Viser opslag med etiketten Jonas Eika Rasmussen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jonas Eika Rasmussen. Vis alle opslag

lørdag den 23. juni 2018

EXCLUSIVT: STRUNGE-TALE 1 (MAI OM EIKA)

Anne-Marie Mais tale til Jonas Eika i anledning af uddelingen af Michael Strunge-prisen 2018 (uddelt på Strunges 60 års fødselsdag i tirsdags, åh altså!) til Jonas Eika for novellesamlingen Efter solen:

Michael Strunge var meget glad for sin bog nummer to, Fremtidsminder. Han så den som et poetisk reservoir af billeder og visioner om en moderne verdens undergang, et rumeventyr på kanten af tider og steder, hvor kun det poetiske sprog og kærligheden er et håb. Jeg tænkte meget på Strunges bog, da jeg læste Eikas noveller, Efter solen. Der er nemlig flere paralleller mellem de to bøger. Eika er selvfølgelig som Strunge helt sin egen, men alligevel er der noget, de deler: en ambition om at bringe poesien og fortællingen ud over nutiden, ind i en slags messiansk fremtid med himmeldybde og kosmiske syner. I Eikas bog kan vi læse en utopisk passage, hvor fremtiden gløder i et gult lys:
Himlen glider over i en mørkere blå med sort i kanten, stranden buer rødligt mod vest. Vi følger den og når til et næs, hvorfra vi kan se ud over havet til begge sider. Det bugner af Para-sol der trænger det blå på himlen tilbage. Det gule langs horisonten toner ud. Til alle sider blusser jorden op i et mildt, orange lys der antyder dens runding i den sorte morgen. ”Kom, lad os gå ind i landet”. (s. 159)
Man skal ikke have læst langt i Strunges Fremtidsminder for at finde indslag, der leder tanken hen på dette fine stykke ordkunst af Jonas Eika.
Hos Strunge lyder det eksempelvis:
Luften er intenst stille, men ikke som før torden. Det er en afladet stilhed, som efter et elektrisk uvejr i 5 minutter på Venus – glas, lys og ilt […] Langsomt kan jeg mærke det nye i luften, stille, sort og køligt er det nye, endnu, i natten, i afventning af det rigtige øjeblik for en ny opladning til udladning af alt det uformede og blanke. Luften er trykkende varm. Som før en ny tidsalder. (s. 75)
I Eikas noveller er vi på kanten af en ny tidsalder. Kapitalismen er kørt videre og fortsætter nu ud over sin egen ruin, men vi kan stadig genkende spekulationen, selv om den har mistet enhver jordforbindelse og er blevet en besynderlig epifyt. I ørkenen i Nevada møder vi UFO-tilhængere og skabninger, der forsøger at forene sig med et ukendt materiale. Det mærkelige metal ligner en slags livs-træ fuldt af pattedyr, fugle og alger.   
Vi oplever scenerierne fra feriestrande med de rige turister, der vartes op af beach boys, der leverer diverse ydelser for sparsomme drikkepenge. Og vi ser skyggen af de mærkelige forretninger, der er i gang omkring seksuelle ydelser og forbrydelser.
En dreng bliver slået ihjel, men genopvakt af de andre drenge i et ritual af kropsvæsker, himmelsyner, sang og dans. Igen tænker man på Strunges fremtidsminder, hvor generationens ”vi” danser og synger til luften bliver klar og tæt.
Novellerne er gådefulde og har en egen humor. Eika selv har talt om, at han skriver en form for flagrende realisme, hvor teksten arbejder med forskellige virkelighedsskred, og hvor der er en fascination af visionerne af denne skræmmende og fremmed fremtid.
Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at Eikas noveller er noget ganske særligt. Ingen skriver som han, selvom science fiction er blevet en meget yndet genre. Jeg er blevet overrasket og rystet, som da jeg som barn første gang læste Cecil Bødkers novellesamling Øjet, der blandt andet fortæller om atomkrigens univers. Cecil Bødkers noveller blev klassikere og kernetekster for generationer af læsere. Jeg spår Eikas noveller en lignende skæbne, og derfor skal han selvfølgelig tildeles Michael Strunge-prisen 2018.

lørdag den 28. april 2018

Få også lige svaret Jonas og Rolf

- , to mægtigt gode bøger (den ene er jeg kun en tredjedel inde i, men den har min fulde tillid), Jonas Eikas Efter solen og Rolf Sparre Johanssons Piedestal har også kun fået 1 anmeldelse hver, i henholdsvis Weekendavisen (smittende henført Linea Maja Ernst-anmeldelse, derfor læser jeg den allerede nu) ) og Politiken (irriterende forbeholden 4 stjerner-Benedicte Gui de Thurah Huang-anmeldelse), det er også for galt og skal der rettes op på nu!

mandag den 3. oktober 2016

Den røgfyldte neon-denim-optik

Anne-Marie Mais tale

-->
Debutantprisen Bodil og Jørgen Munch-Christensens kulturlegat
  
Til Jonas Eika Rasmussen for romanen, Lageret Huset Marie (2015)

Hvorfor er det, at nogle bøger har en særlig tiltrækningskraft? Hvorfor hænger læseren på og lægger ikke bogen fra sig, før den sidste side er rundet og den sidste sætning løbet ud? Der er sikkert mange svar på disse spørgsmål. Læserne kan blive grebet af en spændende handling; man lever sig ind i personernes historier; man får en indsigt i noget menneskeligt, som man ikke har fattet og bliver opmærksom på forhold og erfaringer, man aldrig før har forstået. Sproget kan være så udtryksfuldt, rædselsvækkende eller rigt, at man fanges ind i sætningerne og billederne.  Bøger kan på en række forskellige måder knytte deres læsere til sig, og mangfoldigheden af mulige tilknytninger er noget af det vigtigste ved skønlitteraturen.
Jonas Eika Rasmussens roman Lageret Huset Marie knytter sin læser til sig igennem selve stemningen. Handlingen er hverken vild eller særligt påfaldende; men stemningen er umiskendelig, og man lægger virkelig ikke bogen fra sig, før man har fulgt hovedpersonen Elias på alle hans veje mellem Lageret, hvor han arbejder, Huset, som han bor i sammen med sine venner, og kæresten Marie, som han mødes med på gåture ved stranden og i hendes lejlighed.  
Romanen er opbygget af afsnit om og fra de forskellige lokaliteter: lageret er en lukket, maskinel, nærmest robotagtig verden, hvor en gruppe unge arbejdere henter varer ud fra den enorme varebeholdning og sender dem ud til de forskellige varehuse.  Huset er en forfalden Risskov-villa, som Elias og hans venner bebor i perioden op til, at huset skal rives ned. Kæresten Maries lejlighed er hjemsted for en forelskelse, der måske bliver til et kærlighedsforhold. Romanen skaber stemninger omkring disse steder – man sanser og fornemmer Lagerets overvældende tingsverden, hvor mennesket bliver en slags vedhæng til maskineriet. Husets forfaldne drengeverden lugter, rådner og gærer, som kun et gammelt hus kan gøre det, og Maries 90 cm brede seng kan rumme både den intense nærhed og den uendelige afstand, som kan være imellem elskende.
Elias er ved at blive overmandet af stederne i sit liv; men gradvis får han en vis magt over omverdenen. Det lykkes ham at standse båndet på Lageret, og de unge arbejdere finder ud af, hvordan de kan kommunikere med hinanden gennem strømmen af ordrer. Elias slipper også ud af husets mentale dynd og får skabt så meget afstand til Marie, at de ikke æder hinanden op i angst og barndomstraumer.
Når man læser Jonas Eika Rasmussens roman kan man opleve, at man pludselig husker arbejdspladser, sin ungdoms boliger og famlende kæresteforhold, følelsen af at blive overvældet af omverdenen og følelsen af at vente på noget, man ikke ved, hvad er.  Man gribes af romanens stemninger og sørme ja, man gør noget så godt og gammeldags som at identificere sig med personer, tider og steder. Eika Rasmussen har lokket læseren med ind i romanens spidsvinklede trekant, som Elias beskriver:
”Jeg pendlede mine døgn mellem Huset, Lageret og Marie som punkterne i en spidsvinklet trekant, hvis sider optegnede mine daglige ruter.  Jeg begyndte at føle noget der mindede om hjemlighed hos dem alle tre, og de begyndte at fylde mig.”
(s. 83)
 
Det særlige ved Eika Rasmussens roman er tillige, at den giver læseren en adgang til nogle efterhånden, klassiske bøger i nyere dansk litteratur. Der er i romanen stemninger og situationer, som giver en lyst til at genlæse Klaus Rifbjergs roman Arkivet (1967),  som handler om to unge 1950´er-mænd og deres venten på liv, kærester og fremtid, mens de arbejder i et kælderarkiv, hvor elevatoren skramler, rækkerne af reoler er uendelig, og diverse billeder af nøgne damer bliver studeret. Rifbjerg ville have elsket den scene i Eika Rasmussens roman, hvor drengekollektivet fra deres forfaldne hus lurer på en ammende kvinde.  I Rifbjergs roman er stemningen af en arbejdsplads fastholdt i nøgterne sansninger af lyde, blikke, madpakker og indforstået arbejdspladssprog, hvilket finder paralleller i Eika Rasmussens roman eksempelvis når han fortæller om lagerets indretning. Men der er også en tematik omkring kameravinkler, film og blikkets spejl, hvor de to forfattere har noget tilfælles.  I Husets kælder arbejder en af drengene med filmeksperimenter og musikvideoer, men Elias er bange for at blive fanget i et af Frederiks billeder og i de andres blikke.  Han fortæller: ”[…] men jeg var bange for at blive et billede; for at blive set igennem den røgfyldte neon-/demin-optik, som jeg forestillede mig var i rummets blik, som var alles blik på alle, et indviklet mønster af genkendelser eller ej.” (s. 34).  Kameraerne er blevet flere, og blikkene farligere end i Rifbjergs univers, men tematikken er fælles.    
Og så er vi jo selvfølgelig i Århus, ved stranden og i Risskov, hvilket får denne læser til at mindes stemninger og scenerier i Tage Skou-Hansens De nøgne Træer (1957) om unge under besættelsen, der traver afsted langs stranden og taler om kærlighed, liv og død.  Hos Eika Rasmussen ser vi stranden i dette skarptskårne billede: ”Jeg løftede blikket fra muleposen og så ud over havet. Lyset blev mørkt igennem det tætte skydække. Vandet havde samme farve som himlen undtaget noget grønt. Et sted midt i det, cirka halvtreds meter ude, var der en lille blå og hvid kugle, et badehættehoved, der dukkede op og ned i et jævnt tempo langs kysten.” (s. 135).
Skarpe og klare linjer og mærkelige flashbacks mellem romaner fra vidt forskellige tidsaldre kan optegnes. De nævnte romaner er ikke bare nydelige kryds på en litteraturhistorisk tidslinje, men bliver punkter i en spidsvinklet trekant mellem bøger, man kan færdes imellem og glæde sig over er tilgængelige for læseren her og nu.   
Med Lageret Huset Marie  har Jonas Eika Rasmussen placeret sig midt i litteraturen, og debutantprisen kan tjene som tak for en bog, som læserne kan blive ved at vende tilbage til.  Hjertelig tillykke!        
-->
Debutantprisen
Bodil og Jørgen Munch-Christensens kulturlegat

(fotot: AMM)

Blomsten af DK's litterære ungdom er prosaisk!

Shortlisten for debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat (Juryen består af litteraturprofessor Anne-Marie Mai, litteraturkritiker Lars Bukdahl, fondsbestyrer Mogens Thyssen, chefredaktør for Litteratursiden, Lise Vandborg, og bibliotekarerne Joan Høeg og Else Zakarias fra Vejle Bibliotek. nåede op på seks titler, lutter (men vidt forskellig) prosa skrevet af 5 kvinder og 1 mand (hvoraf 4 har gået på Forfatterskolen), udkommet på tre småforlag og tre storforlag (men kun 1 på Gyldendal)(udkommet mellem 1. august 2015 og 1 august 2016):

Iben Konradi Brodersen: Piger kan leve længe måske for evigt, Lindhardt & Ringhof

Rakel Haslund-Gjerrild: Øer, Kronstork

Ida Holmegaard: Emma Emma, Gladiator

Jonas Eika Rasmussen: Lageret Huset Marie, Lindhardt & Ringhof

Kristine Reffstrup: Jeg, Unica, Gyldendal

Ursula Scavenius: Fjer, Basilisk

OG FREDAG VED HIP HØJTIDELIGHED PÅ VEJLE BIBLIOTEK AFSLØREDES VINDERNE AF DE 2 X 50.000 OG DEN UMÅDELIGE ÆRE SOM

LAGERET HUSET MARIE
 
&

FJER
HURRA! HURRA! TILLYKKE TILLYKKE!

mandag den 17. august 2015

En bananplantage er også en arbejdsplads

David Jacobsen Turner skriver

i anledning af Jonas Eika Rasmussens åbenbart meget lovende (sandsynligvis er det den, WA's Linea Maja Ernst anonymt FB-jubler over så overbevisende opkørt: "tsk (dvs: er så begejstret for roman at anmeldelsen bliver dårligere af det, dvs: prøver at skrive så sagligt og følsomt som hin roman selv gør, mens anmeldelsesteksten hele tiden er ved at sprække i sømmene af det store klodsede, tilbageholdte I LOOOOVE YOOOU BOOK der prøver at mase sig ud mellem linjerne og afsløre mit dumme bløde fanhjerte ; tsk tsk tsk") debutroman Lageret Huset Marie, udkommende næste uge på L & R (bliver de nu vinderforlaget, bliver de nu vinderforlaget?)

glimrende om arbejdspladsromanen i JP og nævner følgende nyere titler:

Kenneth Jensen: Tragedie plus tid
Kristian Bang Foss: Stormen i 99
Christian Jungersen: Undtagelsen 

(+ ældre titler af HC Branner og diverse arbejderforfattere, Nehm, Jensen Folehaven, Stenbæk Jensen & udenlandske titler af Kaplan, Thörn, Lindberg)

Jeg skrev sidste år en artikel om arbejde i ny litteratur, "Der ringes ind til fortsat virke. Danske digtere i arbejde", i Den Blå Port, hvor jeg selvfølgelig inkluderede Stormen i 99 og selvfølgelig ikke Undtagelsen og, fordi den ikke var udkommet endnu, selvfølgelig heller ikke Tragedie plus tid - derudover nævnte jeg nyere arbejdspladspoesi af Glenn Christian, Martin Larsen, Rasmus Nikolajsen, Jonas Rolsted og (snarere tyveripoesi) Yahya Hassan og følgende nyere romaner

Pablo Llambìas: Et ukendt barnHelle Helle: Rødby-Puttgarden
Lone Aburas: Føtexsøen

Men det er for fanden decideret skandaløst, at hverken Turner eller jeg nævner Hanne Højgaard Viemoses debutroman Hannah, 2011, hvor hovedpersonen Anne/Hannah arbejder HÅRDT på en australsk bananplantage på langt de fleste af bogens sider. Efterfølgeren Mado, der udkommer i morgen, begynder med en kort skildring af et ikke mindre hårdt arbejde - og pludselig hårdt arbejde som LEDER - på et New Zealandsk gartneri:

"Det var i den periode, Ian mistede grebet og gav mig vidtrækkende beføjelser og ansvar langt ud over mine evener.
  Det var i den periode, det styrtede ned, og vi plukkede påskeliljer i mudder til gummistøvlernes kant. Ligesom det var i den periode, vi såede meloner på den mark, West og jeg havde ryddet og pløjet den seneste måned, det var som sagt dengang jeg var Hannah."

Og Hannah er en forbandet arbejderistisk helt i postmoderne arbejderpladslitteratur.

Og nu den udnævnelse er på plads, vil jeg med egne, flittige øjne læse Eika Rasmussens roman.