Jyllands-Posten har hyret Kristian Bang Foss til at anmelde lystfiskerbøger, det er en god idé, han er lige så velskrivende, som han, angiveligt, er velfiskende (hvem kan glemme det hypnotiske fluefiske-kapitel i Fiskens vindue); her første del af hans første anmeldelse:
Det store mysterium inden for laksefiskeriet er, hvad der får laksen til at bide på lystfiskerens flue. Der er ingen rationel grund til det, da alle biologer mener, at laksen ikke tager føde til sig, når den vender tilbage fra havet til sin fødeelv for at gyde.
Den nogle og halvfjerdsårige Jan Grünwald er en veteran indefor laksefiskeriet, og hvis man kender lidt til dansk lystfiskerlitteratur, kender man også hans navn.Hans første bog om laksefi-skeri kom i 1985 og hed "Laks", og siden fulgte "Kunsten at fiske laks" og "Farlige laksefluer". Nu er de kommet i en samlet og opdateret udgave på Lindhardt og Ringhof.
Det er en kvalitetsudgivelse med smukt omslag og godt papir, og indholdet tegner et billede af, hvor besættende en beskæftigelse lakse-fiskeri kan være. Man kan tale om en afhængighed, der fortrænger alle andre elementer i den ramtes liv, og mange laksefiskere påstår, at laksen er lystfiskernes svar på heroin.
At der er noget om snakken illustreres fint i følgende lille stykke fra bogen, hvor københavneren og naturmennesket Grünwald har fået efterretninger om potentielt godt laksefiskeri i den sydsvenske Mørrumså: »Der var alle muligheder for, at det blev stort, hvis åen stadig gik med så høj vandføring. Jeg ringede straks til mit arbejde og meldte mig syg for den næste uge. - Er du virkelig syg? spurgte de. - Ja! - Har du feber? - Ja! - Laksefeber? Ja. De kender mig lidt for godt.« Og senere hen gives der kontant besked om forfatterens prioriteringer i livet: »Hvis du har tænkt dig at holde barnedåb, konfirmation eller gifte dig midt i laksesæsonen, så skal du ikke regne med mig. Det ligger fast og er velkendt i min omgangskreds.«
Den bedste måde at lære mere om fluefiskeri på er at fiske sammen med en person, som er dygtigere end én selv. Det er den situation, Grünwald prøver at genskabe i sine bøger. Han tager læseren med til lakseelven og beskriver, hvordan forholdene er, og hvordan han fisker og hvorfor. Det lærer man meget af.
Men samtidig er beskrivelserne af fiskeriet så stemningsskabende og detaljerede og fyldt med iagttagelser, der ligger uden for det rent fisketekniske, at man kan bruge bogen som en slags erstatningsfiskeri, en slags metadon - tage den frem, når man ikke har mulighed for at fiske, og følges med Grünwald op ad en af hans elskede norske lakseelve, tage med ham til Skotland eller bare over sundet til Mörrumsåens bruntonede vand og besværlige kæmpelaks.
Forfatteren, lystfiskeren og anmelderen i sit rette element
Ingen kommentarer:
Send en kommentar