lørdag den 8. februar 2014

Pablo Llambìas' næstmest inderlige tekst

(teksten til hæftet Anden, 2001, totalt apropos alting, herunder alle hvid-brun/Athena-Yahya-diskussionerne (og ikke så lidt relevantere og præcisere end  PL's egne bidrag til samme) - et sandt identitetskarnevalistisk manifest):

Jeg skal være den sidste til at gøre noget ud af at jeg er af halv argentinsk oprindelse. Hvor kommer man fra? Man kommer fra den and i det land der tilfældigvis passerede forbi, da man slog gluggerne op for første gang. Der er ingen grund til at tage det personligt. Der er ikke noget at forsvare. Du er ikke ’dansk’ eller ’argentinsk’. Du er en forvirret ælling med en fjer i hatten når du løfter din hånd i tilhørsforholdets navn. Som en fan til fodboldkamp. Bare rolig min ven: du er ingenting. Det hele er blot til låns.

’Dansk’ og ’argentinsk’ opfandtes i 1700-tallet samtidig med ’borgeren’. Borgeren rejser på to måder – som turist eller som soldat. Hvem du møder afhænger af konjunkturerne.

Tv lever af at sælge virkelighed. Virkelighed består af en lang række tegn på virkelighed. Blandt disse findes ’dansk’ og ’argentinsk’. På et tidspunkt vil tegnene for ’dansk’ og ’argentinsk’ være recirkuleret så mange gange at de fremstår som klicheer. Globalisering indebærer ikke at vi mister vores identitet. Globalisering indebærer at vi mister den identitet vi blev tilbudt fra og med 1700-tallet. Det er ikke det samme.

Identitet er en ælling der vralter i fodsporene på en and. Betyder globaliseringen at alle tegn viskes ud? Nej, globaliseringen betyder at identitet er en ælling der vralter i fodsporene på en and. Dette har tv indset for længst. Derfor forsøger det i disse år at give sig ud for and.

Blandt andre forlorne ænder finder overalt, også i Danmark, højrefløjspolitikere. Disse forsøger at profitere på at give sig ud for ænder. Eller gæs. Overleverede 1700-tals gæs i gåsegang er rendyrkede krigere.

Jeg forbavses over at jeg af og til bliver gjort opmærksom på, at jeg er fremmed. Hvem blandt alle mennesker tør påstå at han eller hun er bedre hjemme end jeg?

Som en and vralter Danmark forbi og aftegner sig i mig som årerne i et træ. Sjælen er af bøgeved og når jeg åbner munden falder der danske ord ud. Jeg er dansk. Det kan ikke diskuteres. Havde jeg været tysk, var jeg tysk. Fransk fransk. Argentinsk argentinsk. Spørgsmålet er om jeg så ville have været en anden?

Jeg er en anden. Jeg er dén anden min søn så, da han slog øjnene op for første gang.

Min søn blev en anden da han så, at han var forskellig fra mig. Indtil da var han intet – og kunne for så vidt være blevet til alt.

Det er klart at min søn ikke kunne være blevet til alt. Alt og anden er ikke det samme. Trækker man alt fra anden har man mere end folkesjælen tilbage.

Hvis man antager at der findes noget under danskheden, må det formodes at være det samme som det der findes under argentinskheden. Dette noget er ikke det andet. Det må være det første eller det tredje.

Det er ikke givet at der, selvom det er muligt at sige at jeg er en anden end den jeg er, virkelig findes en første. And og sjæl er af samme matrice. Begge er de andre, ingen er første.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar