Døden er en ubrugelig metafor (Peter Høeg er en jordslået bondskjorte)

Peter Høeg formår i et interview i dag i Politiken at fortolke den østrigske Melodi Grand Prix-vinder dobbelt forskækkeligt:

1. Yin Yang-spirituelt
Peter Høeg er overrasket.Han har set melodigrandprix, og lige der for hans øjne stod en vinder, i hvem yin og yang materialiserede sig i en og samme person.»' Rise of the Phønix' gjorde et kraftigt indtryk på mig. Jeg fik en følelse af græsk mytologi, flere græske guder havde en form for flerkønnethed.Han, eller hvad man skal kalde ham, har godt nok en forfinet kompleks måde at nærme sig det kvindelige på«. Men det giver mening, for bortset fra Conchita Wursts fuldskæg er det lige præcis den blanding af maskulin actionkraft og feminine fornemmelser, som Peter Høeg balancerer med i sine kvindelige hovedpersoner. Og i sig selv.For balancen mellem det mandlige og det kvindelige optager ham intenst.»Som for så mange mænd handler en stor del af mit liv om at komme det kvindelige nærmere. Det gør vi først og fremmest gennem vores døtre, vores kærlighedspartnere og mødre, men ifølge taoismen har enhver mand en kvinde på indersiden og enhver kvinde en mand. For mig er mine kvindelige hovedpersoner, tror jeg, også en måde at kontakte det kvindelige i mig selv på, lidt ligesom når mænd klæder sig ud som kvinder«.

2: Dekadence-dæmoniserende
Tilbage til melodigrandprix, for Peter Høeg har gjort sig flere tanker om den østrigske drag Conchita Wurst. »Umiddelbart følte jeg, at det var smukt og forfinet og meget kraftfuldt, men jeg blev også bevidst om, at lige inden kolossale kollektive stemninger, der var med til at udløse Anden Verdenskrig, var der i Berlin en psykotisk tvivl på kønsidentiteten. Dengang var det ikke et sundhedstegn, snarere et præludium til et definitivt sammenbrud i kulturen. Og jeg spørger mig selv, om det androgyne er en ny accept, en forening af det mandlige og det kvindelige. Jeg er sikker på, at kulturen har brug for mange flere kvinder i betydningsfulde stillinger, det er en helt afgørende del af fremtiden. Men er lige det her et skridt fremad for det kvindelige, eller er det en ny farlig hvisken om en slags sammenbrud af grænser?

- noget der aldrig ændrer sig er i hvert fald Peter Høegs bondeskjorter og storhalsede t-shirts -

Her er en post fundet på digteren (debut til efteråret) Lea Løppenthins blog, den er klogere - og mere poetisk - end samtlige Peter Høeg-interviews og -romaner og hele Nørre Snede:

har gået i parken og suget nektar af døvnælderne, der vokser langs åen
vil mere end nogensinde: gerne leve og gerne beholde forstanden

alle foregiver at være mere sindssyge end de er, og mindre sindssyge end de er

det er to sider af samme ønske om dispensation
men man vil altid gerne opnå dispensation

ethvert liv er en særrettighed, et totalt usandsynligt ophold

og det ved man og man skal hver dag have nye beviser for, at man har ret til den ret

hver dag vil man have en bedre forsikring om at det ikke er blevet væk
at det ikke er blevet byttet til noget mindre standhaftigt end liv

jeg har i mange år ment, at den slags beviser behøver jeg ikke, men jeg løj

Melodi Grand Prix-vinderen synger: Rise like a phoenix from the ashes

det var en kedelig sang

(så hellere det klip, hvor Conchita lægger makeup på DR-reporteren
og fortæller om at slappe af i joggingbukser)

Der er ingen, der er en fønix.

Vi rejser os ikke af asken, vi rejser os fra at have ligget ned i senge, fra at have siddet i kontorstole
eller vi rejser os fra at have rejst os

vi rejser os ikke fra asken

døden er en ubrugelig metafor