-->
Hvem skriver du som kritiker til – eller for?
Velsagtens bare til – og for – mig selv. Tekster, der karakteriserer og tænker over og vurderer litteratur så skønt og klogt og præcist som muligt, som jeg ville synes var fede at læse, hvis jeg ikke lige selv havde skrevet dem. Jeg begyndte som anmelder 20 år gammel på Kristeligt Dagblad og mødte aldrig en læser. Nå, okay så, tænkte jeg, absurd at skrive for nogen, jeg ikke kan få øje på, så hellere skrive for mig selv, som jeg godt kan få øje på, ligesom når jeg skrev/skriver digte, som der heller ikke er nogen læsere til. Nu om stunder møder jeg rimelig ofte læsere, men til gengæld ligner de overhovedet ikke hinanden (ikke engang ved at være, med Marie Kats formulering, ” gamel Menisker”), så hvordan skulle jeg skrive til og for dem? Læsere har ikke mere til fælles end fugle har til fælles, ja, de har alle sammen vinger, men de kan jo ikke engang alle sammen flyve.
Har anmeldelsen som genre udlevet sig selv?
Næh, ikke mere end digte og romaner og noveller og skuespil har udlevet sig selv som genrer. Og jeg læser hele tiden nye, gode digte og romaner og noveller og skuespil – OG nye gode hybrider; der er kommet en del fantastiske hybrider dette forår, af fx Naja Marie Aidt og Hans Otto Jørgensen, men ikke færre fantastiske digte og romaner, af fx Signe Gjessing og Peter Nielsen og Pablo Llambìas og Maria Gerhardt. Men selvfølgelig skal alle genrer konstant og i hver eneste tekst skrives nye og friske, og det gælder også genren anmeldelse: vurdering og karakteristik i kortform af et nyt kunstværk.
Oplever du et krav om aktualitet og (samfunds)debat, når du anmelder – og er det et problem?
Jeg oplever ikke selv sådan et krav, nej. Hvis der er aktualitet og samfundsdebat i en tekst, ignorerer jeg det ikke (selvom jeg kan have lyst til det), men vurderer jo selvfølgelig, om aktualiteten og samfundsdebatten opleves som anstrengt, påklistret eller dynamisk, nødvendig, rent kunstnerisk. I Lone Aburas’ splinternye agitprop-monolog Det er et jeg der taler går debat og kunst op i en højere, missil-agtig enhed. Jeg kan godt få øje på kritikere, der forcerer en aktualitets- og samfundsdebat-vinkling, men jeg tror ikke, det er på grund af et ydre, redaktionelt pres, ikke engang på Politiken – nok snarere en blanding af journalistisk følgagtighed og akademisk mode, hvæser jeg polemisk.
Hvor synes du, kritikken bør bevæge sig hen?
Til alle sider, ud over stepperne, sammen med alle bøgerne. De sidste tre-fire år er en hel generation af yngre, talentfulde kritikere stormet frem på banen. De bedste af dem skriver personligt på en viljestærkt flosset facon, der føles ny. Jeg vil for en gangs skyld ikke nævne navne, og måske ved de faktisk, hvem de er. Jeg synes, det kunne være spændende med en endnu mere radikal personliggørelse, hvis ikke faktisk intimisering, af kritikken, ikke nødvendigvis i avisanmeldelserne, men meget gerne alle mulige andre steder (og meget meget gerne i de akademiske litteraturtidsskrifter, som desværre er ved at være de eneste litteraturtidsskrifter, der er tilbage), som akkurat Mikkel Thykier, når han er mest Mikkelsk og mindst Jeronimusagtig.
Velsagtens bare til – og for – mig selv. Tekster, der karakteriserer og tænker over og vurderer litteratur så skønt og klogt og præcist som muligt, som jeg ville synes var fede at læse, hvis jeg ikke lige selv havde skrevet dem. Jeg begyndte som anmelder 20 år gammel på Kristeligt Dagblad og mødte aldrig en læser. Nå, okay så, tænkte jeg, absurd at skrive for nogen, jeg ikke kan få øje på, så hellere skrive for mig selv, som jeg godt kan få øje på, ligesom når jeg skrev/skriver digte, som der heller ikke er nogen læsere til. Nu om stunder møder jeg rimelig ofte læsere, men til gengæld ligner de overhovedet ikke hinanden (ikke engang ved at være, med Marie Kats formulering, ” gamel Menisker”), så hvordan skulle jeg skrive til og for dem? Læsere har ikke mere til fælles end fugle har til fælles, ja, de har alle sammen vinger, men de kan jo ikke engang alle sammen flyve.
Har anmeldelsen som genre udlevet sig selv?
Næh, ikke mere end digte og romaner og noveller og skuespil har udlevet sig selv som genrer. Og jeg læser hele tiden nye, gode digte og romaner og noveller og skuespil – OG nye gode hybrider; der er kommet en del fantastiske hybrider dette forår, af fx Naja Marie Aidt og Hans Otto Jørgensen, men ikke færre fantastiske digte og romaner, af fx Signe Gjessing og Peter Nielsen og Pablo Llambìas og Maria Gerhardt. Men selvfølgelig skal alle genrer konstant og i hver eneste tekst skrives nye og friske, og det gælder også genren anmeldelse: vurdering og karakteristik i kortform af et nyt kunstværk.
Oplever du et krav om aktualitet og (samfunds)debat, når du anmelder – og er det et problem?
Jeg oplever ikke selv sådan et krav, nej. Hvis der er aktualitet og samfundsdebat i en tekst, ignorerer jeg det ikke (selvom jeg kan have lyst til det), men vurderer jo selvfølgelig, om aktualiteten og samfundsdebatten opleves som anstrengt, påklistret eller dynamisk, nødvendig, rent kunstnerisk. I Lone Aburas’ splinternye agitprop-monolog Det er et jeg der taler går debat og kunst op i en højere, missil-agtig enhed. Jeg kan godt få øje på kritikere, der forcerer en aktualitets- og samfundsdebat-vinkling, men jeg tror ikke, det er på grund af et ydre, redaktionelt pres, ikke engang på Politiken – nok snarere en blanding af journalistisk følgagtighed og akademisk mode, hvæser jeg polemisk.
Hvor synes du, kritikken bør bevæge sig hen?
Til alle sider, ud over stepperne, sammen med alle bøgerne. De sidste tre-fire år er en hel generation af yngre, talentfulde kritikere stormet frem på banen. De bedste af dem skriver personligt på en viljestærkt flosset facon, der føles ny. Jeg vil for en gangs skyld ikke nævne navne, og måske ved de faktisk, hvem de er. Jeg synes, det kunne være spændende med en endnu mere radikal personliggørelse, hvis ikke faktisk intimisering, af kritikken, ikke nødvendigvis i avisanmeldelserne, men meget gerne alle mulige andre steder (og meget meget gerne i de akademiske litteraturtidsskrifter, som desværre er ved at være de eneste litteraturtidsskrifter, der er tilbage), som akkurat Mikkel Thykier, når han er mest Mikkelsk og mindst Jeronimusagtig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar