En mand der kan læse og en mand der ikke kan læse

Nogle bøger er åbenbart lakmusprøver på, om en anmelder har litterær sans i livet, som nu Peter Højrups roman Island, der fik 5 stjerner i Jyllands-Posten i en anmeldelse af Jon Helt Haarder, som tydeligvis godt kan læse, her anmeldelsens afslutning, og gid dog, Haarder, for avislæsernes skyld, havde krævet plads til et citat:

Spændingen giver løft og fremdrift til den kværnende indre monolog, en slags tankefuga, der udgør teksten. Vi er så udpræget inde i en jegfortællers hoved, et hoved, der er ved at revne af tanker og følelser, og hvor bestemte formuleringer kommer rytmisk igen og igen. Specielt har Højrup det med at isolere sætningsdele som »tænkte jeg« eller »sagde hun« - sådan at man hele tiden veksler mellem at blive nedsænket i en tankestrøm eller en (slags) replik og distancere sig fra den. Jeg havde gerne givet et citat som eksempel på Højrups opspændte, alvorlige og festlige prosa, men det kræver mere plads, end jeg har her.Lad mig nøjes med at rose teksten for både dens musikalske energi nede på sætningsniveau og for dens intrikate overordnede komposition. Dette er hverken en smal eller en bred roman, det er slet og ret en virkelig god roman.

I Berlingske Tidende i dag får romanen til gengæld absurde 2 stjerner i en anmeldelse af litteraturredaktør Søren Kassebeer; og problemet er her, at man jo ikke kan argumnetere imod hans smagsdom; man kan bare med sin bedre smag fastlså, at Kassebeer åbenbart slet ikke kan smage, og heldigvis overlader han (retorisk, tror han selv, fordi han bilder sig ind at have ret) den endelige smagsdom til læseren med et citat, der skal forestille at udstille romanens skabagtighed, men for DENNE læser demonstrerer dens furiøse mesterskab:

Og det er altså ikke, fordi Peter Højrup ikke kan skrive. Ordene flyder let fra hans romandebuterende forfatterpen, der er en god rytme i sproget, en sikkerhed i omgangen med sætningerne, der med nogle gange næsten Proust-agtig smidighed fejer hen over siderne, sikkert formede, elegant snirklende.
Måske har han endda næsten for let ved at skrive? Det ene indfald tager i hvert fald det andet i hans billedrige prosa, der også byder på en historie om forfatterens kære forfatterveninde, der har et hjerneskadet barn og gør en ende på både det og sig selv. Lige inden dødsfaldene taler jeg-fortælleren og veninden højstemt om litteratur, og man forstår, at for veninden, Jennifer, »havde litteraturen været en vild hest, der kunne bringe hende ukendte steder hen, når hun gav den lov. En hysterisk hest uden øjne, en panserkrikke med ild ud af næseborene, et skeletøg med tarmene hængende ud af maven, et væsen, der ikke kunne beroliges, som trampede på hendes kranie og hverken kunne lulles i søvn eller tøjles«. Se, sådan en omgang hallucinerende ordgejl er jo hverken til at græde over eller grine ad, det er litterært overkill, og kan man lide den slags, er der virkelig ingen grund til ikke at læse Peter Højrups debutroman. Andre læsere bør nok holde sig væk. For en sikkerheds skyld.

Der ER virkelig ingen grund til ikke at læse Peter Højrups debutroman. 

Anmelderquiz

Hvem mon anmelder Pablo Llambìas' bekendelsessonetsamling nr. 2, Hundstein, i Weekendavisen? Det bliver ikke mig (hvilket nok er meget godt, fordi jeg var ualmindeligt (for en Llambías-bog - og måske også urimeligt) skuffet og irriteret på nr. 1, og projektet er, så vidt jeg forstår, det samme - på den anden side ville jeg elske at opdage, at en eller anden kritisk forskydning havde fundet sted, i skriften eller mine øjne, der bevægede mig til at være helhjertet positiv), og heller ikke, som rygtet på et tidspunkt gik, Leonora Christina Skov (der blev helliget flere sonetter i nr.1, og ikke ligefrem de bedste, men langtfra de brutaleste).

Her er en liste over de øvrige, fast tilknyttede anmeldere, en af dem bliver det sandsynligvis (men det kan også være redaktøren har fundet en anmelder udefra, og så kan det jo blive hvem som helst, fra Klaus Rifbjerg til årets MGP-vinder):

Anne Knudsen, Bo Bjørnvig, Katinka Bruhn, Lars Bonnevie, Arne Hardis, Klaus Rothstein, Frederik Stjernfelt, Klaus Wivel, Damian Arguimbau, Ulrik Langen, Nanna Goul, Louise Windfeld, Joakim Jakobsen, Henrik Dahl, Heidi Laura, Anna Libak, Claus Bundgård Christensen, René Gummer, Birte Weiss, Johanne Mygind, Søren Villemoes, Hans Mortensen, Helle Merete Brix, Rasmus Dahlberg, Jesper Vind og David Jacobsen Turner!!??

Bare fordi jeg selv undrer mig og undrer mig over dét, bare derfor (jeg finder ud af det i morgen aften, når Weekendavisens Grønlandske Litteraturpris er blevet uddelt, og avisbude entrerer Mielcke & Hurtigkarl med friske eksemplarer af morgendagens avis (så kan jeg også se og høre folk sukke LIVE over mit bagsidedigt)). 

Hvad (jeg siger) anmelderne har sagt

Skarpt tilskårne anmeldelsescitater, skåret til af (og til) mig selv dengang (Juliane måtte jeg opgive at sakse i)

"vittigt og begavet ... en lovende debut -"

Poul Borum, Ekstra Bladet

"En flot debut ... forrygende frisk digtsamling ... et fyrværkeri af gode digte ... sproget slår smut ..."

Ulf Gudmundsen, Vestkysten

Readymade er en tiltalende og talentfuld ankomst: Sproglig sikkerhed og legedrengens øjne for det uventede  ..."

Kim Skotte, Det Fri Aktuelt

"Bukdahl - en jysk verdensmand"

Finn Stein Larsen, Weekendavisen

"... en glimrende debut, fræk og med indskrevet humør og selvironi."

Jørgen Chr. Hansen, Jyllandsposten

"Det er en lærd, vittig og opfindsom digtsamling, der også i de enkelte digte viser fin kunstnerisk formsans ... Efter min mening er Lars Bukdahals digte mere end en lovende debut, det er en selvstændig digtning, der underholder og stimulerer."

Bent Windfeld, Kristeligt Dagblad

"Og pludselig har jeg læst en af disse bøger, der slet ikke svarer til eller ligner eller undviger ... denne bog er usædvanlig sikker og flot -"

Niels Frank, Standart

"Af ydre en tynd lille digtsamling, men af indhold vægtig --- det var opløftende at læse disse, både sprogligt og indholdsmæssigt, livlige, sprælske, men også raffinerede digte."

Susanna Benthien, Lektørudtalelse

"Overdådig .... "Readymade" rumler og larmer af både latter, legelyst og belæsthed."

Anders Rou Jensen, Politiken

"Pragtfulde debutdigte ... "Readymade" er genistreg på genistreg ...

