torsdag den 1. juni 2017

Himmeblånende (hinsides anmelderi)

-->
Okay, din roman holder jeg vildt af og går jeg vildt ind for, og jeg vil sagtens kunne argumentere for og BEVISE, at den er et fremragende og brandoriginalt og klogt og smukt og raffineret og for vildt kunstværk, men den er også bare og måske først og fremmest, for mig, et faktum, noget, der uimodsigeligt og ubændigt FINDES som sin helt egen unikke ting, i den øverste orden af ting, sådan oppe på himmellegeme-niveauet, skulder ved skulder ved den måne, der både prises og vrænges af i romanen, for den ligner virkelig ikke noget andet, bøger og forfattere, jeg kommer til at tænke på, er Pablo Llambías’ … rasende…, Pia Juuls Skaden, Louis Jensens tidlige kortprosa, ingen af hvilke du har læst, tror jeg, Robert Coovers myte- og eventyr-formateringer (du HAR læst Snowwhite), ham Franz Kafka, hvis dagbøger tynger din rygsæk umådeligt, men ingen af dem ligner rigtigt, og selv om det ikke er svært at se, at det er dig, CL, der har skrevet den – bare HØR den søvngængersikre sprogmusik – ligner den heller ikke noget, du har skrevet før, og ikke bare fordi den er prosa og roman og står ved og groover på og finder en voldsom styrke i at være romanprosa, det er noget med at forsværge sig 100 % til både fantastik-univers og -stemning og fiktionspersons-inderlighed og -solidaritet (og søvngængersikker sprogmusik), men give fanden i plot-konstruktion, men ikke give fanden i – men sætte vinger på! – (kompositionelt og stilistisk forskelssættende) roman-konstruktion: KRIG + ENGEL + PIGE + RETSSAG, krigstale + engletale + pigetale + retssagstale (+ GUDtale) nemlig, og vildt nok i forhold til sædvanlige Lolita-fiktioner at lade både skytsenglen og hendes skytsbarn, pigen, tale og forsvare dem begge to nådesløst uforskønnende, men yderligere heftigst så at indramme de to forsvarstaler (pigens er henvendt til englen, englens er henvendt til de himmelske foresatte) med krigens rådvilde (men i forhold til al anden tale underligt UENSOMME) tale, der også er engletale, men engletale, der er stedt i og på krigsskuepladsen, og retssalens målrettede, formalistiske tale, der afbrydes af Guds forsvarstale (henvendt til englen, men mest til OS), som er verdens vildeste tekststykke, for tænk - nådesløst uforskønnende, men crazy skønt - at ville og KUNNE forsvare Gud, der BTW er en kvinde, uden at DET er pointen, det er snarere den almægtige-storskrydende ensomhed (kontrasteret med englens og pigens trodsige-afmægtige ensomheder), hey, jeg elsker din roman. 

 Billedresultat for doré angels

1 kommentar:

  1. Peter Højrup (på Facebook): + Zarathustra + Alice (bag spejlet og i wonderland) vil jeg gerne foreslå.

    SvarSlet