Frostgrader

Det, der er så trælst ved at kritisere en roman af Lars Frost, er jo, at han som sådan, stilistisk, innovativt, talentmæssigt realiseret simpelthen, befinder sig SÅ mange niveauer over langt de fleste andre anerkendte danske prosaforfattere; det er en inderlig og totalt forfatterskabsintern og -relativ kritik: i forhold til, hvad der er præsteret og kan præsteres, er Onkel Kritiker skuffet, men i forhold til alt andet nok så glimrende lort, burde han være ekstatisk, det ville imidlertid være usandt i forhold til læseoplevelsen, der helt naturligt og selvfølgeligt måler med oeuvrets Pisa-høje alen; nu fx den anden bog, jeg anmelder i dagens WA Bøger, Janne Tellers Afrikanske veje, som jeg tilsyneladende er rent glad for, men hvis eksperimentelle virren er håbløst beskeden, også kvalitativt, sammenlignet med Kongskilde, og det håber jeg bare læserne er kloge nok til at gennemskue, men selvfølgelig er læserne kloge nok, især mine læsere, der til hver en tid og livslangt også bør være Frosts.

Er jeg ikke, er jeg slet ikke, er jeg heller ikke

Jeg talte i dag med min redaktør om at skrive en Blæksprutte om relativistiske kvalitetskriterier (og adjektiver) i krimianmeldelser, og vendte hjem og læste hendes anmeldelse af Leif Davidsens nye "spændingsroman", der slutter med relativering i tredje potens, hvis ikke fjerde:

Så er man krimifan, Davidsenfan, eller blot interesseret i Rusland, er der ingen grund til at holde sig tilbage. Den nye krimi er er på niveau med Davidsens bedste. For eksempel Limes billede, Den Serbiske Danske og Den Russsiske Sangerinde (sjovt at titelordene skrives med stort, som om de i virkeligheden er engelske eller amerikanske ...). Faktisk overgår den endda sidstnævnte.

Tre, nej fire gode grunde til at holde sig tilbage (for krimifans, Davidsensfans, Ruslandsinteresserede, på niveau med Davidsens bedste) - det gør jeg sgu!

På med relativitetsbrillerne

Velgørende at læse klassikere - i denne uges tilfælde: Alice og Store Forventninger - ved siden af deres umådelige frydefuldhed i sig selv får man sat perspektiv på hverdagslæsningen: Danmarkslitteratur er sjældent verdenslitteratur, men mindre - og det er forudsætningen for meningsfuldt anmelderi af national samtid: ellers skulle 99,7 procent afvises summarisk (dette forår alt andet end Harald Voetmann ca.) - kan også gøre det, derfor er det vigtigt, når man vender tilbage til forårssæsonens nye, danske titler, at tage relativitetsbrillerne på med deres tykke, tykke hinkesten.