-->
Det er lige så svært at finde diagnose-hånende anmeldelser,
som det er at finde racistiske, sexistiske og homofobiske anmeldelser:
Jeg henviste dels til Elisabeth Friis' links til Thomas Bredsdorffs Politiken-anmeldelser af Mette Moestrups Dø, løgn , dø og Eva Tinds Adolf + Eva, som jeg i sin tid FB-kommenterede således:
Lars Bukdahl Godt, så har vi den afskyelige snemand lokaliseret, han er en 77-årig, sjusket læsende og fælt patroniserende professor emeritus - occupy Sortedams Dosering!
Dels til Erik Skyum-Nielsens 90'er-anmeldelser af Simon Grotrian, fx 1998-anmeldelsen af Ti, som virkelig også er grum, her et udddrag:
Man har f.eks. forstillet sig, at den gale kunne skyde en art genvej til poesien, eller at galskaben repræsenterede en eller anden højere eksistens- og erkendelsesform, skønt skønsom videnskabelig forskning klart har vist, at sindslidelser, sprogligt betragtet, snarere består i mangel end overskud. Dette at være psykisk syg betyder bl.a. at vær frarøvet basale udstryksmuligheder, midlertidigt eller permanent.
Hvor tæt mineret grænseområdet kan blive mellem ordkunsten og det glade vanvid (der netop ikke er muntert, men smerteligt og konflikttungt) mindes man med forstemmende tydelighed om af digteren Simon Grrotrians nye samling, han tiende siden debuten 1987.
Som sine ni forgængere udmærker den sig ved fascinerende rytmer og dragende billed-konstruktioner, men fravær af syntaktisk struktur og mangel på hverdagssproglig forankring gør, at jeg i dens fire afsnit ikke har fundet mange digte, jeg forstod og fik lyst at citere.
Hovedindtrykket bliver patologisk pølsesnak trods originale fund, fine opdagelser i sproget, flotte udvidelser af feltet for hvad der er digterisk muligt.
Et smukt eksempel kan være kortdigtet "gry":
Du slynges mod gry
alvorlig som linjer
er støjen fra perlerne.
Hvert skridt på jorden
fordobler din viden
om fuglenes lethed.
Bølgernes oktober sank:
galgen er et smykke
rummet vendt.
Mod midterstrofens anskuelighed skurrer dog her de kryptiske, indadvendte billeder støjen fra perlerne (JEG KENDER GOD STØJEN FRA PERLERNE! LB), galgen (SELVFØLGELIG ER GALGEN ET SMYKKE - DER VENDER RUMMET! LB), som digtet ikke giver nøglen til, og som derfor bremser fantasien i desn med-digtende forsøg.
Stillet overfor digte som disse ("Gry" er vel at mærke bogens klareste) kan man vælge at fremhæve de mange uomtvistelige, idet man afslår fra at 'forstå'.
Men man kan også vælge at kalde en spade for en spade, og erindre om, at ægte poetisk dunkelhed og sandt æggende gådefuldhed er og bliver noget andet end dén principielle tillukkethed, der præger disse nye tekster fra en højt begavet, men efter alt at dømme delvis åndsformørket poet.
- det var så også før, Simon begyndte at tale i SALMEtunger ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar