Rolf genopfinder kritikken der taler med sig selv og andre, grundigt!

Jeg ærgrer mig over, at jeg i min blæksprutte i morgen i WA om Generation etik-tak ikke fik inkluderet et shout-out til digter og OVBIDAT- redaktør og -forlægger Rolf Sparre Johannesens lange, lange, åbent grublende og diskuterende (helt konkret via mailveksling med Elisabeth Friis og blog-indehaver Victor Boy Lindholm) tekst om primært (omtaler om og erklæringer fra) Olivia Nordenhof og Pablo Llambías (selve hans sonetter) på salon-bloggen jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa.dk. Det var sådan noget hybrid, roligt læsende og frugtbart forvirret kritik, der i gamle dage var plads til på (sporløst forsvundne) litlive og som der nu om stunder burde være plads til, men alt for sjældent forsøges, på Promenaden. Her er et klip, hvor Rolf undrer sig kritisk igennem Olivia-udtalelser:

Jeg synes helt sikkert Nordenhof: Det nemme og det ensomme (som hun vandt Montanas pris for plus blog) er fantastisk!
jeg er ligeglad med hvad hun skriver på facebook og blog ift. det for der er hun privatperson og ikke forfatter. Eller: jeg er ligeglad om nogen er privatperson eller forfatter eller har opløst grænserne eller noget ift. en bog eller noget på internettet, fordi jeg kan ikke se hvad personen har med teksten at gøre. Måske med mindre jeg kender personen, men det er lige meget. ,,, Eller forfatteren har lige så meget at sige om teksten som læseren. En forfatter er en, der har skrevet en tekst og givet den fra sig, i modsætning til ”at sige noget”, hvor man prøver at komme med et udsagn, man kan stå ved?
Og hvis litteratur er ”noget man siger” åbner det op for moraliserende læsninger & persondyrkelse, som underminerer litteraturens potentiale..
Hvad jeg var ved at sige: Nordenhof bidrager selv til en ikonisk fremstilling af hende, ikke bare i interviews, og ved at skrive som hun gør der på facebook hvor hun fremstår meget nærmere ”enestående” end ”ligesom alle”…!? Hvad sker der for det? Nej, eller.. Er det det som stresser hendes knogler? Men jeg tænker hun taler fra en ikke konsistent position, hvor man kan modsige sig selv, fordi sådan er det når man snakker med nogen; og den snakkeenergi kommer over i hendes bog (som jeg er Fan af..), og det er fint fint, der kan hun være så naiv, fordi det ikke er hende der taler der men en skønlitterær karakter eller et skriftjeg eller hvad, dvs. når jeg læser hendes bog er det ikke at hun taler til mig fx for jeg kender hende ik … eller hendes udsagn i bogen kunne lige så godt komme fra Peter Pan så det er ikke hendes udsagn; men på facebook (ved ikke med blogs?) og i interviews osv. må der være andre krav til det man siger. (Victor du må lige sige hvis jeg får blandet ting sammen her?). what what.. jeg mener bare: det virker okay at opretholde grænser i hvert fald mellem et skønlitterært jeg og en forfatter der udtaler sig, fordi , og ikke at digte ikke kan være eller bruges i samtale, men de er det ikke først og fremmest, for så er de ikke digte..
Eller der er en åbenhed der ryger sig en tur, hvis forfatteren til et digt pludselig er autoritet over sit digt på samme måde som man er autoritet over, hvad man (forsøger) at sige i en samtale? . . . . . Eller ift. det på facebook med ”man skylder verden og hinanden at vende sig væk fra fiktionen og mod virkeligheden. … man kan jo bare gå i gang med de drabeligste fiktioner såsom penge, race, køn. som sådan, som et modværge mod fiktionen der fjerner os fra hinanden, ønsker jeg at litteraturen kan være trøst og mulig for dem der bliver jaget, og skældud til dem der har interesse i at jage og fængsle andre.” Det er jeg virkelig enig i, eller det lyder rigtigt, men det føles som om at der ikke er noget trøst i fx Det nemme og det ensomme hvis man pludselig skal forholde sig til en fiktion om forfatteren som et ikon der taler imod det ikoniske.. MEN i Informations-interviewet : ”»Der er to idealer, der strides i mig. Et ideal om at være en del af en samtale og et ideal om at være det uden at blive en instans. Som en, der går ind for færrest mulige regler, ville det være træls at blive en autoritet,« siger hun og tænder den første af en lang række hjemmerullede cigaretter.”  . . . .