumme på Jyllands-Posten skriver Mikael Jalving begejstret, men totalt misforstået om Hassan Preislers Brun mands byrde:

Mens den selvfiktive roman krydsklipper mellem forældrenes historie, konkrete kulturmøder og den velmenende danske iscenesættelse af virkeligheden, udleveres den omvendte racisme, der finder sted i Overdanmark. Det er frækt gjort." Brun mands byrde" er som titlen antyder en omvendt Kipling. Vi, de etniske danskere, er halvt djævle, halvt børn, der skal korrigeres og tvinges til at se op til den brune race, hvis byrde det er at føre danskerne ind i det multikulturelle samfund af mælk, honning og anerkendelse. Ser man først sådan på det, forstår man, at multikulturalismen i virkeligheden bare er en erstatning for den revolution, som udeblev i hele Europa. Den er de skuffede 68' eres hævn. Fordi de ikke kunne ødelægge samfundet ved at smadre den eksisterende kapital, vil de nu ødelægge samfundet ved at smadre den eksisterende kultur. Det sidste projekt ser ud til at gå langt bedre end det første.Bogen er en eksistentiel dannelsesrejse, men er ikke kun prisværdig af den grund. Det er den ligeså elegante som flabede kritik af tidsånden, der afsætter spor i vores politiske ørken. Man mærker fortællerens voksende modstand mod det ideologiske projekt, som Integrationsdanmark møjsommeligt har stablet på benene gennem mere end 30 år. Ved hjælp af ret så simple litterære virkemidler og prægnante passager gennemhulles konstruktionen, og det er i bedste forstand litteratur til tiden.

Hassan Preislers bog taler ikke imod det multikulturelle, tværtimod celebrerer han multikulturen i tekstspor-sammenklipningen af sine pakistanske og danske rødder og sine egne oplevelser i København, Beirut, London og New York som jo ikke en ideologi, men en realitet. Og så er han rigtig nok sarkastisk-sorgfuldt ironisk overfor den professionelle integrations-industri, han selv har været en del af og haft glæde af. Men det betyder jo ikke, at han er bekymret for dansk kultur eller skeptisk overfor indvandring eller benægter eksistensen af racisme og diskrimination - det afsnit, der eksplicit tager udgangspunkt i Kipling-citatet - og hvor det helt eksplicit er bastarden Hassan, der måske er halvt djævel, halvt barn, ikke den etniske dansker - beretter sammenbidt om hygsom patriotisme og rå racisme på et århusiansk værtsthus, læs selv:

I Aarhus læser jeg Ruyard Kiplings "Hvid Mands Byrde", og jeg sidder deroppe under taget på mit kammer og kan ikke finde ud af, om jeg er den bedste søn eller halvdjævel og halvt barn, og jeg henter tvillingen Andreas ved toget, da han er hjemme på orlov fra Afghanistan, og vi går ud i Aarhus for at diskutere Kipling og går ind et sted, hvor der må drikkes og ryges, og Andreas bestiller øl og arnbitter, og vi skyller det ned, og sidemanden spørger til os, og jeg fortæller, at Andreas er hjemme  fra Afghanistan og er på besøg hos mig, og vi modtager håndtryk og skulderklap og flere pils og små skarpe for Andreas' krigsindsats, og vi hygger os ad helvede til, og jeg går ud og tisser og kommer tilbage og bestiller en omgang til alle, da Andreas råber "hold nu op", Hassan, det er min tur". og "Hassan, kom nu herned!" og "jeg har masser af penge, Hassan!". Og for hvert "Hassan" vender et ansigt sig, og for hvert "Hassan" kompliceres mit liv, da jeg pludselig ser karseklippede isser og brede skuldre og fodboldtrøjer og tatoveringer, og der er én, der siger, "hedder du Hassan?", og jeg svarer, at det gør jeg, og han siger, "du ligner også en muslim", og jeg siger, at jeg ikke er muslim, "og han siger "du ligner en, der vil sprænge det hele i luften!", og jeg siger "kom" til Andreas, og han siger "hvorfor?" og jeg siger "kom nu, vi går", og vi går, og vi følges ud ad døren af ord, og de er mætte og tunge og rammer mig i ryggen og nakken og rammer dørkarmen omkring mig og glider ned ad den og rammer ude på fortovet og vejbanen, og et par uger senere åbner jeg avisen, og der er et billede af en mand, han har langt hår, længere end mit, og han er stor, større end mig, og han er vred, vredere end mig, og han hedder Nadir, og der står, at Nadir fik tæsk på et værtshus, og jeg læser videre: "Nadir anede ikke, at han havde bestilt øl på et værtshus, der  er stamsted for tilhængere af hooligangruppen White Pride", og Nadir står foran den samme bar, hvor Andreas og jeg fik øl og klap på skulderen og måtte skynde os væk, da det blev tydeligt for enhver, at jeg er Hassan.

Man skal være ekstremt tidehversvsk skeløjet for at kunne læse den tekst som et forsvar for værtshusets hooliganer og deres danske kultur, der smudses til af Hassans og Nadirs mellemøstlige udseende og oprindelse og navne. Ikke underligt at Krarup-datter Katrine Winkel Holm har denne kommentar til Jalvings citat fra klummen på Facebook "hmm, synes godt den var tung og helt vildt usammenhængende, men med gode pointer ind i mellem." Jeg tror, hun og Jalving skal holde sig til trygt entydige forfattere som Martin Andersen Nexø og Kaj Munk, allerede Scherfig og Paludan vil få det til at svømme for meget for nidstirringen.

Frost er lun på Hassan

Okay, lidt pinligt, men højst fornøjeligt, vi blev i går forhindret i at deltage i midsommer-poesi i Møstings Hus af en veritabel fadølsbarrikade -

og småsensationelt: Lars Frost, misantropisk topprosaist, udtalte sig udelt, entydigt positivt om Hassan Preislers Brun mands byrde: Han kunne simpelthen godt lide bogen! Af et rent hjerte fandt han den velskrevet! Oprigtigt, uironisk var han læseglad!

BT-læsere er 168 ord dummere end Berlingske-læsere

Den samme 5 stjerner-anmeldelse i B.T. og Berlingske af Hassan Preislers Brun mands byrde ved Mette Reinholdt, bortset fra at Berlingske-anmeldelsen er på 540 ord og BT-anmeldelsen er på 372 ord (resultat af det såkaldte glastrappe-princip i Berlingske Media, hvor al content kan udnyttes efter forgodtbefindende af enhver platform - jeg troede bare ikke, at det også gjaldt tekster skrevet af freelancere, hvilket anmeldere så godt som altid er; køb os hurtigt, Pol!). Først de passager, B.T. for fordøjeligheden skyld har redigeret ud af Berlingske-anmeldelsen og så selve B.T.-anmeldelsen, fordummelse i praksis:

*, og han gør det så afvæbnende , at det nærmest virker som et skarpladt våben

* , hvor han både forsøger at finde ud af, hvem han er, og at vise omverdenen det, han finder frem til. Med en ærlighed, der næsten går i tæerne, så de krummer sig, afslører han såvel sin egen usikkerhed som sit skuespil. Selv om alle andre også får én på sinkadusen, og selv om han et par steder træder ud af historien og antyder, at han i det foregående ikke har talt helt sandt, så fremstår denne selvfiktive fortælling så oprigtig og uforstilt, som en roman må kunne blive

* , han lader os få et glimt af Harvey Keitel og lokaliteterne på Actor's Studio

* , hvor grene af pakistanske aner og danske forfædre får liv gennem hans eminente pen, og han laver skønne sløjfer på historien, bl. a. i en scene hvor han på en amerikansk konference slår knuder på sig selv for ikke at komme til at sige noget stødende om nogen som helst

Man skal være forberedt på lidt af hvert, når man giver sig i kast med Hassan Preislers rablende skøre og spiddende sarkastiske selvbiografiske debutroman, »Brun mands byrde«. Den er ikke for integrationssarte sjæle, hverken af den ene eller anden slags - firkantet dogmatik skydes i sænk med et bombardement af ord og nuancering, og man sidder efter endt læsning tilbage med større forståelse for både dobbeltkultur, pakistansk kultur og ens egen jeg-ved-bedstkultur. Det vil der utvivlsomt være nogle, der ikke kan kapere. For selv om skuespiller og kunstnerisk leder af teaterkompagniet danskdansk Hassan Preisler skriver med et overskud af humor og god karma, så får han nikket en del skaller til både den velmenende, selvgode integrationsindustri, til forurettede, arrige indvandrerefterkommere og til frygtsomme, snæversindede fremmedfjender. Og ja, til sig selv. For modsat den udbredte danske selvfornøjethed så lægger Hassan Preisler gennem sin fortæller al sin tvivl og usikkerhed til skue. * Han er, som han indledningsvis skriver, en kamæleon, der iklæder sig det kostume og den rolle, omgivelserne forventer, selv om han egentlig hellere ville iføre sig noget ganske andet. Han er med andre ord lige så omstillingsvillig og forandringsparat, som vi andre danskere forventer af ham og af dem, der ligner ham og hedder som ham. Eller han forsøger i al fald at være det. Undervejs går det dog op for ham, at han ikke længere kan kende sig selv, og han begiver sig derfor ud på en opdagelsesrejse i sit eget liv og i sin halvt danske, halvt pakistanske baggrund. Han er blevet en verdensmand, der ikke længere - om nogensinde - har haft et sted at høre til. Det er kort fortalt det, bogen handler om: en ung dobbeltkulturel danskers rejse ind i sig selv. * Med sin speedsnakkende fortællerstemme af næsten dan turellske dimensioner fører Hassan Preisler læseren til både New York, Madrid og Beirut, med pitstop i Lahore, Berlin og Bagsværd og med udsigt til bl. a. Rudyard Kipling og Leonard Cohen. Han serverer mangolassi og kalvekløer i Sialkot og stegt flæsk og tømmermandsopbyggende byture i København *, præsenterer os for sit kæmpe stamtræ *. »Brun mands byrde« er en bog, der har manglet i den nationale danske bogreol. Nu er den her omsider. Vær så god at læse den!.

Lille Hassan med de skæve ben WALKING TALL

Det er da en god og herlig ting, når noget, der er godt, får succes - som nu Hassan Preislers ret fremragende, autofiktive roman Brun mands byrde, som jeg glad anmeldte i WA Bøger i går, efter Preisler-interviews havde smykket forsiden af både WA's og Politikens litteraturtillæg, og som i dag får 5 hjerter i Politiken i Mikkel Bruun Zangenberg (solid præcis anmeldelse sgu, Mikkel: "Preislers kritik og hans manøvrer får deres slagkraft og fascination ved at være iværksat som en ualmindelig vellykket, avanceret og berørende montageroman. I romanen hører vi meget klart og tydeligt en stemme, Preislers stemme. Stemmen beretter i flere spor, der intrikat er vævet ind i hinanden, noget, der på samme tid er en slægtsroman, en selvbiografi og en bittersødt satirisk sædeskildring. Fordi spørgsmålet ' hvem er jeg?' stiller sig med en så brændende uafviselighed for et blandet væsen som skuespilleren Preisler, der er frugten af både pakistanske og danske rødder, kommer en stor del af romanen til at forme sig som en næsten detektivisk og kærlig skildring af de mange og umådeligt forskellige individer, der en dag endte med at frembringe et væsen som Preisler.") og 5 stjerner i Berlingske ved Merete Reinholdt, og på grund af al denne opkørt støjende foromtale - foruden interviews i både aviser  og i radio og på tv har Preisler via sin bogens Facebookside arrangeret og rapporteret fra flere bogrelaterede happenings (med forfatteren klædt ud som Lille sorte Sambo, ligesom på forsiden) - er forlaget allerede ved at trykke tredje oplag, og hvor er det bare godt, når nu bogen bare er god, selvom ret meget af støjen, før anmeldelserne, også skyldes at bogen er en god historie, som forfatter og forlag har forstået at vinkle aggressivt medie-attraktivt, men hvilket problem skulle hvem have med det, når bogen er god?

I en kommentar inde på FB-siden skriver Hans Hauge:

spændende: spørgsmålet er om denne roman kunne være skrevet af en mand fra Hjørring med en dansk mor og dansk far? kunne den være en fiktion? nej, forfatternavnet samt nationalitet er garantien - signaturen der gør teksten autentisk og giver den værdi -

Nej, men Scherfigs Det forsømte Foraar kunne heller ikke være skrevet en mand, der havde gået i landsbyskole i 5 år i det mørke Jylland og så var kommet ud og tjene, og hvad så? og ja, den autentiske hybriditet, og Preislers klovne-kritiske forholden sig til den, skaffer ham adgang til interview i aviser og på tv, men værdi i anmeldelserne, i min anmeldelse i det mindste, får bogen fandeme kun, fordi den kvalificerer sig sprogkunstnerisk, Hans!  

Jeg nævner Dan Turèll i min anmeldelse, men i forhold til bogens elegante-energiske, både sardoniske og melankolske ironi er det nærliggende også at pege på Pablo Llambìas, præ-sonetskrivende, og måske især det vistnok (I hope not) skrinlagte argentinske projekt, og Kristina Nya Glaffeys Padder og krybdyr.

OG HANS SCHERFIG SGU!
HVORFOR NÆVNTE JEG IKKE HAM I ANMELDELSE, HAN ER OGSÅ EN SATIRISK OG-MISBRUGER,
SCHERFIG!
SCHERFIG!
SCHERFIG!
SCHERFIG!