Jørgen Gleerup, Fyns Stiftstidende

Udvalgte oldanmeldelser

HØJT OG LAVT

Fem nye digtsamlinger - bl.a. af to debutanter

Et sted i Marianne Larsens nye, smukke, ægte og stædige digtsamling (Hvor du er) står der et lille fireliniers digt, der lyder: "nået til bunds/ hvor skal det gøre godt/ at skyde opad/ igen som en pil". det er en stærk og smertelig oplevelse, udtrykt præcist og med et slående billede. Samtidig siger det noget viogtigt om Marianne Larsens indsigtsfulde og væsentlige poesi, om den ægthed og præcision.
  Målt med det falder dagens andre digtsamlinger igennem. Flemming Røgilds lang, blues-agtigt gentagende digte (At vaske blod) har et fysisk nærvær som er ret betagende. Men der er rigtig nok også rigelig meget af, hvad han kaldewr 'alt for store armbevægelser'.
  Jannick Storms barske, selvbekendende digt-dagbog (Valnøddetid) forsøger at skrive sig ind igennem selvoptagetheden og ud på den anden side. det boglange digt svinger meget i intensitet, men hvor det er bedst, er dets sårbarhed næsten gribende.
  Begge digtere 'går til bunds', men det kniber med at få skudt pile op - og ramme.
  Dagens to debutanter bliver derimod på overfladen. 30-årige Mai Jacobsen (Den hvide skøge) er en lidt mere bastant Lola Baidel tilsat modernistiske effekter: som om den megen snak om 'den bløde mand' nu skal til at fremkalde modsætningen 'den hårde kvinde'. det er vist talent til stede, men hun spilder det på knaldperler.
  19-årige Lars Bukdahl er derimod helt uskydligt og glad optaget af at skrive 'postmodernsitiske' smådigte, vittigt og begavet og indforstået, men sagde han noget? Kun fortivlelsen, der dukker op et par steder, er uaertikuleret. Det er det man plejer at kalde en lovende debut - lad os nu se om han finder noget væsentligt at skrive om.

POUL BORUM (Ekstra Bladet)

Bukdahl - en jysk verdensmand

af Finn Stein Larsen (Weekendavisen (før Bogsektionen))

Forventningsfuld og en anelse frygtsom tager man bogen for sig. Man har allerede set forfatterens Hvedekornsdigte af høj karat, men lovlig kunstfilosofisk resonnerende. Frygtsomheden gøres til skamme under læsningen af samlingen. Bukdahl ser ikke gennem pedantisk lorgenet, men med et åbent, blidt og opmærksomt blik, der får hans levende omverdensbevidsthed - af hvilken vort århundredes kunst er en naturlig bestanddel - til at gå i organisk overgnag med en prøvende indkredsning af hans egen eksistens.
  Han er modsætningsrig. Hans stævnemøder er malet med bløde silkepensler, men størstedelen af samlingen er fuld af hvirvlende mobilitet og dynamik. Han smutter mellem fingrene på én mellem forvandlingsrige kulisser, så man knap når at hælde vandet ud af ørerne og finde ham bevægende. Han er både naiv og raffineret selvironisk. Se blot på digtsamlingens undertitel med dens både troskyldige og distancerede anvendelse af klicheen: MODERNE. Her er det i øvrigt godt at vide, at samlingens titel er skabt af Marcel Duchamps, dengang han i tyvernes vildt eksperimenterende periode fandt ud af, at et normalfænomen fra vor dagligdag: en stumtjener, et pissoir, en flaskerenser, kunne fungere som et færdiggjort kunstnerisk objekt: et readymade!
  Bukdahl er en synernes poet, men på sine egne helt unikke vilkår, for her drejer det sig ikke om rugende selvfordybelse, men om fingernem konstruktion af omverdenskollager.
  Løst kulisseværk vil nogen måske sige. Nej, hårfint sammenstillinger af et ungt belæst og livsoptaget menneskes forestillingsinventar: malerkunst, musicals, film noir, westerns, litteratur, beat- og evergreen-tekster, farver, former, bevægelse (fornemmelig eksplosioner), men mærkeligt nok ikke mange lyde: et sort hul i den rige, ubesværede forestillingsstrøm. Er Bukdahl ikke musikalsk? Intet forceres ind i sammenhængen, selv det mest groteske står der med en afslappet selvfølgelighed, rærcis hvor det skal.
  En prøve på Bukdahls evne til at få sine omverdens elementer til at falde i hak er et lille mottocitat af James Joyce: "You're to dada to dance": et utroligt forfinet forestillingssammenstød. Det er Joyce, den fortænkte litterære konstruktions fader, der snakker om en underbevidst (dada) styret kropsbevægelse (danse): Intellekt, følelse og krop i et fælles sug. bedre kan Bukdahls digtsamling ikke indledes. Og så er der endda synkopert jazz-rytme i citatet: dada-dance, dada dum, da doom. Måske lyder det det lærd, men det er det ikke
  Bukdahl drejer ivrigt på linserne, indstiller, kombinerer, redigerer og forvrider tekster, lærreder, skulpturer og film, så de pludselig lever deres eget liv: Han forstærker Dalis amøbevirkninger i sproget.
  Han føler Duchamps sømbeslåede strygejern arbejde bag næseroden på indersiden af sit eget kranium og giver den samme kunstners Mona Lisa med overskæg en morsom og opfindsom drejning. Næsten altsammen bliver skægt, smukt og dejligt, jeg siger næsten, for jeg kan ikke holde ud, at Nagasaki skal gøres til Hitchcock-fyrværkeri eller at man nærmer sig vores store Sophus (Claussen) uden helt at være opmærksom på at man står overfor en brændenede tornebusk, Men dette er små skrammer i Bukdahls private kraplakerede Disneyland, det er let, skævt og utroligt indtagende.
  Jeg har ikke i mine dage læst en digtsamling, der så bredfyldt af udtryksfulde tegneserieeffekter som denne. det brager, søkker og kronsjer ustandseligt i et sprog, der balancerer på kanten til det kropsligt spontane. Udråbene florerer, ja der er endog et udråbstegn i titlen, Flipmaskinens farver veksler ideligt. Men også denne voldsomme udfoldelse har sine modsætninger, for Bukdahls sprog er ikke bare et sammenløb af andres slagkraftige effekter. Pludselig står digteren forstandigt og følsomt og vejer sine farver og virkemidler.
  I et morsomt digt desavouerer han det banale sammenligningsrod som (han kalder Søren Ole Mikkelsen). Han ræsonnerer klogt og morsomt over metaforens virkelighedsændrende karakter, idet han foregiver at være dens opfinder. Fra fine klassicistiske parkscenerier krydsklipper han pludselig til skriftfilosofiske sammenhænge. Men helt sart og dæmpet klinger et par strofer, hvor han bare er sig selv, en ung mand der står på en mark med solen lige i øjnene og nogle bøger under armen eller et sted hvor han - næsten rørende og forsvarsløst - fatter sig midt i sine vilde montager:

Landskabet ligner
jeg ved ikke hvad
men det der er et træ
og derovre er en busk
det her er et digt
lidt tjek er der
da på det hele.

Det er såmænd ellers ikke, fordi samlingens tyngdepunkt ligger i identitetsbeskrivelsen. Hvem Bukdahl egentlig er, får vi ikke meget at vide om i denne omgang. Men at hans store farverige omverden giver tone i sammenstødet med hans originale og indfaldsrige sprog, det er der slet ikke tvivl om.
  Det kan være, jeg tager fejl, men jeg aner i denne digtsamling en speciel jysk tone. Der er højere til himlen end under Krasjnapolskis glaslofter. Den europæiske virkelighed er formidlet gennem andre medier end Peter Poulsens dræven og Carsten Jensens aforistiske host.
  Det århusianske "Øst for Paradis" anes her som den cineasternes Aladdins hule, hvorfra mange af Bukdahls frugter er hentet. Nils Malmros' i hovedstaden ukendte eksperimenterende kortfilm harb stimuleret digterens morsomme filmiske sprog og i udkanten af Bukdahls rum står Højholts "Turbo" som en kæmpestor energigivende brumbasse. Hører man også her et svagt ekko af den unge Thorkild Bjørnvigs hulken over en brækket hvid syren? Nej, det gør man ikke. Men man får en til vor tid savrende portrætskitse af en talentfuld og følsom ung mand fra de fordige provinser.

(LB NU: Stein citerer og fortolker derfor Finnegans Wake-mottoet forkert, korrekt staves det: You're too dada to dance = du er for dada til at danse)

Ironisk

Hurtige digte uden noget i

Af JULIANE PREISLER (Information)

Iorni er en særlig måde at meddele sig på. Og der det ved den, at den pludselig kan finde på at sparke bagud som en ondskabsfuld hest, man luge troede man stod og talte med. Lars Bukdahals digtsamling "Readymade" er en overordentlig ironisk og især selvironisk samling tekster stopfyldt med ikke hel tilsigtede bagud-spark.
  Problemet er, at Lars Bukdahl tager pulsen på den nutidige flimmer-virkelighed med et inisterende tryk, så han må formdeds at gå rundt med verdens ømmeste tommelfingre. Han har netop ikke mere end ironi til overs for de smarte blanke fartstriber, virkeligheden flygter ad. Når det så fra første færd åbenbares i hvor høj grad Lars Bukdahl selv er præget af denne nutid, bliver ironien til selvironi.
  Digtsamlingen er fuld af henvisninger til lidt tidligere kulturhistorie, primært de surrealistiske malere, men uden der knyttes nogen overbevisende forbindelse mellem de franske surrealisters syn (mere end der var at se) og Lars Bukdahls (mindre end der er at se). Bukdahl ironiserer tydeligt over den hypermoderne intethed:
  "med iintehed og ttomme llandskaber og ffragmentariske jjeger"
  Men er altså selv en så fuldgyldig repræsentant for den samme intethed, at han ikke rigtig kan komme til at skyde på andre end - sig selv.
  Hullet efter de "fragmentariske jeger" fyldes på en overordentlig trættende måde på med tidligere og nyere uvirkelighedssymptomer:
  "det er som/ at passere en film noir/ når jeg et eller andet sted/ ser/ to mænd i trench coats/ støde ind i hinanden"
  Et meget langt prosadigt et sted inde i samlingen er et forsøg på at skrive i en surreel associerende stil; det er en gammelkendt oplevelsesmåde, som her på nutidig vis ikke inderliggøres, men intetgøres - thi Lars Bukdahl beflitter sig ikke med at betragte sine egne syner, endsige vælge imellem dem; han hælder ud, og det der hældes ud holder ikke.
  Nogle af digtene vil jeg ikke tøve med at kalde ren plat. Eksempelvis dette indledningsdigt:
  "Look/ look/ look/ look/ hun har ild i røven/ afsted og bang! bang! bang! 
    Eller disse linier - et af de utallige steder hvor Lars Bukdahl undrer sig over forskellen mellem skrift og virkelighed, uden at få meget ud af sin undren:
  "stuen bliver gylden på dette tidspunkt/ dette tidspunkt hvor/ teksten bliver klassisk"
  Altså ud med ironien så længe der ikke nogen "andethed" i forhold til det, der ironiseres over. ud med al denne hurtige smartness. Instamatic-billederne af ingenting og den lethed i tonen som ville få selv et dårligt reklamebureau til at være på vagt overfor disse eksempler på "sprogtalent".
  Til gengæld ind med den Lars Bukdahl som engang imellem nærmest snubler over noget af en anden styrke og glemmer alt om sine projekter. Som kan finde på at tale om at være "en lamng nat i tunge talebobler på ryggen" og dermed pludselig bevæger sig væk fra sine egne automatiske henvisninger til allehånde billedindustri. Fordi han selv pludselig kommer til at lave et billede med krop.

Råbeanmeldelsen lækket

En grovkornet video af opførelsen af Anmelderværkstedets råbeanmeldelse af Lone Hørslevs kommende digtsamling La'os forrige fredag i Testrup Højskoles spisesal kan se og høres på Noa Kjærsgaard Hansens blog her, og jeg finder det derfor ikke bare i orden, men nødvendigt at gengive teksten her, reglen var som sagt 3 adjektiver pr. kursist (visse hentet fra ODS), omkvædet er en (ikke-omkvæds)linje fra bogen):

Når månen hænger lavt over JYSK
AK - forførerisk, fjollervorn, filistriøs
Når månen hænger lavt over JYSK
Mette - småhavareret, smittefarlig, forslugen
Når månen hænger lavt over JYSK
Anna - klaprende, klodderagtig, klirrende
Når månen hænger lavt over JYSK
Thomas - stakåndet, forsmåttet, forlappet
Når månen hænger lavt over JYSK
Mette - tempofyldt, tilrettelagt, tøjlesløst
Når månen hænger lavt over JYSK
Marie - ginblæst, moradsig, forjamsket
Når månen hænger lavt over JYSK
Rune - hybenkradst, ruinøst, fuldtidsneurotisk
Når månen hænger lavt over JYSK
Freja - sitrende, forpjusket, imposant
Når månen hænger lavt over JYSK
*
*
*
*
*
*
*
*
*

La'os ikke glemme Lone

Lone Hørslev: La'os - udkommer 10. september



Lone Hørslev var så frygtelig sød at lade mine anmelderi-kursister på Testrup. hvor hun selv ledede et fiktionsværksted, anmelde hendes kommende digtsamling La'os, som hun gav mig i en pdf-version, som jeg printede ud og kopierede (man skal passe på med at sprede digitale udgaver, havde hendes redaktør belært hende om) på skolens nye, næsten robotagtigt pædagogiske kopimaskine; jeg synes ikke det var rigtigt at fucke Lones hoved op en måned før udgivelsesdagen ved at vise hende kursisternes anmeldelser eller referere dem, men ved festmiddagen fredag opførte holdet og jeg en RÅBEANMELDELSE med tre adjektiver (flere af dem hentet i Ordbog over det danske sprog) fra hver og som refræn en emblematisk linje fra digtsamlingen, "Når månen hænger lavt over JYSK", som det ikke vil være rimeligt at tage ned fra luften og aftrykke (OK, 1 råbe-adjektiv får I: GINBLÆST!) - men jeg synes, jeg kan sige så meget som, at det både for mig og holdet var fantastisk DRAMATISK at forholde os til bogen, også bare fordi at det var en stadig hemmelig bog af en betydelig og betydeligt egensindig digter, så 1000 TAK for det; her er et af de digte, som Lone stjernenervøs, men med stor, munter power, læste op tirsdag aften (sammen med bl.a. drømmeunderfundige Helle Helle, sci-fi-psykedeliske (!) Christian Dorph og slægt-slammende (!) Mads Eslund):

SLAP DOG AF

Slap dog af, det er bare lidt blod, skulle jeg have sagt til ekspedienten
da jeg nåede Matas lige
før lukketid. Hun så så forskærkket på mine fingre.
Februar trækker så mørkt i min hud, det
kan end ikke fedtcreme, ikke
visheden om at det altid
bliver sommer igen, lave om på. Hvad var det hun
sagde, var det binyrebark
hormon? Jeg stoler ikke længere på nogen.
Jeg placerer mit savn og små
blodstænk, død hud, lange sorte hår
overalt hvor jeg går
og nu knyttede jeg bare mine hænder. Godt ord
igen, sagde damen, man siger
en kvindes hænder siger alt. Man siger
at hver en finger på hendes hånd peger
mulige flugtruter ud.
Jeg sagde:
Hvis du først har en hånd, så slip den ikke!
Der er virkelig ikke plads til falsk beskedenhed.
Denne her hånd er en lettere
slidt scene for tragedier og tungen er et minde
om de ord som jeg aldrig fik sagt:
slap dog af! Slap ikke af
La' os gå, gå ikke
fra mig, vent ikke på mig, jo vent!
Pis nu af.
Pik nu af, nej bliv lidt, bliv længere
tid, bliv
hos mig for altid, vent på mig! Vent IKKE
på mig. Stol IKKE på mig. Tænk IKKE på mig.
Lad mig om at tænke på dig.
Når du ved du har nok i dit eget.