EXKLUSIVT 2: TUE ANDERSEN NEXØS TALE TIL THEIS ØRNTOFT

ved overrækkelsen af Michael Strunge-prisen:

-->

Kære Theis,

Tak for din bog, Digte 2014. Tillykke med prisen. Lige netop det føles det lidt mærkeligt at sige til dig.

Hvorfor? Fordi din bog skriver om apokalypsen, om naturens undergang. Den er gået af led, naturen, ødelagt af en ubestemt, men surreel og menneskeskabt katastrofe. Også samfundene er brudt sammen, forstår man, de har bare ikke selv opdaget det endnu. Og din bog handler om, hvordan vi befinder os midt i den undergang. Godt nok har det lyriske jeg stor spændvidde i dine digte – det kaldes Theis undervejs og går trist rundt i en ret genkendelig, hip og københavnsk hverdag, men nogle gange ser det så på verden med et profetisk, nærmest umenneskeligt blik. Men uanset hvor stort eller lille, det er, så står det i ”et kryds mellem ligegyldighed og desperation”.

Det befinder sig et sted uden håb, står på én gang visionært – det ser katastrofen – og afmægtigt over for verden. Det er et trøstesløst jeg, det tror jeg godt man kan sige.

Man kunne også se det som et spørgsmål om skalaer. Dine digte skriver fra et kosmisk og et mikroskopisk niveau – cellerne, hverdagens infraordinære tristesse og årmillionerne er ligesom allierede i din bog. Men de afviser den skala, der kunne ligge midt mellem de to yderpoler. Man kunne kalde det den menneskelige skala, eller måske den officielle historie, den, der er fyldt med partipolitikere, sociale nødvendigheder og de ”breaking news”, der i en absurd og forvredet form gennemstrømmer bogens digte: ” Ordfører raser: mit ansigt forsvundet i kraftigt jordskælv!/ Arkæolog bekræfter: musehul i Norge er menneskets sande hovedstad!” Det skalaniveau er jeget fremmed for. ”Jeg tror ikke på samfundet længere” står der et sted, og et andet:

”planetens hastighed sætter trækronerne i brand/ jeg ser blå himmel langt deroppe/ jeg ser Dannebrog blafre i vinden som en side i en bog/ det var medrivende læsning så kort det varede/ nu har jeg det som man har det/ når begæret er fordampet/ og man ligger tilbage som en bunke salt/ på en håndflade udenfor geografien.”

Kosmisk tid og en reduktion af mennesket til det mineralske løber parallelt her, og reducerer den politiske historie – nationens historie – til noget ubetydeligt. Men her er vi tilbage ved det mærkelige, for hvad er en pris som denne andet end litteraturens ”breaking news”? Kan man give en bog som din kors og bånd og stjerner på? ”Litterat udtaler: digte strømfører indre København om eftermiddagen”? Det føles som en utilstrækkelig gestus.

Den følelse er en af udfordringerne ved Digte 2014, og den kommer ikke bare til os, der skal dele priser ud. Den kommer til den læser, der prøver at tage dine digtes indhold alvorligt. Svigter man dem, hvis man læser dem som de skønne, morsomme tekster, de også er? Svigter man dem ikke, hvis man lader være?

I et interview har du sagt, Theis, at Digte 2014 er en øvelse i at skrive fra et sted uden håb, men at håbet alligevel dukker op i sproget. Jeg ville måske sige, at der dukker en bevægelighed op i dine digtes sprog. Du har en evne til at skrive nærmest kaskadeagtige serier af verslinjer, der alle har noget næsten tegneserieagtigt skarpt i deres billeder og rytme. Man kunne kalde det fyndighed. Det kan næsten minde om de ”breaking news”, Digte 2014 parodierer og dets jeg er så kvalm over. Det er som om dit sprog har samme økonomi og prægnans som mediernes, men samtidig viser, hvordan den prægnans ligesom kan vrides af led og også fyldes med snart sagt hvad som helst, billeder af en surreel katastrofe, men også billeder af en post-apokalyptisk fest. Her en passage, som handler om at køre i samme rille og være træt af det, men som også viser, hvordan den samme rille formelt kan give rum til nye knopskydninger og til en absurd humor:

”man skal danse som man altid har gjort/ men fortæl mig, hvorfor man skal det/ dj kæmpefar/ dj flydende noiagratin/ spil hellere vof vof på din hundeguitar/ dj hvordan fuck går det i hundene/ dj kødklaver på skakternede gulve/ ved du at jeg er træt af velkendt musik/ ved du at mit intellekt slår gnister/ hver gang det støder mod sine egne begrænsninger/ dj menneskefossil fundet i kalkbrud/ dj outsourcing af jegfølelsen til den tredje verden”

Nu er bevægelighed og fyndighed ikke en løsning. Tager vi Digte 2014 alvorligt må vi også spørge, om begejstring og latter virkelig er passende her. Men mens vi gør det, og helst gør det igen og igen, får du altså denne pris både for alt det, du vil med dine digte, og for al den skønne energi, du alligevel får ind i dine digte. Tillykke igen.

- kunne ikke copy/paste billede med Theis og 3. jury-medlem Klaus Høck, så her er i stedet en reklame for en oplæsning i Thiemers Magasin i Tullinsgade!