Første bind, Øvelser og rituelle tekster, 2011
= THE END OF THE WORLD
Andet bind, Teotwawki, 2018
bogstaveligt talt = THE END OF THE WORLD AS WE KNOW IT
Tredje bind, ?, ?
= IT'S THE END OF THE WORLD AS WE KNOW IT (AND I FEEL FINE)
Viser opslag med etiketten Øvelser og rituelle tekster. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Øvelser og rituelle tekster. Vis alle opslag
fredag den 9. marts 2018
R.E.M-trilogien?
Lars Skinnebach 2011-?:
Første bind, Øvelser og rituelle tekster, 2011
= THE END OF THE WORLD
Andet bind, Teotwawki, 2018
bogstaveligt talt = THE END OF THE WORLD AS WE KNOW IT
Tredje bind, ?, ?
= IT'S THE END OF THE WORLD AS WE KNOW IT (AND I FEEL FINE)
Første bind, Øvelser og rituelle tekster, 2011
= THE END OF THE WORLD
Andet bind, Teotwawki, 2018
bogstaveligt talt = THE END OF THE WORLD AS WE KNOW IT
Tredje bind, ?, ?
= IT'S THE END OF THE WORLD AS WE KNOW IT (AND I FEEL FINE)
fredag den 6. januar 2012
Luxus-typer i plastic-vadmelsdragt
Lidt fodnote-uddybende om folkeudgaven af Lars Skinnebachs Øvelser og rituelle tekster, som jeg kommentar-anmelder i WA Bøger i dag:
I et transskriberet interview i tidsskriftet Kultururo fortæller Skinnebach om det håndlavede første oplag om bogen:
Jeg bruger tre til fire dag på hver enkelt bog. Jeg udskriver digtene fra computeren og håndsyer bøgerne, jeg laver dem rigtig fine, bogryg og alt det [gerne, i de eksemplarer jeg har set, genbrugende omslag fra hans Gyldendal-bøger - nye tekst kan også tilføjes i håndskrift]. Dette forbinder jeg med et generøsitets-begrebet. Jeg skaber en kunstnerisk merværdi. Men det mener jeg ikke den kunstneriske værdi, man finder i bogen, men den merværdi, som skabes af signaturen og ekstraarbejdet, som jeg har lagt i den [det er det. jeg polemiserer imod i min kommentar, uden at nævne (det blev slettet) denne udpegede merværdi, hvorfor ikke hellere lade merværdien være digterisk pragt og styrke og præcision i selve teksterne, frem for (ikke en fornærmelse, bare et faktum, Skinnebach er ikke bogbinder eller billedkunstner) dilettantisk husflid (som kunne gentages uden videre af fx en økologiske grønhandler: håndlavet bærepose)] Hvorfor er det generøsitet bare fordi der er brugt tid på det, hvis resultatet er kapabelt klamphuggeri, generøsitet er at gøre sit bedste med det man er særligt god til, at smide optimal forvaltning af talent (for poesi eller grøntsager) i grams]. Merværdien kan så omsættes [ved at påskønnelse af den omsættes til interesse for og køb af bogen, så vidt jeg forstår] til politisk handling [ved at køberne af den håndlavede udgave skal skrive under på kun at købe basale fødevarer i 5 dage (her ville det faktisk være mere nærliggende. at det var grønthandleren, der benyttede sig af sådan en kontrakt - men som sagt i kommentaren: sikke en ufestlig (og meget lidt shamanistisk: medicinmænd er og kan blive nødt til at være dedikerede showmeisters) handlingspåvirkning!)].
Alt dette har jeg alle mulige problemer med - som delvist udspruttet i klamme-klamamserne og uddybet i kommentaren - men hvis vi nu vender os mod folkeudgaven, så følger dér ingen kontrakt med, og selve bogen er ikke håndlavet, men maskinproduceret: forsiden er en gengivelse af en hjemmelavet forside med nogle tupilak-agtige væsner i grelle farver, til gengæld er skriftindholdets lækre sats ved Alan Daastrup, som hyper-stiligt har designet både omslag på og skriftindhold i Skinnebachs forrige tre digtbøger, plus 2011-samleudgaven. Og det er sørme da bogæstetisk hykleri i ret mange potenser: pseudo-autentisk (pseudo fordi husflid mimes, men ikke er reel), dilettantisk (i kommentaren bruger jeg det vulgære smagsdom-ord: grim) cover - og lad mig ikke komme for godt i gang med at sukke over den avantgardistiske dilettant-licens: jf. også Das Beckwerks trubadur-virksomhed, men hvis vi alle sammen, af hensyn til klimaet, skal flytte tilbage til en gallerlandsby, bliver det i hvert fald absurd med Skinnebachs fortsatte had til velskrevethed: modsat Trubadurix kan han jo faktisk digte smukt! - og proft kunstfærdigt kreeret sats. Når der nu sælges totalt ud af den håndlavede merværdi i folkeudgaven, hvorfor kan Daastrup så ikke få lov til at lave et kønt og smart cover? Hvorfor skal bogen markedsføre sig som en anderledes bog, når den faktisk ikke er det og ikke engang tør være pseudo-printer-grim-autentisk indeni (som de kuglehoved-satte digtbøger for 40 år siden, Vangede Billeder og det og co.)? Men sådan går det, når man jager autenticitet på indlandsisen, neonen indhenter indefra - og jeg som troede, digteren havde dømt modernistisk splittelse altmodisch!?
I et transskriberet interview i tidsskriftet Kultururo fortæller Skinnebach om det håndlavede første oplag om bogen:
Jeg bruger tre til fire dag på hver enkelt bog. Jeg udskriver digtene fra computeren og håndsyer bøgerne, jeg laver dem rigtig fine, bogryg og alt det [gerne, i de eksemplarer jeg har set, genbrugende omslag fra hans Gyldendal-bøger - nye tekst kan også tilføjes i håndskrift]. Dette forbinder jeg med et generøsitets-begrebet. Jeg skaber en kunstnerisk merværdi. Men det mener jeg ikke den kunstneriske værdi, man finder i bogen, men den merværdi, som skabes af signaturen og ekstraarbejdet, som jeg har lagt i den [det er det. jeg polemiserer imod i min kommentar, uden at nævne (det blev slettet) denne udpegede merværdi, hvorfor ikke hellere lade merværdien være digterisk pragt og styrke og præcision i selve teksterne, frem for (ikke en fornærmelse, bare et faktum, Skinnebach er ikke bogbinder eller billedkunstner) dilettantisk husflid (som kunne gentages uden videre af fx en økologiske grønhandler: håndlavet bærepose)] Hvorfor er det generøsitet bare fordi der er brugt tid på det, hvis resultatet er kapabelt klamphuggeri, generøsitet er at gøre sit bedste med det man er særligt god til, at smide optimal forvaltning af talent (for poesi eller grøntsager) i grams]. Merværdien kan så omsættes [ved at påskønnelse af den omsættes til interesse for og køb af bogen, så vidt jeg forstår] til politisk handling [ved at køberne af den håndlavede udgave skal skrive under på kun at købe basale fødevarer i 5 dage (her ville det faktisk være mere nærliggende. at det var grønthandleren, der benyttede sig af sådan en kontrakt - men som sagt i kommentaren: sikke en ufestlig (og meget lidt shamanistisk: medicinmænd er og kan blive nødt til at være dedikerede showmeisters) handlingspåvirkning!)].
Alt dette har jeg alle mulige problemer med - som delvist udspruttet i klamme-klamamserne og uddybet i kommentaren - men hvis vi nu vender os mod folkeudgaven, så følger dér ingen kontrakt med, og selve bogen er ikke håndlavet, men maskinproduceret: forsiden er en gengivelse af en hjemmelavet forside med nogle tupilak-agtige væsner i grelle farver, til gengæld er skriftindholdets lækre sats ved Alan Daastrup, som hyper-stiligt har designet både omslag på og skriftindhold i Skinnebachs forrige tre digtbøger, plus 2011-samleudgaven. Og det er sørme da bogæstetisk hykleri i ret mange potenser: pseudo-autentisk (pseudo fordi husflid mimes, men ikke er reel), dilettantisk (i kommentaren bruger jeg det vulgære smagsdom-ord: grim) cover - og lad mig ikke komme for godt i gang med at sukke over den avantgardistiske dilettant-licens: jf. også Das Beckwerks trubadur-virksomhed, men hvis vi alle sammen, af hensyn til klimaet, skal flytte tilbage til en gallerlandsby, bliver det i hvert fald absurd med Skinnebachs fortsatte had til velskrevethed: modsat Trubadurix kan han jo faktisk digte smukt! - og proft kunstfærdigt kreeret sats. Når der nu sælges totalt ud af den håndlavede merværdi i folkeudgaven, hvorfor kan Daastrup så ikke få lov til at lave et kønt og smart cover? Hvorfor skal bogen markedsføre sig som en anderledes bog, når den faktisk ikke er det og ikke engang tør være pseudo-printer-grim-autentisk indeni (som de kuglehoved-satte digtbøger for 40 år siden, Vangede Billeder og det og co.)? Men sådan går det, når man jager autenticitet på indlandsisen, neonen indhenter indefra - og jeg som troede, digteren havde dømt modernistisk splittelse altmodisch!?
onsdag den 16. marts 2011
Rituel rykker
Først stod der på After Hands Blog, at Lars Skinnebachs nye bog Øvelser og rituelle tekster skulle udkomme præcis ved årsskiftet:
Øvelser og rituelle tekster/ Lars Skinnebach/ After Hand/ (2010)
1. udg. 1. oplag 50 sider. 150 kr. isbn 978-87-87489-92-8
Udkommer d. 31. december 2010 kl. 00:00.
Så blev et 1. oplag i begrænset oplag solgt i et begrænset tidsrum 14. januar (hvor jeg ikke kunne være til stede, men det var vist også et SÆRDELES begrænset oplag, der var tale om (+ at man skulle skrive under på kun at bruge penge på mad de næste 5 dage)):
På fredag kl. 16:00 oplæsning med Lars Skinnebach hos Istedgades Boghandel. Anledningen er udgivelsen af Øvelser og rituelle tekster.
1. udg. af bogen findes i et mindre oplag og vil kun kunne købes ved denne lejlighed.
2. udg. udkommer senere på foråret i et større oplag.
Jeg kunne forstå på forlagsjuniorchef Mathias Kokholm i Århus, at udgivelsen fuldstændig er i digterens (tomme) hænder, og nu er vi altså bare nogle, der er ved at blive alvorligt utålmodige, og jeg advarer: læsere og KRITIKERE kan også finde på at udføre ritualer; hvor er det nu på voodoo-dukken, man stikker nålen, når man vil have en bog ud af røret? I det navlefnuller, der til forveksling ligner og måske faktisk er sne, der faldt/blev nyst ud i går.
Øvelser og rituelle tekster/ Lars Skinnebach/ After Hand/ (2010)
1. udg. 1. oplag 50 sider. 150 kr. isbn 978-87-87489-92-8
Udkommer d. 31. december 2010 kl. 00:00.
Så blev et 1. oplag i begrænset oplag solgt i et begrænset tidsrum 14. januar (hvor jeg ikke kunne være til stede, men det var vist også et SÆRDELES begrænset oplag, der var tale om (+ at man skulle skrive under på kun at bruge penge på mad de næste 5 dage)):
På fredag kl. 16:00 oplæsning med Lars Skinnebach hos Istedgades Boghandel. Anledningen er udgivelsen af Øvelser og rituelle tekster.
1. udg. af bogen findes i et mindre oplag og vil kun kunne købes ved denne lejlighed.
2. udg. udkommer senere på foråret i et større oplag.
Jeg kunne forstå på forlagsjuniorchef Mathias Kokholm i Århus, at udgivelsen fuldstændig er i digterens (tomme) hænder, og nu er vi altså bare nogle, der er ved at blive alvorligt utålmodige, og jeg advarer: læsere og KRITIKERE kan også finde på at udføre ritualer; hvor er det nu på voodoo-dukken, man stikker nålen, når man vil have en bog ud af røret? I det navlefnuller, der til forveksling ligner og måske faktisk er sne, der faldt/blev nyst ud i går.
Abonner på:
Opslag (Atom)
