I »Vågen« fra 2010 skildrede Harald Voetmann den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre i romanform. Han er aktuel med romanen »Alt under månen«, der sætter Tycho Brahes liv i en fiktiv ramme.
»Når jeg skriver om Tycho Brahe eller Plinius, bliver de fiktion fra første øjeblik, og jeg gør mig intet håb om at kunne finde ind til en historisk kerne, et ægte menneske. Romankarakterer er altid fiktion, men man kan så bruge den konstruktion til at forsøge at sige noget om mennesket og verden. Jeg vil give illusionen af at genskabe et forsvundet rum, og jeg forsøger at være tro mod de historiske personers tanker og værdier, men jeg er slet ikke ude på at formidle historisk viden om Tycho Brahe eller nogen anden. De historiske rum er redskaber til at tale om verden, som jeg ser den, her og nu, men fra en skæv vinkel, med et fremmed blik på mennesket. De to romaner er bygget op som litteratur fra den tid, de handler om. »Vågen« har struktur som en antik tragedie, og »Alt under månen« har struktur som en gammel folkebog, en almanak fra renæssancetidens Danmark. Da jeg stødte på Tycho Brahes meteorologiske dagbog, hvor hans assistenter dagligt i over 15 år nedskrev vejr-og himmelfænomener, vidste jeg med det samme, at min bog skulle bygges over det værk. Der er en stor poesi i det, og det giver stærke billeder af livet på øen Hven i 1500-tallet, men det er jo aldrig blevet læst som litteratur. Jeg ville gerne skrive en bog, der tog poesien i dagbogens notater alvorligt og forsøgte at åbne et større rum omkring de notater.Jeg hugger frit fra historiske kilder, men det historisk faktuelle er ikke endegyldigt bestemmende for værkets udformning. Hvis jeg følte behov for at lade Tycho Brahe drikke en cola, ville jeg med det samme udstyre ham med en. Tycho Brahes virkelige liv er vildt interessant, og der findes mange gode bøger om ham. Men hans livshistorie er på en måde også for god til, at jeg ville gide skrive den ned. Der er ikke ret meget plads til at manøvrere dér. Jeg mener heller ikke, at det er skønlitteraturens opgave at gøre folk klogere på specifikke historiske emner, det er derfor, de fleste historiske romaner er noget lort. De forsøger at formidle et stof til en moderne læser i stedet for at lade læseren synke ned i det fremmede og sære element, som det i eftertiden er blevet til, men som i al sin fremmedartethed stadig tilhører os og har været med til at udforme vores syn på verden. Jeg har tænkt tanken, at man skal passe på med at tale ondt om de døde. Men jeg ville aldrig påstå, at min bog var mere end fiktion. Jeg forsøger at være åben over for det verdenssyn, som karaktererne repræsenterer, og at lede efter en poesi i det, snarere end at pege fingre ad misforståelserne. Blandt andet for at påpege, at vores eget verdenssyn meget vel vil kunne forekomme lige så fejlagtigt om 400 år, hvis nogen lever til den tid. Jeg kan kun se, at det ville være et problem, hvis jeg præsenterede bogen som en fremstilling af en historisk sandhed, og det ville jeg aldrig gøre.Det historiske optræder i mine bøger på samme forvrængede måde som oplevelser fra dagen optræder i en drøm om natten.Uanset hvor mange kilder, man læser, og uanset hvor mange gamle runesten, man glor på, er det alligevel kun i drøm og forestilling, at man kan føle, at man nærmer sig en forsvunden verden.
(og her kan man, apropos Emilio Alvarez, downloade den pseudonyme perle Trivia III: Spurius Polluctus Virgis GRATIS!)
- og her sørme også Trivia II: Høvisk kærlighed, lige så gratis!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar