Himlen er blåøjet i dag - om stæreblind kritik

Jeg ville til sidst i min drømme-Blæksprutte have påpeget, at der fandtes en generation efter "Generation Etik", digtere født efter 1990, bogudgivet har foreløbig Cecilie Lind, Yahya Hassan og nu Signe Gjessing, der alle lyner hurtigere og højere og mere radikalt zigzagget end etikken kan overskue (hvem der så egentlig er etiske i Generation Etik, jf. den realiserede sprutte?) og sidestillet Thomsens aforisme-digt, citeret til sidst i blækken:

--> ikke hælde virkeligheden på digte/ ikke hælde digte på virkeligheden/ bare skrive digte,/ virkelige digte”
 
med dette frygtløse digt i Ud i det u-løse (der indeholder et enkelt eksplicit 80'er-link: "Numre af Sidegaden ligger og flyder, poesiens husnumre"):

POETER

Samfundet er en forpurret stråle fra en hane med godhed - endelig er jeg oppe på udsigten, herfra former det seende sig efter os som vand hånden - vi er en hånd, der basker i op varmet poesi

og venter på, at verden skal koge.

Ja, vi har fjernet hånden fra strålen.

Men hvad sker der for Tue Andersen Nexø i hans besynderligt skeptiske anmeldelse i Information. Har han et problem med digterisk styrke, eller hvad? Yahya Hassan havde han også forbehold overfor, mens Jonas Rolsted og Julie Sten-Knudsen blev rost uforbeholdent. Hallo, Tues poesisans!?:

Sådan er det med Signe Gjessings debut Ud i det u-løse: De ligner ikke så meget anden ung dansk lyrik, og det er ikke sikkert om det er godt eller dårligt. Her er kroppen og selvbiografien ikke et splintret udgangspunkt for skriften, i stedet befinder man sig i et mere luftigt, abstrakt rum. I det rum er det som om kosmos - månen, stjernerne, evigheden - er papirklip, der konstant går skuddermudder i, men som så også kan foldes ned i jegets menneskestørrelse. Hvilket jo godt kan virke meget desorienterende, men ikke altid er mere end det.

Det er vel hverken godt eller dårligt, at SG's poesi ikke ligner så meget anden dansk poesi, og måske ligner den bare den NÆSTE poesi, en RE-VISIONÆR poesi, man har da lov at håbe. Selve den overordnede karakteristik er fint spot-on: kosmos som papirklip i skuddermudder nedfoldelig menneskestørrelse, men så forstår jeg ikke det, at det ikke altid er mere end desorienterende, men det er jo nok fordi, jeg hele tiden - og jeg mener virkelig HELE TIDEN - synes, det er høj og fin og excentrisk og extremt talentfuld poesi, og jeg synes sgu faktisk desorientering er en PRIMÆR poetisk effekt af god poesi, og hvis det gode digt ikke "er mere end" desorienterende, er jeg ikke mindre end meget glad. Men sådan har Tue det åbenbart ikke - eller sådan er han lige ved at have det her:

Forvirret? I et af Ud i det u-løses bedste digte lyder det sådan her: »Måneskinnet i havet/ bøjer sig efter en mønt// undskyld jeg braser ind/ i det// som facaden på en krokus/ optager evigheden på dug// river jeg slagskygger sammen/ som blade// nogen må have pillet ved åndeløsheden/ siden den ikke står i vatter under mine papirer/ som ellers// jeg kaster handskerummet ud i himmelrummet« Man skal ikke lade sig snyde af det klassisk-lyriske inventar her, blomster og blade og åndeløshed, og heller ikke af den tilforladelige elegance, for eksempel det fine spil med ordet ' som'. Jo flere gange man læser, jo mærkeligere bliver digtet nemlig. Lagene af billeder - her og i resten af Gjessings digte -  går ligesom ikke op, i al fald ikke op i en normal verdens koordinater. Hvordan optages evigheden på dug, f. eks.? Og hvordan er det som at rive slagskygger sammen? Men der er jo også noget slagfærdigt over digtet. Så kommer jeget brasende, så kaster det ting i grams i den sidste, fine linje. Uforståeligheden er ung og koket her, den er ikke tung og mørk. Det er godt.

Jeg tror sgu ikke, SG er koket; jeg tror, hendes kunstfærdighed og legesyge og "uforståelighed" er helt oprigtigt ment, ligesom et edderkoppespind, selv om det er helt skævt geometrisk og hænger et totalt umuligt sted, mellem et æble og og en tøjbamse, ikke er koket. Jeg har så heller ingen problemer med at finde det helt logisk, at en krokus optager (som en båndoptager vel også) evigheden på dug, og det er det samme som at rive slagskygger sammen som blade, det handler vel om at tilegne sig umådelighed som håndgribelighed. Men grundlæggende virker det, som om Tue er OK på digtet, selvom han selvfølgelig bare burde være begejstret taknemlig, åh ja. Jeg citerer bare videre:

Her et andet eksempel: »årstiden er en rudekuvert med/ meget smukke glasmosaikker/ i ruden// jeg lader den ligge indtil/ nogen samler den op og// lys/ smuttes som en mandel./ Jeg er skrællen, der bliver tilbage.« Lyset går i det hele taget igen i bogens digte, det er som om lyset og jeget hører sammen. Men man mærker vel også, hvor meget Ud i det u-løse balancerer på en knivsæg, og hvordan digtene også kløjs i deres linedans. Kommer der for meget patos og tyngde ind i digtenes jeg, her i sidste linje, så føles det som en mislyd; går der for meget kuk i abstraktionerne - især i bogens mere ordrige digte - så mister man interessen. Så føles bogen som en underligt vindtør surrealisme.

Jeg synes jo ikke, der kløjs overhovedet, jeg synes hele tiden, det er verdens klareste og intrikateste klejner, men fin billed-kombi, Tue, med knivsæg-balance og linedans, og jeg mister aldrig interessen, jo mere abstraktions-kuk jo bedre. Hvis surrealismen (og surrealisme er altid en hædersbetegnelse, må aldrig bruges i forbindelse med slet poesi) er tør, er det som sne, der knirker. Jeg hører ikke mislyden i de citerede linjer om lys smuttet som mandel og jeget som skræl, jeg kan godt høre deres patos, men jeg gider ikke være bange for patos længere, når de poetiske resultater - billedets KVALITET, dets ORIGINALITET OG ENERGI - retfærdiggør den, og nej, Jonas Rolsted og Julie Sten.Knudsen, mine faste prügelknaber, er ikke patetiske, de er bare kedelige, anonyme og temperamentsløse, hvilket til hver en tid er den egentlige forbrydelse.

Og lad os bare tage den patroniserende (alle anklager alle for at være patroniserende hele tiden - i går kaldte Olivia Nordenhof mig patroniserende, hvilket jeg synes var meget patroniserende gjort af Olivia - måske skulle vi bare afskaffe det ord sammen med neger og co.) afslutning med:

Men tit nok rammer de også plet, Signe Gjessings digte, måske bare i et billede eller to, og stiller sig selvbevidst an og er midt i det abstrakte på deres helt egen måde. Et sidste eksempel: »Mine skridt drøfter nye lyde med verdensplanet.// Fregner og skønhedspletter omregnes til ølsjatter/ efter en fest. Jeg vender mig om som lysets pant.« Flere linjer af den slags, gerne i træk og i længde. Så ville man tænke: Jens August Schade kunne have sig en fjern lillesøster. Så fint kunne det blive.

Så fint det ER, for fanden. Men præcis namedropping af Schade; jeg burde i min anmeldelse foruden Marianne Larsen og Simon Grotrian også have nævnt Rimbaud, som Signe selve linker til, og Johannes L. Madsen & Merete Torp, det er måske den foreløbig bedste formel: et bryllup mellem elektriske Iohannes og den omhyggelige torpedo Merete.

Men åh nej, nu har Olga Ravn anmeldt til sølle fire hjerter i Politiken med de samme forbehold som Tue, overfor uforståelighed og kommunikations-uvilje, hvordan kan man kalde sig digter og ikke bare være dødelig jaloux på "fregner og skønhedspletter der omregnes til ølsjatter", men det er måske det, hun bare er, jeg orker bare ikke deale med den skuffende anmeldelse lige nu.

Magisk encyklopædisme

3 lexikonartikler (fra Signe Gjessings debutsamling Ud i det u-løse, udkommer midt i februar, glæd jer stjernet):

1. (helt digt)

støv:
dagslyset
bider negle af sig selv for at slippe væk
ligesom månen
men netop ikke ligesom månen

2.  (del af digt)

(...)
Bladhud: et maxiskørt til
det, der ses over skulderen

fostre i stjernestilling, høstede pander, badebroer som livets "skarpe, markerede træk"

3. (helt digt)

hinkesten: der falder en sten fra forårets hjerte



- Signe på forlaget med hele sit oplag (hendes redaktør på FB: Signe kom og blånede titlen på 646 exx = et helt oplag. Vi tømte Stelling for blå overstregningstuscher, bogstavelig talt.)

Og så har jeg apropos alle de FB-debatter, jeg har deltaget i og startet de sidste dage (og åh nej, Susanne Christensen har en polemik i gang mod artiklen om "Generation Etik" i Inf. eller åh ja, men jeg vil ikkkkkkkk deltage), lyst til at citere det her digt: 

et desuden slæber sig over sproget,
der er føget til i løbet af natten.
En debat af aske
nænner ikke noget,
planeten er en tynd, grå plade
der svajer i ryggen.
Hersides danser med hinsides
Skoene er ravklumper 
der samles op  

(hvilken hudfarve har det digt, omjegmåspørge, ud over grå og blå? for fanden! nu debatterer jeg igen!) 

Subject: syrendigteren

Jeg fik en mail fra Signe Gjessing, en dobbelt-mail vel faktisk:

Kære Lars. Jeg har læst din blogpost om Johannes L. Madsen, og ville lige skrive det her svar, som jeg så trak i mig i sidste øjeblik for i stedet at sende det til dig her, for det er jo en fejl

Kære Lars.
Jeg bemærkede i Johannes L's samlede en afvigelse fra Johannes L's 1.udgave af Min fuldautomatiske pen, .. Johannes eL

"skriver med kosmetiske redskaber" i 1. udgaven,

men
"skriver med kosmiske redskaber" i de samlede.

En salut til Johannes?, en gendigtning,
mascaraen blev kosmisk, da han opgik i kosmos

Jeg svarede:

Kære Signe

Godt set! Og flovt på en fin måde - i dine øjne! Og derfor, hvis det er i orden for dig, vil jeg gerne bruge din kommentar som kommentar alligevel!
God jul! Og smuk bogforside, som jeg lige faldt over. Glæder mig frygteligt til at læse!

kh Lars

Jeg havde nemlig lige øjnet omslaget på Signes debutsamling Ud i det u-løse, der udkommer 17 januar, inde på Gyldendals hjemmeside:



Signes svar:

Kære Lars

Det er helt i tråd med det ordentlige. Bogforsiden, det er en turkis tusch, der skal males med på alle eksemplarerne.

- og så vil jeg, Lars, bare sige, husk at sende et eksemplar til Johannes, han vil forstå, hvad du taler om.

Forfatterskolelitteratur 2013 III

Håndtagsranker. For hvert tag i dørrankerne nipper vi de gamle håndtagsskud og nye håndtag skyder,

ubemandede skalaer,

millionbyer stablet som
lærreder,

alle sale er skorstene, menneskene ude på bagtrapperne er røg gennem universet, løber op og ned,

dit blod tilbagelægger store afstande kloakerede med
                                                                              stase,

minibroer suser i den tusind kilo tunge guldvind, møderne går i forvejen mod dem,


hvad, solen stillet på højkant,
hvad,
og det hele i hentende granit

vores møder er ved at drukne
derude

så vi skiftevis ses og ikke ses

brændende kaleche slås ud over
                           en smilende sparsomt behåret, blåøjet, forhøjet
puls,


fauna drejer om sin egen akse, i keramik
                                                    tykkelse er flora, bliver større her, mindre dér
ved fuglenebjørnenemyggenepanterne
                                                   drejer

stå med tæerne på fauna, ryk ved flora,

dukkert
hånd i hånd
med
tinden, der går nedenunder - den ene meget højere end den anden -

inviatation iført imiteret rum hånd i hånd med løven, kulden hånd i hånd med topas

- første side af Forfatterskoleelev Signe Gjessings bidrag til OVBIDAT nr. 2  

Toplovende titel og utitel

De to unge efterårs/forårsdebutanter på Gyldendal, for længst stjerner begge:

Yahya Hassan med sin oktoberbog, der enten hedder Digte eller ikke hedder noget, eller også er digternavnet bogens navn, sådan her annoncerer Gyldendals presseservice  i hvert fald for for den:

Yahya Hassan

Yahya Hassan

og til januar

Signe Gjessing

Ud i det u-løse 

(hvilket sandsynligvis er kodesprog for akkurat stjernehimlen: at digte sig op på den)

