Mor banker på døren
til stalden bag huset
hvor jeg sover
med æslet.
Emilio?
råber hun.
Bette Emilio?
Jeg rejser mig
børster høet af tøjet
og glæder mig over
at vi bor lang fra alfarvej
Jeg har suppe til dih
råber hun
den du så godt kan lide
den med kartofler
chorizo, blodpølse og bønner.
I dag får jeg lov til at spise
med sølvskeen.
Mor har pudset den
og i dens buede indre
ser jeg mit omvendte spejlbillede.
En mand
der har mistet en tand
en på-hovedet-stående mand
der aldrig opfyldte de drømme
og håb
hans lille tandløse mor
engang havde til ham.
Jeg vender skeen i hånden
og får en lang næse
skeen vil kun spejle mig
som karikatur
som en mand på hovedet
eller på vrangen
men i vrangbilledets øjne
bor den dreng
jeg var engang.
Fra sølvskeens dyb
ser han på mig
med en vis skuffelse
med en vis bebrejdelse
for ham
har jeg ingen dårlige udnskyldninger
for ham
kan jeg ikke lyve og påstå
at det er uheldige omstændigheder
der gør
at jeg sover på høloftet i stalden
bagved mors hus.
Mor
som jeg ligger til last
og til sorg
mor
der ikke bebrejder mig noget
men græder uden en lyd
bag min ryg
fordi jeg drikker mig fuld
og skælder ud
på ordentlige folk
men også på tåber
skælder jeg ud
det skal vi ikke glemme
havde det ikke været for mig
havde en lang række folk
her på egnen
aldrig fået besked
om omfanget af deres enfoldighed
men drengen
vil ikke høre på indvendinger
for ham er jeg et tarveligt fugleskræmsel
han ikke kan forestille sig
han engang skal forvandle sig til
Tak mor
siger jeg
og stikker skeen i suppen.
Varmen springer
igennem metallet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar