fredag den 14. oktober 2011

Sonetsoundtrack

Jeg havde ikke plads i min anmeldelse af Pablo Llambías' sonetsamling Monte Lema i WA i dag til at skrive om den (for let forhøjet pris) medfølgende cd, som jeg ellers gerne ville sige noget godt om, fordi cd-formatering for en gangs skyld gør en markant og positiv forskel: Llambías og den versatile duo Wazzabi giver hver sonet sin egen stemme og musik/lyd som en yderligere (og i mine øjne nødvendig) formalisering og forklædning/forvrængning af dagbogsstoffet, der til forskel fra sonetformens faste gitter hele tiden changerer, mellem, hvad Pablo-stemmen angår, først og fremmest (forskellige former for) mørk recitation og lys sang (ligesom Llambás' 10 år gamle, excentriske liv-numre med breve til rejsebureau og kommune, som også blev både reciteret og sunget), med flere fine og sjove undtagelser, 1 sonet læses som Lars Skinnebach med skingert tryk på sidsteordet, 1 anden skriges punk-agtigt ("Hele min krop skriger efter nærkontakt" selvfølgelig); på en kuriøs måde får mange af de privat-sonetter, jeg i anmeldelsen stempler som kedelige, (ej uhumoristisk) liv og karakter (der er så også væsentlig færre sonetter på cd'en som sådan, det betyder også noget!), især er de sungne teksters - hvad skal man kalde det? - arie-isering (i kontrast-spillet med recitationerne) højst effektiv; ud i en en slags sørgmunter hyper-inderlighed.

3 kommentarer:

  1. cd´en er fantastisk, så langt er vi enige. Indtil videre (side 300) oplever jeg intet kedeligt ved bogen.

    SvarSlet
  2. Så må jeg hellere lige spidse blyanten, for jeg nikker ikke af det langweilede, men til det at den musiske forarbejdning gør udtrykket ondere, tættere og forøvrigt påvirker læseoplevelsen fremad. Jeps.

    SvarSlet