Kollega Torben Brostrøm, tidligere redaktør (1955-60!) af Hvedekorn og til stadighed kritiker på information, fylder som en selvfølgelighed 90 i dag - TILLYKKE! - og har dermed overlevet de fleste af de digtere, han blev indflydelsesrig generationskritiker for (to år yngre Benny A og fem år yngre Jess Ø er stadig levende og skrivende, lykkeligvis) og som han i rent skrivetalent sagtens matcher, som atter demonstrerer i den udsøgt generøse bog, han udgiver i dag, Ved kanten, hvor han frygtløst og fodrapt skriver og læser tekster om alderdom og død, BLANDT ANDET.
Pludselig læser han med sine åbne øjne ny poesi, som han gjorde det i gamle dage, da han gjorde det så insisterende og inciterende, at de omsider også begyndte at gøre det i skoler og gymnasier og heldigvis har været tvunget til det lige siden:
"Al prognoser om nationens og verdens tilstand, som de mange kommende 10-årige vil opleve, er usikre med tanke på de ustyrlige kræfter, der hersker og truer verdensordenen og den hidtil ukendte uorden: den stigende ulighed i velfærd, folkevandringernes udfordring, globaliseringen, den politiske højredrejning, stormagternes balancegang, - og frem for alt klimaforandringens problemer, som er alt for store til at fejes ind under gulvtæppet, hvor de havner trods internationale konferencers store ord og videnskabens advarsler. Og det selvom forandringen dagligt kan mærkes på kroppen, på luften, temperaturen, vejret, hvortil kommer andre menneskeskabte naturkatastrofer af ukendt omfang, orkaner, smeltende indlandsis, stigende vandstand med stormflod og oversvømmelser. Tegn i sol og måne. Hvem siger apokalypse?
det gør i hvert fald lyrikeren Theis Ørntoft (f. 1984) i sine Digte 2014, med en titel, som ikke kun er en praktisk oplysning, men også et fingerpeg om en særlig tilstedeværelse i et tidehverv, et vakuum mellem fortid og fremtid, der kan lyde således:
Det er forvirrende tider, jeg skal fortælle om
det var tider, hvor intet skulle begrænse os.
Hver gang jeg ikke distraherer mig selv med ligegyldige gøremål
tænker jeg på apokalypsen
hver gang nogen udtrykker håb for for det bestående
får jeg det fysisk dårligt.
Lad os sætte os her i skumringen og vente på
at revolutionen griber os.
Lad os sætte os ned med kviksølv i lungerne
og flyforbindelser i hud og hår
og læse breaking news
Hans sprog har en fri bevægelighed mellem private begivenheder og historien, mellem private begivenheder og historien, mellem videnskab og bibel, det uendeligt små og det uendeligt store. At få munden fuld af petroleum og se boreplatforme i flammer er et og det samme. Proportionerne kælver som smeltende isbjerge i bevidstheden om økologiske trusler. Jeget og naturen flyder sammen, proportionerne forskydes, sagligt, alarmerende i økologisk ubalance. Kropsbevidstheden er overalt til stede, som her i et surrealistisk drømmedigt: "mens verden vælter ind gennem min tsunamisanser/ og ødelægger alt på sin vej/ så skriger en stemme i min hals."
En poesi ved kanten af katatrofernes kyst. I ung dansk lyrik læses en stigende politisk tendens, som trænger sig på, en barsk realisme i fantasiarbejdet."
Brostrøm vender tilbage til Ørntoft til allersidst i bogen , efter at have skrevet om sine sene kærlighedslykke:
"Fællesskabet, omsorgen for hinanden, får plads i alderdommens bredde i bevidstheden. Uden at jeg nogensinde har glædet mig til at blive en gammel mand, som Johannes V. Jensen overmodigt fjorde det i digtet "Afsked", har jeg alligevel oplevet, at en glæde ved liv og samvær er vokset ind i disse sene år: jeg sympatiserer mere med en anden ung og højst nulevende digter, Theis Ørntofts, deklaration: "Jeg har ikke nogen overordnet plan for livet/ udover at holde mig tæt på folk jeg elsker""
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar