Jeg holder af at Skyum-skumme og -skumle

Strunge-Skyum-anekdote fra SUT's 80'er-essay:

Samme Erik Skyum-Nielsen, som Michael gav navnet "Skypumpen" havde i en anmeldelse skrevet, at Strunge ikke kunne fylde sine forgængeres sko ud, og kritikeren modtog et par dage efter en pakke indeholdende et par baby-sko af plastic.

3 humørsyge bemærkninger til Skyums (mestendels) manisk glade gennemgang af forårets bøger i Information.

1. En sur bemærkning: Det er altid åndssvagt at kritisere forfattere for at skrive Forfatterskolelitteratur, men insisterer man på at være så åndssvag, kan man så ikke nøjes med at kritisere de forfattere for det, der rent faktisk har gået på Forfatterskolen:

Han er glad for Mia Degners stilsikre debutbog Kort over himlen (Gyldendal) med undertitlen »Forløb«. Han har med interesse fulgt fragment-beretningen om en slægt, hvor farfar kom i kz-lejr og farmor måtte flygte til Sverige. Han er oprigtigt glad for at se en yngre dansk digter tage Kingo og Ingemann så alvorligt (»Dejlig er jorden« klinger smukt med), og han er imponeret over, så klogt Mia Degner formår at integrere Paul Celans »Dødsfuga« i sin kontrapunktiske komposition; men knap så glad er han for den tørhed, der får konstruktionen til at knirke. Et afgangsarbejde fra Forfatterskolen? Hvad kalder man en Artig-Verner, når det drejer sig om en kvinde?

2. En selvoptaget bemærkning: Jeg føler mig ret præcist truffet af dette dartpil-kast (og bortset fra det finder jeg det forbilledligt, vedkendt dialogisk, at Skyum i disse sæson-gennemgange citerer (og som regel positivt!) fra kollegers anmeldelser):

Han er glad for, at Katrine Marie Guldager efter 13 års pause er vendt tilbage til den lyriske genre, som hun før lidt hånligt kaldte champagne, som om der var noget galt med dén drik. Han er glad for den modne, sundt afklarede alvor, der præger Et sted i verden (Lindhardt og Ringhof). Han er samtidig selv glad for, at han ikke ligesom Lars Bukdahl (Weekendavisen 4. april) skal bortforklare sig ud af egen begejstring og være nødt til at ytre, at selv om digtene indimellem kan minde om bestselleren Rystet spejl af Søren Ulrik Thomsen, så har de bedste af dem alligevel lov til at være rigtig gode!

3. En glad bemærkning: Herligt at Skyum ikke - som for 10-15 år siden i Grotrian-anmeldelser - sætter skøn uforståelighed lig med uredigeret psykisk sygdom:

Han er glad for Signe Gjessings debutdigtsamling Ud i det u-løse (Gyldendal). Han er glad for, at han endnu har til gode at fatte blot 10 procent af, hvad hun skriver; men sådan har han jo også haft det med Simon Grotrian, f.eks. Han læser det her som poesi fra en fjern, endnu uopdaget planet. Hendes bristefærdige linjer og vildt overraskende billedkoblinger fascinerer ham voldsomt. Og han forstår og forstår så alligevel ikke, hvad hun mener med, at »Tiden er skrevet af efter noget, rummet engang skrev«. Til gengæld genkender han dette: »Nattergalen knitrer som / antændt sang.« Han er ret glad for, at vi ikke har bogformidlere og læsepædagoger til at regulere den poetiske trafik efter tilgængelighedsprincipper. Ikke endnu i hvert fald.