Hvedekorn 2, 2016, udkommer i dag (og i aften klokken 20 hos Rosiannte&Co, Købmagergade 62, er der lancerings-oplæsning), og jeg nægter at citere mere fra verdenspremieren på Simon Grotrians formidabelt forrygende eventyrdigning end de indledningslinjer til det første af de hele tre eventyr, som også pressemeddelelsen citerer, dette er dyrebare ord:
”Det var prinsen og prinsessen, de havde siddet i tårnværelset hele dagen og hvæsset deres negle på kakkelovnsrøret, et tålmodighedsarbejde hævet over så meget andet. For at gøre historien kort endte de i sengen i et katteslagsmål. Forinden havde han kappet snorene over, der forbandt hende med loftet. Atombomben blev en fuser i natpotten, da denne verdens artikulerede ord jo er en gangs pis, som det er svært at komme til livs. ”
Til gengæld får I oveni hatten en følsom pædagogmedhjælperode af Jakob Slebsager Nielsen:
-->
Februar, de
første plusgraders milde frelse
friske i hovederne
spiller vi fodbold i boldburet
Aksel er der,
Conrad og Valdemar, der er flere andre også
jeg koncentrerer
mig om at sparke til bolden så jeg ikke rammer et barn
men samtidig får
nydelsen af at ramme den lette plasticbold hårdt med vristen.
Det sprøde
knæk.
Vi voksne skal
fordele os på legepladsen så vi kan passe på børnene
fra mit hjørne i
boldburet kan jeg se det meste af området foran indgangen,
sandkassen,
bænken, og de overdækkede købmandsbutikker
drengene fra
sommerfuglestuen er oppe i legetårnet ved siden af, de leger godt.
Ida Sofie
græder, hun er faldet på sin løbecykel og har slået knæet,
Ella kommer og
fortæller mig det.
Jeg ved alt om
verden idet jeg bukker mig ned og tilbyder hende en omfavnelse.
Med rødligt hår
græder hun ud ved min skulder,
i 9 sekunder,
det er nok
så kan hun lege
videre
