lørdag den 31. maj 2014

Hvorfor i alverden læser jeg Peter Høeg?

(jeg snuppede en dublet med hjem fra avisen)

af en eller anden pervers, sadomasochistisk (enten sadistisk: så jeg kan tale ondt om den her eller i avisen, eller masochistisk: for at skade mine øjne) grund

og fordi jeg startede dagen med at læse Majse Aymo-Boots debutroman Over os hænger en vidunderlig sol  og Lea Marie Løppenthins debutdigtsamling Nervernes adresse, og jeg var nødt til at kontrastere begge bøgers på hver sin måde og med hvert sit temperament fremragende originalitet med noget, der med samme omhu, men selvfedt stivnende i selvkarikatur lignede sig selv, for at forstå fremragendeheden som til enhver tid ekstraordinær, selvom den her ankom som et (ufrivilligt og umage) par.

Høeg-sætnings side 10:

Et kort øjeblik går chokket over ved hos sig selv at møde en ukendt svaghed hen over hans ansigt.

Løppenthin-sætning, side 10 (dvs. 11, side 10 er blank):

Heromkring er en årstid på vej/ i det lys den lover, virker vi blankslidte

Aymo-Boot-sætning, side 10, nej, vi tager også side 11 (den bog er så OPLAGT at sammenligne med De måske egnede; usentimentale vs. sentimentale skolebarnlighed):

Nu skal der være et personligt erindringsbillede, hjerteskærende, måske lidt morsomt eller barokt, men blottet for ironi.

3 kommentarer:

  1. PETER HØEGH ER VERDENS ANERKENDT OG SÅ ER HAN BLEVET RIG PÅ SINE GODE SÆTNINGER ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Øh, mon ikke han er blevet rig på at sælge bøger og ikke sine gode sætninger?
      Anonym2

      Slet
  2. Jeg er enig med Anonym2. Jeg hørte også noget i radioen hvor der var en der sagde om Peter Høeg, at det var "banaliteter forklædt som visdom". Og det er helt rigtigt. Og hvad kan man bruge det til? Ikke noget!
    Anomym 3

    SvarSlet