Fra debuten, Hvedekorn 2, 1987:
ernst 1921
elefant som første verdenskrig
støvsuger sigmund støvsuger
en bakke fyldt til randen
med de fineste abstraktioner
lige til at spise
landskabet er grumset
og spækket med fisk
for det er da ikke
minotaurus og ødepus
gamle venner
der gemmer sig bag snablens horn
5 metafysiske kaffekander
mens hun lokker lokker vildt meget
handsken er rødrødrødrødrødrødrødrød
stregen er tegnet
huden er igen hvid som sne
solen er en baseball
og hvorfor mon flaget er strøget
og stødtænderne helt gemt af vejen
nu, her, Blogdahl, 28. november, 2020:
ernst 1954 ("Les Canards")
ænderne er ænderne
3 ænder som den træske treenighed
som mine 3 smukke børn
men ænderne er ænderne
ænderne som ånderne som er med os overalt
ænderne som inderne som vi nægter at vide af
men ænderne er ænderne
ænderne som enderne som ikke vil mødes
ænderne som underne vi kan møde hvor som helst
men ænderne er ænderne
ænderne som onderne som dukker op ustandseligt
ænderne som ynderne som er skruet så fint på os
men ænderne er ænderne
som helle helle som jeg i 1987 ikke vidste fandtes
eller ville findes som skrivende som ingen andre
end helle helle og som har skrevet en ny roman
som ligger inde på forlaget men som ingen af os
andre dødelige kan få fat på endnu mærkbart
smerteligt nok og godt jeg ikke dengang havde
nys om hende og skulle vente seks lange år
på eksempel på liv ville sige det
ænderne
ER
ænderne
ÆNDERNE
er
ænderne
ænderne
er
ÆNDERNE
ÆNDERNE
ER
ÆNDERNE
Viser opslag med etiketten 100 år. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 100 år. Vis alle opslag
lørdag den 28. november 2020
Basun-track
fredag den 27. november 2020
Jeg er altid et nummer foran Jens (med 6 digte mere)
nr. 1, 1987, med min debut (9 digte)
nr. 2, 1987, med Jens' debut (3 digte)
torsdag den 26. november 2020
Blendstrup som rent tilfældigt eksempel
Et af Jens Blendstrups 3 debutdigte i Hvedekorn 3, 2020:
indimellem ønsker jeg at fortsætte
-alle disse drømme som forstøver
eller fylder som store
surmulende blylodder i min lomme
jeg har tit tænkt på at smide
de værste ud
de er så ufremkommelige at jeg glemmer
de mindste
indimellem ønsker jeg at fortsætte
mine arme klør måske er jeg ved at få vinger
i så fald
letter mit sind nok også udover
den stædige busk vi kalder jorden
indimellem ønsker jeg virkelig at fortsætte
udover den vulkanske aktivitet man mener
findes i en kvinde
engang er jeg faldet i en natlig gletscher
vi lå i en seng og trak
den våde kærlighed op om os
- en af variationerne over samme digt i jubilæumsnummeret 3-4, 2020:
ind imellem ønsker jeg at fortsætte
alle disse oversavede møgfald som råbes ud over hjernens skakter
eller fylder som store surmulende flyttemænd ved Onkel Dannys plads
jeg har tit tænkt på at smide de værste ud
de er så øretæveindbydende at jeg glemmer at solen skinner på Arveprins Knud
ind imellem ønsker jeg at fortsætte
mine vagtelæg klækker
måske er jeg ved at blive far
i så fald må jeg være fornuftig en 18 års tid og se det hele lidt mere i fugleperspektiv
ind imellem ønsker jeg virkelig at fortsætte udover den sindsoprivende hverdag
man mener findes i ethvert menneske
engang er jeg faldet i et natligt pædagogmøde
vi sad ved et bord og drak te og trak den våde samarbejdsaftale op om os
har dit barn damp eller ADHD eller personlighedsbrist, Yvonne, 28, kan det sove eller har det absencer der minder det om døden i Lübeck? Hvad skal det blive? og har du sat tilstrækkelig ratepension ind til dit barn kan komme på hospitalet, ikke hvis men når det rammes af spiseforstyrrelse eller penismisundelse eller rhinskvin i åleforsamlingen af 1968
jeg har fundet en fejl, sagde pædagogen som hed Lillibeth Anemona
og hvad så råbte jeg, er vi ikke alle bare prærieulve og pileurt i livets tombola om jeg må spørge?
jeg hader dine lilla understregninger! din lurvslidte trækken på sætningers Sixten Sparre, din meningsudvekslingsbisiddepebermyntestruktur, din kalveknæede kælen for Sargassohavets plastik jeg har et barn, sagde jeg, det barn bliver voksent, om så det stammer og skyder brandbiler ud af øjenbrynene, al magt til forskellighed, og det man ikke kan beregne, sådan en pædagogisk sildetønde
så gik jeg
Jeg har fundet en sti, sagde hun, så gik vi
Kollektiv skabelse: HVEDEKORN 100 ÅR
Børn og tidsskrifter er man flere om at lave - her er Samuel med 100 års jubilæumsnummeret af Hvedekorn, nr. 3-4, 2020. som jeg har lavet sammen med 58 digtere, der er debuteret i Hvedekorn og som i nummeret svarer på deres debutbidrag
lørdag den 22. februar 2020
mandag den 3. februar 2020
fredag den 31. januar 2020
søndag den 24. marts 2019
Lawrence F 100
City Lights-grundlægger og beatdigter - OG LYSLEVENDE!
Lawrence Ferlinghetti, “Retired Ballerinas, Central Park West” from These Are My Rivers. Copyright © 1981
Retired Ballerinas, Central Park West
Retired ballerinas on winter afternoons
walking their dogs
in Central Park West
(or their cats on leashes—
the cats themselves old highwire artists)
The ballerinas
leap and pirouette
through Columbus Circle
while winos on park benches
(laid back like drunken Goudonovs)
hear the taxis trumpet together
like horsemen of the apocalypse
in the dusk of the gods
It is the final witching hour
when swains are full of swan songs
And all return through the dark dusk
to their bright cells
in glass highrises
or sit down to oval cigarettes and cakes
in the Russian Tea Room
or climb four flights to back rooms
in Westside brownstones
where faded playbill photos
fall peeling from their frames
like last year’s autumn leaves
torsdag den 14. december 2017
Hvad tuder du for? - Tove Ditlevsen 1917-2017
Tove Ditlevsens debutbidrag i Vild Hvede var ikke det storpatetiske digt "Til mit døde Barn" i nr. 11, 1937, men den helt anderledes bittersødt stemte, metalitterære dobbeltttekst "Prosa og Poesi" i nummeret før:
"PROSA OG POESI
I. Til en svigtet Pige. (Prosa)
Oh — har han forladt dig — det var slemt! Og nu sidder du og glor paa en Stjerne, med et Papir foran dig, pænt linieret. —
Hvad tuder du for?
Lad mig se, hvad du har skrevet:
»O Stjerne, tag mig i din Favn.« —
Mellem os sagt, den er vist forbandet kold saadan en Stjerne, saa vær du glad, den er saa langt væk, at du kan sidde og sjæle over den uden at fryse. — Rart, at der er Ild i Kakkelovnen, ikke — det er saa uæstetisk at sørge i en kold Stue, naar Næsen er rød!
Og tænk, hvis du ovenikøbet havde Tandpine — Ih, sikke et Held du ikke har Tandpine! Kan du ikke glæde dig lidt over det?
Naa ikke — du kan ikke glemme ham? Tja — tænk paa — prøv at tænke paa — lad mig se — jo, hans Tænder. Nægt det ikke — de var en lille Smule udstaaende — ikke meget — men det klædte ham ikke at le — og, Haanden paa Hjertet, der var, ja, der maa ganske sikkert have været, visse — visse hm, pinlige Øjeblikke, hvor han var lidt latterlig, jo, nu kan du godt indrømme det, prøv at le ad ham — sølle Mandfolk!
Nej, nu taber jeg Taalmodigheden — havde han saadan en »yndig Stemme«! ja-ja — det har Speakeren ogsaa, luk op for Radioen — naa — er den ikke pragtfuld — og han svigter dig aldrig, vær vis paa det.
Og du behøver ikke at sminke dig, og ikke pynte dig — sikke mange Fordele. —
Hva — flæber du endnu: »O — saadan, en dejlig Drøm, der brast,« — »alt for god til ham,« gu’ var du ej (undskyld jeg bander), han blev ked af dig min Pige, simpelthen ked af dig!
Naa, ja — Drømme skal man ikke underkende (alt er relativt).
Udmærket, bliv bare ved med at elske din Drøm, tag den frem, naar du har Brug for den, hold den i en bestemt Skuffe.
Orden i alting.
Luk Vinduet op, glæd dig, du er ung. I Spanien slaas de, i Tyskland sulter de, tænk om du var blandt dem, tænk om din Far og din Bror blev slagtet som Svin, og du selv blev voldtaget, eller du skulde have et Barn (det kunde jo være sket) — hvor er du i Grunden lykkelig og misundelsesværdig!
Og saa har du ovenikøbet en Sorg. en sød lille Sorg, som du kan ta’ frem og kæle for, naar det passer dig.
II. Visse forlovede Par (Poesi).
De ser ud som de fra Arilds Tid har vøret bestemt for hinanden - og selv er de ganske overbevist om, at det har de -
Der er ikke noget hos den ene, der kan overraske den anden. de skal snart giftes (det har de skullet saa langt man kan huske tilbage), de samler paa Udstyr. (man mindes alrig at have set hende uden et Sytøj i Hænderne: "se Svigermor, nu er den Kaggedug snart færdig!)
Men Gudbevares - de er jo unge - og moderne - de gaar til Dans (paa Parhold), og de kender de sidste Films (men det er aldeles utænkeligt, at den ene nogensinde skulde have set en Film, som den anden ikke har).
Man ser dem sjældent hver for sig, og gør man det, mangler der noget, som hvis man saa en Mand uden Flip.
De hører sammen, uværgerligt. Det kan ikke være anderledes, ialttfald gaar deres Tanker ikke saa langt tilbage.
D er ikke jaloux, de har aldrig haft Grund til at være det. Engang maaske har en af dem mødt en anden, men straks taget sig selv i Nakken, fordi man jo var forlovet, og altsaa ikke mere sig selv. men en del af en Helhed; og alt for hæderlig og alrt for usikker og alt for fordomsfuld til at rive sig løs. - Men det ved den anden ikke - og den ene er ikke mindre hæderlig end den anden, der kan ikke sættes en Plet paa dem - ikke en Plet.
Guldringen paa deres Fingre er glat og pæn og anstændig, de sidder paa hver sin Stol, de veksler ikke ømme, forelskede Blikke, eller holder hinanden taabeligt i Hænderne.
Heller ikke skændes de, de er altid enige, og alle Mennesker glæder sig over det smukke Forhold, der er imellem dem.
Det ved de godt, og de holder Hævd over det, Folks Mening betyder nemlig overordentlig meget for dem.
De er agtværdige Mennesker, der samler paa Udstyr, og de skal snart giftes - ih jo, de skal stadigvæk snart giftes (hvis der da ikke er nogen, der har noget imod det)."
"PROSA OG POESI
I. Til en svigtet Pige. (Prosa)
Oh — har han forladt dig — det var slemt! Og nu sidder du og glor paa en Stjerne, med et Papir foran dig, pænt linieret. —
Hvad tuder du for?
Lad mig se, hvad du har skrevet:
»O Stjerne, tag mig i din Favn.« —
Mellem os sagt, den er vist forbandet kold saadan en Stjerne, saa vær du glad, den er saa langt væk, at du kan sidde og sjæle over den uden at fryse. — Rart, at der er Ild i Kakkelovnen, ikke — det er saa uæstetisk at sørge i en kold Stue, naar Næsen er rød!
Og tænk, hvis du ovenikøbet havde Tandpine — Ih, sikke et Held du ikke har Tandpine! Kan du ikke glæde dig lidt over det?
Naa ikke — du kan ikke glemme ham? Tja — tænk paa — prøv at tænke paa — lad mig se — jo, hans Tænder. Nægt det ikke — de var en lille Smule udstaaende — ikke meget — men det klædte ham ikke at le — og, Haanden paa Hjertet, der var, ja, der maa ganske sikkert have været, visse — visse hm, pinlige Øjeblikke, hvor han var lidt latterlig, jo, nu kan du godt indrømme det, prøv at le ad ham — sølle Mandfolk!
Nej, nu taber jeg Taalmodigheden — havde han saadan en »yndig Stemme«! ja-ja — det har Speakeren ogsaa, luk op for Radioen — naa — er den ikke pragtfuld — og han svigter dig aldrig, vær vis paa det.
Og du behøver ikke at sminke dig, og ikke pynte dig — sikke mange Fordele. —
Hva — flæber du endnu: »O — saadan, en dejlig Drøm, der brast,« — »alt for god til ham,« gu’ var du ej (undskyld jeg bander), han blev ked af dig min Pige, simpelthen ked af dig!
Naa, ja — Drømme skal man ikke underkende (alt er relativt).
Udmærket, bliv bare ved med at elske din Drøm, tag den frem, naar du har Brug for den, hold den i en bestemt Skuffe.
Orden i alting.
Luk Vinduet op, glæd dig, du er ung. I Spanien slaas de, i Tyskland sulter de, tænk om du var blandt dem, tænk om din Far og din Bror blev slagtet som Svin, og du selv blev voldtaget, eller du skulde have et Barn (det kunde jo være sket) — hvor er du i Grunden lykkelig og misundelsesværdig!
Og saa har du ovenikøbet en Sorg. en sød lille Sorg, som du kan ta’ frem og kæle for, naar det passer dig.
II. Visse forlovede Par (Poesi).
De ser ud som de fra Arilds Tid har vøret bestemt for hinanden - og selv er de ganske overbevist om, at det har de -
Der er ikke noget hos den ene, der kan overraske den anden. de skal snart giftes (det har de skullet saa langt man kan huske tilbage), de samler paa Udstyr. (man mindes alrig at have set hende uden et Sytøj i Hænderne: "se Svigermor, nu er den Kaggedug snart færdig!)
Men Gudbevares - de er jo unge - og moderne - de gaar til Dans (paa Parhold), og de kender de sidste Films (men det er aldeles utænkeligt, at den ene nogensinde skulde have set en Film, som den anden ikke har).
Man ser dem sjældent hver for sig, og gør man det, mangler der noget, som hvis man saa en Mand uden Flip.
De hører sammen, uværgerligt. Det kan ikke være anderledes, ialttfald gaar deres Tanker ikke saa langt tilbage.
D er ikke jaloux, de har aldrig haft Grund til at være det. Engang maaske har en af dem mødt en anden, men straks taget sig selv i Nakken, fordi man jo var forlovet, og altsaa ikke mere sig selv. men en del af en Helhed; og alt for hæderlig og alrt for usikker og alt for fordomsfuld til at rive sig løs. - Men det ved den anden ikke - og den ene er ikke mindre hæderlig end den anden, der kan ikke sættes en Plet paa dem - ikke en Plet.
Guldringen paa deres Fingre er glat og pæn og anstændig, de sidder paa hver sin Stol, de veksler ikke ømme, forelskede Blikke, eller holder hinanden taabeligt i Hænderne.
Heller ikke skændes de, de er altid enige, og alle Mennesker glæder sig over det smukke Forhold, der er imellem dem.
Det ved de godt, og de holder Hævd over det, Folks Mening betyder nemlig overordentlig meget for dem.
De er agtværdige Mennesker, der samler paa Udstyr, og de skal snart giftes - ih jo, de skal stadigvæk snart giftes (hvis der da ikke er nogen, der har noget imod det)."
mandag den 7. september 2015
STILHEDEN BLIVER 100 i DAG!
(min forstørrelse og forfedning)
STILHEDEN 1915
Stilheden i 1915 indtraf den 7. september og omfattede Vesteuropa og landene fra Baltikum i nord til Balkan i syd. Da den var uforudset findes der ingen beretninger om den. Mange opdagede den slet ikke, kortvarig og tilfældig som den var, dette til trods for at de selv deltog i den. Stilheden fandt sted, fangede Europa mellem to åndedrag og med det ene ben løftet så at sige, hvorpå alt og alle fortsatte som om intet var hændt. Hvor skulle man endelig også vide fra at den stilhed man uformodet bidrog til omfattede hele Europa? Naturligvis kunne den også have været gjort til genstand for samtaler umiddelbart efter, men eftersom de få vidner var urimeligt fordel, - mange boede afsides, i egne hvor stilheden i forvejen var deres fortrolige - skiftede man hurtigt emne. Nyhedsmedierne, som foruden at deltage i den også modtog vantro forespørgsler om den, indså straks at den ville være umulig at verificere og derfor kunne medføre hvad som helst, og dyssede den ned. Den som søger oplysning om begivenheden er selv nu, så mange år efter, ilde faren. Et bulgarsk agronomisk tidsskrift nævner den i en bisætning i forbindelse med en omtale af vandmøller i de nordøstlige provinser, og pseudonymet Ludwig Renn afser ilde anbragt ironi på fænoment i sin roman fra 1936, Vor Grossen Wandlungen. det bør ogås nævnes at man fra fransk side i 1921 tog initiativ til at gentage begivenheden på dennes 6 års dag, men det forblev et lokalt forehavende, svigtet af en hund i Cointainecourt og duer i Honfleur. I Argentina lykkedes det dog i 1944 at gennemføre eksperimentet som fiktion. Den oprindelige stilhed, som her forsøges nærmere omtalt, indtraf midt på eftermiddagen kort efter klokken 16.09. På dette tidspunkt var der, i løbet af det følgende sekund, dødstille i Europa. Alle europiske hjerter lod sig fange mellem to slag, alle ure mellem et tik og et tak, brændingerne langs alle kyster havde netop trukket sig tilbage og den næste dønning endnu ikke løftet sig. Et tåbeligt vindstille påbød for et øjeblik alt europæisk løv tavshed og mange skridt indledtes men ingen fuldbyrdedes. Af millioner af grunde frembragte ved et tilfælde ingen i Europa nogen lyd. Et ufroligneligt af ingen ænset snapshot.
- begyndelsen på Per Højholts AURICULA, de sidste hundrede års bedste danske roman selvfølgelig
(tak til Carsten Puggaard for at have gjort opmærksom på 100-året på Facebook)
STILHEDEN 1915
Stilheden i 1915 indtraf den 7. september og omfattede Vesteuropa og landene fra Baltikum i nord til Balkan i syd. Da den var uforudset findes der ingen beretninger om den. Mange opdagede den slet ikke, kortvarig og tilfældig som den var, dette til trods for at de selv deltog i den. Stilheden fandt sted, fangede Europa mellem to åndedrag og med det ene ben løftet så at sige, hvorpå alt og alle fortsatte som om intet var hændt. Hvor skulle man endelig også vide fra at den stilhed man uformodet bidrog til omfattede hele Europa? Naturligvis kunne den også have været gjort til genstand for samtaler umiddelbart efter, men eftersom de få vidner var urimeligt fordel, - mange boede afsides, i egne hvor stilheden i forvejen var deres fortrolige - skiftede man hurtigt emne. Nyhedsmedierne, som foruden at deltage i den også modtog vantro forespørgsler om den, indså straks at den ville være umulig at verificere og derfor kunne medføre hvad som helst, og dyssede den ned. Den som søger oplysning om begivenheden er selv nu, så mange år efter, ilde faren. Et bulgarsk agronomisk tidsskrift nævner den i en bisætning i forbindelse med en omtale af vandmøller i de nordøstlige provinser, og pseudonymet Ludwig Renn afser ilde anbragt ironi på fænoment i sin roman fra 1936, Vor Grossen Wandlungen. det bør ogås nævnes at man fra fransk side i 1921 tog initiativ til at gentage begivenheden på dennes 6 års dag, men det forblev et lokalt forehavende, svigtet af en hund i Cointainecourt og duer i Honfleur. I Argentina lykkedes det dog i 1944 at gennemføre eksperimentet som fiktion. Den oprindelige stilhed, som her forsøges nærmere omtalt, indtraf midt på eftermiddagen kort efter klokken 16.09. På dette tidspunkt var der, i løbet af det følgende sekund, dødstille i Europa. Alle europiske hjerter lod sig fange mellem to slag, alle ure mellem et tik og et tak, brændingerne langs alle kyster havde netop trukket sig tilbage og den næste dønning endnu ikke løftet sig. Et tåbeligt vindstille påbød for et øjeblik alt europæisk løv tavshed og mange skridt indledtes men ingen fuldbyrdedes. Af millioner af grunde frembragte ved et tilfælde ingen i Europa nogen lyd. Et ufroligneligt af ingen ænset snapshot.
- begyndelsen på Per Højholts AURICULA, de sidste hundrede års bedste danske roman selvfølgelig
(tak til Carsten Puggaard for at have gjort opmærksom på 100-året på Facebook)
lørdag den 24. januar 2015
Et C er det suverænt sureste - og rimeligste!
Ellers læser jeg bare Halfdan som besat. Fordi han fylder 100 på torsdag og jeg skal både skrive fødselsdagsportræt i avisen og frem for alt holde officiel fødselsdagstale i Helsingør torsdag aften (digtere - jeres livlige/morbide mærkedage er MIT job, fødselsdage (dead or alive) og dødsfald (kunne være smukt hvis vi vidste på en forhånd, at det var en stor digter, der blev blev født, så en fødedagsmarkering kunne fungere som modvægt til nekrologen; notits i Socialdemokraten 30. december 1915: I går blev digteren Halfdan Rasmussen født)) foruden alskens blogposter og opdateringer (Hvedekorns FB-side citerer allerede løs - det var Halfdan, der som første red. efter Viggo F. Møllers Vild Hvede-epoke gav bladet sit nuværende navn, også tak for det for helvede!). Og den eneste grund til, at det er OK, at Halfdan kun er med på Folkeskolens vejledende kanon er, at han er kanonisk på børn og voksnes læber helt af sig selv til sandsynligvis evig tid. Jeg kimer med i i en stor flaksende artikel i Berlingske i dag og siger blandt andet:
Men skal man tro Lars Bukdahl, litteraturkritiker på Weekendavisen, er det i børnerimene og tosserierne, at hans talent for alvor forløstes.
»Det er her, han bliver særlig, vild og stærk. Det andet sted, det alvorlige, kunne sagtens afgive nogle pæne og nydelige vers, men de skiller sig ikke ud,« siger han.
»Den her vers- og rimmaskine, parret med den voldsomme sproglige glæde og opfindsomhed, giver nådesløse tekster. Man kan ikke stille noget op over for dem. Selv ikke den sureste mand kan modstå hans vers om citroner fra hans ABC. Halfdans rim er noget af det mest effektive poesi, der findes på dansk. Og det varer, må vi sige her ved 100-året,« mener Bukdahl.
»Friskheden består. Som det også gælder H.C. Andersen. Det er den samme fornemmelse, man har af, at ordene bare står og hopper. Uafhængigt af tid. Versene er blevet prentet ind i hovederne på børn, lige siden den kom i 1967. De har alfabetets DNA i sig.«
Længere nede udtaler Knud Romer sig mest om sig selv og sin egen ABC-bog, som han gudhjælpene vover at sammenligne med Halfdans genistreg af en børnerims-summa:
»Jeg bruger min alderdom på at realisere min barndoms drømme. Og min største drøm var at kunne lave »Halfdans ABC«. Hvem vil du helst være af alle danske forfattere, hvilken bog vil du helst udgive af alle bøger, der er blevet udgivet? »Halfdans ABC«! Den er blevet en del af det danske sprog, en del af den danske kulturarv. Den er en del af den kollektive bevidsthed. Det er faktisk det højeste, man kan opnå. At ens eget navn falder bort, og ens sætninger bliver tilbage som noget, der indgår i sproget,« siger Knud Romer om sit forhold til Halfdan Rasmussen.
»Og så er det klart, at for en tyskerdreng som mig var det en endnu større frydefuld kamp om at gøre mig gældende. Jeg er ikke vokset op med Halfdan.«
Netop fordi »Halfdans ABC« står så stærkt, har Knud Romer forsøgt at finde sin egen stil i den ABC, som han begyndte at skrive, allerede da han var 30 år.
»Min ABC er meget mere alvorlig og romantisk end Halfdans. Jeg har med vilje undgået fjollerier, for det er ligesom blevet gjort.«
Som om der ikke også er molstemt poesi i Halfdans ABC, fx akkurat "Maj måneds katte" - humørsiversiteten er en af bogens mange styrker. Jeg talte med Berlingske-journalisten om den massive slagskygge, som senere (ABC-)rimere har måttet arbejde under (de kunne jo også bare lade være - der gik over 100 år fra Grundtvig stillede træskoene, til vi atter fik en salmedigter af format, Simon Grotrian). Men vi kan jo bare arrangere et bogstaveligt battle apropos de sure citroner. Først C-verset fra en af de virkelig svage epigoner, Nils Hartmanns Alle børns citroner, som jeg ejede engang, derpå Knud Romers ikke decideret elendige, men bare lettere anstrengte (ingen af hvilke nemlig har kæmpet sig ud af den repressive indflydelse), og så Halfdans suveræne, helt, helt klart kukkede, der selvfølgelig vinder (pga. sin nonsensiske selvfølgelighed):
Cirkuspigens cirkushest
løb mod øst og så mod vest.
Cirkuspigen, hun blev bange.
Hesten ku' hun ikke fange,
Nu har hun en campingvogn,
en af dem med brændeovn.
Snart tager hun til Canada
for at danse hopsasa.
Cirtronsommefuglen er sur og gul,
fordi den ikke er nogen fugl.
Den flyver rundt som en presset citron
og tisser på alle af irritation.
Citroner er sure og gule.
Cigarer er fulde af røg.
Charlotte er cyklet til Thule
med to kasser øl og et løg,
så hun har nok tabt sig en smule.
Men skal man tro Lars Bukdahl, litteraturkritiker på Weekendavisen, er det i børnerimene og tosserierne, at hans talent for alvor forløstes.
»Det er her, han bliver særlig, vild og stærk. Det andet sted, det alvorlige, kunne sagtens afgive nogle pæne og nydelige vers, men de skiller sig ikke ud,« siger han.
»Den her vers- og rimmaskine, parret med den voldsomme sproglige glæde og opfindsomhed, giver nådesløse tekster. Man kan ikke stille noget op over for dem. Selv ikke den sureste mand kan modstå hans vers om citroner fra hans ABC. Halfdans rim er noget af det mest effektive poesi, der findes på dansk. Og det varer, må vi sige her ved 100-året,« mener Bukdahl.
»Friskheden består. Som det også gælder H.C. Andersen. Det er den samme fornemmelse, man har af, at ordene bare står og hopper. Uafhængigt af tid. Versene er blevet prentet ind i hovederne på børn, lige siden den kom i 1967. De har alfabetets DNA i sig.«
Længere nede udtaler Knud Romer sig mest om sig selv og sin egen ABC-bog, som han gudhjælpene vover at sammenligne med Halfdans genistreg af en børnerims-summa:
»Jeg bruger min alderdom på at realisere min barndoms drømme. Og min største drøm var at kunne lave »Halfdans ABC«. Hvem vil du helst være af alle danske forfattere, hvilken bog vil du helst udgive af alle bøger, der er blevet udgivet? »Halfdans ABC«! Den er blevet en del af det danske sprog, en del af den danske kulturarv. Den er en del af den kollektive bevidsthed. Det er faktisk det højeste, man kan opnå. At ens eget navn falder bort, og ens sætninger bliver tilbage som noget, der indgår i sproget,« siger Knud Romer om sit forhold til Halfdan Rasmussen.
»Og så er det klart, at for en tyskerdreng som mig var det en endnu større frydefuld kamp om at gøre mig gældende. Jeg er ikke vokset op med Halfdan.«
Netop fordi »Halfdans ABC« står så stærkt, har Knud Romer forsøgt at finde sin egen stil i den ABC, som han begyndte at skrive, allerede da han var 30 år.
»Min ABC er meget mere alvorlig og romantisk end Halfdans. Jeg har med vilje undgået fjollerier, for det er ligesom blevet gjort.«
Som om der ikke også er molstemt poesi i Halfdans ABC, fx akkurat "Maj måneds katte" - humørsiversiteten er en af bogens mange styrker. Jeg talte med Berlingske-journalisten om den massive slagskygge, som senere (ABC-)rimere har måttet arbejde under (de kunne jo også bare lade være - der gik over 100 år fra Grundtvig stillede træskoene, til vi atter fik en salmedigter af format, Simon Grotrian). Men vi kan jo bare arrangere et bogstaveligt battle apropos de sure citroner. Først C-verset fra en af de virkelig svage epigoner, Nils Hartmanns Alle børns citroner, som jeg ejede engang, derpå Knud Romers ikke decideret elendige, men bare lettere anstrengte (ingen af hvilke nemlig har kæmpet sig ud af den repressive indflydelse), og så Halfdans suveræne, helt, helt klart kukkede, der selvfølgelig vinder (pga. sin nonsensiske selvfølgelighed):
Cirkuspigens cirkushest
løb mod øst og så mod vest.
Cirkuspigen, hun blev bange.
Hesten ku' hun ikke fange,
Nu har hun en campingvogn,
en af dem med brændeovn.
Snart tager hun til Canada
for at danse hopsasa.
Cirtronsommefuglen er sur og gul,
fordi den ikke er nogen fugl.
Den flyver rundt som en presset citron
og tisser på alle af irritation.
Citroner er sure og gule.
Cigarer er fulde af røg.
Charlotte er cyklet til Thule
med to kasser øl og et løg,
så hun har nok tabt sig en smule.
søndag den 8. juni 2014
Fødselsdagsskitser 1:1
I anledning af Sven Dalsgaards 100 årsdag har Randers-galleriet Cykelbørsen, ved Claus Ørsted, affotograferet og, med rigtig spiralryg, udgivet en komplet Skitsebog, skitseret af Dalsgaard engang i 50'erne, fuld af både hurtige og mere omhyggelige tegninger og akvareller forestillende først og fremmest, dengangs yndlingsmotiver, stiliserede kvinder og fugle; det er ikke min yndlingsperiode, men selve det serielle OVERSKUD, den energiske MONOMANI, har jeg svært ved at stå for, og hvorfor skulle jeg også det? Til sidst optræder pludselig en sides poesi nedskriblet lidt for hurtigt til at det er fuldt læseligt; et digt begynder vistnok således:
Lad mig holde din hånd
og mærke dit levende liv
så jeg igen forstår at du og jeg
igen mindes de samme steder
så jeg igen forstår at du og jeg
ser med de samme øjne
de samme ting.
- her er en af skitse-damerne med en fugl indeni!
Lad mig holde din hånd
og mærke dit levende liv
så jeg igen forstår at du og jeg
igen mindes de samme steder
så jeg igen forstår at du og jeg
ser med de samme øjne
de samme ting.
- her er en af skitse-damerne med en fugl indeni!
fredag den 30. maj 2014
Lille, spontan Google-revy (valgt nedefra på første billedsøgning-side)
- og den glade direktør for et eller andet i Randers foran Vilhelm Freddies maleri til Dalsgaard, som han gladelig har doneret til Randers Kunstmuseum
Den bedste tekst i universet - én gang til for verdenspræsidenten SD
fra Tumor 1, 1989, et tidsskrift i udkanten af litteraturen, redigeret af Bo hr. Hansen og Peter H. Olesen:
INITIALER
Den 28/3
skar P.H. Weinert
dette navn i birkens bark
og hvad så herr Weinert
i dag er det
den 15/5 -87.
INITIALER
Den 28/3
skar P.H. Weinert
dette navn i birkens bark
og hvad så herr Weinert
i dag er det
den 15/5 -87.
Pipliografi (et brev fra Randers)
Ved siden af fødselsdags-antologien fra Randers (og Fuglsang) Kunstmuseum har Antipyrine og forlaget * (Asterisk), ved forlagsdirektørerne Mathias Kokholm og Lasse Krog Møller, udgivet den fikseste lille Sven Dalsgaard-bibliografi, Sven Dalsgaard - en bibliografi, som første bind i den lovende serie "Den store kunstneriske registrant over kunstnerbøger og andre kunstrelaterede trykte sager" - i det kunstbogligt oppiskede kølvand efter pragtbogen Danske kunstnerbøger (som jeg har anmeldt overstrømmende og bogholder-kritisk i det nye nummer af Kritik). Det kunne være rart, hvis jeg havde haft bibliografien, FØR jeg skrev min artikel om Dalsgaards poesi - den nøjagtige værkliste har indtil nu være svært overskuelig - men det gør det ikke mindre rart at have den nu; bibliografien indeholder flere publikationer, jeg hverken ejer eller har holdt i mine hænder og også et et par stykker, jeg slet ikke kendte til. Bogen er smart nok delt i to, den rene, fint oplistede liste, og "Gengivelser" af udvalgte sider og opslag, der giver et levende indtryk af bogværkets stærke og påhitsomme flerstemmighed. En udgivelse, jeg slet ikke havde tjek på, er
Breve fra Randers
Galerie Birch, u.å. (1957)
Tryk: Bjerregaard-Jensen, København
Upag. (4 s.) 115 x 154 mm.
Lille klammehæftet bog. Udgivet som katalog i forbindelse m. udst. i Galerie Birch, Bredgade, Kbh. 2-16 nov. 1957. Kataloget indeholder udover 2 korte tekster et par pergamentmønstre først og sidst i i kataloget.
Begge tekster er gengivet blandt gengivelserne, her er den første, ret fantastiske:
Billederne bliver en anti-litterær bog - og byen er en fersken med en alt for stor sten. Sven Dalsgaard og byen er at sammenligne med muldjord - mænd der sveder - kvinder i lange gevandter - grædende børn - løbske heste - flag - pyloner - asfalt - antenner - forår og efterår (måske mest efterår) - et forladt stadion - huse efter kl. 23 - jern - fugle - stemmer - - - han er ude for at erobre et eller andet, og byen falder langsomt sammen.
Dette bliver en højst traditionel udstilling, sandsynligvis påbegyndt 29/5 1914. Det bliver en eksplosion, en dagbog, noget godt og noget dårligt, een skulptur, eet maleri, een tegning, eet menneske, tusind mennesker, en præstation, tiggeri, sabotage, en bøn, søgen, kalden, en brønd og et tårn, tro, en smædevise, en seismograf, en måler - ja netop.
Mens dette skrives er endnu ingen af hans billeder påbegyndt. Jeg kan se dem for mig, måske i grupper der kalder på hinanden, - måske enkeltvis, kæmpende for fuld kraft mod den nærmeste, - måske en stor enhed, en institution, et helt nyt samfund, levedygtigt, tærende på hinanden, - eller en gruppe missionærer givende hinanden gode råd. Jeg kan se det sorte og det hvide og blodet og himlen, glæden, og det behagelige som nok er forkert. Men det hvide og sorte og himlen og blodet er der - et observatorie i Randers. Denne udstilling bliver et slag i ansigtet på ham selv. Jeg kan se han længe ligget på lur efter dette, jeg kan se hans besværligheder, inden resultatet er nået, se hvordan billederne vil hobe sig op, hvordan det ene vil afføde det andet, - en navlestreng der spændes, tilfældighedernes præcision.
Dette er mit syn på den udstilling, Sven Dalsgaard endnu kun har talt om.
For første gang har jeg haft en samtale med Sven Dalsgaard efter at der er "sket" noget, men i dag d. 12/10 har han fået papiret hjem, og er gået i gang med "brevene" som han kalder dem nu. Allerede nu, har han fået skrupler mod at ville udstille dem, - siger det ikke er ting til udstilling, men noget man eventuelt bruger som objekter for mere "stabile" arbejder! På to timer har han arbejdet på fjorten femten tegninger uden at vide nogen af dem færdige. Jeg kan se de er en renselsesproces - opkastning - bræk - ligesom tabte penge før nogen samler dem op.
Breve fra Randers
Galerie Birch, u.å. (1957)
Tryk: Bjerregaard-Jensen, København
Upag. (4 s.) 115 x 154 mm.
Lille klammehæftet bog. Udgivet som katalog i forbindelse m. udst. i Galerie Birch, Bredgade, Kbh. 2-16 nov. 1957. Kataloget indeholder udover 2 korte tekster et par pergamentmønstre først og sidst i i kataloget.
Begge tekster er gengivet blandt gengivelserne, her er den første, ret fantastiske:
Billederne bliver en anti-litterær bog - og byen er en fersken med en alt for stor sten. Sven Dalsgaard og byen er at sammenligne med muldjord - mænd der sveder - kvinder i lange gevandter - grædende børn - løbske heste - flag - pyloner - asfalt - antenner - forår og efterår (måske mest efterår) - et forladt stadion - huse efter kl. 23 - jern - fugle - stemmer - - - han er ude for at erobre et eller andet, og byen falder langsomt sammen.
Dette bliver en højst traditionel udstilling, sandsynligvis påbegyndt 29/5 1914. Det bliver en eksplosion, en dagbog, noget godt og noget dårligt, een skulptur, eet maleri, een tegning, eet menneske, tusind mennesker, en præstation, tiggeri, sabotage, en bøn, søgen, kalden, en brønd og et tårn, tro, en smædevise, en seismograf, en måler - ja netop.
Mens dette skrives er endnu ingen af hans billeder påbegyndt. Jeg kan se dem for mig, måske i grupper der kalder på hinanden, - måske enkeltvis, kæmpende for fuld kraft mod den nærmeste, - måske en stor enhed, en institution, et helt nyt samfund, levedygtigt, tærende på hinanden, - eller en gruppe missionærer givende hinanden gode råd. Jeg kan se det sorte og det hvide og blodet og himlen, glæden, og det behagelige som nok er forkert. Men det hvide og sorte og himlen og blodet er der - et observatorie i Randers. Denne udstilling bliver et slag i ansigtet på ham selv. Jeg kan se han længe ligget på lur efter dette, jeg kan se hans besværligheder, inden resultatet er nået, se hvordan billederne vil hobe sig op, hvordan det ene vil afføde det andet, - en navlestreng der spændes, tilfældighedernes præcision.
Dette er mit syn på den udstilling, Sven Dalsgaard endnu kun har talt om.
For første gang har jeg haft en samtale med Sven Dalsgaard efter at der er "sket" noget, men i dag d. 12/10 har han fået papiret hjem, og er gået i gang med "brevene" som han kalder dem nu. Allerede nu, har han fået skrupler mod at ville udstille dem, - siger det ikke er ting til udstilling, men noget man eventuelt bruger som objekter for mere "stabile" arbejder! På to timer har han arbejdet på fjorten femten tegninger uden at vide nogen af dem færdige. Jeg kan se de er en renselsesproces - opkastning - bræk - ligesom tabte penge før nogen samler dem op.
torsdag den 29. maj 2014
Komplet Kiosk-biografi
- i Kiosken i WA Bøger i går citerer jeg fra den indledende, biografiske tekst i "selvbiografien" Svend Dalsgaard, her er den komplette tekst:
-->
-->
Jeg er født
klokken 11.34 d. 29/5 1914 – altså i tvillingens tegn, hvilket jeg betragter
som en fordel – menneskeligt som kunstnerisk.
Jeg måler 179 cm og vejer 73 kg. Håret er
mørkeblondt, kortklippet uden skilning. Øjnene grå. Under venstre armhule har
jeg en vorte af størrelse som svovlet på en tændstik. Jeg bruger læsebriller,
men har ellers ikke udprægede skavanker.
Jeg står op klokken 8-8 1/2, børster tænder, vasker og barberer mig. Trækker i tøjet, og reder min seng. Bruger nr. 39-40 i skjorte og nr. 44 i sko. Jeg kan ikke lide korte sokker, og mit tøj er almindeligt gråt. Jeg holder af at være renvasket, og ifører mig rent tøj hver morgen, - ikke af æstetiske - men anonyme grunde.
Til morgenmad spiser jeg to stykker rugbrød med ost og to stykker franskbrød med honning eller marmelade, dertil kaffe.
Efter morgenmaden tænder jeg en cigaret, går på lokum, vasker hænder, og tager sko og jakke på. De fleste dage skriver jeg en huskeseddel på forskellige varer jeg skal have med hjem. Strækningen fra Sjællandsgade 11 til mit værksted Staldsgårdsgade 7, tager fra 5 til 12 minutter, - alt efter om jeg cykler eller går. På vejen standser jeg undertiden op for at læse avisernes spisesedler uden at de interesserer mig synderligt. Går fra værkstedet kl. 12,45 - besøger forskellige handlende, alt efter hvad der står på huskesedlen. Spiser middag, som regel to retter, - eksempel i dag: Kold fisk og kartoffelsalat og rabarbergrød med mælk. Tilbage til værkstedet kl. 13,45 - måske ad en anden rute end den om morgenen. Kl 15,15 drikker jeg kaffe på Quizaz, - igen på værkstedet til kl. 18,45. Hjem til aftensmad: 4 stykker rugbrød, et æg og en halv flakse hvidtøl. Læser den lokale avis der højst opholder mig fra 3 til 5 minutter. I de fleste tilfælde tilbage til værkstedet. Ellers besøg hos bekendte, eller bibliotheket, eller hvad der kan falde for. Nescafé ved ti-tiden, og som regel , i seng før kl. 23
Min kontaktbehov er ringe, og mine venner og
fjender ved ikke at de er det. Jeg
holder af fortløbende talrækker, målebånd, antenner, skibsmaster, reb og tov,
af det kolossale og det mikroskopiske, lodret og vandret, ørkenen, havet,
retningen UD, tidspunktet NU, og jeg elsker solen.
Af alle kunstnere, malere, billedhuggere,
forfattere, skuespillere, og hvad der ellers er, foretrækker jeg Sven
Dalsgaard. Drejer det sig om forretningsmænd, betlere, reportere,
grøftegravere, instruktører, landmænd, apostle, tyve, snedkere, atleter,
generaler og andre, ville jeg igen foretrække Sven Dalsgaard.
Jeg sympatiserer med natten, men foretrækker
dagen. Håb og ønsker betragter jeg som svagheder ligesom tandpine og
selvforagt.
Ubedømmelse + 2 rettelser
Fagfællebedømmelse
Med undtagelse af "Ristika! Råberen er ude med sit net - om Sven Dalsgaards poesi" af Lars Bukdahl er samtlige af publikationens artikler fagfællebedømt. Bedømmelsen følger gældende akademiske standarder for forskningsformmidling og er koordineret af Forlaget Systime ved projektleder Steen Hammershøy Andersen.
2 rettelser til min artikel:
Sven Dalsgaard debuterede som digter med 2 tekster (ikke kun1) i Helhesten, hefte 4-5, 19944, "Pansangen" (som jeg læser i artiklen) OG "Fugl i bur" (optrykt (sammen med "Pansangen") i "selvbiografien" Sven Dalsgaard, 1966).
Fugl i bur
vi stod ved vinduet - jeg og chefens datter (jeg har arbejdet for mi chef i 2 måneder og venter på at blive forfremmet i løbet af 1 år). hun stod med fugl i hånden, en fugl hun havde lukket inde i sig så længe hun huskede. Hun stod og og blev overmodig, og spurgte mig om jeg syntes hun skulle lade den prøve at flyve, - bare her over til træet ved vinduet og så tilbage. - og inden jeg fik svaret, havde hun lukket fuglen ud. jeg så med bange anelser fuglen flyve over mod træet, og så i det samme en stor flok snavsede skidengrå fugle kigge frem mellem grenene. den lille fugl var nu ved træet, den havde lige nået at røre det, og som en pil var den på vej tilbage til vinduet, da pludselig min egen bror lukkede vinduet i, så den lille fugl måtte hakke og kradse sig gennem glasset ind til den unge, der træt og udmattet havde sat sig på en stol. jeg så min broders smilende årtusindgamle apolloansigt foran mig, og følte mig svag og træt. jeg vendte mig for at søge trøst hos den unge pige, men hun var forsvundet, i stedet lå der på stolen en frugtsommelig hund, idet min broder forlod værelset, vendte han sig i døren, og med kort fuglefløjt kaldte han hunden med sig.
(bogen til "helhesten", 1993, indholder digte skrevet 1944 og sendt til Helhesten, men aldrig trykt (bl.a. fordi tidsskriftet i ventetiden gik ind) jf. i øvrigt Dalsgaards Hvedekornsdigte fra samme tid og senere, afskrevet og omtalt her)
Den illuminerede digtsamling Den perforerede by udkom IKKE i en privatudgave i dens afftelses- og dateringsår 1969, udgaven fra 1988 er den første bogudgave.
Så er DET og DET på sin plads.
Med undtagelse af "Ristika! Råberen er ude med sit net - om Sven Dalsgaards poesi" af Lars Bukdahl er samtlige af publikationens artikler fagfællebedømt. Bedømmelsen følger gældende akademiske standarder for forskningsformmidling og er koordineret af Forlaget Systime ved projektleder Steen Hammershøy Andersen.
2 rettelser til min artikel:
Sven Dalsgaard debuterede som digter med 2 tekster (ikke kun1) i Helhesten, hefte 4-5, 19944, "Pansangen" (som jeg læser i artiklen) OG "Fugl i bur" (optrykt (sammen med "Pansangen") i "selvbiografien" Sven Dalsgaard, 1966).
Fugl i bur
vi stod ved vinduet - jeg og chefens datter (jeg har arbejdet for mi chef i 2 måneder og venter på at blive forfremmet i løbet af 1 år). hun stod med fugl i hånden, en fugl hun havde lukket inde i sig så længe hun huskede. Hun stod og og blev overmodig, og spurgte mig om jeg syntes hun skulle lade den prøve at flyve, - bare her over til træet ved vinduet og så tilbage. - og inden jeg fik svaret, havde hun lukket fuglen ud. jeg så med bange anelser fuglen flyve over mod træet, og så i det samme en stor flok snavsede skidengrå fugle kigge frem mellem grenene. den lille fugl var nu ved træet, den havde lige nået at røre det, og som en pil var den på vej tilbage til vinduet, da pludselig min egen bror lukkede vinduet i, så den lille fugl måtte hakke og kradse sig gennem glasset ind til den unge, der træt og udmattet havde sat sig på en stol. jeg så min broders smilende årtusindgamle apolloansigt foran mig, og følte mig svag og træt. jeg vendte mig for at søge trøst hos den unge pige, men hun var forsvundet, i stedet lå der på stolen en frugtsommelig hund, idet min broder forlod værelset, vendte han sig i døren, og med kort fuglefløjt kaldte han hunden med sig.
(bogen til "helhesten", 1993, indholder digte skrevet 1944 og sendt til Helhesten, men aldrig trykt (bl.a. fordi tidsskriftet i ventetiden gik ind) jf. i øvrigt Dalsgaards Hvedekornsdigte fra samme tid og senere, afskrevet og omtalt her)
Den illuminerede digtsamling Den perforerede by udkom IKKE i en privatudgave i dens afftelses- og dateringsår 1969, udgaven fra 1988 er den første bogudgave.
Så er DET og DET på sin plads.
Abonner på:
Opslag (Atom)
