Jeg gør SKRIGENDE en artikel mindre

INTET kunne jeg fjerne og så kunne jeg alligevel fjerne NOGET

Irriterende hvor meget tekst, jeg kan reducere SELVOM DET GØR ONDT
uden at reducere indholdet

og hvor meget indhold, jeg kan reducere SELVOM DET GØR ONDT
uden at reducere meningen

og hvor meget mening, jeg kan reducere SELVOM DET GØR ONDT
uden at reducere pointen

- eller rettere: hvor vederkvægende, for det viser hvor meget af meningen med teksten, også når det er en angiveligt funktionel tekst, TIL EN AVIS, der er FORM, bortset fra det jo så bliver desto mere irriterende, når jeg bliver nødt til at fjerne alt det dejlige form.

Og hvis det var et digt, det handlede om, ville jeg sige, at hvis der, når det blev reduceret til indhold til mening til til pointe stadig var noget tilbage, så var det et dårligt digt, men hvad nu hvis der heller ikke denne henseende er nogen forskel på digt og artikel/anmeldelse? Men det er der, men det er irriterende, at der er, for så kan jeg altid, når jeg bliver beordret til det, fjerne NOGET. Det er irriterende primært at skrive tekster, nogen kan beordre dig til at ændre, fordi teksten er for lang eller uforståelig, aldrig fordi den er kunstnerisk uholdbar: Metaforen i linje 12 er plat og klodset, og heldigvis beholdt jeg de 2 centrale metaforer, selvom de i forhold til indhold/pointe/mening sagtens kunne undværes (udtværes havde jeg nær skrevet, det er sådan det føles), bonsai-metaforen og rampelys-metaforen.

Men siger jeg ikke altid, når det drejer sig om anmeldelser - og i dette tilfælde drejer det sig ikke om en anmeldelse - at det er i billedsproget, at karakteristik og smagsdom bliver (pointe)præcisest? Jo! ergo kan i hvert fald centralt billedsprog i anmeldelser ikke udtværes, er vel faktisk det sidste, der kan undværes, det sidste, der efter en total, til indhold/mening/pointe reduceret reduktion står tilbage. Som en autonom solarie-sol midt på Vesterbrogade, der holder hovedet højt.