Kriminalistisk litteraturkritik 1989 (med tilbagevirkende kraft)

ved henholdsvis yngre og ældre politimand:

- fra Tal til mig, side 177-178:

Peter Laugesen: Frø og stængler, 1988


"Han gloede på alle magnetbogstaverne på køleskabslågen, invitationen til hans mors halvtredsårs fødselsdag på lørdag, indkøbsseddel: havregryn, mælk, en gul post-it med en eller anden piges nummer, han havde glemt navnet. Han faldt i staver over det digt, den forrige lejer havde sat på køleskabet, en tynd og og depri gut, han aldrig fandt ud af, hvad hed. Han havde også fundet en Kina-bog med små digte, som han smed ud, men han lod digtet stå i de små sorthvide magnetbrikker, fordi det lød så tåbeligt, så de desperat og intellektuelt, det flakkende skær fra satelitterne, come on ...
  Ingen kan gå alene
  altid i mørket her
  i det flakkende skær fra satelitterne
  nogen må være med
  Han læste det langsomt, lyttede til ordene, de sivede ind i hans trætte hjerne. Ingen kan gå alene ...
  Anita ...
  Han begyndte at tvære sætningerne rundt med en flad hånd, spredte dem ud over den hvide flade, men de var ikke sådan at få bugt med, ingen kan gå alene sjuttede bare rundt som en beskidt karklud. Han var kommet til at rive invitationen til mors fødselsdag ned, han stod med den, man kunne se, hans far havde fået computer, der var bladranker og små flag og skrå bogstaver og et lille vers, fotokopierede billede af Mor, Fra Rumænien til Svendborgsund.
  Så rejste han sig.
  Han kunne pludselig huske, hvor bagageremmene lå.
  De var under sengen.
  Så samlede han grejet, spændte vadsækken på ryggen og så sig i spejlet.
  En sort mand med en beslutning.
  Han låste sig ud af lejligheden.
  Ingen kan gå alene ..."

- side 231-233 (oplæst på opfordring i går)

Peter Høeg: Forestilling om det tyvende århundrede, 1988
 

"I et af de sammenklappelige bræddeskure på hjul, der var rejst omkring cirkusteltet, ventede Ramses på gøglerjomfruen blandt kunstige blomster og forrevne trikoter og i lugten af eau de cologne og blandt mange andre ting, som han ikke mærkede, fordi han hjerne var steget til vejrs med ballonen ...
  Ole Larsens ben summede igen. Han hjerne var også steget til vejrs lidt over midten på side 89 i en svag duft af parfume og eksotiske tillægsord, det føg rundt med sprælske navne, Cæsar Jensen, Christoffer Ludwig Teander Rabow. Hans slog den i og gloede på omslaget, en kukkasse af indfald med værelser, forskudte døre, kvindehoveder bag vinduesrammer og et blinkende øje på et bord, Forestilling om det tyvende århundrede, og et lille sving af en rød boks øverst på forsiden For folk som kan læse. Han kom aldrig igennem den bog. Der var to timer til foredraget med Peter Høeg på Farum Bibliotek og læsegruppen bagefter, og han havde jo sagt, at han glædede sig. Det gjorde han ikke, men han måtte gøre det for Inger, de havde siddet herinde i hendes kurvestole ud til den vinterlyse have og læst de sidste par dage. Han tanker svømmede uden at kunne fæstne sig. Hun kluklo og tog noter og vendte hele tiden sider, så han var blevet nødt til at bladre med regelmæssige mellemrum. Men nu var det nu. Han læste sætningen igen, der stod ikke hjerne, men hjerte. Nåh. Gjorde det en forskel? Han måtte sige et eller andet til læsegruppen, men pludselig kunne han intet huske af bogen, det hele var pist væk i et puf af ingenting. Han begyndte forfra, Dette er de danske drømmes histoire, det er et referat af hvad vi har frygtet og drømt og forventet i dette århundrede ... Han kunne godt bruge et referat, hvad fanden skete der? Han bladrede rundt i den, men gik død i den kælne tone og de lækre sløjfer af sætninger, der gik op med et lille kækt smæld hver gang, og så den fortæller, der hele tiden tittede frem som en gøglerjomfru og lavede numre med tid og sted og langt, langt senere. det var som en rebus, der bakkede snavvendt, det hele hvidtede for øjnene af Larsen, nu forstod han ingenting. Han måtte sig det, som det var, til Inger. Bogen var røvsyg, det synspunkt ville han fastholde til døden, Han ville sige det ligeud. Han var politimand, for helvede, ikke? Han gad ikke sidde og læse gavtyveprosa om de danske drømmes historie. Det var i hvert fald ikke hans drømme.
  Han tog bogen og kom op i en ruf, men det var for hurtigt, og han vaklede et par sekunder rundt i Ingers stue, og så var panikken fra infarkten for fem uger siden der igen.
  Han fik fat i bordkanten og væltede ned i sofaen, hans hjerte hamrede derudad
  - Ole, er der noget galt?
  Inger stod i døren til køkkenet. Hun kom hen til ham, hendes vibse skikkelse, hendes friske lugt, da hun gik ned i knæ og klappede ham på knæet.
  - Jeg skal bare lige have luften.
  - Man kan ikke lægge den fra sig, vel?
  - Hvilket? Nej ...
  Han holdt krampagtigt om Peter Høeg med begge hænder.
  - Rejste du dig for hurtigt op igen?
  - Jeg kan slet ikke få luft nu!
  - Ole, sagde hun. - Jeg bliver her bare, og hvis det bliver værre, ringer vi efter en ambulance.
  - Jamen, hvad så med Peter Høeg?
  - Jeg ringer til Bodil og siger, vi ikke kommer.
  - Nej, sagde han, - det skal du da ikke. Du har glædet dig så meget til det.
  - Skidtpyt, sagde hun.
  - Han skulle være en hel fantastisk foredragsholder, fremturede han. - der stod i Søndagsavisen, at han også underholder med afrikansk maskedans.
  Hvor fik han det fra? De løb som smurt, løgnene, som skidt fra en spædekalv, han improviserede som en hel afrikansk dansetrup.
  - Tag af sted, sagde han tappert. - Bare gå. Jeg skal bare lige sidde lidt. Og hils Bodil og Kjeld."

Men jeg havde jo ret!

FB-opdatering af Arne Herløv Petersen:

Her er trøst til alle forfattere, der engang har fået en dårlig anmeldelse. Se her, hvad anmelderne skrev om de andre:

”Så har man også lov til at føle sig mere end almindeligt skuffet, når værket viser sig at være noget så trist som en oppustet og forvirret blanding af en samfundskrimi og en dybhavsthriller.”
Lars Bukhdahl i ”Kristeligt Dagblad” om ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” 1992

”Ørkenvandring uden beduiner”
Hans Brix om ”Den kroniske uskyld” 1958

”Hans Scherfig er ikke nogen opfindsom Skribent. Hans Motiv er forladt af Gud og Hvermand… Og nogen evne til at variere det, det har han ikke, naar han nørkler sine Nøgleromaner sammen”.
Hakon Stangerup i ”Nationaltidende” om ”Det forsømte forår” 1940

Scherfigs nye Bog ”Den forsvundne Fuldmægtig” er nemlig ikke god. Den er lagt an som en vittig Roman, men det staar sløjt til med Viddet i den. Den er desuden ment som en Satire. Men dels er den satiriske Kniv gammel og sløv, og dels har den ikke noget at skære i..”
Hakon Stangerup i National-Tidende om Scherfigs ”Den forsvundne fuldmægtig” 1938

”Det er en med Vilje modbydelig Bog, han har skrevet… Ole Jastrau er simpelthen en Dranker, og hans Last gør hverken mere eller mindre Indtryk paa os end Fattigdom ved Dørene… Tom Kristensen har skrevet… en Roman af en ringe Klasse.”
Henning Kehler om ”Hærværk” i ”Berlingske Tidende” 1930

”Pelle Erobreren er da ikke en Bog, der tilfører Læseren Varme… Dens mange vovede Scener virker frastødende.. Selv om der staar ”Folkeudgave” paa hvert eneste af Bogens Blade bliver ”Pelle Erobreren” aldrig folkelæsning.”
Mads Jepsen i ”Folkelæsning” om ”Pelle Erobreren” 1906

”En Fortælling, som vi vel ikke egentlig have Noget imod, men som synes os ikke at tilfredsstille de Pretensioner, hvormed den møder, er »Den lille Ida og hendes Blomster«. Den synes at være en Efterligning af Hoffmann, men hvad enten den nu især er skreven for Voxne eller Børn, saa mene vi, at den Ingen af dem vil tilfredsstille.”
Dansk Litteratur-Tidende om HC Andersen ”Eventyr, fortalte for Børn” 1835

"Ækle, unaturlige Billeder… Øhlenslæger bruger Udtrykke og udmaler Forestillinger, neppe noget kultiveret og tillige fordomsfrit Menneske kan læse uden Væmmelse.”
"Kjøbenhavnske lærde Efterretninger for Aar 1803" om Oehlenschläger ”Digte”

Hvorfor i alverden læser jeg Peter Høeg?

(jeg snuppede en dublet med hjem fra avisen)

af en eller anden pervers, sadomasochistisk (enten sadistisk: så jeg kan tale ondt om den her eller i avisen, eller masochistisk: for at skade mine øjne) grund

og fordi jeg startede dagen med at læse Majse Aymo-Boots debutroman Over os hænger en vidunderlig sol  og Lea Marie Løppenthins debutdigtsamling Nervernes adresse, og jeg var nødt til at kontrastere begge bøgers på hver sin måde og med hvert sit temperament fremragende originalitet med noget, der med samme omhu, men selvfedt stivnende i selvkarikatur lignede sig selv, for at forstå fremragendeheden som til enhver tid ekstraordinær, selvom den her ankom som et (ufrivilligt og umage) par.

Høeg-sætnings side 10:

Et kort øjeblik går chokket over ved hos sig selv at møde en ukendt svaghed hen over hans ansigt.

Løppenthin-sætning, side 10 (dvs. 11, side 10 er blank):

Heromkring er en årstid på vej/ i det lys den lover, virker vi blankslidte

Aymo-Boot-sætning, side 10, nej, vi tager også side 11 (den bog er så OPLAGT at sammenligne med De måske egnede; usentimentale vs. sentimentale skolebarnlighed):

Nu skal der være et personligt erindringsbillede, hjerteskærende, måske lidt morsomt eller barokt, men blottet for ironi.

Døden er en ubrugelig metafor (Peter Høeg er en jordslået bondskjorte)

Peter Høeg formår i et interview i dag i Politiken at fortolke den østrigske Melodi Grand Prix-vinder dobbelt forskækkeligt:

1. Yin Yang-spirituelt
Peter Høeg er overrasket.Han har set melodigrandprix, og lige der for hans øjne stod en vinder, i hvem yin og yang materialiserede sig i en og samme person.»' Rise of the Phønix' gjorde et kraftigt indtryk på mig. Jeg fik en følelse af græsk mytologi, flere græske guder havde en form for flerkønnethed.Han, eller hvad man skal kalde ham, har godt nok en forfinet kompleks måde at nærme sig det kvindelige på«. Men det giver mening, for bortset fra Conchita Wursts fuldskæg er det lige præcis den blanding af maskulin actionkraft og feminine fornemmelser, som Peter Høeg balancerer med i sine kvindelige hovedpersoner. Og i sig selv.For balancen mellem det mandlige og det kvindelige optager ham intenst.»Som for så mange mænd handler en stor del af mit liv om at komme det kvindelige nærmere. Det gør vi først og fremmest gennem vores døtre, vores kærlighedspartnere og mødre, men ifølge taoismen har enhver mand en kvinde på indersiden og enhver kvinde en mand. For mig er mine kvindelige hovedpersoner, tror jeg, også en måde at kontakte det kvindelige i mig selv på, lidt ligesom når mænd klæder sig ud som kvinder«.

2: Dekadence-dæmoniserende
Tilbage til melodigrandprix, for Peter Høeg har gjort sig flere tanker om den østrigske drag Conchita Wurst. »Umiddelbart følte jeg, at det var smukt og forfinet og meget kraftfuldt, men jeg blev også bevidst om, at lige inden kolossale kollektive stemninger, der var med til at udløse Anden Verdenskrig, var der i Berlin en psykotisk tvivl på kønsidentiteten. Dengang var det ikke et sundhedstegn, snarere et præludium til et definitivt sammenbrud i kulturen. Og jeg spørger mig selv, om det androgyne er en ny accept, en forening af det mandlige og det kvindelige. Jeg er sikker på, at kulturen har brug for mange flere kvinder i betydningsfulde stillinger, det er en helt afgørende del af fremtiden. Men er lige det her et skridt fremad for det kvindelige, eller er det en ny farlig hvisken om en slags sammenbrud af grænser?

- noget der aldrig ændrer sig er i hvert fald Peter Høegs bondeskjorter og storhalsede t-shirts -

Her er en post fundet på digteren (debut til efteråret) Lea Løppenthins blog, den er klogere - og mere poetisk - end samtlige Peter Høeg-interviews og -romaner og hele Nørre Snede:

har gået i parken og suget nektar af døvnælderne, der vokser langs åen
vil mere end nogensinde: gerne leve og gerne beholde forstanden

alle foregiver at være mere sindssyge end de er, og mindre sindssyge end de er

det er to sider af samme ønske om dispensation
men man vil altid gerne opnå dispensation

ethvert liv er en særrettighed, et totalt usandsynligt ophold

og det ved man og man skal hver dag have nye beviser for, at man har ret til den ret

hver dag vil man have en bedre forsikring om at det ikke er blevet væk
at det ikke er blevet byttet til noget mindre standhaftigt end liv

jeg har i mange år ment, at den slags beviser behøver jeg ikke, men jeg løj

Melodi Grand Prix-vinderen synger: Rise like a phoenix from the ashes

det var en kedelig sang

(så hellere det klip, hvor Conchita lægger makeup på DR-reporteren
og fortæller om at slappe af i joggingbukser)

Der er ingen, der er en fønix.

Vi rejser os ikke af asken, vi rejser os fra at have ligget ned i senge, fra at have siddet i kontorstole
eller vi rejser os fra at have rejst os

vi rejser os ikke fra asken

døden er en ubrugelig metafor

Trompetfortolkning

Jeg troede sgu da ikke min trompet på min anmeldelse Af Jes Bertelsens/ Peter Høegs bog Det drejer sig om kærlighed

Pighvar på stiletter

ville nå frem til avisen! For hvem kan gennemskue den? Det kan jeg knap nok selv. Men den hentyder vistnok til Peter Høeg-titlen Den stille pige, hans første fuldt vækstcentrerede værk. Og i den nye bog optræder også en stille pige, en fuldt oplyst mindreårig, og det er som bekendt Vækstcentrets ikke særlig hemmelige plan, beskrevet i Bertelsens, Høeg og co's bog Empati, at gennem-spiritualisere de mindste, i skolen, hjemmet og helt ind i deres drømme:

Sidste år var Marianne og jeg (Jes B) i nordnorge for at undervise. Først og fremmest voksne, men de havde også samlet en lille gruppe børn. Vi lavede lidt fysisk træning og afspænding og talte med børnene. Jeg underviste lidt i dobbeltrettet bevidshed. Det fik de fat i en del af.
  Da vi var færdige, kom børnene hen for at sige farvel. Og dér kommer så lille Andrea. Syv år. Briller og blå øjne og rottehaler. Hun stiller sig op: - Favel, siger hun. Hvorefter hun bliver stående. Og så lukker hun op.
  Jeg var på vej til at klappe hende på hovedet til farvel. Men nu mærkede jeg, at det skulle jeg slet ikke gøre. Så jeg begyndte at praktisere. Det blev kraftigt i rummet. Der blev helt stille. Flere af de voksne begyndte at græde. Det hele var overstået på måske tre minutter. På de minutter lykkedes det den der lille pige at demonstrere noget af det som det her handler om.
  Hun var selvfølgelig fra en meget tryg familiebaggrund. Hun har måske syntes at jeg mindede om en rar bedstefar. Og så har hun fattet en eller anden form for tillid.
  Den åbenhed, det er den det handler om dzogchen. Den og så at man praktiserer. Det gjorde den lilel Andrea ikke. Hun ventede på miraklet. Og til sidst holdt hun op med at vente. Hun var bare åben. Fuldstændig uden forbehold.

Værre end et grædende sigøjnerbarn, ikke sandt? Og så er det jeg foretrækker pighvar på stiletter, på min væg og min lystavle.

Peter Høeg er en finsk lakridspibe

Miniskærmen over kontantautomaten i Vesterports 7-11 reklamerede for en "Finsk lakridspibe".

Peter Høeg passerede forbi døråbningen på min redaktørs kontor hos Rosinante&Co i Købemagergade (og mens jeg underskrev glade og strenge Hvedekornsbreve. hørte jeg ham følsomt diktere forretningskorrespondance til en sekretær).

Jeg er så allerhelvedes oplyst, at Peter Høeg havde akkurat lige så stor irrealitet for mig som den finske lakridspibe.

Let litteraturdækningsdepression

En masse anmeldelser af Dorph og Pasternaks 80'er-krimi Jeg er ikke her, men ingen, der kan finde ud af at nå ud over krimianmeldelses-skabelonen og, med en mindeværdig vending fra bogen, gå til makronerne, fascinationerne og smertepunkterne og blindgyderne - og DIGTENE

INGEN anmeldelser af Rasmus Nikolajsen socio-systemdigt Socialdemokratisk digt, heller ikke min, som (misforståeligt, Martin Halls roman kom (ved gud) ikke på Kritikerlisten i stedet for Nikolajsens digt, anmeldelsen af romanen kom i avisen i stedet for anmeldelsen af digtet) varslet nedenfor.

Det samme eksklusive interview, ved forskellige signaturer med ny-muntre (spooky, spooky) Peter Høeg i alle aviser - jeg skal ikke anmelde den nye roman, men hentede en dublet hjem fra avisen i sidste uge, som jeg også i dag nægter at læse i, det har den rigtig godt af!