Norge sætter pris på alfabeter

Hei,

Fagbokforlaget har nå under arbeid et læreverk i norsk for 1. klassetrinn. Boka har fått tittelen Ordriket Lese- og skrivebok 1 BM (9788211025272) og nynorsk (9788211025487). Den vil bli trykt i 4 farger og publisert på flere plattformer: som papirbok og som nettversjon (lukket). Vi venter ferdig bok i mai 2017.

I denne publikasjonen ønsker vi å bruke følgende utdrag fra ditt verk:

• «Råbealfabetet» fra Et digt om dagen – 1 normalside lyrikk (2574 kr.) 

Vedlagt følger tekstutdraget.

Vi ber med dette om tillatelse til bruk i 1. og følgende opplag av papirutgaven samt digital bruk. Vi vil også gjerne be om tillatelse til å oversette teksten til norsk samt å spille inn utdraget som lydfil (som skal tilkobles til den digitale utgaven).

Boka vil bli trykt i 4 farger og publisert på flere plattformer: som papirbok (7200 eks.) og som nettversjon. Dette for å imøtekomme det voksende behovet for å lese boka i forskjellige medier. De digitale utgavene er lukkede ressurser som vil kreve lisens for å få tilgang, men foreløpig er markedet for dette svært usikkert. Det er derfor vanskelig å anslå noe «opplag» for disse produktene. Av praktiske grunner har vi da valgt å gjøre en skjønnsmessig heving av opplagstallet (med 20 % av opplag for boka). Til sammen blir opplaget 8640 eks.

Det foreslåtte honoraret er beregnet i tråd med gjeldende norske satser for antologier, dvs. 286 kr. per normalside lyrikk per 1000 eksemplarer.

Vi håper du synes det er i orden.

På forhånd takk!

Med vennlig hilsen

Fagbokforlaget

Katarzyna Pragert-Biechowska

Rettighetsassistent

Min astronautelev taler nynorsk!

ISBN: 9788252188905

Utgåve: 1

Opplag: 1

Utgitt: 2016

Format: Innbunden

Lars Bukdahl ,  Morten Voigt

Leseland: Mars er for taparar

Morosamt om heltemot

Innbunden  kr 169,-

Bla-i-boka

Legg i korga

Billy Bob Malone er elev ved NASA sin hemmelege Astronaut-skule i New York. Ein dag får elevane ein topphemmeleg beskjed frå president Crat om at nasjonen – ja, heile forbaska verda – er i fare. Det trengst ein frivillig. Kven melder seg frivillig til å redde menneska? Eller døy heltemodig i forsøket på det? Og kva vil president Crat på Mars?

Mars er for taparar er ein del av Samlagets Leseland for eldre barn og ungdom. Bøkene er rikt illustrerte med inspirerande og tankevekkjande lesestoff. Dei kombinerer gode og engasjerande historier med lettlesen og innhaldsrik tekst.

Frå dansk ved Ole Jan Borgund.

Leseland for eldre barn og ungdom.

Forhåbentlig er jeg stadig en nexus*anmelder

Du fandt et sted i internettet et 1999-interview fra Dagbladet - og nu, i 2015, kan jeg godt nævne andre respektable, nysgerrige, stor-næse-fægtende ikke-luxus-anmeldere end Skyum, og måske faktisk flere end en håndfuld, og mindst halvdelen en slags unge/yngre - fremskridt!:
- I Danmark sitter vi i dag med en del luksusanmeldere. Med det mener jeg anmeldere som har skrevet i mange år og som automatisk får alle de gode, nye bøkene. Slik blir det vanskelig for nye anmeldere å få komme til, de må anmelde de mer uvesentlige utgivelsene, noe som setter en stopper for deres muligheter til å utvikle seg til gode og markante anmeldere. Luksusanmelderne blir for makelige og ofte konsensussøkende, noe som er livsfarlig for anmelderarbeidet, spør du meg. Av frykt for å ikke delta i en kritisk konsensus blir de altfor lite selvstendige. Dette er med på å sinke oppdagelsen av nye, unge talenter. Det går uendelig langsomt. Det er rett og slett en treghet i systemet.
Min største skrekk er å bli en slik luksusanmelder, sier Bukdahl. Han har mye å tenke på, denne unge mannen, som er opptatt av å skape litt spetakkel i det litterære miljøet. - Spetakkel er utrolig viktig. Og da mener jeg ikke bare spetakkel i form av bråk. Spetakkel innebærer en utvidelse av egen horisont, en utfordring og en evne til å være fryktløs. Luksusanmelderne tør ikke skape spetakkel, men det verste ved dem er kanskje det faktum, som jeg synes etter hvert blir mer og mer tydelig, at de har mistet nysgjerrigheten - nysgjerrigheten på det nye. En nysgjerrighet som både er vanskelig og spennende å ha der, men som er livsviktig i en slik jobb. Ta for eksempel Erik Skyum-Nielsen, han var et stort forbilde, men også han har mistet noe. Likevel er han fremdeles en tydelig anmelder. Det er vel egentlig bare Skyum-Nielsen og jeg som har store neser. Vi har ingen andre å fekte med. Det er trist.



*
Nexus har flere betydninger:

• Nexus stammer fra latin og betyder forbindelsesled, knudepunkt, forbindelse, sammenhæng eller sammenhold.

• Nexus – betegnelse for grundled og tilhørende udsagnsled i en sætning.
  • Nexus – analyse anvendt til at finde disse led i et sætning.
• Nexus – protoss-racens hovedkvarter i StarCraft.
• Nexus - Et hovedkvarter i League of Legends. Hvert hold har en Nexus som er modstanderens mål at indtage
• Nexus – fiktiv ædelsten fra computerspillet World of Warcraft, der bruges til fortryllelse for at gøre genstande i spillet bedre. Nexus er også navnet på en instance i World of Warcraft: Wrath of the Lich King.
• Nexus Computers – britisk forhandler af it-udstyr med eget pc-mærke.
• Nexus Music – pladeselskab, der blandt andet udgiver Nik & Jays musik.
• Nexus One – mobiltelefon fra Google.

Men der er et Norge i mig

Fra artikel i Kristeligt Dagblad, ved Benjamin Krasnik

Også norsk litteratur har stor succes i disse år med store anerkendte internationale navne som Per Petterson, Tomas Espedal, Jan Kjærstad og ikke mindst Karl Ove Knausgård med hovedværket " Min kamp", der er oversat til 18 forskellige sprog. En forklaring på succesen er ifølge litteraturforskeren Jørgen Haugan, at norske forfattere tør skrive følelsesladede bøger.
" I Danmark efterlyses jævnligt den store danske samtidsroman, der aldrig er kommet efter Henrik Pontoppidans ' Lykke-Per'. I Norge har vi derimod store episke digtere som Lars Saabye Christensen og Per Petterson. Det skyldes måske, at norske forfattere tør at lave patos, hvor ironi er mere udbredt i dansk litteratur. Danske forfattere leger mere med ordene og er æstetisk fi-nurlige på en måde, man ikke finder i Norge. Der er slet ikke kommet en postmodernistisk tradition i Norge. En Lars Bukdahl findes for eksempel ikke," påpeger Jørgen Haugan.
Alvoren hænger ifølge ham nok sammen med, at den norske nation stadig er under opbygning, og forfattere må tage stilling til for eksempel olien, der har betydet meget for selvforståelsen, kulturen og civilisationen. Og så er der selvfølgelig den norske natur, der fungerer som en central inspirator. Det afsides liv i fjeldet, der kalder på meditation og filosoferen over tilværelsen.
Man siger, at der er en latent vismand i hver en nordmand, fortæller Haugan.Trods den norske bogsucces er der stadig litterære relationer mellem Norge og Danmark. For traditionelt var København den første metropol, man som nordmand kom til på rejsen mod syd. Og det er stadig Nordens litterære hovedstad med et stort miljø for kritikere og forfattere, påpeger Haugan. Nogle af tidens mest læste norske forfattere har for eksempel danske aner, Per Pettersons danske mor, og Saabye Christensen en dansk far.Og begge trækker på deres danske forbindelser i deres bøger.

- min farmor Magnhild Ødvin Bukdahl var nordmand through and through og holdt aldrig op med at være det; jeg har har derfor altid opereret med, at mit højre ben, det der spjætter mest, når jeg holder folkelige foredrag, med fuld patos og følelsesfuldhed er norsk.

Hesselholdt læser jeg jo slet ikke endnu, jeg læser Højrup, der er lige så velsignelsesgivende skrivende (i sin forbandethed)

Fra den nye roman Island, der udkommer i næste og ligner et blomstrende indebrændt gennembrud:

Jeg ser ud af vinduet og under mig lyser en granskov så grøn, som kun en granskov kan være. Det må være Norge.
          tænkte jeg, og jeg som hader Norge, og altid har hadet Norge, fordi Norge på en måde er en karikatur af Danmark, men ikke en ondsindet karikatur, nærmere en tragisk. Norge er det bedste land i verden,
          tænkte jeg,
og det kan nordmændene slet ikke få nok af at fortælle sig selv og hinanden og alle andre, der gider at høre på dem. Norge er en luksusudgave af Danmark, som både er værre i sin selvovervurdering og bedre i sin selvbegejstring. Samtidig har jeg også ondt af Norge,
          tænkte jeg, for alt i Norge er tyve, tredve eller måske så meget som halvtreds eller hundrede år efter Danmark, og derfor kan man med meget stor nøjagtighed forudsige alle de katastrofer, der inden længe vil regne ned over nordmændene. I Norge har man stadig en meget stærk og rørstrømsk nationalfølelse i behold, men snart vil naiviteten og stoltheden blive afløst af den samme angst og smålighed, som hærger Danmark, og resten af kontinentet. Jeg hader Norge,
           tænkte jeg. Jeg hader Norge på samme måde, som man hader et udryddelsestruet dyr, for det udryddelsestruede dyr hører en anden og mere uskyldig tid til, og derfor er det uudholdeligt at føle ømhed for det. Man ser ind i dyrets øjne, og man ser, at det ikke aner, at det er dømt til undergang og har været det længe. Man ser ind i dyrets øjne, og det eneste man føler er smerte og medlidenhed. Man føler medlidenhed med et dyr, der engang var mægtigt og stærkt, og man skammer sig for nu virker dyret kun latterligt i sin febrilske kamp for at overleve. Det løber dybere ind i den sidste rest jungle med menneskehedens maskiner i hælene, og vi græder og tænker, at noget må gøres, så vi hegner et ynkeligt stykke land ind, og forvandler på den måde et levested til et bur. I stedet for at lade naturen gå sin gang, og lade det, der ikke kan leve, dø, forvandler vi noget vildt og naturligt, til noget tæmmet og kuet. Vi føler medlidenhed og dermed berøver vi det truede dyr, det eneste det har tilbage, nemlig dets værdighed. Jeg hader Norge.
           tænkte jeg, for Norge er, ligesom litteraturen, et museum for håb og svundne tider. Vi betragter Norge med overbærenhed og lader Norge komme til orde uden at afbryde eller komme med indvendinger. Vi betragter Norge som et uskyldigt barn eller en dement olding, som man ikke nænner at modsige, og derfor holder jeg også af Norge, for Norge fortæller os noget andet, end det vi plejer at høre. Norge minder os om, at der findes noget, der er godt, noget, der er værd at kæmpe for, noget, der er større end os selv, noget, der ikke kan gøres op i penge, hvilket er en besynderlig påmindelse, når den kommer fra en oliestat. Norge giver mig lyst til at blive et bedre menneske, og derfor elsker jeg også Norge. Jeg elsker Norge, selvom jeg hader Norge., ligesom jeg elsker litteraturen, selvom jeg også hader den og har opgivet den, fordi den ikke vil slippe mig. det er irrationelt at hade.
           tænkte jeg,
men det er også irrationelt at elske.

(Højrup er kun en 2'er (Forfatterskole, akademisk grad) i kartel-skemaet, så der er ingen god grund til, at jeg bryder mig SÅ voldsom meget om hans bog)

Fabrikkken genoptager sit fald - på norsk!

Amalie Smiths Fabrikken falder, der for længst var udsolgt for folraget, da den blev præmieret med Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris i sommeren 2010, er nu kommet på norsk! som Fabrikken faller, i en frivillig version af den ufrivilligt plakattilskårne, danske biblioteksudgave og kan købes i den smukt assorterede netboghandel Audiatur, til hvem Amalie har leveret denne åbenhjertige making of-krønike om den forunderlige bog:

 ‘Fabrikken falder’ er en bog, jeg udgav i 2010 – teknisk set var den min debut, da jeg skrev og udgav den, mens jeg ventede på svar, om Gyldendal ville udgive min egentlige debut ‘De næste 5000 dage’. Fabrikken falders skriveproces og udgivelsesmåde var en reaktion på en lang og lidt tung proces med den anden bog – både for mig selv med at skrive og redigere den og siden med forlaget, alt det der med at skulle antages og debutere. Fabrikken falder blev udgivet på Forlaget Emancipa(t/ss)ionsfrugten, som er et meget lille og dengang relativt nystartet forlag, som to af mine venner driver. Det betød, at jeg selv var involveret i hele produktionsprocessen. Vi trykte og samlede bøgerne i en gammel fabrikshal ude på det nedlagte Carlsberg-tapperi i København; meget passende et rum der lejes ud til kunstnere fordi fabrikken er faldet (eller flyttet). Bogen består af et hæfte med tryk på højresiden og løse, indlagte foldede A3-plakater. Den er en filmroman med 15 scener, og hver scene har en plakat med referencebilleder, som er googlet frem gennem søgning på nøgleord fra den pågældende scene. Plakaterne startede egentlig som et andet projekt – et plakatprojekt, hvor jeg i samarbejde med en grafiker Louise Hold Sidenius ville producere tekst-plakater til det offentlige rum. Jeg startede med at skrive teksten til plakaterne på Ishøj station, mens jeg var fanget i en s-togsforsinkelse husker jeg, men teksten voksede ud over plakatformatet lynhurtigt – den blev skrevet og redigeret på omkring tre uger og sendt i trykken ret kort tid efter. Der var noget fandenivoldsk over det, den skulle ikke læses af nogen. Jeg have fået så mange læsninger af den anden bog på Forfatterskolen, Fabrikken falder skulle bare af sted. Trykkeprocessen foregik på en Risograf, som er en form for gammeldags kopimaskine. Den kunne kun trykke en side ad gangen, så vi var nødt til at samle bøgerne i hånden. Plakaterne fik vi trykt på et billigt digitaltrykkeri i Aarhus og også foldet der. Produktionsprocessen blev i det hele taget en collage af forskellige tiders produktionsmetoder og en blanding af manuelt og maskinelt arbejde. Forløbet var ikke industrielt forstået som at alt arbejde var planlagt på forhånd – hvert trin i processen affødte eller umuliggjorde det næste, og vi ændrede planer flere gange undervejs. Det er et helt afgørende arbejde for mig at give en bog form, og det var virkelig lærerigt på den måde at være med i alle dele af processen, det var hårdt arbejde, men det var sjovt. Det sværeste er næsten at skulle overlade processen til nogle andre. Den udfordring har jeg i nogen grad taget op, nu hvor den genudgives i norsk oversættelse ifb.m. Møllebyens Litteratur Festival. Tegnestuen ELLER MED A har stået for produktionen, selvom vi har talt en hel del om formen sammen. Ret tidligt lå det klart, at bogen ikke kunne udgives på samme måde én gang til, den måtte genfortolkes grafisk og formmæssigt på samme måde som en oversættelse er en genfortolkning. Der var gået noget tid siden den første udgave, og i den tid opsamler en bog noget historie og nogle læsninger, den forbliver ikke uberørt. Der var fx sket det med den, at den var blevet opkøbt af et par danske biblioteker, som havde hardcoverindbundet den, og i den proces havde de limet bogblokken og plakaterne sammen i ryggen og skåret plakaterne op i siderne, dvs. at hver plakat kom i fire dele, på hovedet og bagfra. Det valgte vi at tage med videre i den nye udgave, hvor plakaterne indgår på samme opklippede måde og er hæftet i ryggen sammen med resten af bogen. Jeg tror, man kan sige, at Fabrikken falder er en bog, der suger alt muligt til sig – plakaterne er et visuelt billedarkiv, som teksterne har suget til sig på internettet, ligesom plakaterne også suger af teksterne. De forskellige formmæssige valg er også noget, bogen opsamlede hen ad vejen. Det er i høj grad en bog, der er leget frem – den er lavet af lyst, og fordi vi kunne lave den. Den er på den måde et produkt af nogle bestemte produktionsforhold, det er klart. Man kan sige, at den tillader sig at lege med de maskiner og rum, der står tilbage efter at fabrikken er faldet, på den måde har den en lethed, en sorgløshed over sig, som jeg ikke helt genfinder i mine andre bøger. Apokalypsen er ingen undergang, den er et visuelt blackout og en genfortælling af en drøm.»

Lille, norsk nationalsang

fjelde
fjæler sig
i 1 fædrelandsfjol

Highlights fra mit kommende stor-- og hovedværk, Lars Bukdahl: Udvalgte blogkommentarer, Gyldendal 2025

Kære Olga
Min søn og jeg vil gerne vide hvor og hvordan du ser "Bored To Death", jo ikke på dvd, vel, men går den virkelig på en tv-kanal?
Og så bliver du udnævnt til den nye Poul Borum i WA i morgen, bare en advarsel!
kh Lars

- på Olga Ravns blog

På kryds og tvært:

Min farmor var norsk, min farfar skrev bogen "Det skjulte Norge" - er det ikke nok Bukdahlsk norskhed?

Til det dér lyrikseminar på KUA var eksperimentet at konstruere en dansk kanon ud fra, hvilke digtere der var var mest og stærkest læst af deres kolleger - men jeg havde en fin søjle helt ude til højre, som måske var svær at se nede fra salen, med udenlandske påvirkninger/forbindelser, og ud for 00'erne blev luften TYK af kridtstøv, fra NY-skole til svenske sprog-materialister -

Ja, jeg er meget optaget af den danske litteratur - shoot me! - men der skal jo være nogen, der har læst og kan fremhæve fx Voetmanns og Hagens bøger, når det nationale selvhad går over gevind.

Men jeg interesserer mig ikke for noget, der hedder eller kan afgrænses som smal litteratur eller finlitteratur - jeg interesserer mig for god litteratur, hvor og hvordan den end har tænkt sig at optræde - og det var et hårdt feltarbejde sgu for syv-otte år siden i dansk raps jungle. Det, som NOGEN - et tu, Stefan - vælger at afgrænse som smalt og fint (og OK jeg gør det også selv - offensivt/polemisk, med min Bet fx), indeholder så bare, i mine øjne, som jeg (og x antal avislæsere) stoler på, uforholdsmæssig meget god litteratur - vi har ikke nogen Charles Dickens, vi har en Hanne-Vibeke Holst, men det gider jeg ikke begræde, når vi til gengæld har fx Vibeke Grønfeldt, og synd for de millioner (af også nordmænd), der ikke læser Grønfeldt, ikke synd for mig eller Grønfeldt eller den ualmindeligt rige danske litteratur -

Jeg gider i det hele taget ikke begræde NOGET og føler mig på ingen måde isoleret, jeg skriver for en avis med 200.000 læsere og optræder i fjernsyn og radio og holder folkelige foredrag i det ganske land - men jeg redigerer også Hvedekorn med 300 læsere og skriver digtsamlinger (og F.P. Jac-monografi) med 20 læsere og blog (og blog-kommentarer! watch me go og atter go) med jeg ved heldigvis ikke hvor få læsere og artikler i de bittemindste tidsskrifter og antologier - og det hele er lige vigtigt, fordi det er lige vigtigt for mig, og 1 læser er NOK, det mener jeg virkelig, og 2 læsere, dig og mig, er VILDT mange, for hvor mange er ellers nok, og hvor mange er ellers mange, op til min store helt David Letterman, mod hvis 20.000.000 seere, Hanne Vibeke blegner fuldstændig bort - og selvfølgelig er en af de primale drifter i en kritisk praksis markskrigeriet: læs dette, Hagen, Voetmann, Grønfeldt, det er pissepissegodt, men igen 1 (til) læser er NOK, 2 (til) læsere er VILDT mange.

Pyh!

på Stefan Kjerkegaards blog, hvor diskussionen, forhåbentlig, fortsætter ...