Hvis vi nu tager Linea Maja Ernsts forbilledligt søgende (og korrekt!) begejstrede anmeldelse af Lea Løppenthins nervernes adresse i Information, så kunne den uden tab af fundamental karakteriserende præcision (og implicit, men umisforståelig smagsdsom) reduceres til dette billede og disse linjer:
Måske er titlens nerver en mulig læsenøgle: Det nervøse, porøse, som en
særlig tilstand af modtagelighed og et grundvilkår. Der er en tone i
teksterne, som minder om den blanding af skærpet årvågenhed og
hudløshed, som indtræffer, når man har været søvnløs for længe. Sådan er
Løppenthins skrift: skarpt seende og shaky.
(det efterfølgende citat og afsnit uddyber nerve/søvnløsheds-billedet, men kan STRENGT TAGET godt undværes):
»i gården hænger dynerne ud af vinduerne ligesom tunger
det er et dagligt chok at forvalte kropsdelene
det er en nyhed jeg ikke kan beskytte mig imod
den nyhed bliver aldrig rutine
den ydmygelse, aldrig at blive rutineret«
Jeget er udsat, urutineret til stede i verden, udleveret til sine
nerver. Det er hverken en pylret, ynkværdig nervøsitet eller en særligt
forfinet, digteragtig sensibilitet, vi møder: Nærmere en tør, nøgtern
slags, en neutral nervøsitet.)
Man kunne godt reducere helt ned til:
Der er en tone i
teksterne, som minder om den blanding af skærpet årvågenhed og
hudløshed, som indtræffer, når man har været søvnløs for længe.
Og stadig have en god-god anmeldelse.
Men hvorfor skulle man det?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ja, hvorfor skulle man ikke det? Det var jo, hvad Poul Borum gjorde, fordi han skrev i Ekstra-Bladet? Pound i "ABC of Reading" bruger jo heller ikke flere ord en nødvendigt.
SvarSlet