EXCLUSIVT: STRUNGE-TALE 2 (Nexø om Eika)

Tue Andersen Nexøs tale ved uddelingen af Michael Strunge-prisen 2018 til Jonas Eika for novellesamlingen Efter solen:

Kære Jonas,

Tillykke med prisen. Du har fortjent den, dine noveller har fortjent den.

Der er noget ved dine fortællinger, som gør dem nærmest ubehagelige at læse og samtidig gør dem næsten umulige at slippe. De er lidt som en horrorfilm, hvor man hverken kan holde ud at se mere eller finde ud af at se væk. Men rædslen i dem er tit diffus, dens kilde er ikke altid til at placere. Og selv når den er helt konkret er den samtidig diffus, svær at placere. Som her i fortællingen ”Rachel, Nevada”, hvor en gammel mand sætter sig for at skære sit luftrør frit for at kunne … brumme, vel  … i takt med en sten, der er faldet ned fra en fremmed planet. Den slags er ikke rart. Men scenen bliver ikke bare intens, fordi han vil skære i sig selv, men også fordi hans handling både føles helt naturlig og helt uforklarlig for læseren. Og det gør den på grund af den rolige omhyggelighed, den blanding af nænsomhed og kølighed, der præger din prosa.

”Transformationen krævede at han lagde afstand til sig selv, forstod han nu, at han sad sin krop overhørig. Med venstre hånds pege- og langefinger lokaliserede han de to hårde bruskringe lige neden for struben, spændte huden ud imellem dem og lagde et snit på tværs. Huden åbnede sig med en lille forsinkelse, som om snittet først skulle gå op for den, og så kom blodet og smerten, sød, syrlig og varm. Han smagte den lige så meget som han mærkede den i sine nervebaner. Med en lidt mindre skalpel begyndte han at skære sig nedefter i dybden, igennem underhudens blodkar og fedtvæv, imens han holdt såret åbent med en ske i sin venstre hånd. Smerten fór igennem halsen i brandvarme stråler. Men selv hvis han forestillede sig kødet som en andens var der noget umuligt ved at føre kniven, noget uvirkeligt ved den målrettede bevægelse gennem lag på lag af menneskeligt kød. Ligesom synkront med sine arbejdende hænder måtte han række ud efter noget kommende, med åben hånd som når man vil røre ved regn, og hente alt sit mod der. Det føltes som at lægge arbejdet i hænderne på en anden. Pludselig sprang luftrøret frem i det fedtede kød, udspilet og riflet af bruskringe.”

Det er en voldsom passage. Jeg tænker det også som en lille poetik, et billede på, hvad dine fortællinger vil deres læser. Din bog skærer gennem verden på en måde, der lader noget grundlæggende – noget af det, vi normalt føler som helt selvfølgeligt – forskyde sig eller gå af led. Den insisterer på en verden, hvor meget nok er genkendeligt, men hvor de mest grundlæggende logikker, begæret eller økonomien eller intimiteten, er forandrede. De skriver rum frem, hvor det, vi ellers finder upåfaldende og selvfølgeligt, for eksempel vores luftrør – eller den sociale orden, eller forholdet mellem liv og død – er tvunget ud af form. Den lader diskrete og dybtgående, kosmiske mutationer finde sted.

Den forvridning opleves både som helt fremmed – og som helt selvfølgelig. For at være mere præcis: for læseren er det fremmed, for skikkelserne i dine historier er det, nåja, selvfølgeligt. Hvad er det for en blanding af arbejdslejr, kirke og stofmisbrug, der optræder i ”Mig, Rory og Aurora”? Hvordan kan det være, at drengene på stranden kan genoplive hinanden fra de døde i ”Bad Mexican Dog”? Det får vi ikke at vide. For fortællingen selv er det ligegyldigt, det er bare sådan det er. Det er helt andre ting, dine fortællinger vier deres opmærksomhed – og tit ved man som læser ikke, hvorfor netop de ting er vigtige at dvæle ved.

Man kunne sige, at du tvinger din læser ind i en meget fremmedartet opmærksomhedsmaskine. Man tvinges til at overtage en helt fremmed prioritering af, hvad der siger sig selv og hvad der må udfoldes. At kalde det desorienterende er jo ikke forkert, men upræcist. Det er mere sådan, at det er en stor og fremmedartet oplevelse – og at man samtidig skal sidde sin krop overhørig. Hele ens tanke- og sanseapparat vrides jo ligesom af led undervejs.

Men hvor vrider dine historier os så hen? Jeg tænker, at de med al deres ubehag og gådefuldhed rækker ud efter noget kommende. Hvis jeg skal sige hvad dét kommende så er, så kan jeg ikke komme det nærmere end at pege på din bogs titel, ”Efter solen”. Hvad kommer efter solen? Solen er kilde til liv, til den energi, der strømmer gennem kloden. En måde at beskrive bogen er at sige, at den vil undersøge de liv og de samfund, der opstår, når livets grundlæggende energikilde – det, der får alt til at bevæge sig – er vredet af led. Hvor kilden til liv ikke er solen, men er finanskapitalen. Eller stofmisbruget. Eller noget fjerde.  

Læst sådan fremskriver dine noveller historier fra dén verden, der fødes, når noget grundlæggende er ødelagt, og selv de mindste selvfølgeligheder må tænkes på ny. Det er ikke noveller, der eksplicit handler om klimaforandringer eller prædiker mod kapitalens logik eller global ulighed. Men det er noveller, der rækker ud efter den verden og det liv, vores samfund er ved at skære fri til os, imens det ødelægger vores nuværende livsgrundlag.

Også det kan være rædselsvækkende at tænke på. Men det er bare endnu en grund til at du skal have denne pris. Tillykke igen med Strunge-prisen. Du har fortjent den, det har din bog også.

(foto: Janne Breinholdt Bak) 
-->

EXCLUSIVT: STRUNGE-TALE 1 (MAI OM EIKA)

Anne-Marie Mais tale til Jonas Eika i anledning af uddelingen af Michael Strunge-prisen 2018 (uddelt på Strunges 60 års fødselsdag i tirsdags, åh altså!) til Jonas Eika for novellesamlingen Efter solen:

Michael Strunge var meget glad for sin bog nummer to, Fremtidsminder. Han så den som et poetisk reservoir af billeder og visioner om en moderne verdens undergang, et rumeventyr på kanten af tider og steder, hvor kun det poetiske sprog og kærligheden er et håb. Jeg tænkte meget på Strunges bog, da jeg læste Eikas noveller, Efter solen. Der er nemlig flere paralleller mellem de to bøger. Eika er selvfølgelig som Strunge helt sin egen, men alligevel er der noget, de deler: en ambition om at bringe poesien og fortællingen ud over nutiden, ind i en slags messiansk fremtid med himmeldybde og kosmiske syner. I Eikas bog kan vi læse en utopisk passage, hvor fremtiden gløder i et gult lys:

Himlen glider over i en mørkere blå med sort i kanten, stranden buer rødligt mod vest. Vi følger den og når til et næs, hvorfra vi kan se ud over havet til begge sider. Det bugner af Para-sol der trænger det blå på himlen tilbage. Det gule langs horisonten toner ud. Til alle sider blusser jorden op i et mildt, orange lys der antyder dens runding i den sorte morgen. ”Kom, lad os gå ind i landet”. (s. 159)

Man skal ikke have læst langt i Strunges Fremtidsminder for at finde indslag, der leder tanken hen på dette fine stykke ordkunst af Jonas Eika.

Hos Strunge lyder det eksempelvis:

Luften er intenst stille, men ikke som før torden. Det er en afladet stilhed, som efter et elektrisk uvejr i 5 minutter på Venus – glas, lys og ilt […] Langsomt kan jeg mærke det nye i luften, stille, sort og køligt er det nye, endnu, i natten, i afventning af det rigtige øjeblik for en ny opladning til udladning af alt det uformede og blanke. Luften er trykkende varm. Som før en ny tidsalder. (s. 75)

I Eikas noveller er vi på kanten af en ny tidsalder. Kapitalismen er kørt videre og fortsætter nu ud over sin egen ruin, men vi kan stadig genkende spekulationen, selv om den har mistet enhver jordforbindelse og er blevet en besynderlig epifyt. I ørkenen i Nevada møder vi UFO-tilhængere og skabninger, der forsøger at forene sig med et ukendt materiale. Det mærkelige metal ligner en slags livs-træ fuldt af pattedyr, fugle og alger.   

Vi oplever scenerierne fra feriestrande med de rige turister, der vartes op af beach boys, der leverer diverse ydelser for sparsomme drikkepenge. Og vi ser skyggen af de mærkelige forretninger, der er i gang omkring seksuelle ydelser og forbrydelser.

En dreng bliver slået ihjel, men genopvakt af de andre drenge i et ritual af kropsvæsker, himmelsyner, sang og dans. Igen tænker man på Strunges fremtidsminder, hvor generationens ”vi” danser og synger til luften bliver klar og tæt.

Novellerne er gådefulde og har en egen humor. Eika selv har talt om, at han skriver en form for flagrende realisme, hvor teksten arbejder med forskellige virkelighedsskred, og hvor der er en fascination af visionerne af denne skræmmende og fremmed fremtid.

Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at Eikas noveller er noget ganske særligt. Ingen skriver som han, selvom science fiction er blevet en meget yndet genre. Jeg er blevet overrasket og rystet, som da jeg som barn første gang læste Cecil Bødkers novellesamling Øjet, der blandt andet fortæller om atomkrigens univers. Cecil Bødkers noveller blev klassikere og kernetekster for generationer af læsere. Jeg spår Eikas noveller en lignende skæbne, og derfor skal han selvfølgelig tildeles Michael Strunge-prisen 2018.

Få også lige svaret Jonas og Rolf

- , to mægtigt gode bøger (den ene er jeg kun en tredjedel inde i, men den har min fulde tillid), Jonas Eikas Efter solen og Rolf Sparre Johanssons Piedestal har også kun fået 1 anmeldelse hver, i henholdsvis Weekendavisen (smittende henført Linea Maja Ernst-anmeldelse, derfor læser jeg den allerede nu) ) og Politiken (irriterende forbeholden 4 stjerner-Benedicte Gui de Thurah Huang-anmeldelse), det er også for galt og skal der rettes op på nu!