Et semikolon er en fartstreg

I min noget lalleglade anmeldelse af bind 4 i Christina Hesselholdts Camilla-serie, Agterudsejlet, i WA Bøger i dag gætter jeg på, at graviditeten til slut er en indbygget fortsættelses-tvang, så der kan blive nødt til at blive skrevet yderligere bind:

og til sidst forærer hun og Hesselholdt os endda en ægte sæbeoperaoverraskelse, som nye bind kan blive nødt til at følge op på (og sikkert derfor).

Men i et interview i Jyllands-Posten afslører Hesselholdt, at det forholder sig stik modsat, sjovt nok:

Og så har jeg ladet Camilla blive gravid, for så kunne jeg måske holde op med at skrive om hende, for jeg har ikke lyst til at skrive om børn, og på den anden side har jeg også skaffet hende en stor og dejlig overraskelse.

Hun fortæller også, at hun skriver hurtigt, når hun skriver; det tænkte jeg nok - og gerne og helst: lyn-digressivitet (i går oplæste jeg atter Eske K. Mathiesens lille, speedede stykke  "Stoffer giver den gas", denne gang i Aarhus):

»Jeg har arbejdet på at komme frem til denne ligefremhed. De første bøger, jeg skrev, kaldte mere på fortolkning.De var vanskeligere.Her arbejder jeg med det eksplicitte. Bevægelsen er gået mod et forsøg på direkthed og enkelhed, uden at det går ud over kompleksiteten. Det har åbenbart taget tid for mig at kunne være så enkel. De her bøger er i høj grad båret af reflektioner. Og det kræver klarhed, hvor de første bøger måske var mere optaget af sansninger og billeder.«

Men de er ikke bare enkle, de er også meget rummelige?

»Gevinsten ved denne stil er at kunne komme så hurtigt fra det ene til det andet.Sætningen kan indeholde så mange forskellige skift. På den måde mimer hastigheden tanken, hvor der dukker en scene op, hvor der er et indfald, munterhed, alt kan ske inde i én i løbet af ganske få sekunder, og den mobilitet har det taget lang tid at overføre til sætninger, til skrift. Mine første bøger var hovedsætningsbårne og ret stive.«

Hvordan bliver bøgerne til?

»Jeg skriver meget hurtigt nu. Grunden til, at jeg lever med sådan en bog i et år eller halvandet, er, at jeg skal opmarchere noget stof for at komme videre, men jeg kan skrive det vældigt hurtigt. Når jeg har en idé om, hvad et stykke skal indeholde, skriver jeg meget hurtigt.«



(foto: Morten Helmstedt)