Strungeerindring eller mangel på samme

Jeg så eller mødte aldrig Michael Strunge i virkeligheden, jeg debuterede året efter han døde, og bortset fra at jeg måske var seer til Bazar-udsendelsen, MÅSKE, er min tidligste Strungeerindring at sidde i på gulvet i et omklædningsrum i Musikhuset 1985 og læse Drømmens faner - jeg har altid læst hvor og hvornår som helst - med stor skepsis, inden jeg og andre elever fra Aarhus Katedralskole skal ind på den store scene og opføre vores gymnasie-version af West Side Story; jeg spiller Officer Krupke, fordi det er en ikke-synge-rolle, og jeg er noget perpleks over, at jeg skal ryge på scenen, for hvordan skal jeg få det til at naturligt ud, og Michael Strunge siger mig virkelig ikke noget, lige meget hvor hårdt jeg prøver at komme i øjenhøjde, dér på det kolde stengulv i 1985, husker jeg tydeligt.