Til C zzzzz

Du, som jeg ynder
mest af alle korporlige ånder,
hvor jeg dog under
dig den søvn, manglen på hvilken ikke er den mindste af onder!
Tys, Amagers ænder!

Eneste vedkommende stykke danske samtidslitteratur lige nu kl. 4:11

Rolf Sparre Johanssons Søvn,

burde ligge her i fællesarealet

i talrige eksemplarer

burde udlevers gratis til alle nye forældre 

en hel del mere erfaringscentral end

Touch and Feel Tracor,

hvis tekst

(og teksten er, indrømmet, ikke det centrale,

det er tekstursansbarheden)

in toto lyder:

"Rub the red tractor's smooth, shiny bonnet.

Feel the tractor's big chunky tyres.

Look at the tractor's  sprakling lights

How many lights can you count?

(Mig, med et vist besvær: 8 / 8 1/2 )

The tractor's red plough cuts throught the sticky, brown soil.

This tractor is lifting a scratchy straw bale"

Jeg kom til at vække søvnen

I min Blæksprutte i dag i WA Bøger om realismer og deres realistiskhed optrådte denne passage apropos Claus Elholms Andersens debatindlæg i forrige fredags WA Bøger:

"
--> Jeg er lodret uenig i sortsynet: Vi lever i herlige tider og forkæles med det ene lysvågne værk efter det andet fra forfattere af alle aldre og alle køn, blandt andet, apropos vågenhed og flere køn, Rolf Sparre Johanssons Vågen og Madame Nielsens Den endeløse sommer. "
Men det er jo for fanden Harald Voetmanns roman, der hedder Vågen, Rolf Sparres digt/tekst-samling hedder Søvn, selvom og fordi den handler om ikke at kunne (få lov og fred til) at sove. Men de burde kunne købes i en dobbeltudgave, burde de da.

RRRRRRRRRRRRING!

At Sparre eksemplarisk med reality

Rolf Sparre Johanssons Søvn (endnu ingen anmeldelser, men følsomme interviews, med far + børn-billeder, i både Information og Jyllands-Posten - det er ikke digterne, der forbrydere, det er kulturredaktionerne, der er gangsteriske) er et overlegent pædagogisk og pædagogisk overlegent eksempel på indhold/form i - en ikke højere enhed, ikke lavere enhed men - en enhed i øjenhøjde.

Første del: den hypnotisk/søvngængeragigt monotone, systemiske-kombinatoriske-minimalistiske far-koreografi (Rolf citerer i interview i JP i dag, som jeg ikke kan få lov at læse i sin helhed, vennen og balletfan'en dig for det ord om de tekster: koreografi).

"jeg vågner med sammenbidte tænder

hovedpinen sidder i panden

jeg afleverer vera i vuggestuen, står nede
i baggården og monterer et
barensæde bag på min cykel

jeg sidder og skider, da malou råber
at hun er på vej ud, jeg råber at hun
skal vente lidt, skynder mig
at tørre mig og går ud til hende
hun står med frakke og sko på døren
jeg giver hende den ene lille nøgle
til at låse barnesædet fast med

jeg lægger mig i sengen under hendes dyne

- den (oh! så private) virkelighed/erfaring NAILED med den form!

Anden del: den tøvende, stammende, forgrublede, velmenende fortællestrøms-rådvildhed nede på Istedgade mellem ludere og lommetyve og maniske gadeprædikanter, uddrag fra tekst 2:

"vi drejer til
ned mod
ned mod halmtorvet

en sidegade

og han går ligeud og

stopper han med at råbe
da han ikke kan se os mere

og

så er det

jeg tænker også jeg var bare sådan
tænkte
han måtte gerne råbe ad mig
men
det var bare
ikke særlig rart at jeg havde
vera
i klapvognen og han råbte mens hun var der fordi at
jeg havde ikke lyst til at hun skulle blive bange"

- den (argh! så private) virkelighed/oplevelse NAILET med den form

som tilsammen 2 blå søm som en brandoriginal, smuk og sand bog

Halfdan som subversiv Disney-slave (TILEGNET ROLF)

Richs-albummet Tornerose, med samlebilleder fra Disney-filmen (som vi (i komplet stand) forærede Rolf Sparre Johansson i går aftes ved festligholdelsen af hans suverænt (først) klare og (så) tøvende debut Søvn (også emnet for Tornerose jo)), har dansk (prosa)tekst ved guddødeme Halfdan Rasmussen + et indledningsdigt, der raffineret, og smukt, forsøger at tale sig udenom og på den anden side af happy-ending-illusionen, sådan tjener man den amerikanske kulturimperialisme som dobbeltagent:

Der var engang ... Med disse ord begynder
de fleste eventyr, og med de ord
får svundne tider mæle og forkynder,
hvad folk engang har drømt på denne jord.
Men kun i eventyrets verden knejser
en fattig fyr som konge eller kejser,
og blev den tapre prins en fattig fyr
var det bestemt et dårligt eventyr.

Her er et eventyr fra gamle dage,
et rigtigt eventyr som ender godt,
om prinsen og den store onde drage
og om prinsessen på sit høje slot,
om hæslighed og skønhed, sorg og glæde,
om dydig elskov og ustyrlig vrede.
Et eventyr, som ikke ender trist,
hvor prinsen får sin elskede til sidst.

Der er et eventyr i alt, vi drømmer,
men det er svært at tyde drømmens sprog.
Vi husker kun i glimt det liv, der strømmer
som billeder bag vore øjenlåg.
Men digtere har løst af mørkets fængsel
det eventyr, som rummer al vor længsel ,
og i vort hjerte synges blodets elv:
- det største eventyr er livet selv.