"Hvordan denne ekstatisk lykkelige slutning så lige mere
nøjagtigt forholder sig til værkets første hoveddel, som skildrer englen
i krig som soldat, og hvad sammenhængen helt præcist er omkring pigens
anbringelse på en anstalt »med enestue og stejle principper« og med
»pjalterne, neglene, måltiderne, tosserne, tiden der går, og håret der
gror«, fik nærværende læser vist ikke rigtig hold på undervejs, for
plotmæssigt holdes man hos Lind stedse på sultekost, og spørgsmålet er,
om englen og pigen overhovedet udgør episke aktører eller snarere må
opfattes som positioner inden for samme psyke.
Men så meget kan da slås fast, at bogen bemestrer et modigt spring ind i - og et hørbart skrig inde fra - et outsiderunivers.
For
som pigen siger: »Jeg kan ikke altid orke at indfinde mig på bestemte
tider på bestemte tidspunkter«, og: »Det er svært at omgås andre.« Hun
har, som hun udtrykker det, sit eget »hyr med verden« og må derfor se
uforstående og udenforstående til, når andre tilsyneladende formår at få
»normale« liv ud af »små nyligt radbrækkede psyker« : »Familier vil I
blive, og dernæst: glade. Og I vil blomstre i kærligheden, I vil ivre ud
og overkomme supermarkedets lyssætning, nøglerne i lommerne der rasler
så ondt, når man går sine raske skridt.« Og tro så endelig ikke, at en
sådan konformistisk kasseeksistens er Gud velbehagelig!
Nej, Gud
fremstår i Cecilie Linds
fortolkning som en alt-inkluderende vilje, som i grunden hader alle
systemer og især hader at være spærret inde i »evighedens fængsel«.
Denne dobbeltkønnede instans er alting, og han og hun elsker alting.
Gud
er på én gang »som en hybenbusk, en sommerfugl, en rygmarv, et
sølvspænde, en tændstik, en splint, et æseløre, et angstanfald, en
trækrone, et kærkomment knus, en ødsel konto, et betændt sår, et barns
vræl, en månes skygge, en andens kone, en lille flamme, en entré, en
tudse, en kuldegysning, en lunge, en møtrik, en topmave, et rosenbed, en
natsværmer, et svar, en nødstedt sømand, duggen der falder«. Og hvad
Gud værdsætter, »er higen og håb og smukke øjne, øjne vendt mod himlen,
jomfruens himmelvendte himmelblå, sandt for dyden, hyrdetimer og de
kønne lår, og den stærke kæbe«.
Den stærke kæbe? Sådan én forbinder vi
vel umiddelbart med en løve, en krokodille, en haj eller en garvet
bokser. Men vi kan måske også forestille os den som kæbepartiet, hvorfra
der i Til en engels forsvar lyder en på én gang suveræn og sårbart
skrøbelig stemme, som ikke rigtig ligner noget andet, man har læst eller
hørt. Når man fornemmer den, opvejer det ens eventuelle episke
desorientering. Eller med bogens stolte ord: Hellere slå sig til blods
end til tåls."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar