fredag den 30. maj 2014

Pipliografi (et brev fra Randers)

Ved siden af fødselsdags-antologien fra Randers (og Fuglsang) Kunstmuseum har Antipyrine og forlaget * (Asterisk), ved forlagsdirektørerne Mathias Kokholm og Lasse Krog Møller, udgivet den fikseste lille Sven Dalsgaard-bibliografi, Sven Dalsgaard - en bibliografi, som første bind i den lovende serie "Den store kunstneriske registrant over kunstnerbøger og andre kunstrelaterede trykte sager" - i det kunstbogligt oppiskede kølvand efter pragtbogen Danske kunstnerbøger (som jeg har anmeldt overstrømmende og bogholder-kritisk i det nye nummer af Kritik). Det kunne være rart, hvis jeg havde haft bibliografien, FØR jeg skrev min artikel om Dalsgaards poesi - den nøjagtige værkliste har indtil nu være svært overskuelig - men det gør det ikke mindre rart at have den nu; bibliografien indeholder flere publikationer, jeg hverken ejer eller har holdt i mine hænder og også et et par stykker, jeg slet ikke kendte til. Bogen er smart nok delt i to, den rene, fint oplistede liste, og "Gengivelser" af udvalgte sider og opslag, der giver et levende indtryk af bogværkets stærke og påhitsomme flerstemmighed. En udgivelse, jeg slet ikke havde tjek på, er  

Breve fra Randers
Galerie Birch, u.å. (1957)
Tryk: Bjerregaard-Jensen, København
Upag. (4 s.) 115 x 154 mm.

Lille klammehæftet bog. Udgivet som katalog i forbindelse m. udst. i Galerie Birch, Bredgade, Kbh. 2-16 nov. 1957. Kataloget indeholder udover 2 korte tekster et par pergamentmønstre først og sidst i i kataloget.

Begge tekster er gengivet blandt gengivelserne, her er den første, ret fantastiske:

Billederne bliver en anti-litterær bog - og byen er en fersken med en alt for stor sten. Sven Dalsgaard og byen er at sammenligne med muldjord - mænd der sveder - kvinder i lange gevandter - grædende børn - løbske heste - flag - pyloner - asfalt - antenner - forår og efterår (måske mest efterår) - et forladt stadion - huse efter kl. 23 - jern - fugle - stemmer - - - han er ude for at erobre et eller andet, og byen falder langsomt sammen.

Dette bliver en højst traditionel udstilling, sandsynligvis påbegyndt 29/5 1914. Det bliver en eksplosion, en dagbog, noget godt og noget dårligt, een skulptur, eet maleri, een tegning, eet menneske, tusind mennesker, en præstation, tiggeri, sabotage, en bøn, søgen, kalden, en brønd og et tårn, tro, en smædevise, en seismograf, en måler - ja netop.

Mens dette skrives er endnu ingen af hans billeder påbegyndt. Jeg kan se dem for mig, måske i grupper der kalder på hinanden, - måske enkeltvis, kæmpende for fuld kraft mod den nærmeste, - måske en stor enhed, en institution, et helt nyt samfund, levedygtigt, tærende på hinanden, - eller en gruppe missionærer givende hinanden gode råd. Jeg kan se det sorte og det hvide og blodet og himlen, glæden, og det behagelige som nok er forkert. Men det hvide og sorte og himlen og blodet er der - et observatorie i Randers. Denne udstilling bliver et slag i ansigtet på ham selv. Jeg kan se han længe ligget på lur efter dette, jeg kan se hans besværligheder, inden resultatet er nået, se hvordan billederne vil hobe sig op, hvordan det ene vil afføde det andet, - en navlestreng der spændes, tilfældighedernes præcision.
  Dette er mit syn på den udstilling, Sven Dalsgaard endnu kun har talt om.

For første gang har jeg haft en samtale med Sven Dalsgaard efter at der er "sket" noget, men i dag d. 12/10 har han fået papiret hjem, og er gået i gang med "brevene" som han kalder dem nu. Allerede nu, har han fået skrupler mod at ville udstille dem, - siger det ikke er ting til udstilling, men noget man eventuelt bruger som objekter for mere "stabile" arbejder! På to timer har han arbejdet på fjorten femten tegninger uden at vide nogen af dem færdige. Jeg kan se de er en renselsesproces - opkastning - bræk - ligesom tabte penge før nogen samler dem op.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar