lørdag den 8. februar 2014

Habla Pablo? Llambías' Lambada! TILLYKKE

Yndlingsforfatter (og så er jeg ligeglad med at jeg ikke har kunnet finde ud af, og jeg har virkelig prøvet, at gå ind for og holde af de tre sonetbind; det var jo bare så den fikse idé praktiseret (3 gange), og det lykkedes så for én gangs skyld ikke, for mig, i mine øjne - to halve, tidligere skuffelser: De elskendes bjerg og Ud over havet, men af modne værker var jeg totalt på ... rasende... og Kærlighedens veje og vildveje, så jeg opererer ikke med noget Sonnergaardsk (i 1997 troede jeg, Radiator og Rådhus signalerede en ny, stiligt satirisk-ironisk, politisk litteraturs ankomst ...) forfald, nikke nikke nej - og selvfølgelig er han allerede i gang med at genopfinde sig selv og sit forfatterskab og litteraturskønheden katapulterende konceptuelt - jeg kunne også bare have kaldt ham yndlingsprosaist) og Forfatterskolerektor Pablo (engang også: Henrik) Llambìas fylder 50. Sgu!



Og sentimentalt mindes jeg første gang jeg mødte ham, til en reception på Galleri Michael Andersen i Bredgade, hvor min faster Else Marie, dengang rektor på Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvor Pablo studerede, introducerede os for hinanden, og jeg kan huske, at vi stod ved vinduet med ryggen mod vejen med den sure hvidvin i små plasticglas, og Pablo fortalte, at han om lidt debuterede med en novellesamling på Gyldendal, og jeg var behørigt imponeret, og det var Pablo ikke, hvilket han helt sikkert ville være i dag, så derfor var det rigtig smart, at han debuterede dengang, han bare var akademistuderende og eks-trombonist og eks-filmstuderende og var kommet til at skrive en tekst, den sidste i debutbogen, som han sendte til ind til Johannes Riis, der heldigvis svarede, at han gerne ville se mere.

Og jeg behøver ikke at huske, hvor lykkeligt talent-opløftet og -overrasket, jeg blev, da jeg et halvt år efter, jeg var startet på WA, fik Hun har en altan til anmeldelse, for det kan jeg bare læse i anmeldelsen, der lyder sådan her:

Livets dobbeltspor

     
Noveller. Pablo Henrik Llambías noveller klinger besnærende af lige nu.

af LARS BUKDAHL

Pablo Henrik Llambías: Hun har en altan. 109 sider. 160 kr. Gyldendal.

Der  er noget overrumplende originalt og indtagende og selvfølgeligt over Pablo Henrik Llambìas' debut, novellesamlingen Hun har en altan. Et eller andet sted fortæller bogen og dens gennemgående og med forfatteren sikkert ikke helt uidentiske jeg-fortæller en meget banal og enkel historie om at sige farvel til den bekymringsfrie ungdom og snuble ind i modenhed og faderværdighed, og i og for sig sker der så lidt som muligt, ud over den her graviditet og et undervandsmøde med en jaget blæksprutte, der rejses udramatisk rundt i Australien, Grækenland, Frankrig, der hverdages på cafeer og i lejligheder i København og der reflekteres og der erindres og der drømmes, og der er også nærved at blive spundet en fiktion (af fortælleren). Men som da til gengæld sprog, stil, tone, vid gnistrer og blinker, og så præcist henkastet forløbene er klippet op og sammen: Alt for langt, provokerende udførligt, og så pludselig alt for kort, en bunke betydning lige netop ridset op, og det er overflødigheden, der spildes et utal af ord på, og væsentligheden, der lakoniseres til siden. Bogens hjerte er helt klart fortællerstemmen og dens imponerende velturnerede flerstemmighed. Ustadigt og lettere rastløst skifter den frem og tilbage mellem nøgen, direkte flæbende følsomhed, sylespids satire, ironisk distanceret tids-, verdens- og menneskeklogskab, prægnant poetisk billedtale og almindelig, groft selvironisk eksistentiel forvirring. Det er et postyr, som i sig selv er særdeles underholdende, og som i min læsning ikke bare bliver til et overbevisende portræt af denne her blaserte unge kunstner, der med al sin kvikhed og ironi og forvirring og følsomhed har det største problem med at finde ud af hvilket ben han skal stå på, når trivialiteterne og betydningsfuldheden skubber så voldsomt til ham, det bliver også til et overbevisende portræt af en blasert generation, der med al sin kvikhed og ironi og forvirring og følsomhed har det største besvær med at finde ud af, hvilket ben den skal stå på, når trivialiteterne og betydningsfuldheden skubber så voldsomt til den. I koblingen af ironi, følsomhed, hverdag og generationsportræt kunne man godt se en uheldig parallel til en sentimental ironiker som Douglas Coupland, men der er den betydelige forskel, at hvor Coupland lader sentimentaliteten være det sidste ord (og i sine seneste værker det eneste ord), er ironien og følsomheden hos Llambías parallelle, lige værdige og lige sande spor, de har det frygteligste besvær med hinanden, slås blodigt løs, men det er en kamp, der ikke kan vindes. Og så har Llambías stil, for det fortjener hverdagen, det er den store misforståelse hos anonyme realister fra Bodelsen til Coupland, at de tror, at stilløshed er realistisk, for stilløshed er bare kedeligt. Llambías har delt sin bog op i elleve noveller, der alle er delt op i flere selvstændige, navngivne afsnit, der kan hænge helt og aldeles sammen som en dagbog fra en Frankrigsrejse i novellen Krabben og blæksprutten eller kan være mere eller mindre hektiske collager af de forskelligste historier og glimt og refleksioner, jo mindre noveller, jo større splittelser er den typisk paradoksale regel. Og lad os som et eksempel på en rigtig hård collage tage den novelle, der hedder Mediator: Første afsnit hedder »Søvn« og starter med denne poetisk nøgterne passage: »Hen på natten ville jeg fryse. Og jeg ville vågne og trække den anden dyne, den jeg ville have lagt klar, op over mig. Pulsen ville på det tidspunkt være nede omkring 50. Kun om morgenen, hen mod nattens slutning kan hjertet være i sin lomme«. Og fortsætter med fortællerens ambivalens over for tanken om, at den elskede aldrig vil slippe ham. Næste afsnit, »AD'er«, gør lidt for tykt grin med en billedhugger, der har bestemt sig for at tage imod et tilbud om at blive AD'er (og hvad er det) og så vil lave kunst i sin fritid. Tredje afsnit, »Mediator«, reflekterer over den medierende, harmoniserende indflydelse børn synes at have på deres forældres forhold til tilværelsen, snart vil han jo have sin egen: »Mediatoren var p.t. 20 centimeter lang. En halv meter ville være nok«. Sidste afsnit, »Museum« skildrer meget ironisk et besøg på hjemegnens museum for moderne kunst, men slutter med noget, der er lige ved at blive øm, tåget erindring, men som med en hurtig bevægelse bliver øm, klar nutid i stedet: »Natteluften var klar og kold og villaerne lå langs samme vej som museet. Jeg kiggede op mod stjernerne og tænkte på, at jeg var vokset op her og havde haft en hemmelig kæreste nogle øde villaveje væk./ Men det var ikke hér. Det var et andet sted./ Jeg gik ned mellem træernes lange skygge og lyset fra køkkenernes vinduer. Jeg hørte gruset under mine sko og mærkede hendes hånd i min«. Hvad der splitter sådan en novelle fra hinanden er lige så vigtigt, som det der binder den sammen: her jo meget åbenlyst voksendommen, der tvinges ned over hovedet på vor ven. Det gør ikke noget, at verden (og kunsten) ikke hænger sammen, for den hænger altid også sammen, og det gør ikke noget, at verden (og kunsten) hænger sammen, for den hænger altid også ikke sammen. Derfor er det heller ikke bevidstløst, at Pablo Henrik Llambías kalder disse fragmenter og fragmenter af fragmenter af et omtumlet års tid i en ung mands liv for noveller, det er meget bevidst, meget meget bevidst, det er nærmest beslutsomt: Sådan er novellen nu, og sådan er vores liv nu, og det er forbandet, og det er helt fint.

- officielt er min yndlings-Llambías-bog selvfølgelig hovedværket Rådhus, men inde i hjertets lomme er det helt sikkert Hun har en altan (ligesom min officielle yndlings-Frost-bog er Allermest undrer det mig at vi kan glemme, men hjertebogen er Og så af sted til Wien, sådan er det bare med mirakel-debutanter, beklager, gamle drenge (Ursula Andkjær kunne være et tredje, udrenget eksempel). Og hvad med jeg bare afskriver hele første afsnit, der også er titelafsnittet, det forekommer mig at være det fornuftigste og følsomste, jeg kan foretage mig her på fødselsdagen, inden festen om få timer går i gang:

HUN HAR EN ALTAN

Den poetiske læg

Jeg plejer at holde af at mene, jeg får ond i læggene, når jeg går den forkerte vej. Jeg syens det lyder poetisk og så havde jeg endda tænkt denne tanke længe før jeg havde hørt om amerikanske selvudviklingsforfattere. Jeg mente, lønge før jeg havde hørt om Louise Hay, at jeg fik ondt i læggene, hvis jeg gik den forkerte vej i mit liv. Dét synes jeg lød poetisk, og jeg havde på det tidspunkt en kæreste der mente det samme. Det var hovedårsagen til at vi var blevet kærester.

I hvert fald: fik jeg ondt i læggene, var jeg på forkert vej, sagde jeg og så lidt mystisk ud. Og hun blinkede kækt med øjnene og fortalte om en trafikulykke, hun havde været involveret i, samtidig med, at det ikke gik godt med hendes forrige fyr. Og så blev vi kærester. Jeg kan ikke huske om jeg fik ond i læggene. Hun kom i hvert fald ikke du for endnu en trafikulykke. senere burde vi være blevet kørt over af et godstog. Det skete imidlertid ikke.

Støttebind til smertefrihed

Jeg har fået en 150 kg tung jernskulptur ned over højre fod. Det blev takseret til "fraktur i sesamknogle medialt distalt". Det betyder ikke noget særligt. Nederst på kvitteringen fra skadestuen står der: "Støttebind til smertefrihed, tages af om natten. Opfordres til at holde benet højt og aflaste foden." Hvilket sygeplejersken så også sagde til mig. Jeg afslog at vente en time på at få lagt støttebindet på, det mente jeg nok at jeg selv kunne klare. "Jeg kender en tandlæge", sagde jeg. To dage efter kunne jeg næsten ikke mærke noget længere. der var brækket en knogle, men jeg skulle ikke have gips på. Jeg halter ikke mere, der er næsten ikke sket noget.

Lejligheden brænder

Jeg drømte samme nat at min lejlighed brændte. Ilden tog fat inde i stuen og jeg ville kun kunne nå at bjærge nogle ganske få ting ud. Hvad skulle jeg vælge? Ilden bredte sig hurtigt. Hvad skulle jeg tage med mig? Et møbel, et billede, fotos, de offentlige papirer, udkast til manuskripter?

Jeg tog mine private breve. Både dem jeg havde modtaget og dem jeg selv havde afsendt (Jeg havde i flere år kopieret alle udgående breve). Jeg samlede det hele sammen, flygtede for ilden og rendte ud på gade. Derfra kunne jeg se ildens skær inde bag vinduerne. Så begyndte ilden nærmest at gå ud. Jeg kunne snart efter gå op i lejligheden igen. Inde i stuen så jeg hvordan ilden ikke ville tage fat i gulvet. Så gik den ud. Og så kunne jeg stille alle brevene tilbage. Der var næsten ikke sket noget.

Jeg hilste på dig i dag ude på universitetet

Næste dag - i vågen tilstand - undersøgte jeg nysgerrigt nogle af de breve, jeg selv havde skrevet, og som jeg var mest ivrig efter at redde. Jeg læste et par stykker, klappede hurtigt mappen i igen og spekulerede på, hvorfor jeg ville redde dém?

Jeg hilste på dig ude på universitetet. Og en dum blanding af generthed og stolthed afholdt mig fra at gå hen og snakke med dig, selvom jeg faktisk havde lyst til det.
(6. november 1989. Til en kvinde, der flere gange havde inviteret mig til at diskutere kunst med hende, idet hun ikke selv mente noget, og som senere blev kunstanmelder).

Jeg kan godt huske, at jeg syntes chancen lå lige forude. Chancen for at begynde. Ja. det hele skal have en begyndelse, tænkte jeg forvirret og forsøgte at lade som om den manglende tid, uklare overvejelser, praktiske gøremål, unødvendige transporter og bekvemt tankespind blot var midlertidige forhindringer.

Vanetænkning

Hun var forsvundet ud af mit liv efter at have sikret sig at jeg syntes godt om hendes krop og fandt hende klog, smuk og interessant. Hun fejede ud af 'døren på vej mod nye højdepunkter i sit liv, på vej mod nye interessante momenter, lokaliteter og mennesker. Hun rodede op i sit balsamerede hår og sagde: Jeg holder af alle mine tidligere kærester og så elskværdig ud. Jeg husker alle de gode minder, sagde hun og tænkte på alle fremmedartede steder hun havde besøgte med dem som anledning. Spændende folk med spændende skikke som hun huskede for det gode og satte ind i sit album.

(jeg sidder indtastende og overejer hvem denne elegante, trætte sarkasme (rettet mod kvinder) ekkoer af, og det er selvfølgelig sen Lars Frost, ja, ja (men så forsvinder ligheden også lige så langsom igen))

Jeg forsøgte at undgå mig denne krankt elskværdige skæbne ved at være så ubehagelig, at jeg tænkte, jeg allerhøjst ville kunne blive et gammelt tyggegummi i hendes blændende samling. Jeg sagde: Mig skal du ikke huske for det gode, glem mig. Jeg kunne goså have sagt: Jeg vil ikke være en sommerfugl i din hukommelses velvillige edderkoppespind, men så havde hun bare placeret mig blandt alle de poetiske mennesker, hun havde kendt. I stedet sagde jeg, at hun var en ynkelig lus, en hykler og en tudegrim sæk. Dén regnede jeg ikke rigtig med, hun kunne stille noget positivt op med.

Der gik nogle dage, hvor jeg ikke så hende. Jeg var sikker på at vi skulle ses igen, for der var et praktisk mellemværende, der skulle ordnes (penge). det var en skrækkelig tid. Det pinte mig at jeg havde sagt "lus" til et andet menneske. Jeg indså at jeg måtte gøre et eller andet, uanset hvad jeg anså for sandheden. Jeg kunne ikke holde min egen ondskabsfuldhed ud. Jeg greb desperat telefonen og trak alle mine ord i mig igen og forsikrede hende om, at jeg ikke mente, havd jeg havde sagt. Jeg sagde: Vi har haft en god tid sammen. Og jeg sagde at jeg mindedes forholdet for den skønhed, det i perioder havde haft. Til sidst spurgte hun mig om det også var forkert at jeg syntes hun var uattraktiv. Et kort, koldt ubehag af sommerfugl strejfede mit sind, men jeg tænkte fortsat på mit ve og vel og svarede, at hun skam var meget attraktiv. Hun forsikrede mig derefter om, at de fleste andre mænd også fandt hende attraktiv.

Nogle dage efter mødtes vi som aftalt og udvekslede ting og sager, herunder artigheder om vind, vejr og arbejdssituation. Der var ikke mere at tale om. Vi havde hver især fået skrabet vores melede hud op på kroppen igen, og det var, hvad man kunne være tilfreds med i sådan en situation. Da hun var gået, gik jeg i seng og læste indtil jeg faldt i søvn. Siden har jeg aldrig set hende.

Hun har en altan

Hun har en altan, som hun ynder at nyde sine formiddage på. Hun tager en bog og sætter sig derud med en kop te og privat uforstyrrethed. Så sidder hun og nyder sin ensomhed, mens hun kun er i morgenkåbe. Hun fortæller, at hun kan blive irriteret, når der kommer nogen forbi og tilbyder sit selskab. Nu havde hun lige lyst til at sidde dér på altanen med en bog og en kop te i formiddagssolen.

Hun fortæller at hendes kærester har det med at blive hunde for hende, når man ser bort fra globetrotteren, der ikke skrev hjem i et halvt år, hvorefter hun desperat (hendes eget ord) havde fundet en anden. Hun kan ikke holde hunde ud. Den ene så derudover tv hele tiden. Hun havde ingen kæreste, da jeg mødte hende.

Så gik vi i Tivoli, da hun kom til København. Og skød til måls efter blomster, skiver og enhver symbolik, der måtte rive os ud af luften.



(resultat fra billedsøgning på "hun har en altan")

 HOLD BENET HØJT, PABLO LLAMBÌAS, OG AFLAST FODEN!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar