Gidelige anmeldelser!

Linea Maja Ernst i Weekendavisen og Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen i Politiken anmelder Til en engels forsvar engageret og tænksomt, anfægtet og imponeret, det er sgu i orden umage.

Linea-klip:

"Der er så voldsom en kraft i Linds tekster, verdensskabende og uhåndterlig. Det er helt utroligt, hvilket univers hun får bygget op i sin nye roman (nærmere: »roman« ), Til en engels forsvar. Her er for mange tusind kroners LSD-trip: en verden, hvor skytsengle ansættes til at våge over børn og kan komme til at elske dem for højt, for urent; samtidig en verden, hvor en engel kan drage i krig og fremelske et romantisk soldatersind; samtidig en verden, hvor et pigebarn (skytsenglens) kan blive psykotisk og indlagt på psykiatrisk afdeling, men få udgang for at danse i skoven med Satan (hendes far); samtidig en verden, hvor en retssag mod en falden engel kan fordampe i den blå luft, fordi Gud (en opmærksomhedssøgende diva) bestemmer det.

Sproget, hvorigennem denne verden træder frem, er (som altid hos Lind) både gavmildt og krævende: syngende, galsindet, maksimalistisk, hektisk, hallucinatorisk drømmende.

Sådan her taler for eksempel Gud: »Mit univers er ubegribeligt stort, og hvor gør man af sorte huller og Saturns ringe og solenes stråler.

Atmosfærerne? Aliens og engle og spøgelser.

Orgasmer og gråd og mælkeskind.« Orgasmer og gråd og mælkeskind, det er omtrent det stof, romanen er gjort af: det lystne og det følelsesfulde og noget ækelt, men fint, gennemsigtigt mælkehvidt stads.

Romanen er et raritetskabinet, et lille udsøgt og kunstigt ordnet mikrokosmos, som virker meget mere rodet end verden, fordi værket sorterer sit inventar ud fra sin egen mystiske, encyklopædiske orden.

»GUD: jeg er en gud. Jeg er svag, men jeg er mægtig, men jeg trænger til et kælent hjerte, en engels tålmodighed - Og sandelig siger jeg jer: jeg er en herre, en pige, en hykler, liderlig efter Satan og Englen, begærer: selskab og flammer og lyshav og ondskab og hellighed og tilgivelse.« Teksten stiller sig an, vrænger med hænderne i siden, indsmigrer sig, skælder ud, tripper blasmefisk veloplagt. Det er en kærlighedshistorie, man ikke har en chance for at identificere sig med, i stedet må man fremmedgjort fascineret lægge øre til englens storladne og selvretfærdige forelskelse i et alt for ungt barn."

Kizaja-klip: 

"PÅ DEN MÅDE dramatiserer romanen vel en pointe om, at det lyse og det mørke, det onde og det gode er indeholdt i samme selv - ligesom sølvcirklen, der gennemskærer og samler forsidens respektivt sorte og hvide halvdele (en pointe, der også er ' Twin Peaks' værdig jo.) Men egentlig er det jordnært: En vrangforestilling kan godt være en syg piges beskyttende engel. At gøre det til en himmelsk affære kunne være en meget sentimental måde at skrive om sygdom på.

Men det er der trods alt for meget vildskab i Linds fabulerende fortælling til.

Til slut stikker det bedst af, nemlig i et retssalsdrama, hvor englen formelt prøves for sin aldrig helt klare forbrydelse.

Indtil altså selveste Gud (med blandt andet replikken: »Jeg har alt for mange følelser og alt for meget magt« ) som tragediens deus ex machina dukker op og udøver en form for poetisk retfærdighed.

Det er nogle ret vidunderlige og komplet flippede replikskifter, det drama byder på. Og forløsende er det, i den forstand at slutningen ikke bare vender tilbage til vrangforestillingen, men lader romanens to virkeligheder gennemlyse hinanden: »ANKLAGER: du fordrejer virkeligheden/ ENGLEN: jeg eksisterer kun som en drøm«, lyder det klarest i mælet.

»ENGLEN: pigen har ingen andre end mig/ ANKLAGER: det er din vrangforestilling/ DOMMER: det er dit problem/ ENGLEN: hvilket?/ DOMMER: du tror at du er frelser/ ANKLAGER: at du ikke formår at give slip/ DOMMER: at du holder hende fast/ ANKLAGER: du har brug for at hun har brug for dig«. Ligesom romanformen føles det drama som en helt rigtig udvidelse af Cecilie Linds register.

Som dualismedyrkende sort-hvid sammenbrudsroman og himmelsk rablende retssagsroman i ét har ' Til en engels forsvar' noget meget schadesk over sig. Til tider måske også for meget. Ikke i den forstand, at den minder for meget om Schade, men i den forstand, at også Schade er alt for meget.

Men Linds roman har også en poetisk klarhed over sin gale tale, over sine massivt monologiske strømme af ord, som kan minde om bøger af mere jævnaldrende som Lea Marie Løppenthin, Ursula Andkjær Olsen, Bjørn Rasmussen og Rasmus Halling Nielsen.

' Til en engels forsvar' er en utrolig underlig roman, en nøgleroman uden nøgle, et mystisk spøgelsesspind og en automatskriftsagtig stråleglans uden om noget meget hårdt og sort. Og sjældent tror jeg, det har været mere rigtigt at sige: på godt og ondt."