fredag den 23. juni 2017

EXCLUSIVE: STRUNGE-TALE 1 (TAN for CAM)

Tue Andersen Nexøs tale ved uddelingen af Michael Strunge-Prisen 2017 til Caroline Albertine Minor for novellesamlingen Velsignelser:

-->
"Kære Caroline, 
Tillykke med prisen, du har fortjent den, din bog har fortjent den.
Du har en måde at skrive på, som ligesom sniger sig ind på en, for så at gribe meget hårdt fat. Så sidder man i saksen, og også med en fornemmelse af at læse noget nærmest uhyggeligt godt, uden måske helt at have opdaget det undervejs. Opdaget, hvad det var, der gjorde den scene, den stemning eller den fortælling så god.
Der er noget omhyggeligt over sproget og skikkelserne i dine noveller. Jegfortællerne – næsten alle unge kvinder i tyverne, mange med et lille barn, mange udsat for et tab, der ikke rigtigt gives nogen forklaring på – taler med en enorm sikkerhed, med en form for autoritet om deres egen situation. Men samtidig taler de fra et både udsat og åbent sted. Åbent i betydningen: åben for mødet med andre mennesker, for i mange af novellerne strejfes fortællerne af næsten tilfældige møder med andre, en fransk tv-vært i ”Villages de France”, en præst i provinsen i titelnovellen ”Velsignelser”. Men også åben i betydningen: uden en speciel ide om, hvad der kunne komme. Åben, som i: et sæt af forventninger er faldet bort, nogle andre har ikke dannet sig endnu.
Sådan ser det ud i et par korte sætninger fra en af dine noveller, den næsten ubærlige ”Sorgens have”. Jegfortælleren – også hun hedder Caroline – kører med bussen til Hvidovre Hospital for at besøge sin kæreste, der har fået en hjerneskade og måske aldrig kan komme sig. Med sig har hun deres lille barn. Så står der: ”Vi var udenfor verden, det var en simpel tid. Jeg havde ingen forventning til dagene.”
Det er en stemning, man kan længes efter, den her fornemmelse af at falde ud af verden. Det er en stemning litteraturen ofte stræber efter og besynger. Noget af det mærkelige ved din bog er, at den stemning så konsekvent forbindes med sorgen og med fornemmelsen af at være slået ud af kurs. Sådan er skikkelserne i dine noveller nemlig, de er slået ud af kurs. Nu står tiden åben for dem, som en mark uden bygninger på. Det er der ikke noget sørgeligt i, men heller ikke noget specielt lykkeligt ved. Det er et vilkår, dine noveller konstaterer.
Jeg har tænkt en del over den åbenhed og det at være slået ud af kurs som et vilkår – og ikke noget, man stræber efter eller frygter. Især har jeg tænkt på, om det ikke bare er et billede af en sorg, men også er et billede af en generation. Om det er en generations-stemning, dine noveller beskriver. I al fald synes jeg, at man kan finde den hos flere andre forfattere på din alder.
Jeg har også tænkt over noget andet. Der er noget vildt, men for dig åbenbart helt selvfølgeligt i at have en fortæller, der både er gennemstrømmet af sorg og smerte, og samtidig ligesom står uden for sin egen situation. ”Det var en simpel tid,” kan fortælleren Caroline bare konstatere. I en anden novelle hedder det simpelthen: ”En tid, jeg bedst kan beskrive som svimmel, fulgte. Følelsen af ensomhed mindede om den beherskede smerte i en kariøs kindtand, inden betændelsen har spredt sig til nerven.” Igen er det som om, jeget på én gang har et overblik over og er midt i en tilstand. Det er et virkelig, ja, utroligt sprogligt greb. Det giver dine tekster en fantastisk, sitrende autoritet, som jeg synes er helt din egen.
Også for den – og for så meget andet, for billedsproget, for din evne til at komponere en samling – får du Strungeprisen 2017. Tillykke igen."

 Relateret billede

Ingen kommentarer:

Send en kommentar