tirsdag den 18. februar 2014

Sven på nippet til 100

I maj har Sven Dalsgaard 100 års fødselsdag (Og Yahya Hassan 19 års fødselsdag), og jeg afsluttede i dag en artikel om SD's poesi til en bog, Randers Kunstmuseum udsender på dagen, her er 1 såkaldt "Dagbrev" fra After Hand-mappen Femten dage, sikke en digter den Sven også var - og er:

Igen op af jordens planter
Mellem planter
At tro at dette tørre der ligner
Af jord er uden lyde uden
Tavs som aske
Og jeg forventer at det der kaldes tid
må være nok til
Være nok
Ren jord mikrober af mængder af liv af
Sammen med vand må det være det som
At en dag kommer håbet
Realistisk voldsom i sin væren kraftfuld som
Men lad dette være
Synk tilbage i tid dengang da
Da alt kom AF SIG SELV
Uden nærvær
Blot at provokere øjnene til at se
At være nærværende på kommando med lemmer stablet op med
krykker i balance med
-
Hvor kulører skifter farve uden at vide hvorfor eller
-
-
-
-
En fugl blev tilfældig ens læremester i at


og her et digt fra Tumor nr. 1, 1989, redigeret af Bo hr. Hansen og Peter H. Olesen (der venligt har tilsendt mig et frisk nummer, fordi mit eget eksmeplar er lost i en flyttekasse):

ØJEMÅL

Jeg har tænkt mig at slå mig ned
et sted på landet
hvor der både er langt og kort
mellem husene
hvor min sølvmetallik Mercedes
kan nyde udsigten fra bakkerne
og drømme sig til de tyske
blanke autostradaer
uden så meget som at flytte sig
en tomme
og jeg selv kan sidder
bag de blankpudsede ruder
og tænke på
at det er med en fandens fart
markerne pløjes op
her i slutningen af april



- og endelig et digt fra Vild Hvede nr. 6, 1945 (oprindeligt skrevet med små bogstaver garanteret):

Et Stykke Vej frem

De vilde Dyr kommer tilsyne bag de grønne Buske
naar vi begynder at gaa over Bakkekammen.
De stirrer paa os med stenhaarde Øjne.
Vil de os noget ondt,
fordi vi skal over den grønne Bakkekam?

Vi tænker paa de kostbart udstyrede Pavilloner,
hvor vi kunde have søgt Ly,
og vi tænker paa de kolde Vaaben, der dræber.

Fødderne gaar i Græsset som I pavillonens bløde Tæpper
og vi mærker Pavillonens venlige Hygge
bølge op bag vor Ryg, idet vi gaar forbi Dyrene.

Oppe på Bakkekammen standser vi
forundrede over den vide Udsigt
" - Er der saa langt - -?"
Og vi vender os og ser tilbage ad den vej, vi kom.
og vi ser, at de vilde Dyr, der staar som Stenstøtter,
stirrer samme Vej som vi. 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar