Men der er et Norge i mig

Fra artikel i Kristeligt Dagblad, ved Benjamin Krasnik

Også norsk litteratur har stor succes i disse år med store anerkendte internationale navne som Per Petterson, Tomas Espedal, Jan Kjærstad og ikke mindst Karl Ove Knausgård med hovedværket " Min kamp", der er oversat til 18 forskellige sprog. En forklaring på succesen er ifølge litteraturforskeren Jørgen Haugan, at norske forfattere tør skrive følelsesladede bøger.
" I Danmark efterlyses jævnligt den store danske samtidsroman, der aldrig er kommet efter Henrik Pontoppidans ' Lykke-Per'. I Norge har vi derimod store episke digtere som Lars Saabye Christensen og Per Petterson. Det skyldes måske, at norske forfattere tør at lave patos, hvor ironi er mere udbredt i dansk litteratur. Danske forfattere leger mere med ordene og er æstetisk fi-nurlige på en måde, man ikke finder i Norge. Der er slet ikke kommet en postmodernistisk tradition i Norge. En Lars Bukdahl findes for eksempel ikke," påpeger Jørgen Haugan.
Alvoren hænger ifølge ham nok sammen med, at den norske nation stadig er under opbygning, og forfattere må tage stilling til for eksempel olien, der har betydet meget for selvforståelsen, kulturen og civilisationen. Og så er der selvfølgelig den norske natur, der fungerer som en central inspirator. Det afsides liv i fjeldet, der kalder på meditation og filosoferen over tilværelsen.
Man siger, at der er en latent vismand i hver en nordmand, fortæller Haugan.Trods den norske bogsucces er der stadig litterære relationer mellem Norge og Danmark. For traditionelt var København den første metropol, man som nordmand kom til på rejsen mod syd. Og det er stadig Nordens litterære hovedstad med et stort miljø for kritikere og forfattere, påpeger Haugan. Nogle af tidens mest læste norske forfattere har for eksempel danske aner, Per Pettersons danske mor, og Saabye Christensen en dansk far.Og begge trækker på deres danske forbindelser i deres bøger.

- min farmor Magnhild Ødvin Bukdahl var nordmand through and through og holdt aldrig op med at være det; jeg har har derfor altid opereret med, at mit højre ben, det der spjætter mest, når jeg holder folkelige foredrag, med fuld patos og følelsesfuldhed er norsk.