Og så af sted til Værløse og de kommende debutanter

i Skovhuset, klokken 15:30, alle poesifantaster er hjerteligt velkomne, hvor en af (mig, red.) syv udvalgte 2011-Hvedekornsdebutanter, dvs. enten Jakob Slebsager Nielsen, Johannes Fogtmann, Ingrid Nymo, Tine Høeg, Julie Elmhøj eller Signe Gjessing (af Skovhuset bestyrelse) udnævnes til Årets Skovhuslyriker, får nogle gode penge og en stolt pristale, som jeg netop er blevet færdig med at skrive; Jakob, født 1993, har netop tilsendt Hvedekorn en buket nye digte, og han ved ikke endnu, at jeg bl.a. har valgt dette utroligt fine (og så utroligt finere end noget jeg producerede, da jeg var 19 år gammel, hvilket jo hårdt nok kan kontrolleres, også på bloggen) digt til et kommende nummer:

”vi enes: som yoghurt”

mere mandel er nu engang det bedste

middel mod mandel mellem tænderne.

jeg går ind for at hente kaffe,

men jeg gør det ikke.

psykologen sagde: den norm der hedder at være glad,

og så går jeg hjem og bruger ham som virkemiddel.

der er ingen skam i at behøve nogen.

husk: hver dig selv.

Stemmebånd står simrende på spring! Arrivér, ører!

MER SOM SOMMER - Hvedekornsoplæsning i juni

I AFTEN klokken 20.00 hos Rosinante&Co, Kultorvet 11 (over Klaptræet)
Oplæsning i anledning af udgivelsen af Hvedekorn 2, 2012 -
følgende rød- og hvidglødende bidragydere læser op:

Bo hr. Hansen, født 1961, i Hvedekorn siden 1983

Maja Lee Langvad, født 1980, i Hvedekorn siden 2005

Rolf Sparre Johansson, født 1985, i Hvedekorn siden 2008

Nanna Damsgaard-Larsen, født 1989, debut i nr. 2, 2012

Karoline Wolsing Wullum, født 1992, debut i nr. 2, 2012

Signe Gjessing, født 1992, I Hvedekorn siden 2011

Hvedekorn - hvor lyde skal syde før de må betyde!

Her et digt af supertalentet Signe fra nummeret apropos:

jeg strækker armene ud som en træbøjle
der hænger i solopgangen
al sol hænger på mig, vi hænger på hinanden nu, sol

TAG MED AARHUSTOGET 14:50!

I aften klokken 19:00 er der sgu da Hvedekornsoplæsning i Løves' Bogcafé i Aarhus under titlen HVEDEKORN GØR AARHUS med hele 7 jyske, men først og fremmest talentfulde Hvedekornsdigtere:

Mette Østgaard Henriksen, debut i Hvedekorn 2010, lige nu aktuel med den skægt syngelige smahsup-sangsamling-debut Stikkersvin jeg fucker dig

Signe Lodahl Gjessing, debut i Hvedekorn 4, 2011 (links til fyndige interviews og braget af en Forumoplæsning på hvedekorn.dk)

Mette Reinhardt Jakobsen, medarrangør og debut i Hvedekorn 2009, to optrædener siden

Kim Karmark, debut i nr. 3, 2011

Ingrid Nymo, debut i nr. 2, 2011

Louise Haugaard Jørgensen, debut i nr. 4, 2011

Flemming Lund, debut i Hvedekorn 2002, en masse optrædener siden, aktuel med drønet af en debutdigtsuite, Udbrud & efterspørsel

Jeg synes også alle I blaserte københavnere skal tage med derover, jeg springer på et tog her 14:50 og kan påstødes i den store bladkiosk et kvarter inden, henne ved musikmagasinerne (håber på et nyt Rolling Stone), er det en aftale!?

The Horrors, The Horrors!

Har ikke tid til at vrænge ad Bogforum i går, fordi der også er Bogforum i dag, og fordi det var en fantastisk Hvedekornsoplæsning i det stopfyldte Studie 1, som i sin fulde længde kan aflyttes her, hvor der tillige er et interview med eftermiddagens nye stjerne, Signe Lodahl Gjessing, født 1992, debutant i nummer 4, 2011, som også havde sin oplæsningsdebut i går og med stor, lige så strålende som skrøbelig karisma brændte lige igennem al professionel blaserthed! I aftens messejubilæumsfestivitas i Den Grå Diamant har jeg vraget til fordel for koncert med The Horrors på Loppen, man må vælge sine rædsler med omhu, og nu af sted i og til så godt som Frost!