Alt hvad Lone siger

(om alt, men specificerer i morgen)

(idag er så lige pludselig i morgen, dvs. næste i dag, dvs. i forgårs i overmorgen)

om Marianne Stidsens bog i sin godmodigt sønderknusende anmeldelse i Information, her slutningen:

"Den sammenlignende analyse af Danius' og Engdahls karakterer fortsætter: »Danius, der - modsat Horace Engdahl, som har ordet og tanken i sin magt - har følelserne og stemningerne og farverne og sanseligheden og kropsligheden i sin magt.« Man kunne her tilføje, at Danius ud over at gå farverigt klædt har været professor og skrevet adskillige bøger.

Jeg kunne blive ved med de opklarende spørgsmål om, hvor Marianne Stidsen ved det, hun fremfører som sikker viden, fra.

Gennemgangen af Forfatterskolesagen - der først og sidst er en personalesag og som sådan fortrolig - er også præget af skråsikre antagelser om, at # MeToo her skulle bruges som »karrieremæssig løftestang«. Hvis bare kritikken gik på det, man faktisk ved, og ikke på en teori om et karrierefremmende feministisk komplot, som Stidsen gætter sig til, havde den været værd at forholde sig til.

Som en slags idéhistorisk underbygning af sin analyse fremfører Stidsen, at der er sket et skift fra de civile menneskerettigheder til de sociale menneskerettigheder.

Men dels har # MeToo-diskussionerne, så vidt jeg er orienteret, ikke drejet sig om menneskerettigheder, dels er Stidsens definition af de sociale menneskerettigheder vældigt tendentiøs. Det er »dem, der især har med gruppetænkning og magtkamptænkning og anonymiseret struktur-og lighedstænkning at gøre«, skriver hun, hvilket jeg vil mene er en udvanding.

På den måde virker menneskerettighedsperspektivet mest som intellektuel staffage.

Med Den nordiske MeToo-revolution forpasser Stidsen chancen for en sober gennemgang af # MeToos skyggeside og leverer i stedet et eksempel på en alarmistisk tirade præget af dobbeltstandarder og selvretfærdighed."

Debatificeringsdebat, fortsat fra sidste nummer

(i P1 Debat i dag fortsatte diskussionen om debatificeringen af Berlingskes anmeldelser, medvirkende var ud over mig Lone Nikolajsen, Mikkel Andersson og Mads Kastrup, vært Mads Aagaard
LINK HER)

Den pind jeg speedsynger på (skrrrrrøbelig)

Jeg skrevet det her inde på tråden under Anne Sophia Hermansens FB-link til sin egen aviskommentar (ubesvaret af hende):

Lars Bukdahl Ingen forsvarer kedsommelighed og mangel på engagement. Tværtimod for helvede! Men engagement er, hvad kritik angår, kun noget værd, når det er et fagligt engagement, dvs. funderet i og raketmotor-drevet af dybt kendskab til og flammende interesse for det, man taler om. Det har været sandt om alle stærke og vigtige kritikere altid, fra Heiberg og Brandes i det 19. århundrede over Borum og Hansgeorg Lenz i det 20. til Lone Nikolajsen og Katrine Hornstrup Yde lige nu. Det går vitterligt over min forstand, at en Berlingske-redaktør definerer dannelse som at ævle opkørt om hvad som helst, man ikke har forstand på, men har en mening om. For ja, der er noget, der hedder at have forstand på noget. Og ja, ja og atter ja, mennesker, der med talent og ildhu karakteriserer og vurderer sager, de har stor og rig forstand på, er det mest underholdende i hele verden – vi kunne også kalde det Per Arnoldi- og Ole Michelsen-reglen om kunstformidling. kh

Og her er alt det fornuftige og debatværdige, de to nutidige anmeldere, jeg nævner, Lone og Katrine (+ Lea Korsgaard og Marie Carsten Pedersen) skriver i tråden under mit opdatering om deadline-programmet):

"Lone Nikolajsen Her er min debatanmeldelse: Det var slapt af værten ikke at angribe Søren Hviids præmisser om, at det 1. var udtryk for åbning og mere pluralisme, når man vil give avisens velkendte ansigter mere plads på bekostning af de traditionelle anmeldere + 2. at sammensmeltningen af debatstof og kritik er et udtryk for demokrati, fordi det er udemokratisk at kræve særlige forudsætninger for at have en stemme. Dels udmærker de nye debattøranmeldere sig ved i høj grad at have en stemme og en platform, dels er der ret stor forskel på at have stemmeret og at få penge for at bedrive et fag.

Katrine Hornstrup Yde Flot fægtet, Lars! Undrer mig meget over at Søren Hviid er sendt i byen på vegne af Anne Sophia og skal forsvare hendes nye linje uden at have merviden om den, uden helt at kunne formulere hendes kritiksyn og helt sikkert uden at kunne argumentere som hun ville gøre. Deadlines kulturdebatter med bikarakterer i studiet er fesent. At sidestille demokratisk stemmeret med retten til at anmelde kultur i et stort dagblad uden at have viden er...jo ikke til at diskutere med. Og det ville være meget federe at få Lea og dig til at udfordre Anne Sophias egne argumenter såsom denne fascinerende følgerække: "Kan man kun forstå en film, hvis man har læst filmvidenskab? Kan kun kvinder anmelde kvinder etc.?" Det er trods alt en logisk kortslutning fra den magtfulde hests egen mund og derfor mere interessant at gå ned i. Og så undrer jeg mig over, at Lea ikke bliver spurgt om, hvorfor hun som chefredaktør for en avis af i morgen, Zetland, så vidt jeg ved helt har fravalgt kulturanmeldelser til fordel for få andre og mere (ofte sjove) vær-klædt-på-til-den-dannede-rødvinsmiddag-agtige kulturkritikgreb (a'la Leas egen "Her er ti grunde til at se X Factor" etc). Det er der sikkert gode grunde til - Zetland skal finde sin egen vej - men det er spøjst at det ikke i det mindste bliver italesat, når nu det er den fagligt funderede kulturanmeldelsesinstitution, der er under afvikling.

Lea Korsgaard Vi har rigtig nok på Zetland ingen klassiske anmeldelser Katrine, men bringer hjertens gerne kritik – det vi plejer at kalde "argument" på redaktionen. Ambitionen er imidlertid, at den kritik, eller de argumenter, altid skal rodfæstes i en substantiel viden og en selvstændig research. (Min egen X Factor-hyldest var eksempelvis ikke en holdning flået ud af ærmet til lejligheden, men en researchet ting, jeg skrev på baggrund af en årelang og i øvrigt helt overdrevent nørdet interesse for lige præcis det program. Om det fungerede efter hensigten eller ej, lader jeg andre om at vurdere). Mit ærinde i denne sammenhæng, altså Deadline-sammenhæng, er at slå til lyd for den publicistiske journalistik – anmeldelser så vel som alt andet i dén gryde – der bekender sig til nødvendigheden af viden, faglighed, indsigt, research og erfaring. Også i de tilfælde, hvor ærindet er at tilbyde en holdning.

Katrine Hornstrup Yde Det synes jeg ville have været fedt at få med, det er en god afgrænsning af emnet og for Zetland en indgang til kritik, som der også kommer nogle fine tekster ud af. Hvad der sker, hvis man nedprioriterer/fjerner den anmeldende kritiker til fordel for lejlighedsvis, velresearchet opdatering om kulturfænomener synes jeg dog også er et stort tab af faglighed og fordybelse i det lange løb: Vi har ikke blot brug for fagjournalister med lejlighedsvise 'argumenter' om kultur - men kulturkritikere med et arbejdslivslangt overblik og indsigt og toptræning i velbegrundet at mene - de skal sætte alt fra værker og nye bevægelser til kulturpolitik i perspektiv og kan gøre det på et helt andet niveau end en neddykning i kultur fra tid til anden. Forudsat at man mener at kritikeren er og skal kunne noget andet, som Bukdahl var inde på i Deadline. Mao: Bukdahl ville fx ikke have nogen pind at sidde og speedsynge på, hvis fremtidens indstilling til kritik er som Zetlands. MEN. Jeg ved det godt. Det er en anden snak. Og alle aviser er ikke Zetland. Vi gør det forskelligt. Det er godt. Hvad tænker mon mit zetlandske kritikeridol Marie Carsten Pedersen?

Marie Carsten Pedersen ·

Jeg tænker først og fremmest, at jeg er meget enig i at kritik og kritikere er en genre, en metodik, en sindssygt vigtig stemme og et fagområde i sig selv, og at jeg mener at tendensen på ALLE dagblade til at 'alle kan være kritkere' er en udvanding af kritikken, som vil ende med at gøre den til et ligegyldigt nichefænomen.

Var i selv chok over at læse Mette Davidsen-Nielsens kommentar i avisen forleden, hvor hun begræd teaterkritikkens forsvinden - i selvsamme avis, som fyrede sin eneste, og en af landets bedste og mest respekterede, teaterkritiker for under et år siden, og valgte ikke at genbesætte stillingen, men sprede teaterkritikken ud over redaktionen med let hånd. (Det var ikke Mette D-N der traf valget om at afskedige Monna Dithmer, for the record, men det er ikke desto mindre avisens aktuelle situation).

Jeg tænker også, at jeg elskede at anmelde kulturhistoriske museer og udstillinger i Politiken, og at jeg er ked af, at det som samlet kritikfelt er opløst i enkelte nedslag. Især taget i betragtning hvor meget redaktionelt fokus, der fra aviserens side ligger på museernes drift, økonomi, popularitet og alt i det felt. At der ikke er (ret meget) æstetisk og formidlingsmæssigt orienteret kritikstof til at supplere det, er en ubalance i fforståelsne og fremstillingen af, hvad museer er for en slags institutioner i vores samfund - for den enkelte, for vidensproduktion, for forskning, for offentligheden, you name it.

Og så tænker jeg, at i forhold til Zetland, så er det set med mine øjne en god og rigtig prioritering og afgrænsning for os, med det opdrag, mission og de ressourcer, vi har, at vi ikke har en decideret kritikerstab og kritiksektion med stjerner og faste formater etc. Men altså, der er jo analyse og holdning i vores sådan 'a la kritik'-artikler, og ofte, i mine øjne, på en måde der ligger tættere op af hvad jeg opfatter som kritikkens klassiske form - et bidrag til en konstruktivt kritisk samtale mellem aktører i et æstetisk felt - versus anmeldelsens forbrugervejledning.

Det var det! Tak fordi du spurgte, Katrine!

Katrine Hornstrup Yde Marie Carsten Pedersen Booom! Tak fordi du svarede, Marie. Meget enig i alt.

Katrine Hornstrup Yde Er enig i at kulturkritik skal være mange forskellige ting og udforme sig på mange forskellige måder og selvfølgelig være meget, meget mere end forbrugervejledning, som kun den dårlige anmeldelse er - det arbejdede jeg og vi også aktivt på at gøre på Politiken med et utal af greb, og det kommer til at ske i højere grad på Information. Mit indtryk er absolut ikke, at Zetland er dækket nok ind når det kommer til kulturkritik (i alle dets former), og jeg synes fx at dine museumsanmeldelser ville passe smukt ind på avisen og ikke behøver folde sig ud i a'la kritik-artikler. Men at der skal prioriteres hårdt er en anden og ærlig sag.

Marie Carsten Pedersen · 52 mutual friends

Jeg er uenig i at mine anmeldelser som jeg skrev dem i Politiken ville passe ind i Zetland som Zetland er i dag. Men det er fino med mig. Der var også nogle grunde til at jeg gerne ville noget andet, jo ☺️

 

Lone Nikolajsen Det er nemlig meget underligt, at Deadline ikke prøver at placere debatten i den større overordnede diskussion af anmeldelsens rolle, som Politiken kører i disse uger. Det kommer til at lyde som en diskussion om, hvem der er inviteret med til hvilken fest, frem for hvad man egentlig vil med dagbladskritikken. Når Deadline fremlægger konflikterne som så personfikserede, virker det som om, de ikke rigtig har gidet danne sig et billede af, hvad diskussionen grundlæggende handler om. Det er ikke altid, men meget ofte sådan i Deadline. Er der andre stofområder, der bliver behandlet så dovent."

Scoop: Lones tale for Hanne (og Hannah)

Eklsusivt for Blogdahl - tak for det! - er her Lone Nikolajsens gode tale ved uddelingen af Albert Dams Mindelegat til Hanne Højgaard Viemose - TILLYKKE også herfra:

-->

Kære Hanne

Tillykke med den pris, vores værter i Dansk Forfatterforening har givet dig for din litterære indsats. Den synes jeg, du har fortjent. Det lyder så overstået, når det bliver formuleret på den måde – som en indsats – men alle omkring dig ved, at det er det ikke. Det bliver det nok aldrig.

Dit forfatterskab er en løbende afrapportering fra livet som person med følelser i kroppen, omløb i hovedet og en brændende jord under sig. Den brændende jord får hovedpersonen først i Hannah og senest i den selvstændige fortsættelse Mado til at tage benene på nakken og drage ud i verden. Ikke rigtigt for at finde sig selv, snarere tværtimod. Det er i stedet en trang til at komme ud over sig selv og sine egne omstændigheder, til at fortabe sig i alt det andet, der ellers findes, der driver backpackeren Hannah ud i den australske bush i romanen af samme navn.

Her giver Hannah sig hen til det hjernedødt hårde arbejde det er at plukke bananer og til den hjernedødt hårde fornøjelse, det er at forelske sig. Hannah handler om mange benhårde og reelt forekommende fænomener som vold, afgrundsdyb ensomhed, vild afstand mellem mennesker og en grundlæggende følelse af ufrihed, der manifesterer sig i alverdens absurde påbud. Men det er meget langt fra at være en roman, der dyrker det hårde.

Jeg mener: Det blik, fortælleren i har på verden, er så langt fra at være forhærdet, som det kan være. Ingen kynisme, masser af fortvivlelse og ikke mindst masser af interesse for de mennesker, fortælleren omgiver sig med. Fortælleren beretter om alle mulige former for forråelse uden at give sig i krig med nogen fordømmelse eller nogen analyse og fortolkning af problemernes årsager og ophav. I stedet er der gennemgående i den gennemgående fortæller i dine bøger en gennemgående nysgerrighed efter den meget mærkelige dyreart mennesket.

Selv hvis det ikke var for den vidtløftige og af instituttet kasserede antropologiske projektbeskrivelse af et speciale om det islandske hestemenneske, der indgår i Mado, kan man godt se, at dine romaner er skrevet af en afhoppet eller afsporet antropolog. Feltarbejde og deltagerobservation spiller en vis rolle, ligesom antropologiens grundlæggende dogme om at være kritisk over for de sandheder og selvfølgeligheder, man har med hjemmefra.   

Både Hannah og Mado er fulde af menneskestudier, møder med mere og mindre egensindige typer, der beskrives med en blanding af antropologens nøgternhed og skrønefortællerens sans for dramatik, timing, underspil og overdrivelse.   

Angelica med englevingerne, som hovedpersonen i Mado og hendes mand Jussi har boende i deres kælder i Akureyri i Island. Livet har vist sig om ikke umuligt så i hvert fald temmelig ubærligt for Angelica de steder i verden, hun ellers har befundet sig, og hun lever i romanen en tilbagetrukket tilværelse. I en sjælden åbenhjertig situation viser hun de hudflapper, der hænger ned fra armene som levn fra den overvægt, et tidligere forbrug af psykofarmaka havde givet hende. Angelica er ikke nogen frelsende engel og det håb, hendes karakter bidrager med i romanen, er et lille bitte et: Angelica finder et sted, hun kan være som praktisk ubehjælpsom og alligevel højt skattet husbestyrerinde eller kæreste hos en fårehyrde langt ude på landet. Hun finder et sted, hun kan være.   

I den del af Mado, der også er udgivet under navnet Helhedsplanen, offentliggør du over for en helt autentisk absurditet ved navn a-kassen, at alt du skriver enten er for sjov eller med henblik på overlevelse.

Jeg ser ingen grund til at tale om et enten-eller forhold her. Den humor, dine bøger er gennemsyret af, tjener ikke til at dulme nerverne efter de sørgelige beretninger fra virkelighedens og følsomhedens verden. Jeg læser den som en modstandskraft og en overlevelsesstrategi, der smitter og skærper læserens øjne for forråelse og andre blindgyder, samtidig med at den peger på det latterlige og sørgelige ved menneskearten, som ligger til grund for den forsonlighed, der på trods af al trodsen og anfægtelsen og udmattelsen findes i dine bøger.  

Den antropologiske undersøgelse af foreningen af og/eller grænsefeltet mellem hest og menneske giver fortælleren et påskud for tage et delvist afbræk fra sine artsfæller. Det handler i hvert fald om muligheden for at komme ud over sin menneskelighed. Det lykkes overhovedet ikke. Mado er rig på beskrivelser af, hvordan mennesker kan tage plads i hinanden, både i biologisk forstand, når hovedpersonen bliver gravid, og i en mere åndelig forstand, når fortælleren efterlader et nyfødt barn i Korea, hvor en romance og en grundig kuldsejlet karriere som industrigartner har ført hende hen. Det barn fortsætter med at hjemsøge hovedpersonen.

Hannah er en coming of age-roman med en sund skepsis over for forestillingen om, at det at blive voksen er ensbetydende med afklaring. I slutningen af Hannah læner hovedpersonen sig op ad telefonboksen, hun netop har ringet hjem til sin mor fra. Hannah er tynget af, hvor svært det kan være at sige det rigtige. Den ydmyge snert af optimisme, Hannah på trods af det hele ender med, udspringer af den pludselige tanke, at moren ”kunne have en fornemmelse, et klokkeklart billede” af Hannahs liv. Det er så det håb, der kunne blive råd til: At man i hvert fald glimtvis kan have klokkeklare billeder af hinanden.

Kære Hanne, det er fortjent, at du får en pris for at give klokkeklare billeder og for at fortabe dig i alverdens absurditeter og selvfølgeligheder, og for din vilje til at skrive hjem om dem. 

 

foto: Gita Pasternak

Skrøbelighed RULES! 1-3

1.
 Fra Lone Nikolajsens totalt gode, men præmature Information-anmeldelse af Rolf Spare Johanssons absolut gode langdigt (genrEN nu!) Begravelsen, der udkommer på mandag; i fredagsens WA Bøger roste jeg Lone N's negativitet, hun er lige så god til at være positiv: 

"Her vakler digtet f. eks. mellem at fortælle om forløbet og at konstatere, hvad der er sket: »og / efter hun døde / altså hun døde.« Jeg har hørt (men ikke fået bekræftet), at digtet er talt frem - simpelt hen baseret på lydoptagelser, forfatteren har indtalt. Det tror jeg gerne, det er meget mundret, meget overbevisende, at det er sådan her, en sorgfuld person taler, går i stå, leder efter ordene. At læse Begravelse føles i en ualmindelig grad som at blive talt til.
Til trods for det og for den hikstende brudte syntaks er Begravelse så langt fra at være uklar eller dunkel, Begravelse er ikke en genopfindelse af poesien som sådan, men et fornemt eksempel på, hvad den kan, og en påmindelse om, hvorfor vi ikke vil undvære den. Begravelse er som Rolf Sparre Johanssons debut Søvn en ret ligefrem og uprætentiøs formidling af almindelige erfaringer i et dagligdags sprog. Der bliver skrevet mange vidnesbyrd i den danske litteratur for tiden, og dette her er et af de enkleste og stærkeste. Et sted i den del af digtet, der beskriver selve begravelsesritualet, står der, at det føles godt, at man ikke skal skjule sine følelser, hvad der jo er sandt og rigtigt. Men det er ikke nogen selvfølge, at en følelse kan gøres så mærkbar for andre. Når Begravelse er så rørende, er det ikke fordi der udpensles eller dissekeres store følelser, men fordi langdigtet viser, hvordan døden også indebærer en masse praktiske gøremål, og hvordan sorgen sætter sig i sproget og i forholdet til de andre efterladte.
Det er ikke chokerende, at mødre dør og efterlader deres børn i sorg, men det har ærlig talt overrasket mig, at sorg kan anskueliggøres, sådan som Rolf Sparre Johansson gør det i Begravelse. Det synes jeg er en bedrift."

2.
Fra Kizaja Ulrikke Routhe-Mortensens præcise Politiken-kommentar i anledning af lyrikiseringen af Politikens Litteraturpris:

"Fordi det som bekendt kun er digtsamlinger, der i år er indstillet til Politikens Litteraturpris, er der her i Bøger allerede skrevet en del om, hvad poesien kan i disse år. Om hvordan poesi kan være et modsprog til de måder at tale på, der ellers hersker i det offentlige rum.
Når man først har sagt modsprog, er der ikke langt til at sige modmagt. Men hvis samtidspoesien er en modmagt, er den det så paradoksalt nok ikke tit, fordi den viser en afmagt frem? LÆG MÆRKE til, hvor mange af de digtsamlinger, der får mest opmærksomhed, som beskæftiger sig med afmagt i den ene eller anden afskygning.Der er sorgens afmagt og den psykiske sygdoms afmagt hos Bjørn Rasmussen og Asta Olivia Nordenhof, den handikappede krops afmagt hos Caspar Eric, den spiseforstyrredes afmagt hos Cecilie Lind, alderdommens afmagt hos Charlotte Strandgaard, den unge, søvnberøvede fars afmagt hos Rolf Sparre Johansson.
Hos Theis Ørntoft konfronteres vi med en politisk afmagt, hos Ursula Andkjær Olsen med taberens rasende afmagt. Fortsæt selv listen.
Det er vidt forskellige digtere, vidt forskellige temperamenter, der på vidt forskellige måder alligevel virker interesseret i det samme: i at tale fra et sted, hvor individet er svagt frem for stærkt. Kompromitteret frem for autoritativt.
MEN BLIVER en poesi, der er så optaget af afmagt, ikke selv afmægtig? Ren jammer? Tværtimod. Eller: Det gør den, men det er en helt igennem demonstrativ afmægtighed.Får poesien ikke netop en magt ved at blotte sin afmagt? Er at opholde sig ved afmagten og de måder, mennesker kan være svage på, ikke at afvise tidens krav til individet om at være selvbestemmende og suverænt, kort sagt have magt over sig selv og sin tilværelse? Måske handler det ikke engang så meget om at vende afmagt til magt, som det handler om at blive i afmagten. Som modmagt går tidens poesi ikke til modstand ved selv at bruge magt, men ved at insistere på at blive i sin skrøbelighed, være hård i sin blødhed."

(og så siger hun noget lige fint og rigtig om den trodsige humor, der stikker frem hos de nævnte digtere - men hvis jeg citerede det, ville jeg have citeret hele teksten)

3. Fra interview med skarp Asta Olivia Nordenhof i Information om psykiatri:

"- Hvad er konsekvenserne af diagnosesystemet?
»Man får et mistænksomt blik på sig selv, hvor alt muligt kan være udtryk for, at man er ved at blive syg igen. Det, der kan være så svært, er, at sanseforstyrrelserne sagtens kan udspille sig, samtidig med at man har det godt. Jeg kan tit misunde folk, som ikke har været i det psykiatriske system. De lader til at vide, hvornår de har det dårligt, men det synes jeg, jeg er blevet dårligere til. Man tænker: ' Er jeg nu i gang med et selvbedrag?'«
- Hvad kunne man gøre anderledes i forhold til diagnosticeringen?
»Det er et vanskelig spørgsmål, for et sygdomsvæsen skal vel have et eller andet klassifikationssystem, men på den anden side har jeg egentlig ikke lyst til at være pragmatisk. Jeg har lyst til at sige, hvis det ikke fungerer, hvis man arbejder imod patienterne, så må man jo grundlæggende gentænke psykiatrien. Uden at jeg kan sige, hvordan den så skal se ud, så må jeg bare sige, at det, der foregår nu, ikke er godt nok. Psykiatrien skal virkelig drømmes helt forfra.«
- Selv om du ikke kan fremlægge en køreklar politisk plan, hvilke elementer mener du så, man burde se på?
»Man kunne i hvert fald tilstræbe sig en lægeuddannelse, som beskæftiger sig kritisk med sit eget normalitetsbegreb. Det ville være respektfuldt over for de patienter, hvis tankestof det er. Der er uendelige mængder kunst og filosofi, der ikke kategoriserer de her ting som anormale. I dag vil en lægesamtale dreje sig om hastigt at afgøre, om en patients anormalitetstegn er øgede eller formindskede siden sidst, og så vil der på den baggrund foregå en vurdering af medicinen. Der er stadig i høj grad et element af borgerlig opdragelse i det psykiatriske system.  Man opdrager til normalpsyken, i stedet for at finde ud af hvilket liv de syge har lyst til at leve. I en ideel situation vil en læge interessere sig for patientens tankeverden og for, om patienten overhovedet anser den som et problem.«.
(...) 
"Jeg oplever også en ung krigerisk generation, som ikke vil godtage historien om, at de skal være taknemmelig over overhovedet at få lov at eksistere, bare fordi de er syge. Det er positivt.«.

Lone tør hvor Linea alligevel tøver

Nikolajsen nemlig, i hendes boganmeldelse nr. 2 i Information, der beundringsværdigt (især for en ondskabs-.debutant) koldt og klart og effektivt - og derfor desto hårdere (og sjovere) i sin sardonik - siger, hvad der skal siges om Jan Sonnergaards Frysende våde vejbaner (som jeg indrømmet er lettere obsessed med, fordi som sagt det er den første Sonnergaard-bog, jeg ikke anmelder, men som jeg så alligevel meget uklogt læste mig levende død på); her indgang og udgang:

"Bag så sjusket en bog som Frysende våde vejbaner står et forlag, der ikke har levet op til sit ansvar. Udover at landets største forlag burde gøre lidt mere ud af korrekturen, kunne Frysende våde vejbaner snildt have været 200 sider kortere end de nuværende 384 sider. Det virker decideret overflødigt, at de samme pointer fremføres (ny regel: max en begrædelse af metrobyggeriet på Enghave Plads pr. samtidsroman), antydes og understreges igen og igen, som når fulde mennesker ikke ved, at de gentager sig selv. Plottet er hængt op på et tragisk dødsfald og en hovedkulds forelskelse, men så meget sker der faktisk ikke i romanen. Og det, der sker, sker som regel flere gange.

Frysende våde vejbaner har en del til fælles med Sonnergaards debutnovellesamling Radiator fra 1997. Igen et portræt af en underklasse med humanistiske universitetsuddannelser, der ikke kan bruges til andet end at underbygge de mere eller mindre fordrukne refleksioner over livets meningsløshed. Dynamikken mellem korte, kontante og ildevarslende sætninger og længere rablende og fablende passager er også typisk for forfatterskabet.
Men hvor (især) debutnovellerne var skåret til, så virkemidlerne virkede, fortaber alle optakterne til spænding i den her roman sig i beskrivelser af hvad som helst, der måtte befinde sig i hovedpersonens synsfelt. Om romanen havde været overbevisende i en kortere, gennemarbejdet version, ved jeg ikke."

Vs. endnu en endnu en slap litteraturredaktøranmeldelse i Berlingske, til dog kun (selvom det også er alt, alt for meget) 4 stjerner i Berlingske - afslutning:

"Så læs den endelig, den nye fra Sonnergaard, hvis ellers emnet ikke skræmmer. Det er præcis, ukunstlet prosa. Meget sort, meget underholdende. Som det virkelig sorte godt kan være det og ofte er det. Selv når det gør virkelig ondt."

Ukunsletheden (+ uendeligheden, jf. Lone N) er hele problemet; engang var Jan den mest speedet kunstfærdige prosaist af dem alle. Så læs den endelig IKKE, den nye fra Sonnergaard.

De fatter den på stribe, Strunk

I dag Informations anmeldelse skrevet med stor, indtrængende omhu af Lone Nikolajsen, der hidtil har excelleret som excellent tv-anmelder, men nu, forhåbentlig for good, tilhører den dramatiske voksende TRUP af Nye Unge Skønlitterære Anmeldere (NUSA), hvis snarlige totale verdensovertagelse receptionen af Strunk truende signalerer, 4 anmeldelser, 4 medlemmer af NUSA-truppen - her et stort klip:

Det rum, Strunk udfolder sig i, strækker sig mellem den meget vellidte måne og ned til bunden af brønden, hvor frøprinsen sidder med guldbolden og til jegets tilsyneladende irritation inkarnerer forestillingen om kærlighed som et rednings-og forandringsprojekt. Et centralt motiv i langdigtet er sengen, hvor »det stakåndede indtræffer«, og hvorunder monstrene gemmer sig. Monstre under sengen hører barndommen til, men i Strunk er det monstrøse bare en del af intimsfæren, og hvis man vil, kan man læse dem som en udkrystallisering af jegets egen paranoia og selvdestruktivitet: »jeg er så bygget af kviste, af hænder / der vil række ud fra, under seng, og skære mine fødder af.« Andetsteds i teksten er der forsøg på forsoning: »jeg tropper op og steder ud en ordre om omsorg for de små øjne der spionerer fra skuffer/ og skabe fulde/ af monstre«.
Strunk er et stilistisk cirkus af rang.Det forhindrer ikke den tematiske spændvidde, der går fra eksistensberettigelse til hulahopringe, i at være overbevisende til stede, men jeg anede ved første gennemlæsning et bagvedliggende ' tardahh!'.
Og så var det der pludselig, et tardarhh midt i teksten, og faktisk helt på sin plads i en lynhurtigt forbipasserende både sjov og nuttet sketch: »tardarhh vi præsenterer for bier:// BLOMSTER// og det er straks, en, succes, STRÅLENDE!« Som man ser, er kommaerne egensindige. Det føles som hækkeløb for øjnene at få brudt sætningerne op på den måde, men de her kommaer arbejder for rytme og tempo, ikke for sammenhæng og orden. Strunk rummer mange egenartede passager, der kunne fungere som digte i egen ret. Bekendelsesteksterne er hardcore, og Lind kan med få ord udpensle en knivskarp absurditet.

Link til Helles Chaplinskhed

I noget, der hedder netudgaven.dk har Lone Nikolajsen skrevet en top 20 over kontaktbesvær hos Helle Helle, med kvikt kommenterede (og klippede) klip fra samtlige bøger; det er en af de mest fornøjelige og præcise (og elegante) Helle-afhandlinger, jeg har læst (inkl. dem jeg selv har skrevet), her et klip af klippene (de rigtige tal 11, 12, 13):

1. Alle personer i forfatterskabets selvkarakteristik, her formuleret af parfumeekspedienten Jane fra Rødby-Puttgarden. At gebærde sig kan godt være en krævende disciplin:
   

   Jeg kunne godt gå rundt og gebærde mig, men ikke for længe ad gangen.
   (Rødby-Puttgarden, 2005)

2. Her er Janes mor, Henriette, f.eks. til det bal, der resulterer i, at hun bliver mor til Jane:
   

   Alting lugtede af syrener. Henriette strakte benene på bænken og lagde nakken helt tilbage. Hun lukkede øjnene. Da hun åbnede dem, stod Birger Nielsen foran hende og vippede på fødderne. Så blev hun gravid, men hun kunne ikke lide at sige det til ham. Han var heller ikke noget for hende, og desuden rejste han til Kolding kort tid efter.
   (Rødby-Puttgarden, 2005)

3. For hver bog, Helle Helle udgiver, bliver beskrivelserne af de konkrete gebærder mere præcise og sætningerne mere elegante. Det er forlegenhed udfoldet som en form for koreografi, lidt ligesom Chaplinfilm:
   

   Han krummer sig frem mod styret, hver gang han træder pedalerne i bund. Sådan cykler jeg selv, derfor cykler jeg ikke. Han standser og stiger af. Spejder ud over havet. Han ved godt, jeg sidder her. Jeg ser ned på mine hænder i svineskindshandskerne:
   (Ned til hundene, 2008)