tirsdag den 24. juni 2014

Tænk hvis nogen af os skulle op i det her:

Efter han forgæves havde forsøgt at deltage i indvielsen af den nye stormoske postede Yahya Hassan en video på Facebook, hvor han trodsigt hurtig-reciterede Koran-vers; den video har han fjernet igen og erstattet med en ansigtsløse, lyd-manipuleret reciation, med denne kommentar

Jeg har indspillet Surat Alahzab (33) fra 1-22 i en langsommere udgave og med latinsk tekst. Koranrecitation er min religion.


Hvad stiller man op med det som digterisk manifestation? En performativ readymade som pralerisk virtuos (battle-udfordrende) svar på eksklusion (jeg reciterer federe udenad end nogen af jer, små gangsterislamister!) - og som bare poetisk messe- og stemmetræning!?
Indsendt af kl.
Etiketter: ,

2 kommentarer:

  1. kristen24. juni 2014 kl. 16.23

    jesus christ!!

    SvarSlet
  2. jens jacob toftegaard24. juni 2014 kl. 18.16

    det er vist det vers, der kom dumpende, da Muhammed havde set sin adoptivsøns kone, enten letpåklædt eller bare utilhyllet. "Sønnen" Said skyndte sig at blive skilt fra konen, en berømt skønhed, sådan at Islams sendebud kunne gifte sig med hende. Men menigheden har nok synes, at den var lidt i overkanten, så Allah ringede og gjorde adoption forbudt for muslimer ... dvs så var Said slet ikke Muhammeds søn længere ... adoption har jo ellers alle vegne været en praktisk og fucking BARMHJERTIG skik, både i det gamle Arabien og Romerriget etc

    SvarSlet

Abonner på: Kommentarer til indlægget (Atom)