torsdag den 22. juni 2017

Ang. Lones bog

Tue siger det så rigtigt til sidst i sin Informations-anmeldelse af Det er et jeg der taler:

"Det er et jeg der taler fungerer også så fint, fordi stemmen i teksten nok er fuld af vrede og uden kompromiser, men den position, den stemme taler fra, viser sig igen og igen at være kompromitteret.
Ja, Aburas er en angiveligt privilegeret forfatter i Danmark. Ja, hun tilhører vel den kreative klasse, hvad det udtryk så end betyder.
Nej, hun er ikke fantastisk og heltemodig. Andre har det meget værre. Her hører vi ikke den undertryktes egen stemme.
»Hvad ved jeg om at ligge i lastrummet på en varetransport, at gå om bord i en af dødsbådene, at få en håndfuld jord af sin mor, man ikke skal se igen? Vi kunne alle sammen få hjælp af en krisepsykolog efter Kirkerydningen og for at have været tæt på traumatiserede flygtninge, og så gik vi hjem i vores fælleskøkkener og forældrekøb og skrev romaner og søgte ind på videregående uddannelser.« Men hvorfor skulle de privilegier føre til passivitet? Som om politisk handling skal forbeholdes undertrykte engle. Eller, som bogen selv skriver: »Så kom ikke her og tal om rabiate referencer og litterært selvmord. Jeg prøver sådan set bare at vække et eller andet, nu hvor den provinsielle ro omsider også har forladt mig.« Og hvad prøver jeg her? Jeg prøver vel at sige, at det er sådan her, det skal se ud, hvis traditionen for engageret litteratur skal vækkes til live igen. Den skal være uforsonlig, den skal handle om det konkrete og uretfærdige, ikke om det moralsk uangribelige.
Den skal vække til handling uden nødvendigvis at pege på, hvilken handling, der er den rigtige. Den skal tale klart og sandt."

Og Lone siger i interview med Berlingske: 

 "Lone Aburas fremhæver, at hun ikke ønsker at deltage i en samfundsdebat. Tværtimod. »Jeg er ikke på Facebook, og jeg deltager bevidst aldrig i debatten. De virker så fasttømrede, at man skal have en sportsmentalitet for at holde til det,« siger Lone Aburas, der selvfølgelig er enig i, at demokratier eksisterer i kraft af den engagerede samtale. Men det er ikke den, hun ser i disse år.
»Hvis jeg gik i debat med Inger Støjberg, ville det jo være underholdning. Vi ville stå i hvert sit hjørne, med hver sin holdning. Det ville ikke handle om at vi påvirkede hinanden og rykkede noget.«
Som kunstner vil Lone Aburas hellere lave et politisk værk end udtale sig. Hun mener i øvrigt ikke, at det skorter på politiske kunstværker. Tværtimod. »Jeg synes, at der er mange politiske bøger derude. Der er bare opstået en doven læsning, hvor vi kun ser pointerne, hvis de er meget tydelige,« siger hun - og nævner Casper Erics digtsamling »Nike« som et eksempel. »Det er også en tekst, der handler om at være udenfor. I hans tilfælde fordi han har en sygdom og det skriver han om på en stolt og sørgmodig måde. Den bog var jeg faktisk meget inspireret af.«
(...)
»Jeg ønsker virkelig ikke at være del af en krænkelseskultur. Jeg synes, at det er super nedværdigende, hvis man placerer sig selv som offer,« forklarer Lone Aburas. Jeg spørger, hvorfor det egentlig er så farligt. Der er der jo folk, der er. Ofre.
»Måske fordi det begrænser én. Hvis du er et offer, er det det eneste, du er.« Af samme grund ville Lone Aburas aldrig have brugt sin første bog på at tale om de her ting. Nu er hun 38-årig og på femte bog. Og hun har været både vred og afmægtig og desperat. Nu er det kommet nok på afstand til at få sit eget liv. Alligevel er der flere, der har sagt, at det var modigt at udgive værket. De har spurgt, om hun var nervøs.
»Og det forstår jeg ikke. Det er jo bare en bog, en slags koncentrat af vrede og magtesløshed, som er frosset fast. Det er jo det, som er så fantastisk ved at udgive sådan et værk. Jeg går jo ikke rundt og er vred hele tiden.«"

Og her er lige et stykke fra bogen, som ikke er god, fordi den er vigtig, men vigtig, fordi den er god som i åndssvagt bevidsthedsudvidende god: 

"I Danmark kan vi omsider lave den  perkerkanon som bekræftelse på, at etniske minoriteter er andet end vold og overrrepræsentation i kriminalitetsstatistikken og tvangsægteskaber og undertrykkende fædre, der tæver og sønderlemmer og knepper deres kvinder og kusiner og barnebrude og børn til blods, så det stænker helt op på tapetet i en passage på side 32 i Føtexsøen. det er ikke for sjov, når jeg siger, at det skal du ikke spørge mig om igen, lektor i dansk litteratur, du ved godt hve, du er, om det var blod, det der var på væggen i min fiktive tantes opdigtede lejlighed i Alexandria eller rose mig for at mestre beskrivelsen af arabernes offermentalitet til perfektion. Jeg har ligget vågen så mange gange og forestillet mig, hvor dum du må virke på dine omgivelser, når du forarges over antisemitisme, men selv er åbenlys islamofob, på din arbejdsplads fx? Der må være en kantine, hvor du skal interagere, men det er måske kun overfor mig du optræder som et lille svin? Og dig, litteraturens udenomsparlamentariske vidunderbarn, hvis navn jeg heller ikke nævner, der omtaler fremmedhadet som identitetspolitisk fnidder på linje med parforholdsproblematikker, partikulært menstuationslyrik: Kære dagbog, jeg blegede mit hårløse røvhul i dag. Som om jeg var dig, rundet af holistisk lilleskole, disciplineret af neo-marxistisk hippiemor, som du er på fornavn med."

Billedresultat for det er et jeg der taler 

(fra udstillings-udgaven af Det er et jeg der taler ved Aburas og cover-artist og illustrator Mo Maja Moesgaard)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar