Min hektiske Blæksprutte i dag om Generation Etik burde have været dobbelt så lang, og hvis jeg havde bevaret alt det , jeg selv klippede ud undervejs, ville den også være det. Mest ked - fordi det ikke forsvandt med min gode vilje, og fordi fraværet gør tekstens sidste del uklarere end nødvendigt - er jeg af et manglende IKKE: præciseringen af nemlig, at Olivia Nordenhofs poesi bliver skøn, fordi den IKKE formår at være så etisk renfærdig og revolutionær, som den gerne vil være (og Elisabeth Friis, Peter Nielsen og andre vistnok påstår, at den faktisk er - jf. Rolf Sparres jumbo-blogpost), sådan lød passagen i min første udgave (siden røg mit IKKE også ud af min anden udgave):
-->
Den store, etiske heltinde
i artiklen og i Information som sådan er Asta Olivia Nordenhof, vinder af avisens
og Testrup Højskoles Montanapris i år.
Nordenhof er i hvert
fald en stor digterisk digter, og klart nok tilføres hendes poesi en vældig
dynamik af hendes forsøg på at tale
helt rent fra hjertet et eller andet vaskeægte sted hinsides den litterære institution,
nordvest for internettet – og af at det forsøg selvfølgelig aldrig kan lykkes: Der
er hele tiden alle mulige filtre og al mulig litteraritet på færde, heldigvis!
Men
lytter man til Nordenhof-lovprisningerne, lyder det som om, forsøget faktisk
lykkes, at etikken går helt rent igennem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar